Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
883Visninger
AA

5. Kapitel 4: "Den fjerde kidnapning"

 

 

*Brandon*

 

Jeg hadede det dumme kapel. Ligesom jeg hadede det scenarie, som jeg blev ved med at se for mig i mine drømme og i mine vågne timer.

     Da skoledagen var ovre gik jeg tilbage dertil. Det var næsten tomt. Kun en enkelt lyshåret pige sad og bad på et af rækkerne. Hun ænsede mig ikke engang da jeg gik ind. Jeg satte mig på en af de forreste rækker og betragtede den korsfæstede Jesus over alteret. Vi havde mødt ham engang, kom jeg til at tænke på. Han havde været vores Chakralærer. Men han endte med at dø. Sådan virkeligt. Det var en sær tanke. At han ikke havde været død for bare to år siden, men nu var han. Hvilket til dels var vores skyld.

     "Hvad laver du dog her?" lød Kiras stemme bag mig. Sekundet efter havde hun sat sig ved siden af mig.

     "Hej," sagde jeg uden at svare hende. "Hvordan var din første skoledag?"

     "Okay," svarede Kira. Hendes ører vibrerede en anelse, så jeg vidste, at hun var nysgerrig. Hun vidste det. Eller, hun vidste et eller andet.

     Jeg besluttede mig for at fortælle hende det.

     "Natten efter jeg var vågnet fra mit koma," sagde jeg. Det gav et sæt i Kira. Vi snakkede ikke om komaperioden. Ingen af os brød os om så meget som at tænke på det. "Der drømte jeg... jeg drømte om det her kapel."

     "Du... drømte om det?"

     "Jah. Men... men jeg havde jo aldrig set det. Jeg vidste ikke engang, at det var her på PMS. Og jeg tror ikke, at det var en almindelig drøm. For der var hul i loftet. Murbrokker og sten og støv over det hele. Alt var en smule ruinagtigt."

     "Så... du havde et mareridt om det her kapel?"

     Jeg rystede på hovedet. Så vendte jeg mig mod Kira og så hende lige i øjnene. "Jeg tror ikke, at det var en drøm, Kira. Hvordan skulle jeg kunne drømme om et kapel, jeg aldrig havde set?"

     "Måske var det bare et, der mindede om..."

     "Nej. Det var det her kapel, Kira."

     "Men, Brandon, det giver ingen - "

     "Jeg havde et syn. Jeg så ind i fremtiden."

     Kira sagde ikke noget. Hun holdt sin mund åben og stirrede på mig, som om hun så inderligt ønskede at fortælle mig, at jeg ikke kunne have ret, men ikke anede, hvordan hun skulle. Hun lænede sig tilbage på bænken, paf.

     "Hvordan kan jeg have et syn, når jeg ikke er synsk?" spurgte jeg. Hvis nogen vidste det, måtte det være Kira.

     Det lykkedes Kira at lukke munden og trække på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Er du sikker på, at det var et syn?"

     "Så sikker, som man kan være, når man aldrig har haft et syn før."

     Kira rynkede panden betænkeligt. Så rejste hun sig op. "Har du lyst til at komme til aftensmad? De andre er vist allerede gået derhen."

 

Kira og jeg var tavse under aftensmaden. Indimellem skævede vi til hinanden. Jeg vidste, at det her var mellem os. Vi kunne ikke fortælle det til de andre. I hvert fald ikke endnu.

     Cat var vist kommet sig over sit mindre vredesudbrud tidligere på dagen. Nu sad hun og snakkede lystigt om en joke, hendes lærer var kommet med i Racefag, mens Rin lo halvt, fordi hun ikke forstod den. Matt grinte dog ærligt. Faktisk grinte han så voldsomt, at han var nødt til at lægge sig ind over bordet.

     James var her ikke. Hvilket var sært, for han missede aldrig en chance for at spise.

     "Såh... hvor tog James mon hen i Chakra?" sagde Rin, da Matt havde grint færdigt. Det var tydeligt, at hun forsøgte at skifte emne.

