Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
916Visninger
AA

18. Kapitel 17: "Jul"

 

 

*James*

 

Rin havde taget en unik beslutning og rejste til De To Dale for at besøge Jack og sin familie i juleferien. Brandon tog hjem til sine forældre. Kira ligeså – hun slæbte Matt med sig. Jeg kunne forestille mig, hvordan deres juleaften ville blive den klassiske, som jeg også altid havde været en del af. Michiganforældrene, Rumholdtforældrene, Celina og så børnene – det vil sige os. Jeg var så godt som vokset op i det selskab.

     Men ikke i år. I år skulle jeg hjem til Tenna Cyston, som jeg kun havde mødt én gang i al den tid, jeg havde kendt Catriana. Jeg huskede hende som en sød dame med så meget af Catriana i sig – og dog med så meget, som Catriana aldrig ville kunne komme i nærheden af at ligne.

     I midten af november havde Tenna højlydt brokket sig i telefonen over, hvor lidt hun så sin datter.

     ”Men helt ærligt, mor, Michella hader mig.”

     ”Michella hader dig da ikke, skat, det er noget, du bilder dig ind.” Tennas stemme var overdrevet kæk i telefonen.

     ”Mor, der er altså virkelig mange lektier.”

     ”Du kommer hjem og fejrer jul med os, Cat, og sådan er det. Jeg er din mor.

     ”Ja, mor.” Catriana sukkede.

     Skal jeg tage med? spurgte jeg hende i tankerne.

     Catriana smilte og spurgte ind i telefonen: ”Må jeg tage James med? Han vil gerne.”

     Jeg kunne høre Tenna sukke i røret. ”Selvfølgelig. James er altid velkommen. Michella har også sin kæreste Xander med.

     Jeg fortrød omgående.

     Men nu, hvor vi rent faktisk var her, i Tennas lille bondehus i hendes lille by, i hendes lille bebuskede baghave, hyggede jeg mig rigtigt. Der var faldet flere centimeter sne den nat, så i dag tilbragte jeg sammen med Catrianas halvbror Kim og Michellas kæreste Xander. Vi lavede en snemand.

     ”Okay, nu er vi så kommet til det vigtigste,” sagde jeg, da vi havde bygget kroppen. ”Næsen. Har vi en næse?”

     Kim, som var fjorten år og vist hellere ville sidde inde og spille computer, kom med et fnys. ”Vi har da masser af gulerødder.”

     ”Så smut ind og hent én,” sagde Xander med et smil. Kim tøffede indenfor.

     ”Åh, drenge i den alder,” sagde jeg højtideligt.

     ”Vi var slet ikke på den måde,” istemte Xander med opløftet næse.

     Så lo vi.

     Da Kim kom tilbage, gav vi snemanden knapper, næse og en fin kasket på. Jeg syntes personligt, at den var lidt af et mesterværk.

     ”Den er slet ikke så dårlig endda,” lød en mild stemme bag os. Tenna sluttede sig til snemandens publikum. Hun var klædt i frakke og tørklæde, men hendes tykke, lyse, krøllede hår hang frit og blafrede i den stille vind. Hun lignede egentlig bare en lys Catriana, tænkte jeg, hver gang jeg så på hende. De var i hvert fald lige smukke.

     ”Mor, må jeg ikke godt spille computer nu?” plagede Kim. ”Nu har jeg været udenfor i to timer.”

     ”Kim, du har kun godt af lidt frisk luft.” Tenna smilede. ”Men du må godt gå op og spille i en halv time. Vi tager i kirke klokken halv fire, ok? Og der skal du være klædt om.”

     Kim nikkede irriteret og skyndte sig indenfor.

     ”Tager I i kirke hver jul?” spurgte jeg, som vi gik indenfor.

     ”Åh ja,” svarede Tenna. ”Det er sådan en fin tradition. Jeg føler i hvert fald ikke, at det er jul, hvis ikke jeg har været i kirke. Hvad med jer drenge?”

     ”Mine forældre har for travlt til at gå i kirke,” svarede Xander. ”De ejer jo forretningsimperier og hvad ved jeg.”

     ”Celina gør det i ny og næ,” svarede jeg. ”Det kommer an på, om hun har tid.”

     Indenfor sad Catriana ved køkkenbordet med sin telefon. Jeg vidste, at hun så på både Rejseplanen og Google Maps for at finde den letteste måde at komme til Veratisøen på. Michella og Eric var i færd med at lave det af maden, som var bedst at få af vejen inden kirkebesøg.

     ”Michella, du har vel for guds skyld tænkt dig at tage noget andet på, når vi går i kirken?” sagde Tenna, da hun fik øje på Michellas outfit. Hun var klædt i en kjole, som kun lige dækkede halvdelen af lårene.

     Michella gav sig selv et elevatorblik. ”Hvad er der nu i vejen med det?”

     ”Det er upassende, kære ven. Lover du mig at skifte?”

     Michella himlede med øjnene, men nikkede. ”Jo, jo.”

     Tenna vendte sig mod Catriana. ”Cat, hvis jeg nu spørger rigtig, rigtig pænt – ”

     ”Nixen bixen Karen Blixen,” svarede Catriana inden spørgsmålet var så meget som stillet. Jeg satte mig ved siden af hende ved køkkenbordet. Hun rynkede næsen ved at have min kolde jakke lige op ad sig.

     ”Skat, det skader ikke ligefrem at respektere traditionerne.”

     ”Jeg respekterer da traditionerne! Jeg holder både Halloween, Falddag og – ”

     ”Hvad er Falddag?” spurgte Eric interesseret. Det var en af de gode ting ved Eric, havde jeg erfaret. Han dømte ikke. Måske var det, fordi han var professor på Det Humanistiske Fakultet – i Filosofi.

