Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
900Visninger
AA

6. Kapitel 5: "Rekrutteringen"

 

 

*James*

 

Det var Pijifenas Magiskole. I ruiner.

     Jeg sad i lang tid på bakken. Kunne ikke andet end stirre på det forfærdelige syn. Hvor lang tid siden måtte det have været? Hvor lang tid havde jeg været herude i skoven, mens PMS faldt sammen kun nogle få kilometer væk?

     Da jeg indså, at jeg ikke kunne blive siddende der for evigt, rejste jeg mig og gik ned ad bakken og tilbage til ligene. Ligene, som tilhørte folk, jeg kendte. Brandon med sin stok. En varulv, der var startet på skolen sidste år. En heks fra Catrianas hold. Nogle andre. Jeg græd stille i sorg.

     "Hjælp," mumlede jeg. "Hjælp mig."

     Jeg vidste ikke, hvem jeg kaldte på. For her var ingen. Området omkring mig var goldt og ødelagt.

     "Herre." Mit hjerte sprang op i min hals som en kat ved en agurk. "De kaldte?"

     Jeg vendte mig om. Foran mig stod to engle. En mand og en kvinde. Mellem dem sad en mand på knæ. Jeg genkendte ham ikke. Men han var forslået og blødte i ansigtet. Hans tøj hang i laser. I hans ryg hang ravnevinger. Men de var ikke flotte og skinnende som Darkeyas eller som Yasmins. De var næsten nøgne. Mindede mig om vingerne på en grib.

     "Herre?" hviskede jeg.

     Begge engle bukkede. For mig. Jeg blegnede. Var det...?

     "Er jeg...?" spurgte jeg.

     "De er Lysets Hersker, herre," forklarede dameenglen. "De er vores Gud."

     "Men Gud... men Jahve er da ikke død." Jeg kunne ikke tro det. Ikke nu. Ikke allerede. Han havde kun lige fortalt mig det!

     "Herren er omkommet," sagde mandeenglen. "Må Han hvile i fred."

     Jeg vidste ikke engang, hvor mine tanker burde bevæge sig hen. Jeg kunne spørge ind til, hvornår Gud var død. Eller hvorfor jeg befandt mig herude. Eller hvorfor skoven var så gold og sær, når den havde været helt normal for blot et par dage siden. Men jeg besluttede mig for at spørge ind til manden.

     "Hvem er det?" spurgte jeg.

     "Ham?" Dameenglen så ned på manden med foragt malet i blikket. "Han er den sidste herude i skoven. Så mangler vi kun de få inde på skolen. Dem, som har gemt sig."

     "Dem som..." Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle afslutte spørgsmålet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på det her. Det sidste, som... Så gik et lys op for mig. "Er det jer, der har slået dem ihjel?" Jeg pegede på Brandon og på de andre.

     Englene nikkede. Ingen følelser var at spore i deres ansigter.

     "De var usunde for samfundet, Herre," sagde mandeenglen. "Som rotter. De angreb os. Angreb vor folk. Angreb englene."

     "Nej..." hviskede jeg.

     "Herre, kan De ikke huske det? Det var Dem, der befalede det."

     Jeg følte mig selv blive svimmel. Men jeg havde jo været herude, jeg... hvad... "Hvornår døde Gud?"

     "Gud er ikke død, Herre," sagde mandeenglen. "De står lige her. Gud vil aldrig dø."

     "Men han døde jo! I sagde det lige før!"

     "Jahve omkom for fem år siden, Herre. Men De har overtaget Hans plads. De er nu Gud."

     "Men... men..." Fem år.

     Fem... år...

     Så gik det op for mig, hvad mandeenglen netop havde sagt. "Har jeg... beordret det her? Har jeg beordret jer til at lægge verden i ruiner?"

     "Nej, De beordrede os til at gøre det af med alle af Mørkets Slægt. Efter Satans død var der ingen til at beskytte dem. Vi har frelst verden."

     En svær ting at tro på, når jeg stod under et dødt træ. Verden så ikke frelst ud i mine øjne. Jeg forsøgte desperat at huske. At huske de sidste fem år. Havde jeg virkelig været her i så lang tid? Hvorfor kunne jeg ikke huske det? Og hvad med...?

     Catriana?

     Intet svar.

     "Havde Satan ingen arving?" spurgte jeg. Min stemme rystede.

     "Arving...?" spurgte englene.

     "Han havde en datter!" råbte jeg. "Catriana Cyston!"

     Englene så på hinanden. Så tilbage til mig. "Herre. Catriana Cyston var et menneske."

     Var.

     "Hun omkom før Satan," sagde mandeenglen. Hans stemme rystede svagt, som var han bange for mig. "Hun kom vist godt op i 90'erne før hun kradsede af."

