Vi Er I Morgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 25 dec. 2017
  • Status: Igang
Inge-Grethe på 16 bor i Viborg i 1951, i en tid hvor familierammerne var meget strikse og hvor far bestemte. Farmand har allerede besluttet, at hun skal i lære som hushjælp hos nabofamilien Jørgensen. Men Inge-Grethe vil hellere skrive digte og poesier og opleve verden. En dag, da hun gemmer sig for sin fars vrede ude ved søen, kommer der en mystisk mand, der kalder sig selv for Gabriel. Han tilbyder hende en flugtvej til en verden, hvor hun selv kan bestemme over sit eget liv. Den tager hun straks imod, og før hun ved af det ender hun 66 år ude i fremtiden, i Viborg anno 2017, til en verden, som er helt anderledes, end hvad science fiction romanerne ellers sagde, at den ville være.

Her møder hun Celia Berg. Celia går på forfatterskolen, og elsker memes. Celia har også altid været fascineret af fortiden og af de forskellige kendetegn der præger hver generation. De to piger indgår et venskab, der gradvist vender op og ned på alt i deres tilværelse. - / Sinds Tequila konkurrencen nr. 1.

8Likes
9Kommentarer
586Visninger
AA

3. MAN TAGER KUN I SVØMMEHALLEN HVIS MAN ER TVUNGET

 

VIBORG SVØMMEHAL, 2017

 

 

Celia har ikke rigtig været i svømmehal siden hun besvimede derinde, da hun gik i 1.g, hvilket egentlig kun er et år siden. Hun anede ikke hvorfor hun besvimede: Det var sikkert den der stikkende klorluft, der gjorde hende utrolig tung i låget, eller også havde hun sikkert bare ikke drukket nok, eller også er hendes krop bare mærkelig. Men hun var besvimet. Faktisk lige da hun kom ud fra varmtvandsbassinet sammen med mor, og trådte tilbage i den øvrige og lidt køligere del af svømmehallen. Det ramte hende bare ud af den blå luft. Hun havde prøvet at besvime før det, da hun gik i niende klasse - hun rejste sig for hurtigt og for ivrigt, fordi skoledagen lige var sluttet og det nu var blevet weekend -, men der havde hendes krop da i det mindste været så elskværdig lige at sende hende en advarsel først, inden hun røg i gulvet. En advarsel der lød på kimende ringetoner og hvide pletter, der suste henover hjernen, en død  snurren gennem benene og fingerspidserne, og også lidt en smag af sølvmetal (eller stanniol, faktisk, det smagte af stanniol), der stak i hele tungen. 

     Men den der besvimelse i Viborg Svømmehal - og ALLE, der var der den dag, de så det! -, den kom bare. Hun gik fire skridt, og så blev hun øjeblikkeligt blind og døv og fik en virkelig mærkelig summen i kroppen, og derefter kradsede det ret meget i baghovedet, og så kunne hun se igen, og så opdagede hun at hun lå delvist sidevendt og delvist på ryggen og gloede sådan skråt henover det store svømmebasin, hen mod vandrutsjebanen og til de kæmpemæssige panoramaruder, der alle gloede ud til stationen og banegårdspladsen. Mor var sådan næsten helt panisk. Celia var bare skide forvirret, og anede ikke rigtig, hvad det var, der lige var sket. Men ham der livredderen, der var sammen med mor, husker hun klart og tydeligt, især muskeltangenterne, der spændte huden til. Han var ret lækker. 

   De kørte til lægen inde på Preislers Plads. Han undersøgte hende. Blodtryksmåling og spørgeskema og puls. Det hele var i tip top. Så han konkluderede, ikke rigtig baseret på noget som helst, for hun havde det helt fint nu, men ikke desto mindre, så konkluderede han, at besvimelsen nok var opstået fordi hun havde siddet længere tid i boblebadet, end hvad der var tilrådeligt. Et pludseligt skift fra varme til kulde, eller bare fra varmere omgivelser og til lidt køligere omgivelser, kan forvirre kroppen og sende al blodet hurtigt væk fra hjernen og ud i de andre kropsdele, i et forsøg på at varme dem op. Det var garanteret dét, der var sket, det var noget der især tit skete hos piger, og især hos unge piger, og det var meget normalt og ikke noget, man skulle bekymre sig om. 

