Falkeblik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2018
  • Opdateret: 28 jan. 2018
  • Status: Igang
Vi befinder os i en helt anden tidsalder hvor kristendommen stadig ikke var udbredt i de nordlige dele af Europa. De nordiske guder var stadigt skattet mest og der var ingen regler for hvordan vikingerne levede og opførte sig. Danske Una Skjoldjem på 15 år er af en stor familie, hvor hendes fader er konge i egen lille landsby. Derfor er Una heller ikke hvem som helst. Hun er opfostret med mod, magt og med selvforsvar, så hun ikke skal frygte en eneste klinge uden kamp. Men livets valg står pludseligt over for Una, da hun pludseligt støder på en dreng ved navn Lefric, og som ikke taler samme sprog som hende. Yderligere virker Lefric vildfaren, men så lærer de hinandens sprogforskelle og hinandens forskelle at kende, og med masser af mod og tålmodighed formår de at kommunikere med hinanden. Forståelse og varme følelser opstår imellem dem, lige indtil der bliver erklæret uoverensstemmelser imellem Unas fader Asger Skjoldjem og Lefrics fader Lefricus Waldeof. Vil dette få konsekvenser?

19Likes
17Kommentarer
2182Visninger
AA

4. 3. kapitel

3. Drengen

"Gid Loke havde dig..", mumlede jeg surt. 

Ja, selvom jeg godt vidste, at min fader ikke havde ment de ord, så skar de alligevel dybt i mig, for jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at min far nok var ret skuffet over mig lige nu. Men han skulle også vide, at jeg ville gøre hvad som helst for ikke at skulle ægte Bjarke.

Han . var . bare . ikke . lige . mig!

Bjarke var sikkert god nok på bunden. Han var stærk, høj og robust og bestemt en rigtig viking i min faders øjne, men jeg havde været i samme rum med Bjarke op til flere gange før - særligt ved gilder. Og Bjarke var ikke bestemt for mig. Sådan noget kunne jeg bare mærke.

Bjarke skulle have en hustru som Hilde, der var min kusine fra min moders side af, eller måske mere Sif, der var én af mine veninder, eller måske min søster Freja?

"Eller nej, Freja er vidst mere interesseret i Rune..", mumlede jeg tænkende for mig selv, mens jeg trådte over en stor knækket gren her i skoven.

Jeg vidste egentligt ikke hvor jeg var, for jeg havde bare spænet afsted i vrede og irritation over mine kontroverser med min fader og befandt mig allermest bare i mine egne tanke, uden at lægge særligt meget til mine omgivelser.

"Stop!"

Jeg gispede forskrækket, da der pludseligt stod én foran mig med en mindre kniv truende foran mig, og der opdagede jeg ham straks.. Drengen..

Jeg sank en klump, mens jeg stod som en stum og betragtede ham. Det gik mig lidt på, at jeg slet ikke havde taget mig selv i agt, for at støde ind på fremmede, når jeg i det hele taget godt havde vidst i forvejen, at fremmede havde trængt ind på vores jorde.

Hans 'stop' havde jeg slet ikke taget fejl af. Enten kunne han godt tale dansk, eller også havde han et sprog der mindede om det danske, men jeg kunne slet ikke vide mig sikker endnu.

Hvad han ville lige nu, kunne jeg ikke vurdere, for han havde ikke trukket kniven fra mig endnu, mens vi stadigt stod og så indgående i hinandens blikke.

Hans blik var stadigt koldt, men ikke ligefrem brutalt som sidst, og jeg kunne fra denne afstand se ham langt bedre end tidligere i dag.

Hans askebrune hår var faktisk pænt, trods det faktum, at jeg ikke var vant til at se drenge i den alder med så kort og viltert hår, jo mindre deres hår var blevet angrebet af lus, for så klippede de det luks af. Hans øjne var mørke, men afslørede et par ret klare blå øjne. Hans læber var fyldige og han havde en markant kæbelinje, og utroligt nok bemærkede jeg en meget lille skønhedsprik på venstre side tæt på hans ene mundvig, og så havde han lidt stritører. Ja, det var lidt utroligt, at jeg nåede at bemærke alt det.

