Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
899Visninger
AA

16. Kapitel 15: "Halloweenfesten"

 

 

*Catriana*

 

Det var så sandelig nogle gode muffins.

     Andet gav jeg ikke mig selv lov til at tænke på. Jeg gav ikke mig selv lov til at tænke på dragerne, på slangen, på Darkeya - og jeg gav da slet ikke mig selv lov til at tænke på James.

     "Hey, Cat." Rin dukkede op ved siden af mig. Klædt i sit flagermuskostume. Hun tog sig et glas med en rødlig væske i. Jeg havde lugtet til den tidligere, og duften var lidt for spøjs og... kirsebæragtig til min smag.

     Rin skar også grimasse, da hun smagte den. I det samme dukkede Brandon, Matt og Kira op, alle en anelse forpustede efter at have været på dansegulvet.

     "Brandmus!" Rin omfavnede Brandon og kyssede ham.

     Jeg løftede et af glassene op og gav det et snif til. Joh, der var vist også lidt vodka i. Så tog jeg endnu en stor bid af en muffin.

     Salen, som festen blev holdt i, var enormt stor. Der var højt til loftet, som var kuppelformet som i en katedral. Men der stoppede lighederne også brat. Intet var mørkere, dunklere og mere spooky end den her sal, hvor flagermus fløj rundt over hovederne på os, græskar hvilede og lo ondskabsfuldt i hjørnerne. Langs væggene var der opstillet borde med sorte duge over, men størstedelen af gulvet var reserveret til dans og musik. Meget festligt. Lidt for festligt. Hvad lavede jeg her? Jeg hadede jo fester.

     "Okay, okay, lad os lige fokusere," sagde Kira med et kækt klap i hænderne. Det gav et gib i Rin og Matt, som vist begge var lidt fuldere end godt var. "Vi er her ikke for at drikke os fulde."

     "Er vi ikke?" spurgte jeg.

     Kira betragtede mig lidt, som prøvede hun også at vurdere, om jeg var fuld eller ej. Men jeg var ædru - tror jeg. Medmindre der var whisky eller sådan noget i muffinene.

     "Vi er her," sagde hun langsomt, som om vi var børn, "fordi slangen bad os komme her. Ikke? Fordi der var en eller anden ledetråd gemt her."

     "Hørt," sagde Rin. "Okay, så hvad tror vi, kommer til at ske?"

     "Terrorangreb," gættede jeg. "Helt klart terrorangreb."

     "Cat, den slags må man ikke spøge med!"

     "Jeg spøger ikke!"

     "Men man kan da ikke sige det højt. Den slags skaber panik."

     "Okay, jamen hvad tror du så kommer til at ske?"

     "Jeg tror," sagde Rin, "at der kommer hadske taler."

     "Hvad mener du?" spurgte Brandon.

     "At Matts far stiller sig op og holder en hadsk tale."

     Matt havde rynket panden. "Foran en stor flok af folk af Mørkets Slægt? De ville sgu da slagte ham. Han ville aldrig have bollerne."

     "Din far lyder mere og mere som Ezavia," sagde jeg. I mit hoved var han endda begyndt at ligne ham.

     "Ezavia er langt sjovere." Matt fnøs. "Skal vi ikke bare... feste videre?" Med det gik han sin vej.

     "Ja, jeg vil også gerne danse nu hvor jeg ligesom har... ben." Brandon gjorde et lille hop og sprang ind i dansemængden igen. Så var det bare Rin, Kira og mig tilbage. Et lille hik undslap mine læber.

     "Hvad var der i de muffins?" Rin greb en og sniffede til den. "Jeg kan ikke lugte noget."

     "Er du ok, Cat?" spurgte Kira.

     "Ja, da," svarede jeg uden videre.

     "Du blev jo sådan... temmelig gal på James. Og du og James kommer så godt ud af det med hinanden hele tiden."

