Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 8 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
882Visninger
AA

17. Kapitel 16: "Opgaveaflevering"

 

 

*Catriana*

 

November og december var nøjagtigt lige så slemme og drøje som oktober havde været. Og det uden en fabelagtig jordskælvsfinale med en nærdødsoplevelse med i pakken.

     Jordskælvet havde været et stort et. Mange huse var faldet sammen, og i mange uger efter blev der stadig ledt efter og fundet ofre. Men vi kunne ikke rigtig se negativt på den naturkatastrofe. Den havde reddet vores liv. På et hængende hår.

     Jeg var rystet i nogle dage, men Matt, Matt var sær. Hvilket ikke var så underligt, siden han havde været et sølle øjeblik fra at blive myrdet af sin egen far. Faren overlevede. Han blev kørt på hospitalet, og derefter på vej til at blive indespærret for mord. Den følgende uge sagde Matt ikke et ord. Kira bad os andre holde os lidt på afstand, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Men der gik ikke længe, før Matt fandt en anden helbredelsesmetode. En, som jeg på ingen måde kunne relatere mig til; motion. Fra morgen til aften lavede han enten armbøjninger, løb, cyklede eller svømmede. Ofte sluttede Brandon, James eller begge sig til ham. Somme tider Rin når hun orkede det. Men Matt var altid i gang.

     James var heller ikke noget kønt syn. Han pjækkede ikke så meget længere - hvilket jeg tror udelukkende var fordi Rin en dag havde fået nok og sagt, at hvis han ikke snart hjalp til med opgaven, ville hun gå direkte til Bill og sørge for, at han fik 02. Fra den dag af mødte James op hver gang vi skulle arbejde - selvom han så noget fraværende ud meget af tiden.

     En onsdag eftermiddag, som vi sad og arbejdede, var Rin gået på toilettet. James og jeg sad i behagelig tavshed, da jeg ikke kunne holde det ud længere.

     "Hvordan vidste du, at der var et jordskælv, James?"

     James så på mig som om jeg var skør. Han var en utroligt god løgner når der var brug for det. "Jeg var på vej hen imod festen, og jeg mærkede det. Det tog mig ikke mere end et par minutter at komme hen til jer."

     Jeg var nu stadig temmelig sikker på, at det ikke engang var i nærheden af at være sandheden. "James, jeg spørger kun, fordi jeg er bekymret. Hvorfor vil du ikke fortælle mig, hvad det er, som sker med dig? Du sover ikke, du pjækker hele tiden. Du kan ikke koncentrere dig om noget. Nogle gange ligger du bare på gulvet og stirrer op i loftet. Jeg har ikke set dig grine i flere uger!"

     "Hvad er det, du vil have mig til at fortælle dig? At jeg er deprimeret?"

     "Jeg vil have dig til at fortælle mig sandheden." Da James ikke sagde noget, spurgte jeg: "Har det noget med min far at gøre?"

     James svarede ikke. Men han så besejret ud.

     "Det har det," afgjorde jeg. "Må man spørge på hvilken måde?"

     James sukkede. "Catriana, det er ikke, fordi jeg ikke vil fortælle dig det. Jeg kan bare ikke."

     "Du kan ikke?"

     "Nej. Han fik mig til at love at... at holde mund. Men... Catriana, i det øjeblik det bliver nødvendigt, får du det at vide som den første."

     Jeg ved ikke lige, om det gjorde hele sagen bedre eller værre. "Bør jeg gå til far? Og få sandheden ud af ham i stedet for?"

     "Nej!" skyndte James sig at sige. Hans blå øjne var så opspærrede, at jeg blev en smule skræmt. Så faldt han lidt til ro og lænede sig tilbage i stolen. "Hør, ok, du kan ikke gå til ham. Ikke endnu. Jeg siger det til dig, når du kan gøre det. Når der kommer noget godt ud af det."

     Mere sagde han ikke. Jeg sad bare og stirrede på ham med rynket pande indtil han langt om længe ville indrømme det.

     Men det gjorde han ikke. Så jeg lænede mig også tilbage og gav op.

     Så trak James på smilebåndet. "Ved du hvad jeg tror?"

     "Hvad?" spurgte jeg muggent.

     "Jeg tror ikke du bryder dig om, at det for en gangs skyld er mig som holder hemmeligheder for dig og ikke omvendt."

