Falkeblik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2018
  • Opdateret: 28 jan. 2018
  • Status: Igang
Vi befinder os i en helt anden tidsalder hvor kristendommen stadig ikke var udbredt i de nordlige dele af Europa. De nordiske guder var stadigt skattet mest og der var ingen regler for hvordan vikingerne levede og opførte sig. Danske Una Skjoldjem på 15 år er af en stor familie, hvor hendes fader er konge i egen lille landsby. Derfor er Una heller ikke hvem som helst. Hun er opfostret med mod, magt og med selvforsvar, så hun ikke skal frygte en eneste klinge uden kamp. Men livets valg står pludseligt over for Una, da hun pludseligt støder på en dreng ved navn Lefric, og som ikke taler samme sprog som hende. Yderligere virker Lefric vildfaren, men så lærer de hinandens sprogforskelle og hinandens forskelle at kende, og med masser af mod og tålmodighed formår de at kommunikere med hinanden. Forståelse og varme følelser opstår imellem dem, lige indtil der bliver erklæret uoverensstemmelser imellem Unas fader Asger Skjoldjem og Lefrics fader Lefricus Waldeof. Vil dette få konsekvenser?

19Likes
17Kommentarer
2182Visninger
AA

3. 2. kapitel

2. Stridigheder

Et suk forlod mine læber, da jeg satte mig ned på bænken ved morgenbordet, og ingen havde sagt så meget som 'hej'  eller 'velkommen tilbage' til mig, da jeg var kommet tilbage efter min morgentur i skoven. Alle sad bare og mæskede i sig, som om alle skulle dø i morgen.

"Mmh.. Du havde ikke..", fik min fader min opmærksomhed, mens han på sin typiske måde sad og gumlede på brødet, så jeg bare kunne se det sumpede brød køre rundt i munden på ham. Ja, bordskik havde min fader i hvert fald ikke! Det var der i det hele taget flere i familien der ikke havde, men min fader havde heller ikke nogen at skulle rette sig efter, eftersom alle i landsbyen skulle parere ordrer fra ham.

Min fader tog en ordenlig slurk mjød af hans fine drikkehorn. Ja, manden kunne drikke på alle døgnets timer uden at blive synderlig påvirket af det. Det var nu kun, når vi holdt gilde, offergilde for vores guder, midsommerfest, vintersolhverv, og ved før og efter plyndretogter, som min fader og ældste brødre samt mange af byens mænd tog på én til to gange om året, at min fader virkelig kunne drikke igennem.

Jeg sad svagt forknyt og betragtede min faders blik på mig, hvor ved han kørte sin håndryg over munden på ham selv, "Du havde ikke heldet med jagten til morgen?", spurgte han roligt.

Jeg rystede svagt på hovedet med et svagt smil, "Jeg var tæt på at nedlægge en kronhjort.. Hans gevir ville have prydet din stol far..", forklarede jeg roligt og hørte et fnis henne fra Freja, mens jeg bemærkede min faders buskede og fyldige øjebryn løfte sig en smule.

Jeg så skråt hen på Freja, "Det er altså rigtigt!", slog jeg fast overfor hende, mens hun tydeligvis bare sad og grinede videre for sig selv, så jeg godt var klar over, at hun ikke troede mig.

"Mon ikke det bare har været et kid eller en buk?", fnes hun lettere hånligt, så jeg skulede svagt fnysende mod hende, "Ja ja, du kan tro hvad du vil frøken højt på strå. Du udtaler dig om noget, som du slet ikke har kendskab ti..." "Una!", brød min faders stemme bestemt ind, så jeg så med et gisp hen på ham, hvor han sendte mig et bestemt blik, for derefter at tvinge et gemt smil frem fra mundvigen.

"En kronhjort siger du? Hvor stor var han?", spurgte min fader roligt og jeg kunne mærke Askes interesserede blik på mig, hvor han sad over for mig.

"Han var garanteret stor.. Når det kommer til U.." "Aske! Lad dog din søster fortælle det selv!", afbrød min fader Aske.