     "Ja, men han kan jo bare lade være med at pjække fra alting."

     Vi begyndte at bevæge os videre langs de mange borde fyldt med spændende ting. Det begyndte at gå op for mig, at over halvdelen ikke var klædt ud. Et mønster, man mest så hos de ældre.

     "Vil du virkelig bilde mig ind, at du endnu ikke er klar over, hvad han foretager sig?" spurgte Kira.

     "Vil du virkelig bilde mig ind, at du ikke allerede ved det, Kira?" bed jeg igen. "Du er ligesom synsk."

     "Ja, men - " Kiras mund forblev åben, men hun havde vist ikke mere at sige.

     "Men hvad?" spurgte Rin. Hun så kort på mig.

     "Men... men..." Kira sukkede. "Min evne er ikke, hvad den har været. Jeg kan ikke se lige så meget, som jeg plejede. Det er, som om Oraklet bare tog mere end sig selv med i graven."

     "Kunne du ikke snakke med Gud om det?" spurgte jeg. "Det er jo i forvejen hans skyld!"

     "Cat," hviskede Rin. Jeg aner ikke, hvorfor hun lød så advarende i sit toneleje.

     "Jeg synes, at du bare bør traske op i Himmelen og give ham klar besked og give ham et godt los i - "

     "Undskyld mig?"

     Jeg så mod stemmen. Overfor os stod der et par ældre herrer, ingen af dem udklædt. Ham, som stod tættest på, havde et så forarget udtryk i ansigtet, at han godt kunne gå for at være Ezavia.

     "Hva'?" sagde jeg.

     "Sådan kan man da ikke omtale Herren," sagde ham med det forargede ansigtsudtryk. Det var også ham, som havde talt først.

     "Øh..." Jeg blev lidt paf over, at nogen overhovedet kunne finde på at stille sig i Guds forsvar til en Halloweenfest. "Jeg gør lige hvad der passer mig."

     "Cat, måske skulle du ikke..." Rin tog mig i armen.

     Manden mumlede et eller andet. Det tog mig nogle sekunder at indse, at det var mit navn. Han gav mig lidt af et elevatorblik og mødte derefter mine øjne. Jeg så væk, sådan som jeg var blevet opdraget til. "Catriana Cyston?"

     Ingen af os sagde noget. Hvilket vel svarede på det hele.

     "Jeg tænkte ikke, at en person som dig ville blande dig med pøbelen," sagde manden, som havde meget lysebrunt hår, der var glattet tilbage.

     "Øh - pøbelen?"

     "Ja, din far er jo så fin en herre. Du er så godt som en prinsesse."

     Mine hænder knyttedes automatisk. "Den trend er nødt til at stoppe," mumlede jeg.

     Rin holdt så godt fast i mig, at min arm gjorde ondt. Som ville hun forhindre mig i at gå til angreb.

     Kira, derimod, så præcis lige så kampberedt ud. "Kan du måske også genkende mig?" sagde hun til manden.

     Manden så på hende, men der var intet at spore i hans ansigt. "Burde jeg det?"

     "Måske, måske ikke. Men jeg genkender dig. Du er Matts far."

     Aha.

     Mandens ansigt blev straks lagt i strammere folder. "Du er ven af Matthew?"

     "Jeps. Faktisk er jeg hans kæreste, men det er du vel ligeglad med?"

     Manden snerrede en anelse, da han sagde: "Du skal ikke udtale dig om noget, som du ingen forstand har på."

     "Han er her i aften, at du ved det," sagde Kira kampberedt. Som ville hun udfordre Matts far til at handle på det.

     Det gjorde han selvfølgelig ikke. "Så må han have en hyggelig aften. Undskyld mig." Han sendte et lille nik imod os, hvorefter han forsvandt i mængden sammen med de andre af mændene, som han havde stået sammen med.