     "Tror du ikke bare, at han hang ud på taget eller i haven?" sagde Cat. "Det gør han så ofte."

     Rin trak på skuldrene. "Prøv lige at spørge ham, hvor han er."

     Cat nikkede. Så lukkede hun øjnene, og jeg vidste, at hun var i en eller anden mental samtale med James. I det samme fik vi besøg af en dame. Hun stillede sig ved vores bord. Jeg genkendte hende som James' lærer i Racefag.

     "Har I set James Cult?" spurgte hun.

     "Ikke siden vi fik fri for skole," sagde jeg. Det var en slags usagt aftale elever imellem, at man ikke sladrede, når en kammerat skulkede.

     "Hm," sagde James' lærer. "Han blev hentet af et par meget tjekkede mænd i min time. De så meget vigtige ud, men afleverede ham aldrig tilbage. Vær venlig at sige til ham, at han skal finde mig så hurtigt som muligt. Han gik glip af noget vigtigt information."

     "Selvfølgelig," sagde jeg. Lærerinden gik sin vej. Rin og Matt så på mig, en anelse bekymrede. Kira var bleg og havde øjnene spærret op.

     "Cat?" sagde hun og så på Cat, som stadig havde lukket øjnene. Hun svedte en smule på panden.

     "Cat?" gentog jeg, fordi jeg pludselig fik en sær, ubehagelig fornemmelse.

     Cat åbnede øjnene. Hendes mørke øjne var forvildede. "Jeg... jeg kan ikke fornemme ham. Han svarer mig ikke."

     "Hvad... hvad?"

     "Sidste gang jeg ikke kunne komme i kontakt med han var han blevet kidnappet." Cat, som normalt var bleg, var nu hvid som et lagen. "Åh gud. Ikke igen."

 

*James*

 

Da jeg vågnede var jeg udenfor.

     Jeg lå på græs blandt buske og træer med øjnene vendt mod trækronerne, hvis blade hvislede i vinden.

     I nogle minutter lå jeg og følte mig som Jack i Lost, og forsøgte at komme i tanke om, hvordan jeg var havnet her. Det sidste jeg kunne huske, var at Gud officielt havde gjort mig til sin arving, og nu lå jeg her. Hvad var der sket bagefter?

     Jeg kæmpede mig op og stå. Mine ben vaklede, og jeg faldt næsten ned igen. Men det lykkedes mig at forblive stående. Som jeg kom til mig selv, mærkede jeg en smerte i min hovedbund. Jeg tog hånden derom og mærkede noget vådt og klistret. Blod. Jeg blødte sgu.

     Så kom det til mig. Nogen havde angrebet mig bagfra. De havde ført mig herud. Men hvorfor?

     "Hallo!" råbte jeg ud i skoven. Der kom intet svar - selvfølgelig ikke. Jeg var tilsyneladende alene.

     Det første, jeg gjorde, var selvfølgelig at forvandle mig til en ugle. Det var i hvert fald min intention. For der skete ikke noget som helst. Jeg forblev mig selv. Paf forsøgte jeg at forvandle mig fra alt til en skovmus til en giraf, men mine hænder blev ved med at være hænder, og mine fødder blev ved med at være fødder.

     Foruroligende.

     Selvom jeg ikke vidste, hvor jeg var, begyndte jeg at gå. Mens jeg kaldte. Der måtte være nogen et eller andet sted.

     Sjovt nok, mens jeg gik, kom jeg til at tænke på Darkeya. Hvis nogen ønskede at slå Guds arving ihjel, så var det ham. Og nu havde han bortført mig og efterladt mig herude, hvor jeg kunne sulte ihjel.

     Jeg rystede på hovedet. Nej, nu måtte jeg ikke lade frygten drive af med mig. Jeg var bare i en skov. Måske var det en spøg af en slags. Nu måtte jeg lige se, hvor jeg var.

     Så jeg blev ved med at gå. Og jeg gik i lang tid.