     "Jeg holder sgu da aldrig noget hemmeligt for dig."

     "Din far. Darkeya. To meget store ting i dit liv. Dem måtte vi selv finde ud af."

     "Jeg fortalte jer da om det hele."

     "Kun da der ingen anden udvej var om det. Du er bare sur over at være efterladt i mørket."

     Jeg ville så gerne benægte det og beskylde ham for alt muligt. Men jeg kunne ikke. "Touché."

     Endnu engang snakkede vi ikke mere om det. Oktober og december gik med forfærdeligt lidt snak og uudholdeligt meget opgavearbejde.

     Til slut, en uge før juleferien begyndte, skulle opgaven afleveres. Ud af vores liv. Hverken Rin, James eller jeg havde sovet den nat. Vi havde knoklet os igennem de sidste ting, som vi bare ikke havde fundet gode nok.

     Da vi havde afleveret, blev Rin og hang ud med Brandon, som stod og ventede på, at Sally skulle komme og skrive under på deres opgave, mens James og jeg gik hvert til sit. Han ville gerne løbe en tur, og jeg tænkte, at det nok ville være bedst, hvis jeg gik ned i biblioteket og fik ryddet vores rod af vejen inden bibliotekaren fandt det.

     Vi havde siddet ved et afsides bord i naturgeografiafdelingen, hvor folk aldrig kom. Her lå vores bøger i store stakke. Jeg gav mig til at samle dem sammen og putte dem på en vogn. Desværre blev jeg lidt for ambitiøs og tog en kæmpe stak på en gang. Dette resulterede naturligvis i, at flere af bøgerne faldt ned på gulvet. Så måtte jeg ned på knæ og samle dem op.

     En af bøgerne lå opslået på en tilfældig side. Da jeg rakte ud for at samle den op, ramte et tilfældigt ord min synsvinkel.

     Verati.

 

*Brandon*

 

”Hun er godt nok sent på den, må jeg påpege,” sagde Rin, da vi sammen havde ventet i en times tid.

     ”Hun har sikkert sine grunde,” sagde jeg, mere fordi jeg følte mig akavet ved at tale om Sally med Rin, end fordi jeg troede på det.

     Rin så lige så akavet ud. Men hun var samtidig kæmpertypen, så hun fortsatte. ”Jeg troede, at vi hadede Sally.”

     ”Det gør vi da også.”

     ”Du virker da til at komme meget godt ud af det med hende.”

     ”Nå jah, men vi var jo også venner engang. Og hun havde det vist ret svært med hendes prøve.”

     Rin kørte sine fingre igennem sit hår. Mine øjne blev stadig en smule omtumlede af at se på det, nu hvor halvdelen var rødt, og den anden halvdel var hendes naturlige, sorte farve. ”Alle har det svært efter deres prøve. Undtagen dig. Og så mig, siden jeg endnu ikke har haft min. Jeg må efterhånden være en af de sidste.”

     ”Der er da mange, som ikke har haft den endnu.”

     Rin skiftede emne. Og ikke til et behageligt et. ”Har du haft sex med hende?”

     Spørgsmålet kom så meget bag på mig, at jeg først ikke anede, hvordan jeg skulle reagere på det. Jeg kunne ikke engang forestille mig at skulle have sex med Sally Winters. Da slet ikke, når nu James var kommet først for fire års tid siden. Jeg havde gjort det til et princip ikke at være de steder, som han havde betrådt.

     ”Nej,” svarede jeg så. Et par sekunder efter gik det op for mig, at jeg måske burde sige noget mere. ”Nej, Rin, helt ærligt, det kunne jeg aldrig finde på.”

     ”Hvordan kan jeg vide det? Hvordan ved jeg, at du ikke, nu hvor du næsten døde, ser det her som en ekstra chance? Måske har du i din underbevidsthed besluttet, at jeg bare ikke er din tid værd?”

     ”Rin, vi havde sex i forgårs.”

     ”Stadig!”

