Falkeblik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2018
  • Opdateret: 28 jan. 2018
  • Status: Igang
Vi befinder os i en helt anden tidsalder hvor kristendommen stadig ikke var udbredt i de nordlige dele af Europa. De nordiske guder var stadigt skattet mest og der var ingen regler for hvordan vikingerne levede og opførte sig. Danske Una Skjoldjem på 15 år er af en stor familie, hvor hendes fader er konge i egen lille landsby. Derfor er Una heller ikke hvem som helst. Hun er opfostret med mod, magt og med selvforsvar, så hun ikke skal frygte en eneste klinge uden kamp. Men livets valg står pludseligt over for Una, da hun pludseligt støder på en dreng ved navn Lefric, og som ikke taler samme sprog som hende. Yderligere virker Lefric vildfaren, men så lærer de hinandens sprogforskelle og hinandens forskelle at kende, og med masser af mod og tålmodighed formår de at kommunikere med hinanden. Forståelse og varme følelser opstår imellem dem, lige indtil der bliver erklæret uoverensstemmelser imellem Unas fader Asger Skjoldjem og Lefrics fader Lefricus Waldeof. Vil dette få konsekvenser?

19Likes
17Kommentarer
2179Visninger
AA

2. 1. kapitel

1. De fremmede

Duftene var stærke - blandede. Sådan var det særligt, når regnen havde efterladt skovmulden blød, varm og duftende frisk. Sådan var det hvert år, når træernes knopper sprang ud med de intense lysegrønne og lige så velduftende blade.

Vejret var mildt og en anelse fugtig efter forårsregnen her til morgen, og fuglesangen over mig fra trækronerne omhyllede mig med ro og fred i sindet. Ja, det var nærmest umuligt for mig, at være sur på sådan en dejlig morgenstund.

Min fader havde endnu ikke forladt sit sengeleje, da jeg allerede havde stået ved dørkarmen tidligere. Min moder havde allerede været i fuld vigør med tilberedningen af morgenmaden ved bålstedet, og jeg havde næsten også været sikker på, at jeg havde hørt hendes evindelige opgivende suk over at skulle se hendes næstyngste datter allerede været på firspring ud af sengelejet, og kendte jeg hende ret, så skulle jeg nok høre endnu en klagesang om hvor lidt hun syntes om, at en ung skjoldmø i min alder allerede luskede rundt så tidligt på dagen.

Men bare fordi jeg var en pige, så var det ikke ensbetydende med, at jeg ville behandles anderledes fra mine fire andre søskende. Tormod var 26 år, og dermed den ældste af mine brødre. Tormod boede ikke længere hjemme, men han besøgte os jævnligt med eller uden Bjørg, som var min svigerinde.

Aske var min anden storebror på 19 år. Han boede stadigt hjemme hos os andre, men jeg mistænkte ham for, at han nok snart ville ægte Jofrid, som var smedens datter. Jeg havde i alt fald lagt meget mærke til deres lange blikke efter hinanden og hvor meget de gik og sniksnakkede i krogene, når de mest af alt troede, at ingen lod mærke til dem. Ja, mig kunne de altså ikke narre.

Freja på 17 år var min elskede storesøster, men vi var meget forskellige fra hinanden. Hun yndede virkelig at vise sig fra sin bedste side som en kommende god hustru burde vise sig, mens jeg havde tankerne for at være mit eget selv. Jeg elskede livet i naturen, og trods min moders kraftige indblanding, om at det ikke passede sig ungmøer, så havde min fader og Aske lært mig at kunne gå i forsvar. Ganske vidst ikke med den tunge klinge, men med en dolk eller min uundværlige bue og pile.

Og så var der min lillebror Vidar på 6 år, men trods hans meget unge alder, så var mine ældre brødre og fader allerede i godt vigør med at træne ham som bedste kommende kriger. Ganske vidst med træsvær, men godt det samme.

Mit eget navn, var et min moder havde valgt jeg skulle hedde, men som jeg voksede med årerne, så havde min fader ofte påstået, at jeg nok skulle have haft et stærkere navn, til trods for at mit nuværende navn Una, levede op til at jeg nærmest altid var fornøjet og tilfreds med livet, men jeg var så meget mere end bare det. Jeg følte mig aldrig det mindste skræmt for at tage kampen op i eget forsvar og for min familie, og jeg elskede spændingen ved at gå på jagt, og det var mig underordnet, om det var i samlet flok med med mine ældste brødre og min fader, eller om det var på egen hånd, som jeg var lige nu.

Jeg stoppede op ved et birketræ og følte med hånden på det nøgne sted, hvor der tydeligvis var flået en hel del bark af, og jeg kunne mærke den friske klistrerede harpiks, så jeg straks vidste, at en hjort måtte have været her for nylig, enten for at spise af barken eller for at gnide hans gevirer - hvis der i så fald var tale om en voksen han?

En høj lyd af en knækket gren genlød i skoven, så jeg straks vendte mig omkring.

Og der fik jeg øje på ham! Godt og vel et par hundrede meter væk, stod han og gned sit ret store gevir op ad et træ langt væk fra hvor jeg stod.

Han var flot! 

Og selvfølgelig havde jeg da forståelse for at frede dyrene fra tid til anden, men jeg vidste, at min fader også ville være stolt, hvis jeg nedlagde dette kreatur og det gevir ville virkelig klæde min faders tronstol.

Langsomt tog jeg skridtene nærmere, mens jeg havde mit blik fæstnet på hjorten, der stadig ikke havde bemærket mig, og langsomt for hvert eneste skridt jeg tog greb jeg fat om min bue om skulderen og fiskede en pil op fra mit hylster på ryggen, hvorpå jeg lagde pilen til rette tværs af min bue, og jeg spændte buestrengen, mens jeg fastholdt mit blik på hjorten.

