Vi Er I Morgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 25 dec. 2017
  • Status: Igang
Inge-Grethe på 16 bor i Viborg i 1951, i en tid hvor familierammerne var meget strikse og hvor far bestemte. Farmand har allerede besluttet, at hun skal i lære som hushjælp hos nabofamilien Jørgensen. Men Inge-Grethe vil hellere skrive digte og poesier og opleve verden. En dag, da hun gemmer sig for sin fars vrede ude ved søen, kommer der en mystisk mand, der kalder sig selv for Gabriel. Han tilbyder hende en flugtvej til en verden, hvor hun selv kan bestemme over sit eget liv. Den tager hun straks imod, og før hun ved af det ender hun 66 år ude i fremtiden, i Viborg anno 2017, til en verden, som er helt anderledes, end hvad science fiction romanerne ellers sagde, at den ville være.

Her møder hun Celia Berg. Celia går på forfatterskolen, og elsker memes. Celia har også altid været fascineret af fortiden og af de forskellige kendetegn der præger hver generation. De to piger indgår et venskab, der gradvist vender op og ned på alt i deres tilværelse. - / Sinds Tequila konkurrencen nr. 1.

8Likes
9Kommentarer
588Visninger
AA

2. PROLOG

VIBORG, MIDTJYLLAND

 

 

Radioen var en firkantet, brun trækasse, som Hr. Wulffsen havde haft siden 1941, og som havde udmeldt talrige opdateringer om krigens forløb, men særligt også om status på besættelsen. Hr. Wulffsen og hans familie var nogle af Viborgs rige, der faktisk havde råd til sådanne bekvemmeligheder: De boede ved det dyre villakvarter syd for jernbanen, med udsigt mod både Søndersø og sindssygehospitalet. Og egentlig havde Hr. Wulffsen også råd til en af de helt nye radioer - den blev vist i udstillingsmontrene i samtlige storbutikker inde i bygaderne -, men han nægtede at købe den. Der var minder i den gamle radio, sagde han. Og så var den trods alt også kun ti år gammel. Der var da næppe grund til at anskaffe sig en ny, når den virkede helt fint og når den, bare man brugte lidt brun sæbe og massere af lillemors knofedt, stadigvæk skinnede så fint og velpoleret i dens brune flader. Næææh do. Radioen fra krigen var skam helt i tip top. Det ka’ a’ da sig’ Dem. 

 

   Hans anden begrundelse var måske også, at det var et af de største minder, han havde tilbage om sin søn. Knægten havde jo brugt al sin avisdrengsløn på den ædle sag, og havde tilmed givet den i julegave! Det var et år inden, at besættelsen, omkring ‘42, nåede sit højeste, og inden der begyndte at være alt det ballade og hurlumhej med Hvidstensfolkene deroppe nord for Randers. Det var også kort inden, at store damptoge begyndte at fragte jøder sydover grænsen og mod deres sidste bopæle i Polen. Og det var året inden, at sønneke, sammen med en flok veltrænede kammerater, han altid havde leget med som barn, besluttede sig for, at nu skulle de tyskere den sateme i helvede få som fortjent. Det her er VORES land, danskernes land, og vi skal sgutte ikke have grimtsnakkende Hitler-hunde med uhyrlige, muggrønne uniformer til at være her uindbudt og lære os at tale tysk og Sieg Heil. Der skulle gøres modstand. Det hørtes jo allerede om ovre i Staden, og deroppe nord for Randers, hvor den da var helt galt på den, og nu begyndte det også at skabe lidt røre, at tyskerne rykkede ind i Viborg og af flokke på tusindvis stimlede sammen og bosatte sig i kasernerne. Så sønneke besluttede sig for at blive en af modstandsfolkene. Selvom fatter Wulffsen, og mutter Agnes, og de to lillepigesøstre, Anne-Mari og Inge-Grethe (hver især ti og syv år gamle), altså ikke kunne lide det, for tyskerne er et yderst kedeligt folkefærd, man helst bør holde sig på afstand fra. Det så jo ikke ligefrem ud til, at de ville tabe krigen lige foreløbig, ja nok endda tværtimod, og så bør man nok ikke gøre dem til sine fjender.

 

    En vattet holdning, mente knægten, en fuldstændig vattet og landsforræderisk holdning. Er man ikke imod tyskerne og imod Das Reich, så er man automatisk for det. Der er ikke noget enten eller. Er I for tyskerne, måske?

