Den hemmelige tid

Da Lilja modtager Kraften, er hun ikke klar over hvor stort et ansvar, og hvor stor en fare den er, for selvom hun kan stoppe den, må hun også lade tiden gå.
Verden er i fare, vi må alle tage os i agt, for dem vi før troede på kan vise sig at være vores største fjender.

1Likes
1Kommentarer
185Visninger
AA

4. Tanker

”Såh, hvornår kan jeg komme hjem?” jeg gik over til ham og skubbede ham væk fra vinduet og tog fat om hans håndled.
”Nu. Men jeg tager med dig!” han var vist ikke helt tilfreds med den beslutning, men hvad hvis jeg nu stoppede tiden på et forkert tidspunkt?

Vi talte ikke så meget på turen hjem til Chris,
men jeg kunne mærke at det var meget nyt for ham at se folk som står helt stille.
Der var flere gange hvor jeg åbnede munden for at sige noget, men fortrød.

Han stoppede da vi nåede til et gult hus med sort tag,
”Ses vi i morgen?” spurgte han som om at det havde været en normal dag.
”Ja selvfølgelig” sagde jeg smilende til ham, han smilede tilbage, men vendte så hovedet væk.
”Vi ses” han nikkede og gik over mod hoveddøren.

 

 

Ledningerne lå spredt ud over det hele, mens hammeren var fuld af glassplinter.

Handskerne strammede en smule rundt om håndleddet, men det var okay.
Jeg løftede hammeren over bunken og hamrede med al kraft ned i bunken af iturevne kameraer.
Hvis nogen havde set mig nu, ville de have troet at jeg var sindssyg, og det ville jeg ikke kunne bebrejde dem for.

Det var vigtigt for mig at slette alle spor af min kraft, for hvis den franske bande fik nys om at jeg var her, ja jeg vil knap nok tænke på det.

Jeg smed, med meget ømme muskler, alt ned i containeren, klokken var næsten seks, så græsset var stadig dugvådt, lige hvad jeg trængte til.
Jeg gik forbi kastanjetræerne og gik ned af blindgyden, fortsatte ned under jernbanen og gik over i skoven.
græsset var dejlig beroligende, og duggen kølede mig ned.

 Jeg lukkede stille øjnene og holdte alle tanker ude, men det kunne jeg ikke.
Én tanke blev nemlig ved med at komme frem i mit hoved.

Jeg skyndte mig hjem og tog et koldt bad for at ryste tanken af mig, men det virkede ikke.

Jeg smed mig i sengen imens tårerne trillede ned af mine kinder.

Tankerne væltede rundt i mit hoved, den ene værre end den anden.
De væltede frem i mit hoved, ligesom tårerne væltede ned på min pude.
Jeg forstod ikke hvorfor de først var kommet nu, jeg havde haft min kraft i fire år nu, hvorfor kommer de nu?
Er det på grund af Chris?
Det må det nærmest være, for jeg har aldrig følt mig sådan før.

Jeg gik over til vinduet og satte mig i vindueskarmen og lukkede langsomt øjnene.
Vinduet var dejlig køligt, og et lille smil tittede frem under bunken af tristhed.

Og der sad jeg med et smil på læben og lukkede øjne. Uden at tænke.

Efter noget tid besluttede jeg mig for at få noget at spise, min mave rumlede og føltes fuldstændig tom.
Tiden begyndte igen, imens jeg lydløst listede ned af trappen for at få noget mad.

Da jeg kom ned, åbnede jeg stille døren til min mors kontor hvor min hund Nix lå og sov. Hun listede søvnigt ud af sin kurv og gik ud på tæppet hvor hun strakte sig.
Jeg gik ud i stuen og kaldte hende til mig imens jeg åbnede døren til terrassen.
Da Nix fandt ud af at det havde regnet hele natten og terrassen var våd vendte hun bagdelen til og gik i seng igen.

Jeg kiggede smilende efter hende og lukkede døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...