Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
900Visninger
AA

24. Kapitel 23: "Træfigurer og ødelagte lemmer"

 

 

*Brandon*

 

Folk på Pijifenas Magiskole forsøgte at lade, som om drageangrebet aldrig var sket. I stedet valgte elever og lærere at vende deres opmærksomhed mod det eneste positive, der var på tale på skolegangene. Nemlig nyheden om præsidentens hær. En stor portion af sidsteårseleverne var blevet budt velkomne med åbne arme. Det var det eneste, nogen gad snakke om.

     Ingen gad så meget som at nævne hvordan den verbale krig stærkt fortsatte udenfor skolemurene. Hvordan der var demonstrationer og protester næsten hver dag.

     Det var så godt som umuligt at finde hverken mørke- eller lyskapeller uden den ene form for vandalisme eller den anden.

     Mordere kunne der stå på én.

     Hyklere kunne der stå på den anden.

     Tallet 666 var ikke blevet diskuteret så heftigt siden det blev sagt for første gang på Jordens overflade. Engang for mange, mange tusind år siden.

     ”Hvem kommer hæren til at kæmpe for?” spurgte Rin en morgen, mens vi sad i sofaen foran fjernsynet og så tv-avisen med vores te og morgenbrød.

     ”Præsident Goldenbergs hær?”

     ”Ja.” Rin havde sjældent set så bekymret ud. ”Kommer den til at kæmpe for Mørkets eller Lysets Slægt?”

     Jeg trak på skuldrene. ”Måske begge dele. Måske ingen af dem. Præsidenten er jo selv uden magi. Måske vælger han ikke at støtte nogen af dem.”

     ”Han er politiker. Jeg tror, han kommer til at støtte dem, som giver ham mest magt og får flest til at kunne lide ham. Men hvordan vil han stable en hær på benene, som består af både hekse og engle?”

     ”Rin, lad være med at tænke på det. Du har vel ikke tænkt dig at slutte dig til den, har du?”

     Nu var det Rins tur til at trække på skuldrene. ”Hvis det kunne få det her til at stoppe ville jeg. Men jeg tror ikke, at nogen ville kunne gøre det.”

     I fjernsynet fløj kameraer over en protest foran et parlamenthus. På et af skiltene stod der: Lad Herren tale.

     Jeg rettede mig op. ”Gud er den eneste, som folk lytter betingelsesløst til,” sagde jeg. ”Hvis nu han kom til Jorden og holdt en tale om, hvor latterlige de her kampe er. Så ville folk måske stoppe.”

     ”Måske.” Rin så ikke ud, som om hun troede på det. ”Desværre er han bare lige så fraværende som James.”

 

Ingen havde som sådan rigtigt set James i omkring en uge. Når vi stod op om morgenen kunne jeg se, at han ikke rigtigt var vågen. Han var som en skygge af sig selv. Under måltiderne sad han bare og lyttede til samtalerne, på trods af at han altid plejede at være midtpunktet.

     Det meste af tiden så vi ham slet ikke.

     ”Ved du hvor han render hen, Cat?” spurgte jeg hende en dag, som vi sad på biblioteket.

     ”Niks,” svarede Cat uden at kigge op fra sin bog. ”Jeg håber virkelig, at han har en meget vigtig opgave for, for jeg kunne virkelig godt trænge til noget snart.”

     Jeg fandt ham først da jeg tilfældigvis var nede i kælderen for at hente nogle stole, vi skulle bruge til en opvisning dagen efter. Han sad blandt de støvede, gamle møbler og… snittede træfigurer ud af den store bunke brænde, der lå ved siden af ham.

     ”Hvad… i alverden i helvede laver du?” spurgte jeg. ”Og hvornår er du blevet til Emil fra Lønneberg?”

     Der gik en overrasket chokbølge igennem James, og han stirrede op på mig. ”Brandon.”

     ”James.”

     ”Hvad laver du hernede?”

     ”Glor på dig, der sidder og laver mennesker ud af træ!”