 

    Det havde Hr. Wulffsen aldeles ikke brudt sig om. At hans søn skulle være så næsvis og opsætsig. 

   

    Så han havde stukket ham en hård, syngende lussing, der sendte et fladt kødsmæld gennem alle husets lokaler. 

 

    Derefter havde han peget på ham med en tyk, pølset finger. Han var allerede på vej til at blive godt blegrød i kindflæsket. 

 

   »Du skal den ondenlyneme aldeles ik’ kæmpe mod tyskere! Du ska’ bare gøre hva der bliver sagt, knægt! Og du ska’ være læge! Forstået? Du ska’ ved vor herre til hest være læge!«

 

   Det var han nemlig selv, skal I vide. Tilmed overlæge, den fineste af slagsen. Og han havde allerede betalt for sin søns videre skolegang. 

 

   Men Hans Wulffsen blev stående foran farmand, ryggen rettet stiv af trods, og munden gjort smal og stram og helt lige. 

 

   »Og hvad så hvis jeg slet ikke vil være læge?«

 

   Hr. Wulffsens skygrå øjne svulmede op. Skægbørsterne mellem mund og næse dirrede brunt og vredt. 

 

   »Nej nu HAR jeg aldrig ... «

 

   Han smækkede ham en lussing mere. Denne gang fra modsatte side. Endnu et fladt klask. Han pegede igen, og det blegrøde i hans kinder havde spredt sig hele vejen op til panden. Hans stirrede på ham, med læberne presset endnu tyndere, så hans hage nærmest posede ud. Hans øjne var begyndt at blive fugtige, sådan at det glinsede, men han bevarede sin trodsige postur. 

 

   »Du skal være læge! Og du skal forsørge mig og lillemor på vores ældre dage! Ligesom jeg forsørger din farfar! Og som farfar gjorde ved min farfar før mig!«

 

   De spillede Für Elise i radioen. For det havde tyskerne bestemt, at der skulle spilles, og stationen havde bare at makke ret, for ellers stod den på afskedigelse ved gråt papir sporenstrengs. 

   

   Hans Wulffsen tog en dyb indånding gennem næsen, så det fremgav en tør hvæsende lyd. Så afbrød han Beethovens symfonispil med en enkelt sætning, der blev hængende i luften som istapper længe efter han havde sagt det. 

 

   »Hvis vi bare sidder og intet gør, så er der slet ikke noget at forsørge, når dig og mor bliver gamle«

 

   Nu blev Hr. Wulffsen blommerød i sit stakkels ansigt. Han løftede pegefingeren, og rettede den mod sin søn, men lod den blot hænge der ubestemmeligt. Viftede med den, som for at sige noget. 

 

   Til sidst besluttede han sig for at gøre det eneste, man kan gøre, når ens søn ikke udviser den autoritetsrespekt, som ellers sømmer sig for en ung mand i hans alder. 

 

   Og det var flere lussinger.

 

   To lige efter hinanden, først med håndfladen, så Hans Wulffsens hoved smækkede til højre, og derefter med baghånden, så hovedet istedet smældede mod venstre. Så pegede han på ham igen. 

 

   »Et ord mere fra dig, og du ryger på kostskole!«

 

   Hans smilte, selvom tårerne var opsvulmede spejle i hans øjne. »Selvfølgelig. Jeg skal nok gøre dig stolt.« Så drejede han omkring, forlod farmand og forlod Für Elise, med næverne fortsat sammenknuget. 

 

   Den dag træf Hans Wulffsen beslutningen om, at tyskerne ikke skulle have lov til at få det sidste ord, koste hvad det koste ville, om så far ville sende ham på kostskole, og han kom med i Viborgs modstandsgruppe. Ikke en særlig kendt gruppe. De kom ikke rigtig i ret mange andre aviser end Stiftstidene, for det var ikke så meget, de egentlig foretog sig. Det var bare storstilede sabotage og hærværkaktioner, der nok mere var til irritation for tyskerne, end en reel fare. For eksempel at hælde flødeskum over kasernens strømforsyning, eller putte tykke,  hjemmedyrkede kartofler i soldatervognenens udstødninger, så det knaldede motorerne. Eller at rive en plakat af Der Führer ned fra lygtepæle, og istedet tegne store, kraftige hornbriller med klarrød maling over øjenpartiet, og strege “Führer” ud for så at erstatte det med “Idiot”. Der Idiot. Som de så plastrede over kaserneruderne. 