    Men hvorfor skete det for det meste kun for piger, undrede Celia sig over.

   Jo, simpelt, piger og kvinder har et naturligt lavere blodtryk end drenge og mænd, forklarede Hr. Læge. 

   Hvorfor det? 

   Ja, det vidste han heller ikke, men det er åbenbart bare sådan, naturne er, var svaret. 

    Siden dengang har hun ikke sat fødderne indenfor Viborg Svømmehal. For den der følelse af alles blikke - og vi snakker altså rigtig mange mennesker her -, der bare faldt over hende fra ligeså mange sider, den var maveknugende og ubehagelig og gav sådan en ydmygende følelse, der bare sugede hende tom for energi. Hun havde lidt prøvet at fortrænge det, selvom det egentlig var blevet sjovere med tiden. Folk ovre på gym syntes i hvert fald at det var sygt grineren. 

    Men nu er hun her. I Viborg Svømmehal. Og hvis hun skal være sådan helt ærlig, så er hun her nok kun fordi Lea, hendes bedste veninde, gerne ville have hende med. 

    Og når ens bedste veninde gerne vil have dig med i svømmehal, fordi hun ikke rigtig har andre at bruge tid med, så er man lidt nødt til det, er man ikke? 

   »Fuck hvor er den længe om at skifte!« siger Lea. De står på toppen af vandrutsjebanen. Lea sidder ned, røven klemt mod det hvide plastik. Hendes hænder er knuget stramt til den der tværgående jernstang, man bruger til at skubbe sig op i fart. Hendes øjne, store og lysegrønne, glor meget intenst på lyssignalet, der stirrer tilbage med et rødglødende blik. Celia står bag hende, og har armene slået om sig. Hun fryser. Vil måske hels gerne bare over i vartmvandsbassinet. 

   »Kom nuuuuuuuu, altså, helt ærligt,« fortsætter Lea, og glor videre på lyssignalet. Så kigger hun sig over skulderen, og op til Celia. »Ærligt, det er sygt provokerende! Det er så’n lidt ... man kan fucking se, at kysten er klar, og den lyser alligevel stadig rødt. Sgu da upraktisk, mand.«

    »Ja, det er træls,« svarer Celia, lidt henkastet, og hun ved godt at hun ikke synes det er træls af de helt samme årsager som Lea. 

   Lea ryster på hovedet, og kigger op på signalet. Stadig rødt.

   »Ej, ærligt, fuck it. Det her gider jeg ikk’!« Hun ser tilbage på Celia. »Sæt dig. Du skal med.«

   »Altså, hvis nogen ser os sidde sammen, så ved du godt, hva’ der sker, ikke?« svarer Celia. 

   Det får bare Lea til at rulle øjne. »My god, Celia, det har jeg sguda gjort 1000 gange før. Folk er røvligeglade. Sæt dig nu bare, ikk’?«

   »Ja, ja,« svarer Celia, og hun sætter sig ned bag Lea, rykker sig ind til hende bagfra. Deres ben strækker sig ud ved siden af hinanden. »Siger det lissom’ også bare. Og der’ grønt, by the way!« 

   »Yay!« Lea strammer fingergrebet lidt mere om tværstangen. Lyssignalet kigger grønt, surt og firkantet. »Klar? TretoenGO!« Hun skubber sig af sted, Celia holder hende på lændesiderne, og deres samlede vægt øger fremdriftshastigheden tifoldigt. Lea læner sig bagud, så Celia er tvunget til at gøre det samme. 

    »Wahooooo!« råber Lea, måske lidt for ivrigt. 

    Celia synes egentlig det er bare en smule kedeligt, det her.

    Turen afsluttes desuden også alt for hurtigt, da de ramler ind i den stillestående vandmasse for munden af rutsjebanen, det klasker højt, og vandet strækker sig udover kanten og overflyder gulvet. Lea er den første til at rejse sig op, og træde ud fra rutsjebanens fodbassin. Celia følger hende kort efter. Hun fryser endnu mere nu: Myrepatterne får de små hårsække på lår og ben til at nappe. Hun krydser også armene, kigger over mod vinduerne til varmtvandsbassinet, og selvom der altid er fyldt op af nybagte forældre med deres små børn derinde, så meget at man knap kan bevæge sig rundt, føler hun alligevel en dragende længsel. 