     Rins kinder var røde af ophidselse, men jeg tror ikke, at hun for alvor troede, at jeg var hende utro. Vi stod sådan lidt i stilhed. Så sagde jeg:

     ”Jeg har det, som om jeg burde være død.” Rins ansigt afstrammedes straks. ”Som om jeg ikke burde være i live. Måske er det, fordi jeg kun er i live, fordi James trodsede Gud – eller også er det, fordi jeg i virkeligheden gjorde det, som jeg behøvede. Hvad fik jeg ud af at være i live? Flere måneder uden at kunne løbe, gå eller hoppe? Flere måneder, hvor I var forsvundet og jeg ikke anede, hvor I var? Flere måneder, hvor jeg havde en sær drøm, hvor jeg troede, at du var død.”

     Rin stirrede på mig. ”Hvad for noget?”

     ”I min drøm… i mit syn lå der en pige i mine arme. Jeg går hver dag og er bange for, at det er dig. Og at du måske… ikke er i live. Og… hvad var så pointen med at blive genoplivet? Jeg kom trods alt til skade, fordi jeg forsøgte at beskytte dig.”

     ”Men… Brandon – ”

     ”Jeg er ked af det, men det er sådan, jeg har det nogle gange. Som om jeg slet ikke burde være her. Og – og nu hvor jeg er det, så synes jeg bare, at livet er for kort til alle de uvenskaber. Og Sally er tydeligvis ikke den gladeste, så jeg ville ligesom bare… gøre et eller andet godt for hende.”

     Rin var tavs lidt. Så sukkede hun – besejret. ”Åh Brandon, du er så forfærdeligt, uudholdeligt godhjertet.” Så gav hun sig til at le. ”Tænk, at jeg troede, at du var mig utro. Hvad er der galt med mig?”

     Jeg trak på skuldrene.

     I det samme kom sekretæren ud på gangen. Hun så på mig, da hun utålmodigt spurgte: ”Kommer frøken Winters snart? I har allerede overskredet grænsen.”

     ”Jeg ved det godt,” sagde jeg. ”Jeg har ringet til hende flere gange, men hun svarer ikke.”

     ”Hvis hun ikke snart er her, er jeg nødt til at give jer fravær.”

     ”Men vi har brugt så mange timer på den!”

     ”Ja, men så må I bare møde op og aflevere den til tiden.”

     ”Vent, vent!” Sally kom styrtende op ad trapperne. Hun så alt for… uSallyagtig ud. Klædt i løse bukser og en T-shirt og cardigan. Ikke en hvid kjole, som hun ellers havde gjort det til et princip altid at blive set i. Hendes hår var sat op i en løs hestehale – og hun bar ikke make-up.

     ”Frøken Winters,” sagde sekretæren skrapt. ”Hvordan kunne du dog finde på at komme så sent? Har du ingen sans for ansvar?”

     ”Beklager,” sagde Sally forhastet. ”Hvor skriver jeg under?” Hun så på mig, og jeg kunne se i hendes øjne, at hun havde grædt.

     ”Sally, hvad er der galt?” spurgte jeg dæmpet, mens hun skrev under. Sally svarede ikke før sekretæren var gået med opgaven. I det øjeblik, døren blev lukket, brød hun sammen i gråd.

     ”Jamen, Sally… Sally.” Sally krøb ind i min favn, og jeg holdt om hende. Rin stirrede paf på os.

     ”Der var et terrorangreb til,” græd Sally.

     Rin spærrede øjnene op.

     ”Et til?” spurgte jeg.

     ”Et stort et. En skole blev angrebet af… af…” Sally græd lidt. ”Af varulve.”

     ”Nej,” hviskede jeg.

     ”Mine forældre var der. Midt i undervisningen. De…” Hun sagde ikke mere, men det behøvede hun heller ikke. Rin og jeg vekslede blikke, men stod ellers bare tavse og lod Sally græde og græde.

 

*James*

 

Jeg var oprindeligt taget ud for at løbe. Men så var jeg kommet til fjorden, hvor jeg uden helt at vide hvorfor, var stoppet op. Så havde jeg sat mig ved bredden og bare kigget ud over vandet.

     I lang tid sad jeg bare dér, indtil jeg tænkte, at det måske var tid til at løbe videre. Men jeg havde ikke rørt mig. Det var på det tidspunkt, at jeg indså, at jeg var fuldkommen ligeglad med om jeg røg ud af form. For i sandhed, i mine øjne, var livet ikke engang værd at leve længere. Hvad var pointen? Medmindre jeg snart fandt en løsning, ville mit liv være væk inden et år med den fart, Gud og Lucifer ældedes.