     "Så ulideligt stædig," sagde dameenglen med et suk.

     "I lyver for mig," hviskede jeg. "Hvis det er fem år siden, at Gud døde, kan Catriana ikke være mere end 23 år gammel."

     Englene så ud, som om jeg var blevet gal. "Men Herre. Det var så forfærdeligt lang tid siden, at Catriana og De selv var unge. Er De uskadt? Har De det godt?"

     Jeg så på mine hænder, som rystede og svedte. De så unge ud. Ingen rynker. Jeg følte på mine kinder. De var lige så glatte, som de plejede. Nej, jeg var ikke gammel. Det kunne jeg ikke være...

     Medmindre...

     "Er jeg Gud?"

     "Ja," sagde dameenglen. Hun trådte hen mod mig. Jeg trådte et skridt baglæns. "De er Lysets Herre."

     "Og jeg... jeg er ikke gammel?"

     "De har ikke forandret dem én dag i hundrede år. Det var den form, De selv ønskede."

     "Som jeg selv ønskede..." Jeg vendte mig om. Så løb jeg. Det her kunne jeg ikke. Ikke nu. Ikke allerede. Hvorfor kunne jeg ikke huske det? Hvad var der galt med mig?

     Jeg havde ikke lyst til at være Gud!

 

Jeg sad og var et vrag i nogle timer.

     På et eller andet tidspunkt gik det nok bare op for mig, at jeg ikke kunne blive her for evigt. Jeg anede ikke, hvad der var sket mig, eller hvorfor jeg havde fortrængt det sidste århundrede, men verdens situation var min skyld og mit ansvar. Jeg havde gjort verden til det her.

     Jeg måtte rette op på det. Det var jeg nødt til.

     Og jeg havde udrettet større ting. Jeg havde kæmpet mod værre ting.

     Langsomt kom jeg på benene. De rystede under mig, men det lykkedes mig at tvinge dem til at bære mig. Så gik jeg hen til et af de nærmeste træer. Jeg lagde hånden mod barken.

     "Jeg er Gud," hviskede jeg. Det lød ikke rigtigt i mit hoved. Det lød ikke som sandheden. "Jeg er Gud, og jeg befaler dig at leve."

     Der skete absolut ingenting.

     Jeg lukkede øjnene og forsøgte at huske.

     Jeg tvang mig til at se Brandons lig for mig. Det havde været fordærvet og råddent. Jeg genkendte ham kun på stokken. Han var død.

     Hvad ellers?

     Hvordan så han ud?

     Jeg så på ham. RIGTIGT så på ham. Rynkerne. Gebisset. De magre, knoglede ben. Han havde været gammel. Meget gammel.

     Ligesom mig.

     Og dog havde jeg slet ikke forandret mig.

     "Jeg er Gud," sagde jeg. Højt. Jeg græd, fordi tanken gjorde mig så ulideligt trist. Trist, frustreret og vred på alt og alle. Livet var uretfærdigt. Mit mest af alle. Men det var nu engang sådan virkeligheden var. "Jeg er Gud!" råbte jeg. "Og jeg befaler dig at leve!"

     Jeg mærkede forandringen omgående. Barken blev ligesom stærkere. Bladene voksede ud. Græsset begyndte at gro under mine fødder. Jeg græd stadig. Jeg lukkede mine øjne og faldt på knæ.

     Jeg var Gud.

     Da jeg åbnede øjnene igen, var skoven væk. Jeg hørte nogen råbe.

    

*Catriana*

 

"Væk ham nu!" råbte jeg.

     "Frk. Cyston, få dit temperament under kontrol," sagde Bill fra bag skrivebordet. Præsidenten sagde ikke noget.

     "Men se hvordan han lider!" James havde grædt. Han havde grædt og skreget, og ingen havde rørt en finger. "Det var jer, der bedøvede ham. Væk ham op!"

     "Cat," lød Rins stemme bag mig.

     "Jeg sværger, hvis I ikke vækker ham vil jeg - "

     "Cat!"

     "Hvad!" Jeg vendte mig om. Rin sad ved James' seng. Kira og Matt var lænet op ad væggen. Brandon sad på den anden side af sengelejet med lommetørklæder i hånden. Den sidste time havde han hvert sekund tørret tårer væk fra James' kinder.

     Men James var vågen. Han lå og stirrede på mig. Stirrede på os alle sammen. Men han sagde ikke noget.

     "James?" spurgte jeg.

     Catriana, lød hans stemme i mit hoved. Hvor lang tid er der gået?

     Hvad mener du? spurgte jeg.

     Hvor lang tid er der gået siden... siden?

