Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
910Visninger
AA

3. Kapitel 2: "Det nye kapel"

 

 

*Brandon*

 

Mange ting, som skete den dag, har jeg heldigvis siden fortrængt.

     Desværre husker jeg stadig det essentielle. Det, som jeg helst vil glemme.

     Og jeg elsker dig... så højt.

     Om natten, når jeg lukkede mine øjne og endnu engang gjorde mig klar til at kæmpe for at falde i søvn, kunne jeg høre hendes stemme. Hver nat.

     BRANDON!

     Rædslen og chokket i hendes stemme kommer nok aldrig til at forsvinde. Jeg vil huske det til den dag, jeg dør for alvor.

     Det sidste, som jeg nogensinde så, var Darkeya. Han stod nogle meter fra mig, og i hans hånd gnistrede lyn og mørke. Det hævede sig, blev større, og før jeg havde nogen idé om, hvad der foregik, kom lynene farende gennem luften, lige mod mig.

     Derefter husker jeg absolut ingenting.

     Søvnen begyndte. Og søvnen varede i rigtig lang tid. Uendelige tider, hvor jeg ikke anede hvor eller hvem jeg var. Min krop og sjæl var adskilt. Det eneste, der var i den periode, var mørke. Mørke og mindet om Rins skrig.

     Mørket...

     Jeg elsker dig... så højt.

     Mørket...

     BRANDON!

     På et tidspunkt, efter en milliard år, måske længere, blev jeg forenet med min krop. Det tror jeg i hvert fald, at jeg blev. I hvert fald gik det op for mig, at jeg befandt mig på en eng. Når jeg så ned ad mig selv, så jeg min krop. Omkring mig stod der mennesker ligesom mig. Alle sammen havde de blikket vendt mod himlen over dem. Også jeg så op. Der var ikke andet end lys over mig. Det skinnede ned over mig som solen på en varm sommerdag. Varm og indbydende. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke var fristet til at flyve op imod det ligesom dem omkring mig gjorde det.

     Mine fødder var så tæt på at forlade jordens faste grund, da jeg hørte en stemme bag mig. Ekkoagtig. Fjern. Men alligevel så tæt på.

     Brandon.

     Stemmen var blid. I stærk kontrast til Rins, som jeg blev ved med at høre. Jeg kendte stemmen, men jeg turde ikke vende mig om imod den. Jeg turde ikke engang så meget som fjerne blikket fra lyset over mig. Som ville det forsvinde, hvis jeg så væk bare et sekund.

     Jeg forbyder dig at dø!

     Stemmen blev højere. Bydende. Min krop frøs fast, og det blev med ét fysisk umuligt for mig at løfte mig fra jorden. Jeg kunne ikke.

     Jeg beder dig... Brandon, kom tilbage.

     Den blødte op igen. Det samme gjorde min krop.

     Forlad os ikke. Du må ikke forlade os nu.

     Jeg vendte mig om. Så i den retning, stemmen kom fra. Ud for min næse hang et lys i luften. Svagt og skinnende. Langt fra lige så varmt som det over mig. Og dog alligevel så mere indbydende.

     Bliv hos mig, Brandon.

     Stemmen tilhørte James. Og jeg valgte at gå imod den, frem for at svæve op imod lyset sådan som alle de andre gjorde.

 

Jeg kom til bevidsthed. Øm og ør og en anelse svimmel. Men ved bevidsthed.

     Da jeg slog øjnene op, så jeg op i et meget hvidt loft. Et fremmed hvidt loft. Så kiggede jeg rundt. Ved min side var en maskine, som svagt bippede i takt med et hjerteslag. Mit hjerteslag, tror jeg.

     Jeg lå i en hospitalsseng. Hvorfor lå jeg i en hospitalsseng?

     Så kom jeg i tanke om, hvordan Darkeya havde skadet mig. Han må næsten have dræbt mig, når jeg nu lå på hospitalet.

     Et gisp lød et sted i rummet. Jeg drejede hovedet og så mod døren, hvor min mor stod. Hun stirrede på mig, som om hun havde øjnene på en ærkeengel. Jeg smilte svagt til hende for at fortælle hende, at alt skam var i orden.