   »Det var grineren, ikke? La’ os prøve igen!« siger Lea, og griber fat i Celias tynde håndled. Hun trækker i hende, hen mod betontrappen med flisevæggene, der stiger op mod rutsjebanen. 

   Grineren er en overdrivelse. En kæmpe overdrivelse. Viborg Svømmehal er meget hyggelig (og hyggeligere når man altså ikke lige besvimer derinde, sådan, totalt uden varsel), hvis man altså er tolv år gammel og aldrig har været i Lalandia. Eller hvis man er Lea, der ... ikke er så vant til at komme, sådan ... ud i verden. Selvom Celia synes, at det lyder ret ondt at sige. Men Celia har været i Lalandia, og det har hun været mere end én gang, for hun er vant til at komme ud i verden, eller i hvert fald vant til at bevæge sig længere ud end bare Viborg Kommune, og det ved hun, at Lea ikke er. Ved Lea er de små fornøjelser de største fornøjelser. Man kan give hende en fidget spinner, eller en rubics cube, og så er hun fuldt beskæftiget i timevis. Sådan havde Celia det også engang. Da hun var ti. Før hun startede nede på ungdomsskolen, og før hun startede i klub, og før hendes horisont blev sådan ... bredere.

   Det gør i det hele taget svømmehallen til et sted, man kun tager til, hvis enten 1) man er blevet tvunget eller 2) man skal glæde sin bedste veninde, der ikke har oplevet ligeså meget som man selv har eller 3) ens mor gerne vil have noget alenetid med sin datter, og synes, at den alenetid skal bruges i den svømmehal, hvor ens datter elskede at være da hun var TI! Punkt 1 og punkt 3 er vel sådan set det samme, og det er punkt 2 egentlig også, så i bund og grund er Viborg Svømmehal et sted man, ifølge Celia, altså kun tager til, hvis man er tvunget. 

   Det eneste ved svømmehallen, der er sådan sjovt, er tremeter-vippen, men den tør Lea ikke prøve. Hun læste nemlig på et tidspunkt om, at der var en mand, der gled på en tremetervippe ovre i København, og slog hul i kraniet, da han landede på betonfliserne nedenunder. Han overlevede, men han blev varigt hjerneskadet. Og Celia har det dårligt med at hoppe ud fra vippen alene, når hun nu ved, at Lea ikke kan tage del i festlighederne (sagt lidt i gåseøjne), fordi hun er bange (og måske også i forvejen er højdeskræk, hvilket gør det til en ren gåde, hvordan fanden hun så tør stå på toppen af vandrutsjebanen, der har en udsigt tolv meter ned). Så den er lidt udelukket. 

    Så er der også den der hvirvelstrøm, men den er kun sjov, når man er under 160 centimeter, og det har Celia ikke været, siden hun blev femten. Hun er 171 en halv. 

    Der er boblebadet og vartmvandsbassinet. Der er også det store bassin, der altid blev kaldt voksenbassinet, da hun var lille, og da hendes bror også var lille, men nu er det bare svømmebassinet, hvor man kan svømme lange hundredemeterbaner frem og tilbage. Men banesvømning bliver ligesom også bare lidt kedeligt i længden, ikke? 

    Det er ikke fordi ting er kedelige, når man er fyldt sytten. Det er bare ... andre ting, der er spændende. 

   Flotte livreddere, for eksempel. Især ham med muskeltangenterne, der var synlige bag den løse livreddertrøje.

   Eller tremetervipper.

   Eller et boblebad. 

   Hun kunne faktisk virkelig godt bruge noget varme, for hendes hud napper sådan pænt meget nu. Kulden bider på en stram måde. 

   De der glasvinduer til varmtvandsbassinet kalder på hende. 

   Lea har trukket Celia hen til trappen, og skal til at bevæge sig op. »Lea,« udbryder Celia, og hun trækker armen fri. 