     ”Bare en dag, vi holder i Helvede for at mindes da de faldne engle vendte os ryggen og skred,” svarede Catriana kort for hovedet. Så rynkede hun panden. ”Den streger han sikkert nu hvor de er tilbage… Eller også erstatter han den med Genforeningsdag eller et eller andet skørt.”

     ”Det ville ikke overraske mig,” lo Tenna. ”Lucifer finder altid på sådan nogle skøre ting. Han er sin egen mand, er han. Følger aldrig andres traditioner – kun sine egne. Men Cat, jeg tror, at det vil være sundt for dig at forlade hans skygge en kort stund. Lad være med at lytte til alle hans spøjse påfund og i stedet sidde og lytte lidt til Lysets Ord. Nu skal du huske, at selvom din kære far og jeg begge teknisk set er af…” Det tog hende nogle sekunder at få ordet ud, ”… Mørkets Slægt, så stammer vi jo begge fra Lyset. Det er din historie lige så meget som det er vores.”

     ”Ja, men Lyset er skyld i, at du ikke kunne være en engel længere,” sagde Catriana. ”Lyset er skyld i, at min far blev smidt ud.”

     ”Cat, du ved udmærket godt, at din far røg ud på grund af hans egne fikse idéer.”

     Catriana sad i kog i stolen, men sagde ikke noget.

     ”Jeg vil gerne med,” sagde jeg så og brød tavsheden, siden ingen havde sagt noget i nogle sekunder.

     Tennas ansigt lyste op med det samme. ”Fantastisk, James. Du skal være meget velkommen.”

     Catriana så på mig, som om jeg havde begået det yderste landsforræderi. Jeg smilte blot til hende.

     Jeg tror også, du vil have lidt godt af det.

     Din – din – din –

     Kom nu, tag dog med.

     ”Fint,” sagde Catriana højt. Hun vendte sig mod sin mor. ”Jeg skal nok tage med. Men det har bare ikke at være kedeligt.”

 

*Catriana*

 

Det var kedeligt. Jeg havde det, som om jeg kunne falde i søvn til salmerne. Det var nok den længste time i mit liv. Og det kommer fra en, som har haft regning.

     Da vi kom hjem igen, skulle vi lige lave det sidste mad færdigt, og så spiste vi. Det var i det mindste lækkert.

     Senere, da vi var nået til mit yndlingspunkt på aftenen – gaveoppakningen – sad James og jeg sammen i sofaen og følte os lidt salige. Før det hele ville gå løs i morgen.

     Michella kom hen og satte sig ved siden af os. Hun var tilsyneladende ikke så glad for, at min mor eller Eric skulle høre det, for hviskende sagde hun til os:

     ”Jeg går ud fra, at du ved, hvad jeg vil tale med dig om.”

     Det må jeg indrømme, at det gjorde jeg ikke. ”Har det noget med magiskolen at gøre?” spurgte jeg hende hviskende tilbage. ”For jeg mener, at vi fik det gjort temmelig klart for to år siden, at du ikke har magi.”

     ”Ja, tak, det behøver du ikke minde mig om.” Michella kneb øjnene sammen. ”Jeg hentyder til din far.”

     Se, den havde jeg ikke set komme. Jeg havde levet under det indtryk, at Michella forsøgte at ignorere min fars eksistens. ”Hva’?”

     ”Sig nu ikke, at du ikke ved, hvad jeg mener.”

     ”Det… gør jeg virkelig ikke.”

     Michella betragtede mig lidt. Så gik det vist op for hende, at jeg talte sandt, så hun sagde: ”Han kom her i sommers.”

     ”Nej!” udbrød jeg lidt højt. Mor og Kim så denne vej, men vendte ellers hurtigt tilbage til gaverne under juletræet.

     ”Jeg vidste ikke, at dine forældre stadig havde noget kørende,” sagde James.

     ”Det har de ikke,” forsikrede jeg ham for. ”Det er jeg sikker på.”

     ”Hm, man skulle ellers tro, at han slog op med hende.” Michella spidsede munden. ”For da han gik brød Tenna fuldstændig sammen. Hun græd og surmulede og var ikke til at tale med i flere dage.”

     ”Det mener du ikke.” Jeg så fra James til Michella. James så bleg ud, Michella bare sur. ”Hvorfor kom han? Hvad sagde han?”

     ”Det har jeg absolut ingen idé om! Det var derfor jeg ville snakke med dig. Så du kan fortælle ham, at han ikke bare kan troppe op på den måde og ødelægge min stedmors liv.”

     ”Men har du ikke spurgt hende?” spurgte jeg.

     ”Kunne jeg ikke drømme om. Jeg er ikke engang sikker på, at far ved det. Men i hvert fald… fortæl ham lige, at han skal holde sig væk. Vi har nok at tænke på.” Michella rejste sig og gik hen til sin kæreste.

     Jeg så på James.

     Har du nogen idéer? spurgte jeg ham.

     Nej. James så ikke på mig. Han så derimod meget tænksomt ud i luften. Jeg mistænkte ham for at vide mere end han gav udtryk for.

 

Da vi var gået i seng lå jeg længe og tænkte på det. James sov som en sten med armene omkring mig. Jeg var fristet til at vække ham og udspørge ham om, hvad der foregik. Fristet til at tage til Helvede og få lortet ud af min far.

     Men jeg gjorde det ikke. Der var en fornemmelse af, at jeg ikke ville bryde mig om det, jeg fandt ud af. Så jeg blev liggende.

     Men tankerne holdt ikke op med at køre. James holdt noget hemmeligt for mig. Det samme gjorde min far. En sandhed, min mor muligvis kendte til, men ikke jeg. Og det drev mig til vanvid.

     Men jeg blev liggende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...