 

   Det resulterede i, at der en dag i september 1942 troppede en tysk officer op foran deres hjem. Han var høj og rank og havde sådan et meget firkantet ansigtet, der mindede lidt om en kasse, og stålfarvede øjne, der var så resolut stirrende, at både Inge-Grethe og Anne-Mari blev vældig usikre. Hans hår var metalfarvet. Skinnede helt i lyset.

 

   »Deres søn,« havde han sagt på tysk, og Hr. Wulffsen havde læst tysk, så han kunne deres sprog og forstod derfor, til alt held, hvad der blev sagt. 

 

   »Ja, hvad med ham?«

 

   »Enten skal De sætte ham på plads, eller også sender vi ham til ordensmagten og giver resten af Deres familie en bøde.«

 

   »Ordensmagten?« havde Hr. Wulffsen udbrudt, ikke så lidt forvirret. »Bøde?«

 

   Så trak officeren et papirark frem, og opremsede de forbrydelser, han mente, at Hans Wulffsen havde begået. 

 

    »Disruption af freden. Ødelæggelse af offentlig ejendom. Gøre grin af Der Führer. Forbrydelser, der giver minimum ti dages fængsel, hvis det ikke øjeblikkeligt ophører! Kan De forstå det, Herr Wulffsen?«

 

Jo. Ja. Det kunne han såmænd godt.

 

    »Hvad har De så tænkt Dem at gøre ved problemet?«

   

   Sætte knægten på sin rette plads, jo, det var klart.

 

   »De skulle have lært ham ordentlig opdragelse fra spæd af, Herr Wulffsen. En syttenårig der ikke har lært disciplin, han lærer det aldrig. Jeg håber ikke det gentager sig. Ikke mindst for Deres egen og familiens skyld.«

 

    Nej, det forstod han såmænd godt, og det håbede han heller ikke.

 

   »Sehr gut! Så forstår vi vist hinanden.« Så løftede han hånden skråt i vejret, og lod fingrene pege stift fremad. »Heil Hitler!«

    

   Hr. Wulffsen løftede hånden meget lidt, og nok også ret modvilligt, for han var ikke helt sikker om han var med på hele den der Heil Hitler bølge. Men han var heller ikke sikker på at han turde sige manden foran ham imod. 

 

   Den tyske officer med metalhåret og ståløjne vred sig rundt i en halvcirkel, og spankulerede i soldatermarch tilbage mod den sumpfarvede lastbil. 

 

   Hvad vil De gøre ved det, Herr Wulffsen?

 

   En reprimande.

 

   Så det var hvad det blev til. Han braste ind på Hans’ værelse, med en krop der dirrede ophidset, og et ansigt, der nu igen blødte ud i en ildrød farve. Hans sad i sengen og læste Dostoevsky. Forbrydelse og Straf. Han var blevet meget glad for Dostoevsky. Han sad og læste lige ved siden af vinduet, der vågede over bøgetoppene og ned til Søndersø. 

 

   Hans blonde hår var redt bagud. Han havde sine store, runde briller på. Da far braste ind, løftede han bare hovedet, og kiggede roligt på ham, og skubbede brillerne lidt ind med en enkelt pegefinger.

 

   »Hvad dælen er det jeg har fortalt dig, knægt!« udbrød Hr. Wulffsen. 

 

   Hans lukkede roligt bogen. Han vidste allerede godt, hvad der ville ske nu. Men han kunne ligeså godt tage det som en mand. Tage det med ære. Så han sad nu bare med den sammenklappede Dostoevsky-bog, og kiggede på sin far, og sagde ikke noget. 

 

   Hr. Wulffsen trådte to meter længere ind på sin søns værelse, og stoppede halvvejs ved sengen. »Hva’ tror du at du har gang i, hva’? Er du blevet gal?«

 

   »Nej,« svarede Hans Wulffsen roligt. »Jeg gør dig bare stolt.« 

 

   »Stolt? Stolt?« Wulffsen fnøs. »Do sgutte ikk’ så lidt fræk!« Så pegede han på ham med pølsefingeren. »Læg den der fra dig og kom herop! Me’ det vons!« 

   

   Og det gjorde han. Gled bogen fra sig, rejste sig fra sengen, rettede igen på brillerne med pegefingeren, og stillede sig op foran sin far. Han var et hoved højere end ham, men hans skuldre havde samme bredde. 

 

   Lussingen svang. Det smældede. Hans drejede hovedet tilbage, kiggede på sin far. 