     "Nævnte han mig?" lød Matts stemme, som han kom hen til os et par sekunder efter. Hans øjne fulgte stift sin far, som han gik op på scenen i den anden ende af salen.

     "Øh jah," svarede Kira sådan lidt tøvende.

     En kvinde gik hen til en mikrofon, som var stillet op på scenen. I det samme stoppede al musik og al snak. Folk vendte sig mod kvinden, der var klædt i et skeletkostume.

     "Hej, jeg håber, at I alle hygger jer," sagde hun kækt og højt. "Vi er utroligt glade for at se så mange glade ansigter og kreative kostumer her i aften. Om lidt vil jeg lade jer alle vende tilbage til festen, men først vil hr. Harr gerne sige et par ord." Hun startede en klapsalve, som alle bød ind på, som Matts far indtog hendes plads foran mikrofonen.

     "Hvad sagde jeg?" hviskede Rin. ”Hadsk tale.”

    

*James*

 

Jeg havde ikke været så vred på Gud siden jeg fandt ud af, at han var skyld i min families død.

     "Det var en meget vigtig fest," rasede jeg.

     "Jeg nægter at tro på, at den kunne være vigtigere end det her," svarede Gud køligt. "Du er min lærling. Hvad, du skal til, er vigtigere end noget andet. Og særligt en fest."

     "Men festen ville give os et godt praj om - " Jeg fandt mig selv ude af stand til at færdiggøre sætningen.

     Gud hævede det ene øjenbryn. "Hvad?"

     Af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at fortælle ham om det. Om det usandsynlige sammentræf at kilden til både mit og Cats problem var de forbandede drager. Og at de ville være løsningen på dem begge. Jeg havde ikke lyst til, at Gud skulle opnå håb om sit liv. Jeg ville have ham til at forblive i det mørke, som han havde været i, siden Oraklet døde.

     "Ikke noget," sagde jeg bare. "Kan vi ikke bare få det overstået?"

     "Lyder som en glimrende idé, vil jeg mene." Gud ledte mig ind i det rum, som jeg også var inde i sidste gang. Det rum, hvor jeg myrdede flere tusind mennesker. Som jeg trådte herind igen, kom jeg straks til at tænke på, hvor lang tid TV-avisen havde berettet om det. En fra min parallelklasse havde haft en kusine, som havde været på ferie der. Hun var omkommet. Hendes død havde udelukkende været min skyld.

     Endnu engang tænkte jeg på, hvordan jeg bogstavelig talt hellere ville begraves levende i en kiste fyldt med skorpioner, end jeg ville være Himmelen og Jordens Hersker.

     "Dagens opgave," sagde Gud, "er noget af det samme som sidst. Ødelæggelse."

     "Fantastisk."

     "Bortset fra, at det er en anelse anderledes."

     Jeg kneb mistænksomt øjnene sammen. "Hvordan skal det forstås?"

     Gud tog sig sin tid med at svare. Måske fordi han vidste, at jeg ikke ville tage det pænt. Under alle omstændigheder fik jeg i hvert fald bange anelser i maveregionen.

     "Hvad?" spurgte jeg.

     "I dag får du ikke lov til at vælge, hvor ødelæggelsen vil finde sted."

     "Øh... okay," sagde jeg, lettet over, at det ikke var værre.

     Gud sukkede. "James, du må forstå, at du ingen kontrol har over, hvem eller hvad, der bliver ødelagt."

     "Øh ja, men altså, hvilken forskel gør det? Folk kommer jo til at dø uanset hvad."

     "Det kunne lige så godt være i en storby som ude på landet."

     "Så må jeg jo håbe på, at det bliver på landet."

     "Fint." Gud så stadig ikke tilfreds ud med min reaktion. Men han lod det vist passere, for han rakte ud efter en skål, hvor der lå så godt som en milliard sedler ned i.

     "Du laver sjov," sagde jeg.