Drengen var køn og alligevel skræmte hans kolde blik mig, fordi jeg ikke vidste hvad han havde for, og i fare for, at han ville kunne begynde at stikke ud efter mig med hans kniv mod mit ansigt, så vovede jeg alligevel at løfte min højre hånd stoppende mod hans kniv, som han havde i sin venstre hånd.

"Rolig nu..", sagde jeg lavt, mens jeg bed mig svagt nervøst i underlæben, så drengen endelig sank armen og kniven, uden vi så meget som fjernede blikkene fra hinanden.

Det var tydeligt at se på ham, at han normalt tog sig i agt for hvad som helst..

Han sendte mig et skulende blik og kørte tydeligvis blikket op og ned på mig, mens han med et skeptisk blik på mig stak hans kniv i skeden i hans bæltespænde. På venstre side, havde han det halvstore sværd siddende langs benet.

"What are you doing here?", lød det spydigt fra ham, mens jeg bare stod og så på ham, og jeg rystede på hovedet, simpelthen fordi jeg ikke forstod ham.

Det var tydeligt.. Hans sprog mindede ikke om det danske, men der måtte bestemt være nogle ord, som jeg ville kunne forene mig med.

"Jeg eh.. forstår dig ikke?", spurgte jeg ærligt og lettere forvirret og jeg tillod mig at smile svagt til ham.

Drengen stod bare og så skulende på mig, "Are you a viking?"

Hans ord lød tydeligvis af en spørgende tone og det sidste ord var ikke til at tage fejl af, og jeg smilede mere end før og nikkede febrilsk, mens jeg stod og pegede mod mig selv, "Ja, jeg er en viking!", udbrød jeg glædeligt.

Han trak sværdet så hurtigt, at det kom helt bag på mig, da sværdets æg prikkede blidt op mod min hage, så jeg dårligt turde synke en klump i fare for, at ægget ville snitte en lille flænge op i min hage.

Drengen flyttede ikke sværdet fra mig, mens han stod og nærstuderede mig, "Are you a spy?" Hans ord var sagt i en dæmpet men kold tone, så jeg kunne være fristet til at tro, at han faktisk spurgte mig om noget, men jeg forstod slet ikke noget af det han sagde, og jeg undlod at svare.

"Answer me!", tilføjede han i en bestemt tone, og han trådte nu rundt om mig, uden at fjerne sværdet i første omgang, så jeg kunne mærke hans blik nærstudere mig fra siden af.

"Are you?!", tilføjede han hårdt, så jeg gispede en anelse. Ja, hvad i alverden skulle jeg sige?

"Give me the bow and arrows.."

Den dreng kunne virkelig snakke, og det irriterede mig, at jeg slet ikke forstod ham, men det gik endelig op for mig, hvad han ville, da han med sin frie hånd begyndte at pille ved min bue og min taske med pilene på ryggen.

"Give it to me!", udbrød han bestemt, og fjernede heldigvis sværdet en del fra mig, men stadigt pegende og truende med det mod mig.

Jeg så gispende på ham.

"Now.. Please!", tilføjede han skarpt, så jeg nikkede med en klump i halsen og jeg åbnede spændet foran barmen på mig, så min taske med pilene faldt til jorden bag mig, og jeg trak buen af skulderen og rakte ham både buen og pilene.

"Det er ærligt talt ikke pænt gjort af dig..", mumlede jeg sukkende, mens drengen tog imod mine pile og min bue.

Drengen så bare med et koldt blik på mig, mens han trådte flere skridt baglæns væk fra mig, mens han stadigt truede mig med hans sværd i retningen mod mig.

Jeg følte ærligt, at han slet ikke kunne være det bekendt. Hvad i alverden skulle jeg kunne gøre ham? Han truede mig, og tog min elskede bue og pile, som min fader havde givet mig i 10 års fødselsdagsgave. Havde denne dreng ingen skam i livet?

"Hvorfor gør du det her mod mig?!", udbrød jeg frustreret mod ham, mens han så lettere skulende mod mig.

"You're definitely a spy..", svarede han i en lav tone, men jeg hørte det, og godt og vel fem meter fra mig, stak han sværdet i skeden, hvorefter han vendte sig omkring og løb væk med min bue og min taske med pile.

"Du kan tro nej...", mumlede jeg og jeg begyndte at løbe i zig zag efter ham, mens jeg gemte mig på skift bag flere træer, så han ikke skulle vide, at jeg fulgte efter ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...