     To uger tidligere havde jeg mødtes med Gud. Han havde fortalt mig, at jeg nu havde bestået fem af seks meget hårde stadier.

     Så sagde han: ”Nu skal du til det stadie, som gør det hele det værd.”

     ”Hvad mener du?” spurgte jeg, selvom jeg egentlig var ligeglad. Jeg kunne ikke se, hvordan noget nogensinde kunne ophæve det faktum, at jeg havde myrdet mange, mange tusind mennesker.

     ”Det sidste stadie,” sagde Gud kækt, som bemærkede han slet ikke, hvor lidt jeg havde lyst til at høre mere, ”er det virkelig givende. Kan du huske, at jeg fortalte, hvordan ødelæggelse blot… baner vej for, at noget nyt kan komme til?”

     ”Ja.”

     ”Jo, ser du. Dit sjette – og teknisk set sidste – stadie vil være dig, som skaber noget.”

     ”Okay?”

     ”Tænk over det. I lang tid. Tænk over noget, som du vil skabe.”

     ”Hvad skulle det være? Hvad skulle jeg skabe?”

     Gud smilte. ”En ny telefon. Et nyt slags vejr. En ny magisk race.” Han lænede sig frem og sagde: ”Lige hvad du har lyst til.”

     Lige hvad jeg har lyst til.

     Hvor havde jeg bare ikke lyst til at skabe noget som helst. Faktisk havde jeg mest af alt lyst til at drukne mig selv i søen.

     Okay, fint, jeg er bitter.

     Catriana satte sig ved siden af mig. Jeg fik lidt af et chok, siden jeg slet ikke havde hørt hende komme.

     Bitter?

     Ja. Over, at du holder noget hemmeligt for mig.

     Åh.

     Catriana smilte. ”Men ved du hvad, jeg stoler på dig. Som jeg har sagt før – du må have en satans god grund til ikke at fortælle mig det, hvad det så end er. Jeg er her, når du er klar til det.” Hun puttede hånden ned i sin bukselomme og rakte et stykke papir frem. Gav det til mig.

     Jeg tog papiret og foldede det ud. På papiret stod der kun ét enkelt ord:

    

Verati

 

     ”Hvad skal det betyde?” spurgte jeg.

     ”Se, det tænkte jeg også over i lang tid,” sagde Catriana. ”Jeg fandt den på mit værelse i sommers. Ikke så lang tid efter, vi var kommet hjem. Mit værelse var… et helvede af blod og sorte skæl.”

     ”Skæl?”

     ”Ja. Jeg tror, det var fra Mørkets Drage. Og siden det er Mørkets og Lysets drager, som på et eller andet abstrakt plan er skyld i, at dæmonerne er sluppet fri, tænkte jeg, at det ord dér sikkert var vigtigt. Selvom jeg ikke anede hvordan.”

     ”Og øh… hvordan er det så vigtigt?”

     ”Joh, ser du… jeg fandt faktisk ud af det i en af de bøger, vi brugte til vores opgave. Den bog, som handlede om særligt magisk ladede steder i verden.”

     ”Så… det er et sted eller hvad?”

     ”Ja. En sø. I en dal. Veratisøen. Åbenbart er det et meget, meget gammelt sted, hvor lokale legender siger, at mørket og lyset mødes. Men der er ingen beviser for det, så søen er ikke ligefrem i de store fortællinger. Men så bliver navnet på søen efterladt af Mørkets drage til mig. Hvad tror du, det betyder?”

     ”Det ved jeg ikke.”

     ”Jeg tror, at den vil have mig til at tage derud.”

     Jeg så på hende. ”Men hvor ligger det?”

     ”Faktisk her i landet. Et par timers køretur fra min mors by. Og siden vi tager hen til hende i julen…”

     Jeg trak på smilebåndet. ”Spørger du, om jeg vil tage med dig?”

     ”Kinda. Vil du?”

     ”Ja, da. Dragerne er jo skyld i, at folk dør. Så selvfølgelig.”

     Med ét gik det op for mig. En kold, kvalmende fornemmelse skyllede gennem min krop.

     Dragerne er skyld i det hele.

     Gud.

     Lucifer.

     Dragerne var skyld i, at de var døende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...