 

Du, Catriana, jeg må indrømme, at jeg er ved at panikke. Denne her skov har ingen ende, og jeg er træt i mine ben. Sidste gang, vi ikke kunne komme i kontakt med hinanden, var vi adskilt af både magiske barrierer og megaafstande. Hvad siger det om min situation?

     Jeg gik. Og gik.

     Jeg ville have det så meget bedre, hvis du ville svare.

     Hun svarede dog ikke.

     Til sidst gav jeg op og besluttede mig for, at jeg var tørstig. Så da jeg kom forbi en sø, løb jeg straks derhen for at drikke. Jeg faldt på knæ og rakte hænderne ud. Men i det samme, jeg gjorde det, forsvandt vandet. Det trak sig tilbage og blev drænet væk som i en forbandet håndvask! Til sidst var det væk. Søbunden, der blev ladt tilbage, blev i det samme tør og muldet, som om den havde været vandløs i mange, mange år. Jeg forstod det ikke.

     Da jeg rejste mig op, gik det op for mig, at vandet ikke var det eneste, der var forsvundet. Bladene i træerne var væk. Græsset var som groet baglæns. Kun tør jord var under mine fødder.

     "Det her er ikke godt," mumlede jeg. Nu, hvor vandet i søen var væk, var det, som om tørsten kun blev værre.

     Én god ting kom der dog ud af denne apokalyptiske begivenhed - jeg kunne gennem de nøgne trækroner se en bakke i horisonten. Den så høj ud. Høj nok til, at jeg sandsynligvis kunne se, hvor jeg var, hvis jeg gik op på toppen. Så jeg satte i løb hen imod den.

 

Som jeg kom tættere på, blev jeg mødt af en forfærdelig stank. En stank af... fordærv, tror jeg. Ikke at jeg havde været ude for den lugt ofte, men jeg var sikker på, at det var noget lignende.

     Træerne var stadig nøgne, grålige og... golde at se på, så jeg kunne let finde frem til det sted, lugten kom fra. Den centreredes på en slette. Inde i midten lå en bunke af et eller andet. Der løb mig koldt ned ad ryggen, som jeg fik bange anelser. Og anelserne blev kun forværret, da jeg kom nærmere og så, at det var mennesker. Døde mennesker i forrådnelse.

     Jeg havde set døde mennesker før. Sådan var det, når man havde haft et liv som jeg. Man så ting. Men det her var noget andet. De havde ligget her længe. På grund af forrådnelsen var det svært at identificere dem. Jeg genkendte ingen af disse mennesker.

     I det samme bemærkede jeg, at et af ligene havde noget i hånden. En lang pind.

     Nej, ikke en pind.

     Jeg spærrede øjnene op.

     "Nej," gispede jeg. "NEJ!" skreg jeg.

     Uden at overveje det løb jeg i den anden retning. Det måtte være en illusion. Alt det her kunne ikke være virkeligt! Jeg styrtede igennem skoven, hen mod bakken, op ad bakken. Jeg måtte væk herfra. Her og nu!

     Da jeg kom op på toppen, stakåndet og skrækslagen, kunne jeg se mange kilometer væk.

     Jeg frøs fast på stedet, som et syn i horisonten mødte mig.

     Tårerne begyndte at løbe fra mine øjne. Jeg kunne ikke stoppe det. Jeg faldt på knæ i chok over det, jeg så.

 

*Matthew*

 

"Fjerde gang," rasede Cat. "Fjerde gang!"

     "Har det virkelig været tre gange før?" spurgte jeg. Først troede jeg ikke, at nogen hørte mig, for de så alle sammen noget oprevede ud, som om de allerede havde accepteret, at vi var på vej ud i krig igen, men Kira vendte sig mod mig.

     "Første gang var vist 1.g. Noget med en heks eller sådan noget..."

     "Naturmagiker," rettede Rin.

     "Jah, okay, men altså, hun kidnappede James, fordi hun ville have fat på Cat. Hun havde en fortid med Lucifer, så hun ville have hævn."