 

   »Er du ude på at sætte hele vores familie i fare? Englænderne er her, Hans! Englænderne! Det er dem, der klarer arbejdet, ikke os! Du sætter os alle i fare med dine ... tankeløse og tåbelige handlinger!« 

 

   »Englænderne gør ikke en skid,« svarede Hans tilbage, ligeså roligt som før, og det var nok den rolighed, der gjorde farmand Wulffsen meget mere usikker. »Tyskerne er her jo stadig, er de ikk’?«

 

   »Det er vanvid og du får os alle dræbt!«

 

   »Det sker kun hvis vi stikker halen mellem benene og bliver til en flok kujoner.«

 

   Endnu en lussing, denne gang med baghånden.

 

   Smæld.

 

   Så pegede han igen. 

 

   »Du ska’ være læge!« 

 

   Hans knugede den ene næve sammen. »Stop med at slå mig,« sagde han. 

 

   Det gjorde ikke Hr. Wulffsen mindre usikker. Han var ikke van til den slags vedvarende trodsighed fra sine børn, og da endnu mindre sin søn. Man skal respektere de ældste. Det må være krigen, tænkte han. Noget som tyskerne har bragt med sig. Noget uren luft eller et eller andet. Men ikke desto mindre gjorde det ham usikker.

 

   Og der var kun en måde, at han kunne få bugt med det på. Den eneste metode, han var sikker på hjalp.

 

   Endnu en lussing.

 

   Hans drejede hovedet væk et kort øjeblik. Hans læber var tynde, næsten usynlige, og hagen opsvulmet, bleg. Så kiggede han på far. Farmand Wulffsen kiggede på ham. Stilheden var hul imellem dem.

 

   Så skubbede Hans sin far. Hr. Wulffsen vaklede tre skridt bagud. Hans øjne svulmede op. »Hva’ i ... « begyndte han, men han nåede ikke længere, for Hans trådte frem og svang næven. Den ramte Hr. Wulffsen i kindbenet. Ansigtet skreg. Hr. Wulffsen så pletter af lys. Hans søn slog ham igen, med den venstre næve, og Hr. Wulffsen faldt bagover, ind til væggen, og gled chokeret ned på bagdelen. Ansigtet var gabende. Han hvilede den ene hånd på venstre kindben, så på sin søn. 

 

   Hans hev efter vejret. Begge næver var sammenknugede, hvilede ud fra hoften, og de dunkede tåget. 

 

   »Vågn op, far!«

 

   Hr. Wulffsen kunne kun stirre på ham. Hånden vedblev med at hvile på kindbenet.

 

   Hans fortsatte.

 

   »Hvis krigen fortsætter, og hvis de nazistsvin vinder, så blir’ jeg aldrig læge. Ka’ du ikke forstå det? Så blir’ der ikke noget at forsørge. Så blir’ der ingenting.« 

 

   Hr. Wulffsen kunne ikke sige noget. Det skreg og sang ishvidt i kindbenet og gennem tandkødet. 

 

   »Jeg er nødt til det. Vi er nødt til det.« 

 

   Jeg håber for Dem og Deres families skyld, at det ikke fortsætter.

 

   »Jamen ... men ... det er farligt ... selvmord ... og hvad med pigerne ...«

 

   »Jeg skal nok klare mig.«

 

    »Men pigerne! Dine søstre!«

 

   »Hvis det sætte os i fare, så må jeg bare gøre det selv, og flytte sammen med Peter.« 

 

   Igen var Hr. Wulffsen bare tavs.

 

   »Men jeg nægter at sidde og trille tommelfingre, imens tyskerne overtager det hele. Så vil jeg sateme heller’ dø!«

 

   Så blev der tavst. Fugle kvidrede skingert igennem tavsheden. 

 

   Hr. Wulffsen endte til sidst med at kæmpe sig op. Han stod tre meter fra sin søn. Han var slap i brystet. Rigtig slap. »Nuvel. Men ... men så kan jeg ikke lade dig blive her ... «

 

   Hans nikkede bare, helt roligt. »Jeg er ude i aften.« Han vendte ryggen til far, og gik tilbage mod sengen.