     Jeg anede ikke, hvad han fablede om. Men jeg nåede så heller ikke at tage stilling til det, for nu sagde præsident Goldenberg noget. Han trådte frem og stillede sig ved siden af mig.

     "Hr. Cult, jeg kan forstå din forvirring," sagde han. Mildt. "Det er en naturlig reaktion. Det vil snart gå over. Tag noget vand."

     En mand, som lignede en sygeplejerske, kom hen og rakte James et glas vand. Han tog det uden videre og slugte det. Som om han ikke havde fået vand i meget, meget lang tid. Men han så stadig på os, som om vi var en illusion af en slags.

     "James." Goldenberg satte sig ned på en stol. "Det her er virkeligheden. Det er meget vigtigt, at du forstår det. Hvad end du så, så var det en drøm."

     "Men... men..." James så sig omkring. Han var bleg. Jeg trådte hen til ham. "Men jeg var..."

     "Det var dit værste mareridt, James," forklarede præsidenten. "Du var tilkoblet en magisk mekanisme. Den fik dig til at se de ting. Og tvang dig til at forholde dig til dem."

     "Men hvorfor?" spurgte jeg. At se James på den måde skar mig i hjertet. "Hvorfor ville I gøre det?"

     "Som jeg nævnte for jer tidligere, er det en rekruttering." Goldenberg så rundt på os alle. "Jeg har længe overvejet at sætte et projekt i gang. Et projekt om at samle en hær. Et national, magisk militær. Og jeg tænkte, at Pijifenas Magiskole var det oplagte sted at starte, når man tænker på jeres..." Han tøvede. "Oplevelser her."

     En lyd kom fra Bill. Det lød halvt som et snøft og halvt som et fnys.

     "Denne magiskole har en fortid som ingen anden," sagde Goldenberg. "Hvilket - så vidt jeg kan forstå - primært er på grund af jer mennesker her."

     Vi skævede til hinanden. Jeg rødmede svagt, fordi det nok i virkeligheden primært var min skyld.

     "Så I... så..." James så stadig noget forvirret ud. "I... vil I gøre os til soldater?"

     Præsident Goldenberg trak på skuldrene. "Jeg tester alle på sidste årgang. Sætter dem ind i deres værste mareridts scenarie. Vores mekanisme bedømmer, hvordan de håndterer det, og ud fra det bedømmer vi, hvorvidt I er værdige til eventuelt at blive soldater. Det vil naturligvis være jeres valg i sidste ende."

     "Men... så... har I...?" James så rædselsslagen ud. Jeg blev med det samme bekymret for, hvad han mon havde set i det scenarie. Var det hans forældre? Darkeya? Noget endnu værre?

     "Vi har ikke set noget af det, du har set, hr. Cult," forsikrede præsident Goldenberg. "Jeres drømme og tanker er naturligvis private. Jeg undskylder overraskelsen ved din test, men det er vigtigt for os, at I kommer uforberedt ind i scenariet. Uden at vide, hvad der skal ske. Derfor vil vi insistere på, at I andre vil blive testet under lignende forhold."

     "Så de andre bliver også angrebet?" spurgte James.

     Jeg så på ham. "Angrebet? Din lærer sagde, at du blev hentet fra timen?"

     James sank en klump. Så sagde han: "De angreb mig bagefter." Han så på Goldenberg.

     Goldenberg nikkede. "Ja. Alle tredjeårseleverne vil blive sat under prøvelsen, og de vil alle blive... angrebet. Jeres rektor vil selvfølgelig offentliggøre dette i morgen."

     Bill nikkede.

     "Jeg var blot meget ivrig efter at teste dig, hr. Cult." Goldenberg lød beklagende. "Jeg har hørt så meget om dig. Alle de ting, du har været ude for. Alle de ting, du har udrettet. Meget interessant, skulle jeg hilse og sige fra regeringen."

     "Har I snakket om mig i regeringen?" mumlede James.

     Præsidenten nikkede, som om regeringen brugte al deres tid på at sludre om gymnasieelever. Han rejste sig op. "Jeg vil ikke afholde jer længere. Gå nu tilbage til jeres værelser og få noget hvile.

     Da vi blev ledt ud, snakkede de andre om, hvor spændende dette kunne blive. Kira og Matt var naturligvis noget bitre over, at dette ikke ville gælde for dem, men Rin og Brandon var begge spændte.

     James og jeg gik i tavshed. Han så stadig rystet ud.

     Hvad så du, James? spurgte jeg ham til sidst. Er du okay?

     Det tog så lang tid for James at svare, at jeg ikke troede, han havde hørt mig. Til sidst lød hans stemme dog: Jeg har ikke lyst til at tale om det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...