     James så på den figur, han netop var ved at snitte. Jeg hørte ham mumle: ”Jeg skulle jo skabe et eller andet før eller senere.”

     ”Men du kan jo ikke snitte! Jeg har aldrig set dig snitte så meget som en blyant.”

     ”Jeg plejede at gøre det da jeg var lille. Min far var snedker, og jeg hang ofte ud i hans værksted og lavede små hunde eller… eller ræve. De var forfærdeligt grimme, men…” Han så på de tyvestyks træfigurer, som omringede ham. ”Men det ser ud til, at man aldrig helt glemmer det. Lidt ligesom at køre på cykel.” Han gav sig til at snitte videre, som om jeg slet ikke var til stede.

     Jeg overvejede at gå min vej, fordi jeg var en smule skræmt over James’ nye hobby. Men nu var jeg jo hans ven, så jeg gik hen og satte mig ved siden af ham. ”Hvad er der galt?”

     James svarede ikke. Ikke med det samme, i hvert fald. Og da han svarede, svarede han med et spørgsmål: ”Føler du nogensinde, at dit liv er på vej i en bestemt retning, og at du intet kan gøre for at stoppe det?”

     Jeg sad bare og så på ham, indtil han endelig kiggede på mig. Med det samme kunne jeg se det. Mørket i hans øjne.

     ”Det er, som om mit liv ikke engang er mit længere,” uddybede han. ”Som om en eller anden har taget over og bare hiver i strengene for mig. Det eneste, der er tilbage af mig er min krop og ikke noget andet.”

     ”Det lyder temmelig depressivt, James.” Jeg sukkede. ”Faktisk har jeg det sådan for tiden. Lige siden jeg vågnede op, har jeg haft det sådan. Som om jeg ikke har været i kontrol over mit eget liv.”

     ”På hvilken måde?”

     ”Alle fortæller mig, at jeg ikke kan gøre noget. Mine forældre var kun en halv millimeter fra at tage mig ud af skolen, fordi de ikke syntes, jeg burde dyrke magi længere.”

     ”Men magi er jo den du er, Brandon?”

     ”Ja, men det er ikke alt jeg er længere, åbenbart. Nu er jeg også en dreng, som næsten døde, og som i lang tid ikke engang kunne gå. Du ved, hvordan jeg hurtigt bliver træt efter vi har løbet?”

     ”Ja?”

     ”Det viser sig, at det ikke bare er fordi jeg er ude af form. Det er en permanent skade i mit ben efter Darkeya. Jeg kommer aldrig til at blive lige så frisk, som jeg var før. Aldrig nogensinde. Det betyder, at jeg ikke kan blive det, som jeg allerhelst vil.”

     James så lidt på mig. Så så det ud til, at svaret gik op for ham. ”De tilbød dig ikke en plads i hæren.”

     Jeg rystede på hovedet. ”De vil kun have de stærke med. Dem, der er ved fuldt mod både fysisk og psykisk. Og åbenbart kan jeg ikke løbe længere, og jeg gjorde slet ikke, som de ville have mig til i min test.”

     ”Hvad ville de da have dig til?”

     ”Til at udnytte min usynlighed. Jeg kunne have hjulpet dem med at besejre de fiktive hallucinationsdrager. Men i stedet gik jeg til kapellet og fandt datoen. Det var de ikke tilfredse med.”

     Vi sad lidt i tavshed. Så spurgte jeg:

     ”Hvad er det, du er så forbandet ked af det over? Du blev vel optaget, gjorde du ikke?”

     ”Jo.”

     ”Jamen hvad er det så, der er i vejen?”

     James bed sig selv i læben. Jeg kunne se den tilbageholdte gråd, selvom han gjorde en stor del for at skjule den.

     Til sidst sagde han, halvt hikst, halvt stemme: ”Gud er ved at dø.”

     Der gik noget tid, hvor jeg blot så på James, som endelig havde ladet nogle tårer slippe løs, før det gik op for mig, at det jeg havde hørt, ikke bare havde været noget, jeg havde bildt mig ind.

