Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 20 sep. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
1037Visninger
AA

15. Kapitel 14: "Hvis dragerne angriber..."

 

 

*Brandon*

 

Kort tid før aftensmad kom Cat tilbage fra sin udflugt med Darkeya. Vi ventede alle ængsteligt på hende og åndede lettet op, da hun trådte ind af døren til forhallen. Jeg kom på benene. Min fod behøvede næsten ikke støtte længere, hvilket jeg glædeligt blev mindet om hver gang jeg rejste mig. Vi løb hende i møde. Kira kom først.

     "Hey, Cat," sagde hun og åbnede munden for at fortsætte, men Cat var hende for hurtig.

     "Ja, ja, jeg ved godt, at jeg ikke ligefrem skrev til jer eller noget. Men når bare I hører, hvad jeg fandt ud af, vil I slet ikke betvivle det. Okay, så Darkeya og jeg tog med bussen og - "

     "Cat du er nødt til at høre efter," afbrød jeg inden det blev alt for slemt. Cat bremsede op. Hun så fra mig til Kira til Matt. Det må have været tydeligt på vores ansigter, for hun rynkede bekymret panden.

     "Okay, hvem er død?"

     "Ingen," svarede Kira. Hun så fra mig til Matt som for tavst at sige ingen endnu. "Men Cat, her i dag gik vi til Bill for at advare ham om dragerne."

     "Jeg håber virkelig, at det er din spøg."

     Kira så ud, som om hendes mave var ved at vende sig om. "Nej."

     "Kira, det mener I ikke!" Cat kørte rasende hænderne igennem sit tykke hår. "Bill har ikke brug for flere problemer, som på en eller anden måde kan kobles til mig! Hvad sagde han?"

     "Det var ikke så meget, hvad Bill sagde," mumlede Matt.

     Cat så til ham. "Jamen hvad skete der?"

     "Altså okay." Kira rømmede sig. "Du ved, hvordan man nogle gange prøver at hjælpe på en situation og så i virkeligheden kommer til at gøre den endnu værre?"

     Cat åbnede munden, tilsyneladende for at flippe en smule ud på os, men nåede det ikke, før en meget mandig, meget præsident Goldenbergagtig stemme lød for toppen af trappen:

     "Frøken Cyston."

     Cat så fra præsidenten til os. Selvom hun ikke så direkte på os, så sagde hendes sorte øjne tydeligvis: Jeg slår jer ihjel.

    

Efter aftensmad sandede vi, at vi ikke ligefrem befandt os i den bedste situation.

     "Hvis dragerne angriber, bliver jeg bortvist," sagde Cat, så snart vi alle sad samlet i vores boenheds stue.

     "Men... hvad skal vi gøre for at forhindre, at de angriber?" James slog armene ud. Han travede frem og tilbage. "Er det Darkeya? Er det Lucifer? Er det Dimond?"

     "Det er ikke nogen af dem," sagde Cat. "Jeg ville ønske, at det var Darkeya, for så ville verden være åh så meget simplere, men det er det ikke. Det er..." Hun pressede sine læber sammen til en smal streg. "...Så meget værre."

     Så begyndte hun at fortælle os om det, hun havde fundet ud af. Og ja, det var så sandelig værre. Hun fortalte om slangen, om dragerne. Meget lang tid brugte hun på at fortælle om præcis det, hun og ham Jack havde oplevet den nat i sommerferien.

     "Dragerne?" hviskede Kira. Hun tog sig til panden, som om hun forsøgte at huske et eller andet, hun havde glemt.

     Rin havde tårer i øjnene. Matt så forstenet ud. James trak vejret hårdere, som om han havde svært ved at ånde.

     "Okay, okay," sagde han. "Dragerne - Mørkets og Lysets Drager - er skyld i alle de ting, som sker? Fordi de er blevet såret af hinanden og nu... er i færd med en evig kamp?"

     "Ja," sagde Cat.

     James faldt ned i en lænestol. "Du gode gud."

     "Ingen grund til at tage sådan på vej," sagde Cat småirriteret. "Det er ikke, fordi hele verden kommer til at hade dig, hvis det her fortsætter."

     James mumlede et eller andet, som jeg ikke kunne høre.

     Cat ignorerede ham. "Der er også en anden ting. I slutningen af oktober bliver der holdt en Halloweenfest, som Slangen synes, vi skal tage til. Jeg ved ikke, hvorfor, men... jeg gør det i hvert fald."

     Hun viste os den seddel, hun havde modtaget, hvor adressen og datoen stod på.

     "Åh du godeste," udbrød Matt.

     "Hvad er der?" spurgte Rin.

     "Jeg fandt en invitation til den halloweenfest på min fars kontor."

     "Tog du nu derhen igen?" spurgte Kira oprørt.

     Matt så ned. "Ja, men bare rolig. Det var sidste gang."

     Jeg lavede et lille fløjt. "Okay, så hvis Matts konservative far tager til festen, er det vist en selvfølge, at vi alle ville være velkomne."

     Det nikkede Cat til. Vi var alle enige om, at vi ville tage af sted.

     Sådan sluttede september.

     Da det blev fuldmåne, nægtede Ulriks kobbel at krybe ned i cellerne. Derfor blev de tvunget til at forlade skolen. Vi betragtede dem tage af sted. Jeg spekulerede på, om jeg mon nogensinde ville få dem at se igen.

