Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
893Visninger
AA

23. Kapitel 22: "Hæren"

 

*James*

 

De næste par uger blev alle sendt hjem. Så snart jeg trådte ind af døren og så Celinas ansigt, vidste jeg, at jeg var i problemer.

     Så omfavnede hun mig, gav mig et kys på panden og sagde: ”Næste gang der er et drageangreb – så fortæller du mig det. Hvordan kunne I alle tre holde det tilbage fra os? Brandon siger intet, Kira siger intet, du siger intet. Og så troede I endda, at det var dæmondrager. Hvordan – hvordan kunne I ikke fortælle os det?”

     ”Det ved jeg ikke,” svarede jeg. ”Måske fordi ingen af os ville gøre jer bekymrede.”

     ”Vi er jeres forældre.”

     ”Du er ikke min mor,” mumlede jeg.

     ”James Andrew Cult.”

     Det kriblede hele vejen fra mine skuldre til mine tæer ved lyden af mit mellemnavn. ”Celina, du dræber mig.”

     Celina trampede – med næsen i sky – ud i køkkenet. ”Gå op på dit værelse. Jeg er ved at lave ærtesuppe.”

     ”Jeg hader ærtesuppe…”

     ”Godt!

     På mit værelse tog jeg kontakt til Catriana.

     Hvordan står det til hos jer?

     Min mor er stiktosset, svarede Catriana. Jeg forestillede mig hende liggende på sin seng ligesom mig, mange kilometer væk. Hun har tænkt sig at skrive et rasende brev til præsident Goldenberg om, hvor uretfærdigt jeg er blevet behandlet. Selvom vores tankekontakt ikke opfatter latter, kunne jeg høre det alligevel.

     Vent, din mor sender et brev til præsident Goldenberg?

     Jeps.

     Og det regner hun rent faktisk med når frem?

     Hun er så dejligt godtroende, den Tennakvinde.

     En latter ophobede sig i min hals. Respekt alligevel.

     Der gik nogle sekunder før Catriana svarede. Ja, hun er ok.

 

Da vi alle vendte tilbage til Pijifenas Magiskole skulle man tro, at drageangrebet aldrig var fundet sted. Skolen så ud som den havde gjort for et halvt år siden. Ikke så meget som en skramme var tilbage.

     ”Jeg har det, som om fortiden simpelthen bare er blevet… slettet,” sagde Brandon. ”Som om mit syn aldrig skete.”

     ”Jeg har det som om I simpelthen alle har løjet for mig,” sagde Rin. ”Ved I hvad, jeg tror slet ikke, at der fandt noget drageangreb sted.”

     Jeg kan godt forestille mig, hvordan det må have været at være Rin, netop opvågnet fra sit værste mareridt, og så opdage, at hun ikke var på skolen. I stedet var hun på hospitalet, omgivet af os, heftigt i færd med at diskutere, hvad der var sket.

     En anden overraskelse ventede os. På den store opslagstavle hang en besked om, at vi ville få resultaterne fra prøverne til præsidentens hær allerede i dag.

     ”Var jeg virkelig den sidste?” spurgte Rin.

     ”Åbenbart,” svarede Cat. ”Hvordan klarede I tre jer egentlig? Altså… tror I, at I får tilbuddet?”

     ”Jeg gør garanteret,” sagde Rin. ”Jeg nailede det.”

     Brandon og jeg vekslede blikke. Det var under Brandons prøve, at han havde fundet ud af datoen til angrebet. Hvis det ikke optog ham, så ved jeg ikke, hvad ville.

     Men ville jeg få tilbuddet? Ønskede jeg det? Jeg vidste ikke helt, hvordan muligheden fik mig til at føle. Det ville jo lægge hele mit liv om. Sende mig i en komplet anden retning.

     Tanken om at få tilbuddet holdt mig ude af koncentration hele dagen. Mere end én gang måtte den tilstedeværende lærer råbe af mig for overhovedet at få min opmærksomhed.

     ”Er du ok?” spurgte Brandon tredje gang, det var sket.

     ”Ja, jo, ja,” svarede jeg per automatik.

     Efter skole blev alle, som ønskede det, indkaldt til samtale. Præsident Goldenberg var ikke selv til stede, men hans folk var.