     "Nej." Gud havde faktisk aldrig set så alvorlig ud. "På en af sedlerne vil du finde navnet på et område. Det område vil du destruere gennem en katastrofe, som passer til regionen."

     Irriteret over, hvor forfærdeligt, det her var, rakte jeg uden videre ned og greb en seddel. Håbede på, at jeg fik en eller anden ø i Stillehavet frem for Berlin eller sådan noget.

     Jeg løftede sedlen og kiggede. Tabte den omgående.

     "Nej," sagde jeg og rakte ud for at tage en ny seddel. Gud knipsede med fingrene, og skålen forsvandt. Dernæst bøjede han sig ned og samlede den tabte seddel op og læste den.

     "Hm, Perrilsted," sagde han neutralt. "Der var du heldig. Ligger jo ikke så langt fra Pijifena By."

     "Nej, Gud, vent." Jeg greb ud efter sedlen, men Gud undveg mig ubesværet. Han betragtede mig en anelse sørgmodigt.

     "Nu forstår du det, går jeg ud fra?" sagde han.

     Jeg sank en klump og nikkede.

     "Hvem bor i den by?"

     "I-ikke nogen, men..." Jeg skælvede fra top til tå. "Gud, det er dér, festen er. Alle mine venner... Brandon, Catriana."

     "Catriana? Lucifers pige?"

     "Ja!"

     "Ærgerligt. Og jeg som ellers gjorde mig så umage med at helbrede hende for bare nogle få måneder siden. Lucifer bliver nok ikke glad for det. Han vil hade mig i lang tid, men... sådan er jobbet."

     "Det kan du ikke mene! Skulle jeg myrde min egen kæreste!"

     "Du vil i hvert fald udløse en naturkatastrofe i den by, som hun befinder sig i."

     "Det kan jeg sgu da ikke!"

     "Åh jo du kan." Gud nikkede let til nogle ærkeengle i baggrunden. De trådte frem og greb mig i armene. Så gav de sig til at slæbe mig hen mod den store globus, som hang i luften. Den drejede langsomt rundt, så den lille prik, der markerede Perrilsted, var lige ud for mig. Jeg kæmpede for at komme fri, men englene var stærke.

     "Nej, stop!" råbte og skreg jeg. Jeg bed endda en af dem i armen, men han så ikke engang ud til at mærke det.

     Med en masse slid og slæb fik de mig hen til globussen, løftede min arm og tvang mig til at presse min pegefinger direkte mod Perrilsby. Jeg skreg.

     Ærkeenglene slap mig. Jeg stirrede på byen, som nu lyste svagt.

     "Hvad kommer der til at ske?" spurgte jeg åndeløst.

     "Jordskælv," svarede Gud. "Af den kraftigste slags."

     Jeg kunne ikke fatte, hvordan han kunne lyde så forbandet kold omkring det. Hele min krop rystede, så jeg aner ikke, hvordan det lykkedes mig at vende mig om mod ham, men det lykkedes mig at se lige så koldt ind i hans øjne, som han så ind i mine.

     "Du er en morder," hviskede jeg. "Og jeg nægter nogensinde at blive som dig."

     På rystende ben styrtede jeg ud af rummet.

     Gud, der vist havde opfanget betydningen af min handling, råbte bag mig:

     "James! Du kan ikke tage derhen. Så er du selv i fare for at blive dræbt!"

     Men jeg var ligeglad. Jeg smækkede døren efter mig og tog til Perrilsted.

 

*Matthew*

 

Jeg havde et ganske svagt minde om mine forældre. Min far og mor. Før det blev klart, at hun besad magi. Før hun blev syg og døde. Det var en fodboldkamp. Eller en håndboldkamp. Jeg er ikke helt sikker. Men vi sad i hvert fald højt oppe og så folk løbe rundt nede på en bane. Alle var ellevilde. Især mor, som altid havde elsket sport. Hun råbte og skreg, så vores peanuts væltede ud over rækkerne under os. Fiona sad på hendes skuldre og grinte og hujede mindst lige så højt. Jeg har ingen erindring om, hvordan min far havde det, men jeg tror, at han var glad. For det var dengang, vi alle var glade. For meget lang tid siden.