Jeg nikkede med et svagt smil til Aske og så på min fader igen med et svagt forlegent smil.

"Jeg stod nok et par hundrede meter væk fra ham, men hvad mit blik fangede, så var han fuldvoksen, men desværre nok lidt for hurtig, så måske en unghjort?", forklarede jeg lettere tvivlsomt, så min fader nikkede roligt, mens han brød brødet endnu et lille stykke, som han proppede i munden og gumlede lidt på.

"Mmh..", mumlede han gumlende på brødet, "Måske to meter høj, måske lidt mindre?", lød det i en spørgende tone fra min fader, hvorefter et skælmsk smil kom fra ham.

Jeg nikkede med et lille smil, "Men desværre..", svarede jeg sukkende, så min fader nikkede.

"Opgiv nu ikke håbet min pige, for måske næste gang, så.." "Asger..", lød det afbrydende og sukkende fra min moder, mens hun stod henne ved bålet og hældte endnu en portion havregrød op i Vidars skål, som hun derefter gik hen og anbragte foran Vidar, der sad i midten af bænken til venstre for mig, mens min moder havde pladsen til venstre for Vidar.

"Nu skal du ikke tilskynde din yngstedatter til noget, som hun ikke er født til!", slog min moder strengt fast. 

Jeg valgte bevidst ikke at tilføje noget, for jeg vidste at min fader ville tage mig i forsvar. Han så nemlig noget andet i mig, end bare en forsvarsløs og uskyldig ungmø. For jeg var slet ikke som Freja. Vi lignede hinanden med vores rødblonde lange lokker, til trods for, at Frejas hår var mere gyldent, mens mit var mere mørkerødt, men stadigt havde det blonde skær i solen. Det røde var fra min faders side, mens min moders hår var smukt gyldenblond. Freja og jeg var begge velsignet af vores moders smukke ydre, men Freja og jeg var stadig som dag og nat.

Min fader så med et løftet blik hen på min moder, der atter satte sig ned ved siden af Vidar og spiste selv videre, "Dagny.. Det kan vi diskutere fra tid til anden. Hvis du ikke efterhånden har forstået det, så er Una ikke som de fleste ungmøer. Ja, jeg vil nu helst kalde Una for skjoldmø, for hun besidder vovemod og ærefrygt. Hun er født til at kæmpe for det hun mest tror på.", forklarede min fader roligt med blikket henne på min moder, hvorved han flygtigt sendte mig et drillende blink med øjet, så jeg fnes en anelse, for at endelig at række ud efter et æble fra skålen midt på bordet, som jeg tog en god bid af.

Jeg satte virkelig pris på min faders rosende ord. Det kunne sagtens være, at jeg ikke gjorde min moder stolt, men så længe jeg så min faders stolthed over mig, så var jeg ikke til at vippe ad pinden.

"Jamen, det sømmer sig bare ikke for unge piger..", tilføjede min moder med en sukkende tone.

"Duk duk duk!", lød det afbrydende henne fra hoveddøren af, så vi alle stoppede med vores morgenmad, bortset fra Vidar, der lystigt spiste videre af hans havregrød. Alle vi andre vendte blikkene hen mod den lukkede dør.

"Jaer?!", lød det i en høj og rungende tone fra min fader, der sad på sin elskede polstrede stol for bordenden, og straks gik døren op og Bjarne og Helge, som var to af min faders undersårter og krigere trådte ind.

"Jeg beklager høje herre, men det rygtedes at fremmede har invaderet vores jorde, men vi ved endnu ikke hvad de fremmede har for?", rømmede Bjarne sig, så jeg bemærkede min faders undrende blik mod Bjarne og Helge og nikkede bestemt.

"Tak Bjarne.. Saml mandskabet i salen til møde.. Jeg kommer straks!", svarede min fader bestemt, så Bjarne og Helge nikkede indforstået.

"Javel, og undskyld for afbrydelsen her til morgen høje herre!", svarede Bjarne ærbødigt, mens han og Helge stod og bukkede svagt for min fader, og de forsvandt atter ud og lukkede døren efter dem.