   Lea stopper og kigger tilbage på hende. 

   »Ska’ vi ikke gå over til det varme vand nu? Jeg megafryser!«

   Lea har sit hår i en tyk, fransk fletning. Det har hun altid. Det har hun også nu, selvom det nok kommer til at gøre mega nas, når hun skal løsne den. Hendes hår er normalt brunt, men vandet får det til at virke sort. Hun står i profil, med lyset udefra der blegner hvidt gennem vinduesfacaden bag hende. Næsebenet buer lidt indad i siderne, så næsen bliver smal og tynd og dråbeformet. Det slår Celia, at Lea er en af de smukkeste veninder, hun har. Mest bare fordi hun er så uskyldig, et eller andet sted, lidt som et tiårigt barn, der er blevet modvilligt indespærret i en syttenårig pigekrop. Og Celia forstår ikke, hvorfor pokker der aldrig før har været nogen, der gerne vil være kærester med hende. Det er pisse unfair. Lea fortjener det da. 

    Også selvom hun har alle de ... problemer. Men det er jo ikke Leas skyld. Hun kan jo ikke gøre for, at hendes mor er en djævel. Eller at det kun var Celia, der gad hende, dengang de gik ovre på Søndre Skole. Eller at hun kan være svær at forstå. Eller at det eneste, hun lægger ud på Instagram, enten er stunder fra samværet med Celia, eller de mangategninger, hun laver, når de ikke er sammen. Og at Celia er den eneste, hun har snapstreaks med, fordi folk ikke rigtig sender hende noget, og heller ikke rigtig svarer hende.

   Det giver Celia et svagt, koldt stik i maven. 

   Måske skulle hun prøve at sådan, finde nogen til Lea ... Altså, en fyr. Så Lea også har andre. For det kan altså også nogen gange være ... tærende. At være sin bedste venindes hele verden. 

   »Jamen sådan noget gemmer man da først til sidst!« svarer Lea. »Ellers kommer du bare til at fryse endnu mere, jo!«

   Men rutsjebanen er dødkedelig. 

   Det e selvfølgelig ikke det, hun siger. Istedet smiler hun, hendes arme er stadig sluttet om kroppen for at varme sig. »Jo, men jeg har det virkelig koldt! Lad os nu bare!«

   Lea kigger på Celia. Så kigger hun bag hende, mod vinduerne til varmtvandsbassinet, og så op til rutsjebanen, inden hun kigger på Celia igen. Hendes øjne er lidt slappe og skyet. Celia får endnu et mavestik. »Jamen ... det er da sjovere det her?«

   »Men jeg fryser, Lea.« 

   Lea siger ikke noget, bliver bare stående.

   Celia forsøger med endnu et smil. »Vi kan bare gå herud igen bagefter. Please. For min skyld, bare.« 

   Celia kan ikke lide Leas slappe udtryk. 

   »Det er ikke fordi jeg er nederen at være sammen med, er det?« siger hun med en trist, udhulet stemme, der bestemt ikke gør det mindre ubehageligt for Celia. Og nu bliver der stille, og stilheden fyldes med tung klor og med fugtige lyde af vand, der plasker hult. 

   »Nej! Jeg fryser bare. Du ved, at jeg er pænt kuldskær. Sådan,« svarer Celia så. »Vi kan gå ned og få noget china bagefter, hva’ siger du til det? Jeg gir’!«

   Der er nemlig en lille fastfoodrestaurant nede i banegårdshallen, hvor man kan købe chinabox. Lea elsker chinabox. Det er måske hendes favoritsted i hele Viborg. 

   Det ser ud til at overbevise Lea, men alligevel sukker hun. »Okay så.«

   Celia får det lidt dårligt med det hele. Sådan, at det knuger i maven. Stramt. Hun ved udmærket godt, at hun lige har gjort Lea ked af det. Selvom der ikke skal særlig meget til, og hun som regel bliver god igen, og det som regel går ret stærkt - ligesom ved et barn -, så fjerner det ikke den knoldede mavefornemmelse. Klorluften er endnu tungere end den var lige før.

   Rigtig meget tungere.

 

 

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...