     "Det er stort for mig at være her her til aften," sagde min far. Han var rolig og fattet. Han havde et talent for at tale offentligt. "Da jeg aldrig selv har været meget for Halloween eller Heksesabbatten, overrasker det mig - ligesom jeg må gå ud fra, at det overrasker jer - at se mig selv befinde mig her. Det er sikkert, hvad I alle spørger jer selv om. Hvad laver jeg her?"

     Jeg så på de andre. Kira så meget lille ud. Jeg havde en fornemmelse af, at en del af hende vidste, hvad der ville komme til at ske. Cat, Brandon og Rin var dog noget andet. Alle tre trodsige, beslutsomme, som de betragtede min far. Klar til at bekæmpe hvad end der måtte komme.

     Hvordan mon jeg så ud? Jeg følte mig i hvert fald temmelig bleg og svedig.

     "Jeg er her, fordi verden ikke kan blive ved med at være, som den er," fortsatte min far. "Fordi noget skal forandres. Vi kan ikke blive ved med at være os herovre og jer andre derovre."

     Folk begyndte at hviske sammen.

     "Far, hvad laver du?" hviskede jeg.

     Min far trådte væk fra mikrofonen. Kvinden, som havde præsenteret ham, så noget fortrydelig ud over at have involveret ham. Hun trådte frem for at tage hans plads, men stoppede så op. Det lignede en smule, at hendes fødder med ét blev limet fast til gulvet. Min far så hen imod en af mændene, han havde været sammen med tidligere. Jeg studerede ham lidt, som han begyndte at gå hen imod mikrofonen, da jeg syntes, at jeg genkendte ham.

     Det var først, da han trådte ind i mikrofonens lys, at jeg genkendte ham som hr. Sander. En af min fars nære venner. Og en engel.

     Vi stod alle og ventede på, at han skulle snakke. I lang tid. Men da han ikke gjorde, gav jeg mig til at skimme alle folkene op på scenen. Kvinden, der stod helt stille, men et eller andet i hendes øjne fortalte mig, at hun ønskede at bevæge sig. Min far, der blot stod med sænket hage og hænderne foldet foran sig, som fordybet i bøn. Så vendte mine øjne tilbage til hr. Sander, og jeg fik øje på hans læber, som svagt bevægede sig. Han mumlede et eller andet.

     Han bad.

     Jeg greb fat i Kira. "Han skal til at udføre magi. Sig det videre."

     Kira vendte sig om og hviskede det. Da beskeden nåede Cat, tøvede hun ikke et sekund. Hun begyndte at gå frem, men bremsede så brat op. Jeg forstod ikke, hvorfor hun stoppede op, og så op imod scenen for at finde ud af, hvad der foregik, men med en kold fornemmelse i maven gik det op for mig, at jeg ikke kunne bevæge mit hoved. Faktisk kunne jeg ikke bevæge noget som helst.

     "Faktisk kan vi ikke blive ved med at have jer overhovedet," lød min fars faretruende stemme i mit øre oppe fra scenen.

     Salen var fuldstændig stille, siden ingen hverken kunne røre sig eller tale, så de få skridt, der var, kunne høres tydeligt.

     Jeg så, hvordan en kvinde klædt i hvidt trådte hen til Cat. Hun holdt en lille, lysende bold mod hende. Så snart den rørte Cats arm, lyste den rødt.

     "Vi har en heks her," sagde hun.

     "Giv hende bind for øjnene!" lød min fars stemme. "Det er Catriana Cyston. Hun har De Onde Øjne."

     Kvinden gav Cat bind for øjnene. I det samme blev Cat slap i kroppen, og nogle folk slæbte hende væk fra mit synsfelt, op mod scenen, vel.