     "Javel," sagde jeg paf.

     "Anden gang," fortsatte Kira, mens vi marcherede ned ad korridoren, væk fra spisesalen, "var med Daniel. Der blev jeg kidnappet sammen med ham."

     "Nå jah, der til Blomsterfesten."

     "Jeps. Og så tredje gang - "

     "I sommers."

     "Jeps."

     "Wow."

     "Jeps."

     "Kan vi fokusere," sagde Cat sammenbidt. "Hvad ved vi? Er der sket noget sært, som er usædvanligt?" Hun så skiftevis på os alle, men ingen af os kunne komme med andre inputs end, at nogle folk i jakkesæt havde hentet James fra timen.

     Til sidst rømmede Brandon sig dog. "Hvad med Sally Winters? Hun opførte sig ret sært i går aftes. Måske har hun noget med det at gøre?"

     "Sally?" sagde Rin. "Sally er en poppet blondine. Desuden er hun en engel. En engel ville aldrig turde røre James."

     "Men Sally ved ikke, at James er... I ved."

     "Hvem ved det?" spurgte jeg. Alle så mod mig. "James ville være et temmelig værdifuldt gidsel. Jeg mener, han er jo... kongelig - mere end kongelig. Han er sådan... arvingen."

     Det tænkte de alle sammen lidt over.

     "Folk i De To Dale," sagde Rin. "Jack og hans undersåtter."

     "De har nok ikke kidnappet ham," sagde Kira. "Hvorfor skulle de gøre det igen?"

     "Hvem ellers?" spurgte jeg.

     "Øh... Lucifer, ærkeenglene..." Brandon tøvede og skævede mod Cat. Jeg sank en klump, fordi jeg vidste, hvem han nok tænkte på. Ud fra Rins, Kiras og Cats ansigtsudtryk at dømme, vidste de det også.

     "Hvis Darkeya har gjort det her, myrder jeg ham," hviskede Cat. Så drejede hun om på hælene og stormede videre. Vi løb med.

     "Darkeya har ikke kidnappet James, Cat," protesterede Kira. Som den eneste, bør jeg nok bemærke.

     "Hvorfor skulle han ikke have gjort det? James er arvingen til Himmelen, Darkeya har altid gerne villet have Himmelen. James ville være den oplagte at kidnappe."

     "Darkeya vil ikke have Himmelen længere, hvor ofte skal jeg fortælle dig det?"

     Cats ansigt blev henlagt i skygge. "Du kan sige det om og om igen til den dag vi dør, og jeg vil stadig ikke tro dig."

     "Men, Cat - "

     "Vent." Rin stoppede op. Hun så ned ad den korridor, vi netop var gået forbi. Jeg stoppede op. Det samme gjorde Brandon og Kira. Cat stoppede også til sidst, utålmodigt.

     "Hvad?" sagde hun.

     "Jeg har fået øje på noget usædvanligt." Rin pegede ned ad korridoren. Vi andre kom tøvende hen til hende. Det var en af korridorerne, som førte til indgangshallen. For enden kunne man se, at hallen var proppet af mennesker. Elever og lærere.

     "Bliver der holdt tale?" sagde jeg. Jeg tænkte, at det blev der nok. Men ingen af de andre så ud, som om det her var normalt. Rin havde netop kaldt det usædvanligt.

     "Lad os tjekke det ud." Cat trådte forrest og gik ned ad korridoren. Brandon og Rin fulgte straks med, men Kira skævede til mig.

     "Cat bliver altid lidt skør, når det gælder James," mumlede hun til mig.

     "Det virker da ikke skørt at mistænke Darkeya." Jeg begyndte at gå efter de andre. Kira gik med.

     "Jeg ved, hvad jeg oplevede. Jeg ved, hvad der skete. Darkeya vil ikke have Himmelen længere. Jeg ville ønske, at hun ville stole på mig."

     "Kira... jeg har måske ikke set så meget til Darkeya, som I andre har, men jeg var der, da han forsøgte at få hemmeligheden ud af Daniel. Og du var der, da han kidnappede ham til Blomsterfesten. Hvordan kan du stole på ham ovenpå det?"