     ”Det er du nødt til at sige igen.”

     ”Gud – er – døende.” James tørrede tårerne væk. Han trak knæene op til brystet, hvilede hovedet på sine arme. ”Og jeg skal tage over efter ham.”

     ”Det mener du ikke! Jeg troede det var meningen, at det bare var sådan noget… noget… noget uægte noget. Det dér med at være hans arving. Han kan jo ikke dø!”

     ”Der er sket et eller andet. Noget med dragerne. Dragerne og Gud og Lucifer er åbenbart forbundne. Dragerne er døende, så de… de…”

     ”Vent… Lucifer…?”

     ”Lucifer er også døende.”

     ”Ved Cat det?”

     ”Nej. Lucifer forbød mig at fortælle hende det.”

     Jeg kunne mærke blodet pumpe. ”Men han er hendes far! Hvis min far var fucking døende ville jeg sgu da – ”

     ”Lucifer er Satan, Brandon! Som om jeg ville turde trodse ham.” James lænede sig op ad væggen. Han så så ufatteligt ulykkelig ud, at jeg ikke rigtigt kunne bebrejde ham noget. ”Han er overbevist om, at Mørkets Drage kan redde ham. Hvis vi redder den, så kan vi redde ham. Så… så jeg skal bare forsøge at finde den og gøre et eller andet, som kan redde den, og så kan alt det her bare blive glemt.”

     ”Du ser ikke ud, som om du selv tror på, at det kan lykkes.”

     ”Det skal lykkes. Jeg har ikke lyst til at være Gud. Det har jeg virkelig ikke.”

     ”Så lad være.”

     James så på mig, som om han havde lyst til at dø. Så fortalte han mig det, som havde fået ham til at søge tilflugt her i kælderen i første omgang. For hvert ord, han sagde, sank mit hjerte dybere og dybere af både medfølelse og af sorg på forhånd.

     ”18 år gammel – for evigt,” mumlede jeg.

     ”For evigt.”

     Jeg bed mig selv i underlæben. Vi sad i stilhed, selvom jeg havde lyst til at sige et eller andet til ham. Men problemet var, at jeg ikke anede, hvad i alverden jeg skulle sige.

     I det samme dukkede der et stærkt, stærkt lys frem i kælderrummet, hvor vi sad.

 

*James*

 

Det var ærkeenglen Mikael. Jeg rejste mig omgående.

     ”Hvad laver du her?” spurgte jeg, allerede bange. Og englens hårde udtryk i ansigtet hjalp ikke ligefrem på at berolige mig.

     ”Beklager,” sagde Mikael, og han så faktisk ud til at mene det. ”Men der var ikke tid til at vente til i nat. Herren forlanger din tilstedeværelse omgående.”

     Jeg kunne mærke gåsehuden krybe igennem min krop. ”Hvorfor? Er han -?”

     ”Nej.” Mikael så ud, som om han kunne have tilføjet men det kan ikke vare længe. Heldigvis for mit mentale helbred holdt han sin mund.

     Ud af øjenkrogen så jeg Brandon rejse sig. ”Er der virkelig ingen vej udenom det? Kan James virkelig ikke fortsætte sit liv, som det er?”

     Mikael så fra mig til min bedste ven. ”Har du fortalt ham det?”

     Jeg nikkede tøvende. Heldigvis så Mikael ikke bebrejdende ud.

     ”Godt. Du har brug for nogen ved din side.”

     ”Apropos det.” Brandon tog et godt tag i mit ærme. ”Så tager jeg med op i Himmelen.”

     ”Det har Herren ikke – ”

     ”Jeg er ligeglad.” Brandon så ud som en statue af sten. Ikke til at rokke.

     Mikael åbnede munden for at protestere, men ombestemte sig så. Han nikkede. ”Javel. Vi må se, hvad Han siger.”

     Brandon så på mig og sendte mig et opbakkende smil. Selvom jeg ikke fortalte ham det, tror jeg aldrig, at jeg havde elsket ham så højt, som jeg gjorde i det øjeblik.