     Selvom jeg ikke kunne se det, kunne jeg høre, hvordan folk rundt omkring blev spottet som værende af Mørkets Slægt, hvorefter de blev båret og skubbet.

     Så mærkede jeg noget koldt mod min skulder.

     "Ham her er en fe," sagde en mandestemme. "De er vel ikke af Mørkets Slægt."

     "Så godt som," lød en anden. "De blev skabt af Mørket og tilhører derfor til deres dages endeligt Mørket. Tag ham med."

     Jeg mærkede, hvordan mine muskler slappedes. Jeg ville være drattet om, fordi mine bens styrke forsvandt under mig, hvis ikke folkene var der til at gribe mig. De begyndte at trække mig op mod scenen, hvor jeg nu kunne se, at de andre var blevet placeret på en række på knæ. Cat sad i midten, øjnene dækket. Hun prøvede desperat at komme fri af de reb, de havde bundet hende med. Ikke så langt fra hende stod min far. Jeg fik øjenkontakt med ham. Han betragtede mig køligt.

     Det gik med ét op for mig, at han ikke havde tænkt sig at stoppe det.

     "Jeg er din søn," sagde jeg. Min stemme rystede. "Jeg er din søn!"

     Min far fortrak ikke en mine. "Nej. Du var hendes søn. Mit afkom ville aldrig kunne være af Mørkets Slægt."

     Som han sagde det, var der et kort glimt af noget rødt i hans øjne.

     Dæmonerne. Hvilket betød, at min far altid i sit dybeste sind havde ønsket at dræbe mig, men først nu, på grund af de forfærdelige væsner, var han skredet til handling.

     Mændene, som bar mig, placerede mig for enden af rækken. Bandt mig med reb, hvis magi jeg straks kunne fornemme. Jeg ville ikke være i stand til at gøre noget som helst, så længe jeg var bundet med dem.

     Skrækslagent mødte jeg endnu engang min fars blik, som fortsat betragtede mig iskoldt. Som havde han altid ønsket mig død. Som havde han altid ønsket min mor død.

     Han ønskede mig død.

     De folk, som var med min far, slæbte den første i rækken på scenen lidt væk fra os andre. Det var en ældre, mørk mand, hvis race jeg ikke kunne se. Det var ikke noget udvendigt. Han svedte, og skrækken i hans øjne var tydelig.

     "Herre, vær mig nådig," sagde min far, før han så tog en kniv frem fra under sin frakke. Jeg kunne ikke fatte, hvad det var, jeg så. Hvad jeg var ved at blive vidne til. Men selvom jeg hev og kæmpede for at komme fri, holdt både lænkerne og min tilfangetager mig fast.

     Den aften så jeg min far blive til en morder.

     De gik videre til den næste i rækken, som om det ikke betød det store. Hurtigt, alt for hurtigt, nåede de til personen ved siden af mig, som var en falden engel. En ung kvinde. I tyverne et sted.

     "Jeg beder jer," tryglede hun skælvende. Men det var, som om de slet ikke hørte hende. Der var ingen tegn på medlidenhed eller ynk. Intet.

     Jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne være vidne til mere, så jeg lukkede øjnene.

     Netop i det øjeblik begyndte jorden at ryste. Jeg slog øjnene op igen og så, hvordan mange af de stivnede i salen var væltet ved rystelserne, og nu lå som statuer på gulvet. Stole og borde skælvede, glas, flasker og tallerkener væltede og blev smadret.

     Så med ét kom folk på benene, skrigende og flygtende ud af salen. Selvom jeg var chokeret over jordskælvet, fattede jeg mig og så hen imod hr. Sander, som var på flugt på vej væk fra scenen. Han dækkede sit hoved med armene. Ud fra det kunne jeg konkludere, at han ikke mumlede flere bønner til at holde besværgelsen i gang.