     Oktober var en dødssyg måned. Vejret blev blæsende og køligt. Folk var selvfølgelig stadig ude og løbe, og det irriterede mig, at jeg sikkert først ville kunne komme til det når sneen lå som et tykt lag.

     Men jeg tog fejl. Allerede to uger inde havde jeg min sidste samtale med min læge. Han sagde ikke noget, men følte bare lidt på min fod, lod mig gå rundt i rummet uden støtte. Jeg følte mig for første gang i månedsvis fri. For min fod gjorde ikke ondt. Ikke det mindste. Og det haltende var væk. Lægen smilede. Han behøvede ikke bruge ord for at sige, at jeg kunne slippe stokken. Faktisk tog han den blot og knækkede den midt over. Jeg lo.

     Da jeg kom gående ned ad gangene den eftermiddag, ønskede alle mig tillykke. Rin kom mig i møde, omfavnede og kyssede mig. Den aften løb vi en tur, en kort en, fordi min kondi virkelig ikke var på det højeste.

     Jeg brugte ellers størstedelen af mine frie timer på at arbejde sammen med Sally Winters. Vi var meget fordybede, siden vi knap nok snakkede sammen. Ønskede ikke at snakke sammen.

     Når jeg mødtes med mine venner om aftenen, blev det klart for mig, at de var på bar bund. For James havde så meget, han skulle hele tiden, Rin var virkelig ikke bogligt anlagt og Cat opførte sig, som om hun ikke kunne bekymre sig mindre.

     "Hvorfor skulle jeg bruge timevis på den her lorteopgave når jeg alligevel bliver bortvist til marts?" sagde hun.

     "Vi ved ikke, om du bliver bortvist," sagde Rin.

     "Brandon så, at dragerne angreb. Gjorde du ikke, Brandon?"

     "Jeps," svarede jeg, selvom jeg ville ønske, at det ikke var sandheden.

     "Så hvorfor skulle jeg? Min uddannelse er slut."

     "Men dit fravær, Cat," tryglede Rin, "dine karakterer... Og hvad med mine karakterer? Alt kommer så let til dig, og jeg stinker."

     "Så må du spørge James."

     "Men James er her jo ikke!"

     De var så sandelig nede og skrabe bunden. Jeg prøvede at være ligeglad. Jeg arbejdede sammen med Sally, og det gik så fint, som noget overhovedet kunne.

     Langsomt, med store jakker og raske ben, bevægede vi os mod oktobers slutning. Indtil vi endelig vågnede op månedens sidste dag til synet af vores Halloweenkostumer.

    

*James*

 

Mikael kom endnu engang til mig i en drøm.

     Vi sad ved et bord og spillede skak.

     "I aften," sagde han. "Klokken 18. Kom ikke for sent."

     Jeg havde absolut nul energi til mit femte stadie. Endnu en ødelæggelse. Endnu flere tabte menneskeliv. "Jeg kan ikke i aften," svarede jeg, fordi det var sandt."

     "Ingen siger nej til Herren," sagde Mikael og fældede min Konge med sin Dronning. "Skakmat." Han rejste sig op og tog sin jakke og hat på. "Som jeg sagde - kom ikke for sent."

     Så vågnede jeg op i min køjeseng. Brandon snorkede dybt under mig.

     Det var mandag, så vi var alle temmelig flade, da vi tog i skole. Men den var i virkeligheden opstået lynhurtigt. Jeg brugte dagen på at mande mig op til at fortælle de andre, at jeg ikke kom til at slutte mig til dem alligevel.

     Først da vi fik fri, og alle var ved at komme i deres kostumer, fik jeg taget mig sammen.

     "Øh, Catriana, jeg er meget ked af det, men - "

     "Nej!" Catriana pegede på mig. Det var egentlig et komisk syn, når nu hun var klædt ud som en vampyr.

     "Men - "

     "James, du smutter simpelthen bare ikke igen. Jeg kan ikke holde til det. Du forsvinder dag ud og dag ind! Hvad er det, der sker? Er det, fordi det er sidste år? Er det på grund af den sidste opgave? Eller på grund af alt det, der skete i sommers? Fortæl mig det!"

     Jeg havde så dårlig samvittighed over ikke at kunne afsløre det for hende. Men jeg kunne ikke, ville ikke. Hvis jeg blev Gud, eller hvis hun blev Djævelen, ville vi være adskilt for evigt, hvilket jeg ikke kunne bære.

     I virkeligheden var jeg lige så slem som Lucifer.

     "Jeg har en aftale," sagde jeg bare. "Med Celina."

     "Du er fuld af lort!" råbte Catriana.

     Alle andre stirrede nervøst på os. Jeg skævede rundt til dem, alle sammen klædt i kostumer, klar til den store aften. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tage med.

     "Beklager," sagde jeg bare.

     Catriana havde tårer i øjnene. Hun tørrede dem rasende væk og sagde: "Fint, bliv her. Tag af sted. Hvad end du har tænkt dig. Vi har alligevel ikke brug for, at du tager med."

     Alt det dér med at gøre sig klar og komme i overtøjet gik rasende hurtigt derefter. Før jeg vidste af det var de alle fem ude af døren. Jeg blev tilbage i lejligheden og følte mig vanvittigt dårlig til mode, mens jeg ventede på, at klokken skulle blive seks.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...