     "Er Rin okay?" var det første, jeg tænkte på at spørge om. Overrasket opdagede jeg i processen, at min stemme var hæs og svag, som var den ikke blevet brugt i månedsvis.

     "Åh min gud, åh min gud," hviskede min mor. Tårer sprang frem i hendes øjne. Hendes ben skælvede under hende, og hun nærmest faldt ned i min seng og faldt mig om halsen. Hulkede højt. Befippet lagde jeg armene om hende.

     Hvor lang tid havde jeg mon været bevidstløs?

 

Siden var en sommerferie gået. Mine venner havde endda været på et eventyr uden mig, som nær havde slået dem ihjel. Imens havde jeg set en masse fjernsyn, for jeg kunne knap nok gå.

     Da vi om eftermiddagen skulle af sted til Pijifenas Magiskole, holdt min mor mig hen og rettede lidt på mit hår, som hun altid fandt for krøllet til at være pænt. Men i virkeligheden var det blot en undskyldning for at komme til at snakke med mig.

     "Er du sikker på, at du vil det her?" spurgte hun og aede min ene kind. "Du kan altid få lov til at blive hjemme. Uddanne dig til ingeniør."

     "Mor," sagde jeg, irriteret fordi hun knap nok havde kunnet holde kæft om det siden jeg vågnede. "Selvfølgelig vil jeg gerne af sted."

     "Men hvad nu, hvis... Brandon, der hænder så meget på den dumme skole."

     "Alt det er jo overstået. Darkeya er overvundet."

     "Han slog dig næsten ihjel."

     "Ja, men... mor, jeg er levende."

     Min mor betragtede mig med et blik, som sagde: Ja, men hvem ved, hvor lang tid det varer?

     "Brandon, kom nu!" råbte Kira. De sad alle i Celinas bil og ventede kun på mig. Jeg tog min mors hånd.

     "Mor, vi skal altså af sted nu. Jeg er nødt til at tage af sted."

     "Men, Brandon..." Mor sukkede. Så kyssede hun mig opgivende på panden. "Du skriver til mig hver uge. Og ring ved det mindste problem. Kom hjem, hvis du har brug for det."

     Jeg stønnede. Det var slemt nok, at jeg skulle tage alle mine årsprøver og eksaminer her i løbet af efteråret, fordi jeg havde været sengeliggende mens de oprindelige var bleve afholdt. Jeg havde ikke brug for en overbeskyttende mor. Og det var ikke kun min mor. Min far, Celina, ja også mine venner, de så alle sammen på mig, som om jeg kunne falde om hvad øjeblik det skulle være.

     Min mor havde nogle problemer med at give slip på mig, som hun omfavnede mig, men til sidst lod hun mig slippe, og til sidst gik jeg med stok i hånden hen og satte mig i bilen ved siden af Rin, som lænede sig op ad min skulder.

     "Er I klar til at tage i skole?" spurgte Celina bag rettet.

     Vi kom alle med halvhjertede lyde. Celina lo og startede bilen.

 

Magiskolen var præcis lige så stor og flot som jeg huskede den.

     Celina tog vores bagage ud af bilen og rakte det til hver af os.

     "Skal jeg følge jer ind?" spurgte hun, da vi alle stod dér med vores tasker og kufferter, som var vi på vej på ferie.

     "Nej, helst ikke," sagde James før nogen af os andre kunne nå at åbne munden.

     Det tog Celina med hævet pande. Hun gav James et farvelkys og vinkede farvel til os andre. Så gik vi indenfor. Jeg holdt vejret, da vi gik ind af døren.

     Allerede der kom den første bølge. Teenagere, som snakkede med andre teenagere, eller som var i færd med at tage afsked med deres forældre, fik en for en øje på mig, og dem, som jeg kendte, hviskede sammen eller vinkede til mig. De fleste, dog, slap alt, hvad de havde i hænderne, for at løbe mig i møde.

     "Brandon, omg, det er sandt, du er i live!"

     "Jeg er så glad for, at du er kommet ved god bedring."

     En stor, stærk fyr fra snedderbobholdet klappede mig så hårdt i ryggen, at jeg kun ved hjælp af min stok holdt mig stående. "Og jeg som troede, at det var sket med dig! Men nej, du er bare blevet gammel."