     Kira svarede ikke. Jeg tror ikke, at hun havde et svar.

     Vi nåede frem til hallen, hvor folk flokkedes og snakkede sammen. Man kunne ikke se gulvet for bare mennesker. Det eneste, der var ryddet, var den store trappe, som førte op til døren til rektors kontor. For toppen stod to mænd. Klædt i jakkesæt.

     "Åh gud," hviskede Cat.

     "I tror da ikke... nej." Brandon rystede på hovedet. "Ingen her på skolen ville..."

     "Se, tag det nu roligt," sagde jeg. "James blev nok bare hentet til rektors kontor. Han har vel lavet ballade eller sådan noget. Så Bill har hentet sine bodyguards og - "

     "Bill har ingen bodyguards," sagde Cat. Hun skubbede sig gennem mængden og over mod trappen. Hun ikke engang tøvede. Jeg kunne ikke lade være med at beundre hende en smule for det.

     Hun gik op ad trappen, men blev så stoppet af bodyguardene. De fleste af eleverne tav, da de så hende. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at Catriana Cyston havde lidt af et ry her på skolen.

     "Ingen adgang for elever," sagde bodyguarden.

     Cat blev stående. "Jeg skal tale med Bill."

     "Rektor tager ikke imod besøgende i dag." Bodyguarden trådte halvt frem for ligesom at antyde, at Cat skulle træde tilbage. Hun flyttede sig ikke en millimeter. Brandon, Rin, Kira og jeg begyndte at komme tættere på - i tilfælde af, at Cat ville starte en krig lige her i hallen.

     "Jeg skal tale med rektor," insisterede Cat," fordi jeg vil vide, hvad der er sket med James Cult. Jeg vil vide, hvor I har ført ham hen."

     Bodyguarden så utilpas ud, og han skævede til sin kammerat på den anden side af trappen. Så så han tilbage på Cat. "Vi kender intet til denne James Cult. Frøken, jeg må insistere på, at du går ned til dine medelever."

     Cat sagde først ikke noget. Så, til sidst, ikke særlig højt, sagde hun: "Du lyver." Så løftede hun blikket og så manden lige i øjnene. Han faldt skrigende til gulvet. Den anden bodyguard så fra ham til Cat. Mange af eleverne omkring os mumlede chokeret sammen.

     "Det gjorde hun bare ikke," sagde Brandon. "Cat!" råbte han. Cat så dog ikke ud til at høre ham. Hun vendte sig mod den anden bodyguard, der hurtigt flyttede blikket.

     "Frøken Cyston," udbrød en dame, der netop var kommet ud fra døren til kontoret. Jeg genkendte hende som Bills sekretær. "Er du klar over, hvem du - "

     "Hvor er James?" afbrød Cat.

     "James?"

     "Ja, James Cult. De her mænd har noget med hans forsvinding at gøre. Hans lærer sagde, at de hentede ham fra timen, og vi har ikke hørt fra ham siden."

     "Jamen..." Sekretæren tøvede. Så gik det vist op for hende, at der var publikum på, og hun vendte sig mod os andre. "Vil I alle være venlige at trække jer tilbage til jeres værelser? Der er intet at overvære her."

     Det var der så tydeligvist, men folk forsvandt ned ad korridorerne alligevel. Til sidst var der kun os tilbage. Sekretæren sukkede modløst, da ingen af os forsvandt.

     "Der er virkelig intet at bekymre sig om," sagde hun til os. "James blev blot hentet, så Bill kunne snakke med ham."

     "Du lyver også for os," blev Cat ved. Jeg anede ikke, hvordan hun kunne vide det. Men så kom jeg i tanke om, at det ikke var lykkedes hende at komme i kontakt med James tidligere. Og de to kunne altid komme i kontakt med hinanden.

     "Frøken Catriana Cyston, jeg - " Sekretæren blev afbrudt af, at en af bodyguardene - ham der ikke var faldet skrigende til gulvet - lagde en hånd på hendes skulder.