     Både Rin, Brandon og jeg sagde ja tak til at komme til samtale.

     ”Men det er jo ikke fordi I har tænkt jer at sige ja, vel?” spurgte Catriana mens vi stod i kø. ”I har vel andre mål her i livet.”

     Brandon trak på skuldrene. ”Faktisk har jeg altid haft en stille fantasi om at slutte mig til hæren. Jeg kunne blive officer eller… sådan noget.”

     ”Ja, jeg siger nej tak uanset hvad,” svarede Rin. ”Jeg skal ikke nyde noget.”

     Jeg kunne fornemme Catrianas blik på mig, men sagde ikke noget.

     Da det blev vores tur, var jeg den første til at gå ind. Det var et lille rum, og der sad tre mennesker klædt i alt for fine jakkesæt.

     ”James Cult?” spurgte den kvinde, som sad i midten. Jeg nikkede og satte mig på stolen overfor dem.

     ”Du var jo den første til at komme ind til prøve, fordi præsidenten allerede var begejstret for dig før.”

     ”Ja, det fortalte han mig,” svarede jeg. Det fik mine hænder til at blive klamme af sved. Hvorfor var jeg så nervøs?

     ”Jamen, jeg synes ikke, vi skal trække det længere ud end vi behøver. Du er naturligvis velkommen i præsident Goldenbergs hær når du afslutter din uddannelse her, hr. Cult.”

     ”Jeg – hvad?” Jeg frøs.

     ”Ja, du har fået tilbuddet. Vi har brug for et svar senest om en måned, indtil da kan du jo tænke over det, og – ”

     ”Jeg svarer ja.” Ordene var røget ud af min mund uden jeg kunne stoppe dem.

     Kvinden lænede sig frem mod mig. ”Hør her, hr. Cult, det er virkelig noget, vi synes, du bør tænke over. Efter sommerferien vil du blive sendt igennem et hårdt, fysisk program. En uddannelse på tre år, som kun skal forberede dig på hvad du vil komme til at opleve i den magiske hær, præsidenten har planer for. Hele dit liv vil være centreret om det. Det er et valg for livet. Forstår du det?”

     ”Jeg forstår det. Og jeg takker ja.”

     Kvinden lænede sig tilbage. Hun og hendes makkere så på hinanden. Så på mig.

     ”Tænk nu over det alligevel, hr. Cult. Du skal under alle omstændigheder alligevel svare officielt på vores mail, og den bliver først sendt til dig om en uge.”

    

”Du… du har tænkt dig at sige ja?” udbrød Kira så snart hun så mig. Jeg behøvede ikke engang fortælle hende det først. ”Hvad tænker du på? Gider du virkelig være lakaj for præsident Goldenberg?”

     ”Det… tror jeg,” svarede jeg. Så nikkede jeg. ”Ja, det vil jeg gerne.”

     ”Hvorfor?” spurgte Kira. Hun greb fat i mine skuldre. ”Hvorfor?

     ”Fordi,” sagde jeg og lænede mig ind mod mig. ”Så kan jeg være fri. Og dø når jeg er 87.”

     Med de ord gik jeg videre. Mine ben føltes så lette, at de burde kunne løfte sig fra jorden.

     Svaret var kommet til mig netop som jeg sad foran de tre kontorfolk. Mens damen havde set venligt på mig.

     Jeg kunne ikke være to steder på én gang. Hvis jeg allerede havde givet mit liv til præsident Goldenberg, kunne jeg ikke være Guds lærling.

     Så simpelt var det.

     Og tanken om at slutte mig til hæren fyldte mig med glæde og med ivrig hjertebanken. At kunne slås og dræbe alle mulige tosser, som brænder familiers huse ned, kidnapper små drenge eller besætter skoler, gjorde mig næsten varm om hjertet.

     En uge gik hvor jeg var fuldstændigt og betingelsesløst lykkelig. Skoleopgaverne lavede jeg uden at brokke mig, jeg deltog i gruppearbejdet i timerne, rakte hånden op i undervisningen og løb lange ture rundt om søen. Mine ben bar mig så hurtigt, at Rin, Brandon og Matt ikke kunne følge med.

     Men lykken varede ikke evigt. For natten til søndag drømte jeg om Mikael.

     ”Mød op klokken 19 i morgen,” var det eneste, han sagde, før han igen forsvandt.