     I det samme var mine hænder løse. Jeg forsøgte at knytte dem, forsøgte at rejse mig, men var noget så svag.

     "Matt, er du okay?" spurgte Kira. Hun kom ned på knæ ved siden af mig. Alt rystede stadig forfærdeligt. Hvorfor havde hun ikke søgt ly?

     Jeg så ind i hendes gyldne øjne. "Min far havde tænkt sig at slå mig ihjel."

     Kira løftede sin hånd og kørte den igennem mit hår, men hun nåede ikke at sige noget, før vi hørte en foruroligende, knagende lyd over os. Vi så op og var vidner til, hvordan det kuppelformede loft revnede og begyndte at falde sammen.

     "Åh du godeste gud!" skreg Kira. Vi var begge forstenede, da en stor murbrok faldt lige ned mod os. Jeg var ganske sikker på, at jeg skulle dø lige dér.

     Men det gjorde jeg ikke. Murbrokken blev bremset af et eller andet. Et kraftfelt rundt om alle os på scenen.

     "James," sagde Kira åndeløst. Jeg så i den retning, hun kiggede i, og der stod James så sandelig med armen fremme. Han lavede endnu en armbevægelse, og murbrokken over os smuldrede sammen som jord. Dryssede ned langs kraftfeltet og landede på scenegulvet rundt om os.

     James løb hen til os. "Er I okay?"

     "Øh ja," sagde Kira. "Hvordan vidste du at -?"

     Cat, Brandon og Rin sluttede sig til os. Vi blev på scenen og holdt jordskælvet ud ved at James og Cat gang på gang lavede kraftfelter, som beskyttede os fra alt, som faldt og kunne falde.

     Til sidst var det endelig ovre. Salen var et absolut rod at se på. Kæmpestore ruinstykker fra loftet og væggene lå over det hele, havde tilsyneladende mast flere folk. Bordene var væltet, alkohol flød rundt på gulvet.

     Først da kom jeg på benene.

     "Hvor er min far?" spurgte jeg alle og ingen.

     "Han løb i den retning," sagde Kira og pegede hen mod nogle kæmpestore klippestykker. "Men jeg så ikke, hvad der blev af ham."

     Folk, som stadig var i salen, græd enten af lettelse over at være i live eller over chok over, hvad der var sket. Nogle gravede rundt i murbrokkerne, i færd med at lede efter folk begravet derunder.

     "Hvordan vidste du, at der var jordskælv?" hørte jeg Cat spørge James. Hendes stemme var mistænksom.

     "Jeg mærkede det bare og tog herhen," var James' svar.

     "Du nåede herhen kun nogle få minutter inde i det!"

     "Ja, men jeg - "

     Deres skænderi tonede bort i baggrunden, for jeg kom tættere og tættere på det ødelagte loft på gulvet, hvor jeg så arme og ben stikke frem. Var min far mon blandt dem?

     Som jeg gik, var der pludselig noget kraftigt, som tog fat i mine bukser. Så hårdt, at jeg snublede og faldt. Og fik nu øjenkontakt med min far, som lå fanget under et stort stykke, som holdt hans ben fast.

     Først sagde han ikke noget. Han holdt blot fast i mig i blikket, som håbede han på, at lidt mere af taget ville falde sammen og mase mig. Så, til sidst, mumlede han hæst:

     "Hjælp - Matthew."

     Jeg var tæt på at begynde at græde på grund af alt det, den mand udsatte mig for. Hadet til min mor og mig, hvordan han afholdte mig fra at se min søster.

     Hvordan han ville have dræbt mig, hvis jordskælvet havde startet blot nogle få minutter senere.

     Jeg hev mig løs fra hans greb og kom på benene.

     "Hvis jeg ikke er din søn," sagde jeg med overraskende rolig stemme. "Så er du ikke min far. Brænd i Helvede."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...