 

   Hr. Wulffsen blev stående. Operasang, ligeledes tysk, skreg fra radioen nede i stuen. Kvinden havde en vatblød, fjern stemme, der mudrede vokalerne til, og det lød ærlig talt af helvedes til. »Det er for farligt ... jeg ka’ ikk’ la’ dig ... og pigerne ... du ska’ jo være læge, for Guds skyld.« 

 

Hans stoppede ved sengen. Da han så tilbage på far, var hans tænder bidt sammen og hans øjne glasvåde. »Far, hvad betyder mest for dig? Dig selv ... eller dit land?« 

 

    Det begyndte at dunke meget protesterende i kindbenet, hvor Hans’ første næve havde ramt. Hr. Wulffsen løftede, helt uden han tænkte over det, hånden op og gned mod det ømme sted. Operakvinden skrålede, som om hun var ved at dø.

 

   Han vidste det ikke selv.

 

   »Men ...  men du ska’ være læge!«

 

   Så havde han en pludselig kvælende lyst til at græde, der svulmede op bagerst i hand mund, lige inden halsen, og han vendte sig rundt og forlod sin søns værelse. 

 

    Og sådan blev det.  Den selvsamme eftermiddag pakkede Hans sine vigtigste ejendele i en posetaske, og sagde farvel. Først til mor og far. Mor var grædefærdig. Hr. Wulffsen var bare tom i blikket, responderede ikke rigtig, sad bare med den blankbrune pibe ved siden af radioen og druknede sig selv i klassisk musik. Dernæst sagde Hans farvel til sine to søstre. Anne-Mari græd. Men det var ham, der havde tårer i øjnene, da han sagde farvel til Inge-Grethe, for han vidste, hvor meget hun så op til ham. »Jeg vil  være som de store forfattere du læser om!« havde hun sagt, »og så vil du læse mine bøger og du vil æææææælske dem, og kommer du snart hjem igen?«

 

    Ja, sagde han, selvom det nok var løgn. Han ville snart komme hjem igen.

 

    Så forlod han familien for at gøre modstand overfor tyskerne én gang for alle.

 

    Han var sytten, da han flyttede over hos Peter Samsoe, lederen for den unge Viborggensiske modstandsgruppe.

 

   Han var atten år og tre måneder gammel, da han blev skudt gennem hovedet med en tysk 9mm-patron fra en Luger P08. Han blev skudt efter en fejslået sabotagemission, hvor planen havde været at sprænge en lastbil i luften, der fragtede varer til tyskerne fra flyvestationen i Karup. Sprængstoffet havde bare ikke været effektivt nok, og eksploderede ikke. Tyskerne fik øje på dem. Han flygtede med Peter gennem granplantagen i Finderup. Det havde været i november, så der var bælgsort. Og så blev han skudt. Han havde ligget i ly ved et tæt hybenbuskads, som tyskerne var gået forbi. Han havde ligget og stirret op på Mælkevejen, der viste sig i millionpletter af blåhvidt lys på den himmelsorte baggrund mellem fyrregranernes åbne toppe. Han havde ligget der på jorden i Finderup-plantagen, imens blodet pumpede i varme, klistrede strømme over ansigt og kinder og ned langs halsen.

 

   Og inden han døde så han en lys skikkelse, der lignede en mand, med skinhvidt hår og helt klarblå øjne, sådan næsten ikke-menneskelige, og skikkelsen kaldte sig selv for Gabriel, og havde en lys og behagelig stemme. Skikkelsen kaldte sig selv for Gabriel, og Gabriel sagde, at han nok skulle tage sig af Anne-Mari og Inge-Grethe, og at han nok skulle opfylde aaaaaalle deres ønsker, lige hvad de kunne tænke sig.

 

    »Er du en skytsengel, Gabriel?« spurgte Hans, hæst og søvnigt.

 

    Gabriel smilte, og hans smil skinnede på samme måde som håret, og det lignede lidt månen, og gad vide, om tyskerne også kunne se ham.

 

   »Det kan man godt kalde mig.« 

 

   »Har du altid været en skytsengel?«

 

   »Det er jeg i hvert fald nu,« svarede han, og stemmen var mælkevejen, uendelig og millioner af år gammel, men det gjorde ham ikke bange, fyldte ham bare med en varme, der føltes lidt som fløde. 

 

   Det slog ham faktisk lidt, at Gabriel mindede ret meget om nogen, han blev ved med at drømme om, dengang han var lille. 

 

   »Er du Gud, Gabriel?«

 

   »Hvis du har lyst til det, så er jeg.«

 

   Så døde han, på jorden i Finderup-plantagen, ved siden af Gabriel med måneskæret, og til lyden af endnu et Luger-skud, der knaldede dumpt mellem træerne, og som dræbte Peter. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...