Jeg sank en klump. 

Kunne der være tale om de fremmede, som jeg havde set ude i skoven?

"Nå..", rømmede min fader og han valgte at rejse sig fra sin stol.

"Jamen Asger? Skal du ikke have mere mad?", lød det i en målløs tone fra min moder, så min fader rystede svagt på hovedet og begav sig hen mod sengelejet for at tage hans bælte og svær om livet.

"Nej min kære.. Hvis du ikke allerede har opdaget det, så tyder det stærkt på, at vi får problemer her på egnen..", forklarede min fader roligt, hvorefter han tydeligvis så hen på Aske.

"Aske, kan du ikke sadle Bertil op og sende bud efter Tormod? Jeg har på fornemmelsen, at.." "Jamen far? Jeg har altså en aftale med Jofrid.. Hun og jeg sk.." "Jeg kan godt hente Tormod!", afbrød jeg Askes undskyldning over for vores fader, og straks blev vi alle stille et øjeblik.

Jeg bemærkede Askes tilfredse smil på mig, "Tak søster.." "Dette er ikke en kvindes opgave!", brød vores fader bestemt ind, så både Aske og jeg så hen på vores fader.

Jeg rejste mig med et drillende smil om læben og begav mig roligt hen til min fader, "Jamen kære far dog.. Jeg er heller ikke nogen kvinde endnu, ved du nok..", slog jeg roligt fast, hvor til jeg slangede min ene arm ind i hans store og ret muskuløse og tatoverede overarm og så med siden til op på ham, kun fordi min fader var sådan et stort skrummel - men han var trods alt min fader, min beskytter!

Min fader skulede med siden til ned på mig, så hans ellers gråblå øjne blev som mørke, "Arh, jeg ved nu ikke Una? Du har været ret giftemoden de seneste par år, så selvom din unge alder indikerer på en stor pige, så har du trods alt en kvindelig krop.."

"Asger.. Hun er stadig en pige..", brød min moder ind, så han flygtigt så hen på min moder, "Ja, men stadigvæk er Una blevet en smuk ung kvinde og jeg ved at Bjarke er ret interes.." "Bjarke? Astrids og Bjarnes mellemste søn?!", afbrød jeg min fader forfærdet, så min fader så med et skælmsk smil ned på mig, mens han nikkede bestemt.

"Ja, Bjarke er stærk og modig, og han ville kunne passe godt på di.." "Jeg skal aldeles ikke giftes med Bjarke! For det første er han treogtyve og for det andet, så er han så uhumsk, og.." "Una!", afbrød min fader lettere hårdt, så jeg fjernede mig surt fra min faders arm og jeg lagde mine arme over kors.

"Det bliver over mit lig! Så hellere dø som gammeljomfru end at skulle blive gift med sådan en tølper, der bedre hører hjemme i en svinesti!", brokkede jeg mig.

Min far brummede surt og trak op i bæltet, mens han så bestemt hen på mig, "Det kan ikke diskuteres Una! Bjarke er en god og stærk ung ma.." "Aarh! Det bliver over mit lig!", skreg jeg afbrydende og jeg tøvede ikke det mindste at løbe hen og tage min beholder med mine pile og min bue, og selvom jeg godt hørte min faders brokkende ord efter mig, så ville jeg absolut ikke høre på ham.

Jeg rev hoveddøren op og løb hastigt ned forbi de mange nabohuse i vores landsby med retningen mod skoven.

"Una! Gid Loke havde dig!", hørte jeg min fader råbe arrigt efter mig.

Jeg var ligeglad.. Jeg vidste inderst inde godt, at min fader selvfølgelig ikke ønskede mig bort hos Loke. Jeg vidste godt, at jeg helt sikkert havde gjort min fader uret, nu han skulle blande Loke ind i billedet, men jeg måtte følge mit hjerte.

- Jeg ville absolut ikke giftes med Bjarke, så var jeg så meget bedre fortjent uden ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...