Den hemmelige tid

Da Lilja modtager Kraften, er hun ikke klar over hvor stort et ansvar, og hvor stor en fare den er, for selvom hun kan stoppe den, må hun også lade tiden gå.
Verden er i fare, vi må alle tage os i agt, for dem vi før troede på kan vise sig at være vores største fjender.

1Likes
1Kommentarer
187Visninger
AA

5. Venner

Imens jeg sad i køkkenet og spiste min havregryn hørte jeg stille stemmer udenfor.
Jeg listede med min skål i hånden ind i stuen og strøg gardinerne til siden.

Jeg var parat hvis Exitium kom, men der var heldigvis ingen fare, byggemændene var bare kommet tidligere end normalt.
Naboens have var blevet meget smuk på kort tid, og jeg håbede så inderligt at de ville have blomster i haven.
Jeg har altid elsket blomster, især tulipaner og violer.
De er så smukke, og så bringer de en smuk glans over alt de kommer i nærheden af.

Opvaskemaskinen var færdig, så jeg vaskede i stedet min tallerken og satte den på bordet klar til at blive vasket op.
Nix lå afslappet på tæppet.
Jeg, som så mange andre, kunne ikke stå for hende så jeg gik derfor over til hende, da jeg blot var et par meter fra hende, vendte Nix sig dovent om på ryggen.
Jeg smilte og lagde mit hoved på tæppet og strøg mine fingre igennem hedes bløde pæls.
Jeg lukkede langsomt øjnene.

Jeg så mig selv stå alene, stå helt alene omringet af mørke, ingen var der til at trøste mig når jeg græd, ingen var der til at hjælpe mig hvis jeg faldt, ingen var der for mig.

Jeg sprang op så hurtigt at Nix sprang forskrækket tilbage.
jeg tog en dyb indånding og lod min hjerne slappe lidt af inden jeg listede op af trappen.

Det var stadig en smule mørkt da jeg sagde farvel til mine forældre og min søster.
Kufferten larmede højt ved siden af mig, og min taske var næsten tom.

Jeg turde ikke håbe på, at Chris havde glemt hvad der skete i går.
Men nu skulle vi alle på tur, og nu skulle vi have det sjovt.
Den anden klasse havde allerede været på hyttetur, og i dag var det vores tur.

De fleste havde taget tasker med, men jeg fortrak kuffert, og det er en god idé at skille sig ud fra mængden.

Efter en kort besked fra læreren gik vi ned i gården.
Gården var mest af alt sten og bænke, i midten stod der en flagstang.
Skolen flager meget sjældent, men det gør ikke den store forskel, for flagstangen er så høj at man ikke kan se flaget uden at få ondt i nakken.
”Har i været i hytten før?” spurgte jeg Liv og Elena.
”Nej det har jeg ikke” sagde Elena smilende, hun var en af de mest positive og sødeste mennesker jeg nogen sinde har mødt.
”Jeg har været der et par gange” fortalte Liv mig stolt.
Liv har været en rigtig god ven for mig i mange år, og det er jeg hende evigt taknemmelig for.

Jeg svingede storsmilende armene om Liv og Elena,
”Det bliver så spændene” sagde Elena og vi nikkede.

”Anna! Sofia! Kom herover” råbte Liv til to piger som stod og snakkede ovre på bænken.
”Okay” råbte Anna tilbage, og løb glad over til os med åbne arme.

Da vores lærer Emil havde fået alles opmærksomhed, kiggede han ærgerligt ned i jorden og rømmede sig højlydt før han talte.
”Jeg beklager meget, men turen er aflyst af meget uheldige… årsager” sagde han.
Larmen brød hurtigt ud og jeg kunne se hvordan Emil langsomt bakkede væk fra klassen.
Ingen forstod hvad meningen med denne pludselige aflysning.

Rygter blev hurtigt spredt mellem eleverne, og snakken røg hurtigt over på om vi så skulle have normal skoledag, eller om vi fik fri.

Elena var den første som sagde noget, både Liv, Anna, Sofia og jeg havde bare stået lamslåede og gloet olmt på Emil.
”Hvad tror i der er sket?” spurgte hun med rynkede bryn.
”Jeg har ingen idé” sagde Anna imens hun forvirret lænede sig op af muren. 

Jeg kiggede forvirret på Emil.
Men da han vendte sig om for at samle sin taske op fra jorden så jeg noget hvidt stikke op fra hans lomme.

Alle stod helt stille da jeg hev sedlen op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...