 

Brandon var nødt til at holde sig for munden for at tilbageholde et gisp, da han så Gud. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne bebrejde ham noget som helst.

     Selvom det kun havde været en uge, siden vi sidst så hinanden, var det, som om Skaberen endnu engang var ældet ti år. Han sad i sin lænestol, som om han havde tænkt sig at gå bort i den.

     ”Hvad er der?” spurgte jeg.

     ”Har du fået udført dit sjette stadie endnu?” Guds stemme var lige så rusten som en bil, der for længst havde mistet evnen til at køre.

     ”Nej,” svarede jeg og skammede mig en smule ved lyden af hans gamle, gamle stemme. ”Jeg ved ikke, hvad det skulle være.”

     ”Du er nødt til at få det gjort.” Gud lød også træt. ”Jeg kan ikke udtrykke det klarere end jeg gør det nu – det bør være sin absolut første prioritet fra nu af.”

     Selvom han ikke sagde det, kunne jeg se det i hans øjne, på hans krop, høre det i hans stemme og fornemme det i hans utålmodighed. ”Du dør snart.”

     Gud var noget tøvende omkring det, men til sidst nikkede han. ”Det er slutningen af november i mit livs efterår.” Han så pludselig så lille ud, da han tilføjede: ”Min tid er ved at være omme.”

     ”Men du er Gud,” sagde Brandon. Overrasket så jeg, at tårerne løb ned ad hans kinder som små bække. ”Du kan da ikke dø!”

     ”Alt kan dø, min dreng. Alt og alle. Vi er forgængelige. Kun én ting i denne verden kan ikke dø – og det er døden selv.” Faktisk så Gud ud til, at han selv var på renden til gråd, da han tilføjede: ”Jeg, der aldrig har skullet bekymre mig om døden, frygter den, som jeg aldrig har frygtet noget før. Men jeg… jeg har tiltro til efterlivet. Hvor end alle de mange sjæle drager hen, skal jeg nu til at drage med dem.”

     ”Jeg nægter at lade dig dø!” råbte jeg. Jeg anede ikke, hvor den høje stemme kom fra. Både Gud, Mikael og Brandon fik et chok. ”Ikke når der er en udvej.”

     ”Der er ingen udvej, James.”

     ”Jo der er! Dragerne er en udvej! Hvis vi kan redde dem, kan vi redde dig! Dig og Lucifer.”

     ”Stop med at benægte fremtiden, James. Før eller senere er du nødt til at acceptere den. Jeg kan ikke reddes.”

     ”Det nægter jeg at tro på! Du tør bare ikke have håb! Det er dig, der har accepteret fremtiden, på trods af, at du ikke behøver det! Jeg finder dem. Jeg finder de forbandede reptiler, om det så end bliver det sidste, jeg gør.”

     Brandon lagde en hånd på min skulder. ”Og jeg hjælper dig. Stol på det.” Han tørrede sine kinder og vendte sig mod Gud. ”Men hvad med menneskerne? De vil vel snart opdage, at du er død. Du kan ikke skjule din og James’ identitet for evigt. Ikke med de engle, som arbejder på paladset, som har slægtninge på jorden. Hvad… hvad vil du gøre med det? De vil jo fuldstændig miste tilliden og… og troen. Vil de ikke?”

     Gud lænede sig frem. Han så ned. ”Det er ikke til at vide. Men du har ret i, at de vil finde ud af det før eller senere. James kan ikke regere verden fra et lukket værelse. Og jeg foretrækker, at de får det at vide af mig frem for af rygter, der går ubekræftet fra mund til mund.”

     Brandon og jeg så på hinanden før vi så begge vendte blikket mod Herren over alt levende.

     ”Sig mig,” sagde jeg, ude af stand til at tro på det. ”Fortæller du os, at du har tænkt dig at… at tage til…?”

     Gud nikkede langsomt. ”Ja. Jeg har tænkt mig at tage til Jorden.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...