     "Undskyld mig," sagde han. "Men er pigen Catriana Cyston?"

     "Ja, tydeligvis," sagde sekretæren. "Jeg sværger, at den her slags ikke sker hver dag. James er hendes kæreste, så -"

     "Interessant." Bodyguarden hjalp sin kammerat på benene. Han var stadig noget stønnende, men smerten var vist gået over. "Min ven, du havde vist en stor ære dér."

     "Det føltes ikke som en stor ære," mumlede den stønnende bodyguard.

     "Catriana Cyston er datter af Mørkets Overherre Lucifer. Du blev netop berørt af Djævelen."

     Cat skar ansigt til os, som om hun aldrig havde hørt noget værre vrøvl i sit liv. Jeg var nødt til at skjule et fnis over hele situationen.

     Bodyguardene hviskede lidt sammen. Så, da de vist var kommet frem til en enighed, vendte de sig mod os. "Lad os føre jer til hr. Cult. Han er lige herinde."

     "Ikke en skid han er," sagde Cat, men hun og os andre fulgte alligevel med bodyguardene ind af døren. Den førte ind til en trappe, som førte til nogle gange, og så en sidste dør. Døren ind til kontoret. Bodyguardene gik ind først, blev der et par minutter. Så blev døren åbnet, og vi fik lov til at gå ind.

     På kontoret stod Bill sammen med en ældre mand i et dyrt, gyldentagtigt jakkesæt.

     "Har ingen af jer lært at lystre autoriteter?" spurgte Bill os. Tydeligvis skuffet over vores opførsel.

     "Vi har ikke ligefrem haft de største grunde til det," mumlede Brandon. "Men øh..." Han så mod Cat, der intet sagde. "Undskyld forstyrrelsen."

     "Så dette er A-holdet?" spurgte manden i jakkesættet med et lille, finurligt smil. Jeg syntes, at jeg genkendte ham et eller andet sted fra, men kunne ikke lige placere ham.

     "Jah," sagde Bill. "Brandon Michigan, en af mine dygtigste elever, Rin Lee, betvinger af alle fire elementer, Kira Rumholdt, kitsune og seer. Matthew Harr - han er en ny elev, men hans mor gik her. Meget talentfuld fe, var hun. Og så Catriana Cyston."

     "Så vi har fået kongeligt besøg," sagde manden og trådte hen overfor Cat.

     "Jeg er ikke kongelig," sagde Cat.

     "Du er så sandelig heller ikke almindelig. Du er det tætteste, magiens verden kommer på en prinsesse."

     Cat så ud, som om hun ikke anede, hvordan man reagerede på sådan en kommentar. Hun besluttede sig for at skifte emne. "Hvor er James? Er det dig, der har kidnappet ham?"

     Manden smilte. "Jeg vil nu ikke påstå, at jeg kidnappede ham. James har det skam ganske fint. Selvom han muligvis ikke selv er klar over det."

     "Hvad skal det sige? Hvem skal du forestille at være?" Cat så ud, som om hun havde tænkt sig at udfordre ham til duel.

     Bill åbnede munden for at rase, men manden smilte blot. "Jeg er overrasket over, at ingen af jer genkender mig. Jeg synes, at jeg ser mig selv i fjernsynet hele tiden."

     Så gik lyset op for mig. Jeg tabte underkæben. "Du er præsident Goldenberg."

     Manden nikkede. "Ja, korrekt. Jeg er ked af at forstyrre jer her på skolen."

     "Hvad laver du her så?" spurgte Cat uanfægtet. "Og hvad har du gjort ved min kæreste?"

     "Jeg er her for at rekruttere til et projekt," svarede præsidenten. "Og din kæreste er lige derovre." Han gjorde et kast med hovedet over mod den anden side af kontoret, hvor der var stillet en seng. Og i sengen lå James. Han rørte uroligt på sig, som om han drømte en meget, meget slem drøm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...