     Søndag aften tog jeg til Himmelen, klar til at fortælle Gud om min beslutning. Han havde vel tænkt sig at spørge mig, hvornår jeg havde tænkt mig at være klar til sjette stadie. Så kunne jeg – med hjertet fuld af tilfredshed – fortælle ham, at der ikke ville være noget sjette stadie.

     Endnu engang var Gud ældet noget, der må have været omkring ti år, siden jeg sidst havde set ham. Han sad i en lænestol og så ulideligt skrøbelig ud. Med undtagelse af i hans blå øjne. De skinnede af lyn og tordenvejr som en vild ung hingst.

     ”Godaften,” hilste jeg i et forsøg på at være høflig. Så besluttede jeg mig for at springe ud i det. ”Hør her, Gud, jeg kan ikke – ”

     ”Du kommer ikke til at melde dig til nogen hær,” afbrød Gud mig.

     Mine kinder begyndte øjeblikkeligt at brænde af chok. ”Hvad?”

     ”Du hørte mig.” Gud rejste sig med noget besvær og gik hen mod mig. ”Tror du virkelig, at der her er tale om et valg, som du blot kan vælge fra?”

     ”Hvordan ved du…?”

     ”Jeg er Gud, James! Måske har jeg ikke længere et Orakel, men jeg har mange hundrede øjne. Et elitehold er sat til at holde øje med dig og alt, hvad der har med dig at gøre. For at sikre sig, at du ikke gør noget tosset. Og at melde dig til en hær er – i den grad – tosset.”

     Jeg skar grimasse. ”Det er mit valg.”

     ”Du har ikke noget valg!” råbte Gud så højt, at jeg mundlamt måtte bakke et skridt bagud. ”Du er min lærling, du er min efterfølger. Dine forældre har vidst det helt siden du var lille. Du er født og opvokset til, at det var den, du skulle være. Det er i dit blod, magisk som ikke magisk. Tror du, en leopard kan beslutte sig for ikke at være en leopard? Tror du den lige pludselig kan beslutte sig for at være en fårekylling? Nej. Du er Lysets Herre.”

     Tårer hobede sig op i mine øjne. Jeg så ned, fordi jeg ikke kunne holde ud at se på den gamle mand. ”Den skæbne du har givet mig fik mine forældre til at skjule sig og skifte deres navn. Det slog dem ihjel. Min skæbne slog dem ihjel!” Min stemme blev rasende og grødet. ”Jeg har ikke lyst til at være Gud!”

     ”Men det bliver du.”

     ”Du kan ikke tvinge mig.”

     ”Nej, men – ”

     ”Du kan ikke tvinge mig! Jeg vil ikke være Gud. Jeg nægter!”

     Gud så væk. Han satte sig ned i sin lænestol og sukkede. Så sagde han: ”James, jeg tror ikke, at jeg har udtrykt mig klart. Du er den eneste med de kræfter. Du er den eneste, som er i stand til at være min efterfølger.”

     ”Hvorfor skal det være mit problem?”

     ”James, det bliver dit problem uanset hvad.”

     ”Hvad mener du?” Jeg tørrede mine øjne.

     Gud så mig i øjnene. Nu kunne jeg se det. Der var sorg og medfølelse i dem. Ikke kun torden og lynild. ”Det øjeblik, jeg dør, bliver mine kræfter videreført til dig. Du vil blive i stand til at skabe sol, måne og stjerner. Du vil kunne lave alt lige fra fugle til solsikker. Al magt, som findes i denne verden, vil være din. Og du… din dødelighed vil forsvinde.”

     ”Nej,” hviskede jeg.

     ”Om jeg så end ønsker det for dig eller ej, så er det, hvad der kommer til at ske. Du bliver Gud – om du så end vil det eller ej.”

     ”Så det…” Jeg var nødt til at sætte mig ned. Mine ben kunne ikke bære mig længere. ”Det, som jeg så i mit mareridtscenarie. Hvor alle mine venner var døde, hvor… hvor verden var fuldstændig… noget andet. Det scenarie er… virkeligt?”

     Det tog noget tid, før Gud svarede. Og da han endelig gjorde, havde jeg det, som om jeg lige så godt allerede kunne være død. ”Ja.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...