Et knæk under mig, fik hjorten til at kigge op, så jeg bed mig irriteret i underlæben, og selvom hjorten tydeligvis havde fået øje på mig, så slap jeg alligevel pilen, så den fløj hastigt mellem de mange træstammer i retningen mod den, men det var desværre for sent, for straks sprang hjorten væk for fuld fart længere ind mod den dunkle skov.

Jeg sukkede opgivende og måtte sande, at mit held nok var sluppet op lige her, men bare fordi det ikke lige lykkedes mig her, så var det ikke ensbetydende med, at jeg valgte at give op. 

Så beslutsomt på at give det endnu et forsøg, og med tanken om min faders stolthed over min præstation, så valgte jeg at begive mig videre længere ind i skoven i håb om, at jeg ville finde dette pragteksemplar igen, men noget havde jeg da lært, og det var, at jeg måtte være ekstra forsigtig.

Terrænet blev mere og mere mudret, des tættere skoven blev, for det var ikke meget sollys, der kunne nå skovbunden her, men det gjorde mig aldrig noget, så længe mudderet ikke blev så tyk og dybt, at det næsten ville kunne opsluge mine ben. Tro mig, men det havde jeg været ude for før, hvor det i værste fald havde betydet, at jeg måtte holde hovedet koldt, for ikke at synke yderligere.

Hvad var det den slags mudder blev kaldt? Nå ja.. mosefælder, og skulle jeg tro min faders udsagn, så ville man ryge luks til jætternes forjættede land, hvis man lod mosen opsluge én. Jeg ville selvfølgelig gerne tro min fader, men på en anden side, tænkte jeg også bare, at man risikerede at blive kvalt af mosen og dermed miste livet - selvom jeg faktisk gerne ville ende mit liv i gudernes land, og ikke så gerne hos jætterne.

Ja, jeg havde en formaning om at jætterne ikke ville mennesket det godt, og bare tanken om, hvis de slap deres midgårdsorm løs. Ja, den tanke var grum!

"Uuuuiiiiii!"

Jeg stivnede ved den tudende lyd, som jeg straks kunne høre var et horns gjalde, men hvis jeg huskede ret, så lød det bestemt ikke som Gisli, når han tudede i vagthornet ved vores vagtpost i landsbyen.

Og jeg havde ret..

For jeg bemærkede straks, at jeg befandt mig ikke langt fra en tværgående sti herinde i skoven, og straks så jeg en del ryttere og travende mennesker i rustning med en fane, der langtfra mindede om vores. Deres udseende var heller ikke til at sammenligne med os vikinger.

Rytterne og alle mændene, der havde forskellige aldre, så virkelig ud til at have travlt.

Jeg skyndte mig hen mod et træ, der var tættere på stien, men stadig til en vis afstand, og lettere gemt bag stammen, tittede jeg hovedet frem og betragtede de mange mænd i rustninger både til fods og til hest, der gav mig en klump i halsen. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var disse rustningsbeklædte mænd på krigsstien.

Næstsidste rytter fik ret meget min opmærksomhed, da jeg så ham.

Drengen havde et ret kønt og tiltrækkende ydre, og han havde kun en enkelt brynje over brystet og et kort svær siddende i skeden langs hans højre ben på hestens ryg. Drengen kunne meget vel være omkring min alder og hans korte askebrune pjuskede hår strittede vildt til alle sider, så det var mere end tydeligt, at det blev holdt kort. Det var kun set hos de små drenge i vores landsby, for jo ældre drengene blev til de blev voksne mænd, så var det næsten som et svaghedstegn, hvis man lod håret falde, da fyldigere og længere hår betød magt og styrke. I det hele taget, så havde flere af mændene i det lange geled afsløret kort hår, så jeg straks mistænkte mændene som vildt fremmede og bestemt hverken som de danske, svenske eller norske vikinger.

Drengen vendte pludseligt blikket mod min retning, så vi fik øjenkontakt. Hans blik virkede koldt og brutalt, selvom jeg slet ikke kunne se hans øjenfarve fra denne afstand og med et gisp gemte jeg mit ansigt mod træstammen foran mig.

"Father, I saw one!"

Den råbende stemme lød ung, men det var et sprog, som jeg aldrig havde hørt før, så jeg kunne ikke bedømme, hvad der var blevet sagt, og forsigtigt flyttede jeg blikket ned mod stien og mændene igen, hvor jeg bemærkede geledet var stoppet op og jeg opdagede drengens blik op mod mig, hvor han pegede mod mig.

"There she is!", råbte drengen, der sad højt til den brune hest, og straks vendte én af rytterne fra det forreste geled omkring, og red de få meter hen til drengen til hest, hvor ved manden i den flotte rustning så op mod mig, hvor drengen pegede.

"She's just a girl Lefric..", svarede manden i en rolig men bestemt tone til drengen og så atter væk fra drengen, hvorved manden red op fortil i geledet igen.

"Carry on!", råbte manden yderligere, og straks fortsatte alle mændene videre ned mod stien.

Jeg havde ikke kunnet forstå et eneste ord af hvad de havde sagt, men jeg havde kunnet forstå, at de bestemt måtte have snakket om mig, siden de havde set op på mig og peget på mig.

Med mere ro i sindet turde jeg at træde væk fra træet, mens jeg betragtede alle mændene, der begav dem videre, men drengen på den brune hest fulgte mig med det kolde og hårde blik i flere øjeblikke, inden han atter så frem for sig mod de andre og tydeligvis ignorerede min tilstedeværelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...