     "Skal du gå med den altid?" spurgte en pige.

     "Nej," svarede jeg. "Kun til min fod får det bedre. Den er stadig noget rusten ovenpå ulykken. Om nogle måneder kan jeg slippe den. Det siger min læge i hvert fald."

     "Åh, Brandon..." En dreng fik tårer i øjnene og omfavnede mig blot.

     I sidste ende lykkedes det os dog at komme væk fra hallen og videre mod dormitorierne. På vejen blev vi overrasket af en hel del flere, alle sammen enormt følsomme som de lykønskede mig for at være i live.

     "Wow, det er anstrengende," sagde jeg, da vi endelig ankom til vores boenhed.

     "De er bare glade for, at du er okay," sagde Rin og klemte min hånd. "Det er vi jo også."

     "Jah, men... jeg ville ønske, at vi bare kunne glemme det. Det var ikke, fordi jeg nød at være i koma."

     De andres mundviger blev straks vendt nedad. Vi var godt klar over, at vores liv havde været en følelsesmæssig rutsjebane siden jeg havde slået hovedet sidste nytår.

     Vi fortsatte op ad trapperne i stilhed, indtil Kira og Matt drejede af, fordi deres boenheder lå på en anden etage end vores.

     Det var mens vi fire gik det sidste stykke, at jeg bemærkede noget, som fik min mave til at snurre sig sammen.

     Til højre for mig var der en korridor, som jeg aldrig havde set før. Normalt var der bare væg der. Og for enden af korridoren var der en mørk dobbeltdør af træ.

     "Det dér... det har jeg da ikke set før," sagde jeg. "Gutters."

     De andre stoppede.

     "Jah, de byggede det imens du lå i koma," sagde James kort for hovedet. "De syntes, at vi manglede det."

     "Hvad er det? Ekstra klasselokaler?" Jeg kendte allerede svaret, så det var lidt fjollet, at jeg spurgte. Jeg drejede af og videre mod dobbeltdøren. James, Rin og Cat fulgte med.

     Rin gik op på siden af mig. "Det er faktisk et - "

     "Et kapel," afsluttede jeg for hende, som jeg åbnede dørene, og det netop var, hvad der blev afsløret bag dem. Aflangt, korsformet og med et cirkelformet mosaikvindue, som skinnede ned over alteret. Jeg sank en klump.

     "Hvad var der galt med det gamle?" spurgte jeg hæst.

     Cat fnøs. "Englene syntes, det var for grimt. Så de lavede et til. Præcis ligesom det altid er. Pokkers særbehandling. For fanden, hvor den slags gør mig sur." Hun trampede hidsigt væk. James fulgte med hende.

     Rin blev stående ved siden af mig. Selvom jeg ikke så hende, kunne jeg fornemme, hvordan hun nervøst skævede til mig.

     "Det er ikke noget," svarede jeg, før hun fik chancen for at spørge.

     "Du ville sige det til mig, hvis det var, ikke?" Hun tog blidt fat i min arm. Jeg smilte til hende.

     "Og det siger du til mig? Ovenpå alt det hemmelighedskræmmeri sidste år?"

     Rins mundvige gik lidt nedad, men så trak den op igen, og hun kyssede mig på kinden. "Lad os ikke snakke om det. Det er alligevel overstået nu. Kom, lad os gå hen til boenheden."

     Jeg nikkede og fulgte med hende. Men tanken om kapellet bag mig gav mig gåsehud.

 

Da vi var ved at pakke ud inde i boenheden, som jeg må indrømme, at jeg havde savnet i den tid, jeg havde været væk, ankom en lettere ubehagelig overraskelse til os.

     James lå i den øverste køje og hængte sine fotografier op, mens jeg var i færd med at putte mit tøj ind i skabet, da et ahem lød bag os. Jeg kendte det ahem. Mine tæer krøb sammen, og jeg vendte mig om imod døren, hvor ingen anden end Sally Winters stod.

     Hun havde sine hvide svanevinger fremme, stolt og prægtigt hængende ned ad hendes ryg. Hendes meget lyse, næsten platinblonde hår var sat op i en krøllet knold. Hendes barbiehvide hud var perfekt som altid.

     "Øh hej," sagde James. Jeg var for paf til at sige noget, for det var mig, hendes blå øjne hvilede på.

     "Jeg hørte, at du var kommet," sagde hun - til mig. Jeg skævede til James for at være sikker på, at det nu ikke bare var ham, hun så lidt skævt på. Men niks, for James så fra mig til hende.

     "Jah øh, her er jeg," sagde jeg og bredte armene ud. Ikke for at byde hende ind til en krammer, men mere for at gøre det ganske klart, at ja, her stod jeg. I levende live.

     Sally sagde ikke noget et par sekunder. Hun lagde armene over kors og bed sig i den perfekte underlæbe. "Jeg var ret sikker på, at du var død. Det var i hvert fald, hvad alle sagde. De havde endda planlagt en dato, hvor de ville slukke for... for maskinerne."

     "Ja, men det gjorde de ikke." Jeg så på James. Han trak uvidende på skuldrene. Jeg afventede, at pigen ville sige et eller andet tarveligt eller typisk Sallyagtigt. Jeg kunne næsten høre ordene, da hun åbnede munden. Men i stedet sagde hun:

     "Jeg prøvede over hele sommerferien at ringe til dig, men..." Hun kløede nakken. "Ja, altså, jeg fik bare ikke taget mig sammen til det. Men jeg er glad for, at du er i live. Tydeligvis."

     "Tydeligvis," sagde James. Sally skulede til ham. Så trak hun meget svagt på smilebåndet og så på mig.

     "Lad os hænge ud på et tidspunkt. I byen ligesom i gamle dage. Og du... " Hun så på James. "Du kan vel også komme, hvis du synes. Farvel." Hun skyndte sig ud og efterlod James og mig paf tilbage.

     I døråbningen dukkede Rin og Cat nu op.

     "Var det Sally?" spurgte Rin.

     James nikkede. Jeg stirrede stumt der, hvor hun havde stået. At være næsten død gjorde åbenbart virkelig underværker - i hvert fald hvad popularitet angik.

 

Den aften, da vi havde lagt os til at sove, lå jeg i min køje og stirrede ud i luften, som jeg gjorde næsten hver nat. Søvn kom bare ikke let, når man først havde lagt sig til at sove en gang for næsten ikke at vågne op igen.

     Og så kapellet... det gjorde det kun værre.

     Jeg havde først set det natten efter jeg var vågnet op. Som jeg lå og sov, drømte jeg. Selvom det ikke var en drøm. Faktisk var jeg stensikker på, at det var et slags syn, som jeg havde taget med mig fra de dødes verden.

     Jeg sad i et kapel. Et kapel med et cirkelformet mosaikvindue hængende over alteret. Glasset var itu, og et stort hul gabede i loftet, så solen skinnede ned over mig. Omkring mig lå der stenklumper og rester fra mursten. Det, der var tilbage af væggene, røg, som om de var blevet udsat for flammer.

     Mit ben værkede, som det aldrig havde værket før. Jeg kunne ikke gå, og jeg vidste, at det var på grund af det, at jeg sad her. I min favn lå en skikkelse, men jeg vidste ikke, hvem det var. Smerten og frygten var for slørende til, at jeg kunne se, hvis hjerte der bankede ind imod mit bryst.

     Der lød et brøl, som skar igennem luften. Jeg så op og fik øje på en dæmondrage, som fløj tværs henover kapellet. Den brølede og udskød ild. Mørk, mørk ild.

     Og da vågnede jeg op, tilsølet i sved.

     Som lægerne fik konstateret, at det selvfølgelig bare havde været et mareridt, blev jeg klar over, at det var fremtiden. Og at jeg måtte spørge Kira om det på et tidspunkt.

     Jeg fik aldrig gjort det, dog, for før jeg vidste af det, var hun rejst meget meget langt væk.

     Nu, hvor jeg vidste, at kapellet lå her på min skole, stod en ting klar for mig: på et tidspunkt, om jeg vidste ikke hvor lang tid, ville Pijifenas Magiskole blive angrebet af dæmondrager. Og at jeg intet ville kunne gøre for at stoppe det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...