Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
883Visninger
AA

14. Kapitel 13: "Skjult i mørket"

 

 

*Catriana*

 

Alt var så meget lettere, når man havde en skurk. Når man havde en at hade. Selvom jeg aldrig ville indrømme det, var det nok derfor, at jeg blev ved med at insistere på at hade Darkeya. Blive ved med at tro på, at han var skyld i al denne forfærdelige ulykke.

     Jeg var ikke klar til at give slip på den tro.

     Vi samledes alle i boenheden. Rin var løbet efter Kira og Matt, og vendte tilbage med dem ti minutter senere.

     "Jeg tror, at du er fuld af løgn," sagde James som den første. "Jeg tror, at du bare har tænkt dig at lokke os i en fælde og slå os ihjel."

     "Hvilken interesse ville jeg have i at slå jer ihjel?" Darkeya stod mit i rummet som til et forhør. Jeg må indrømme, at jeg var imponeret over, at han lod det passere. "Ingen af jer står i vejen for noget."

     "Har du ingen skam i livet?" sagde Rin. Hun så på Brandon. "Har han ingen skam i livet? Var det virkelig alt, hvad du var? Noget, som stod i vejen."

     Brandon så ikke på Darkeya. Det passede meget fint, for Darkeya undgik også at se på ham.

     "Nogen af os står i vejen for noget," sagde James. "Catriana står i vejen for Helvede. Og jeg står i vejen for Himmelen."

     "Jeg gider ikke have Himmelen," svarede Darkeya kort for hovedet. "Og Helvede har jeg så godt som allerede. Jeg formede det sted, hvis ikke I skulle have glemt det."

     Kira, som den gode person, hun nu var, rejste sig op fra den stol, hun havde sat sig på. "Kan vi ikke fokusere på, hvad Darkeya er her for? Han har vel svar på et af de spørgsmål, vi har stillet os selv i to måneder nu. Har du ikke?" Kira vendte sig mod Darkeya.

     Vi vendte alle blikket mod Darkeya. Darkeya så rundt på os alle sammen, og til sidst endte hans grønne blik på mig. Jeg sad i min yndlingslænestol og stirrede fortsat tavst på ham. Jeg prøvede at spore løgnen i hvad han sagde, men kunne ikke. Han var sandfærdig, selvom jeg på ingen måde ønskede at tro på det. Livet var så uendeligt lettere på den anden måde.

     "Sig frem," sagde jeg. Tilføjede så: "Og lyv ikke!"

     "Svaret ligger ikke her," sagde Darkeya stille. "Det ligger i Pijifena by. Hos en mafia, som jeg har arbejdet tæt sammen med over de sidste tredive år."

     "Tredive? Altså fra før du forrådte min far?"

     "Ja. Din far har også haft stort kendskab til dem."

     "Og hvad er det for et svar, som afventer os der?"

     Darkeya tøvede. Så bredte han armene ud og indrømmede: "Det ville de ikke fortælle mig."

     "Se hvad jeg sagde." James nidstirrede Darkeya. "Det er en fælde."

     Jeg var nu ikke helt så sikker. Darkeya så fortsat på mig, og jeg på ham.

     "Jeg stoler på dem," sagde han. "Og hvis du tog ned i Helvede i dette øjeblik, ville du høre det samme fra din far. Disse folk er onde, grusomme og ubarmhjertige, men de ville aldrig trodse Mørkets Herre. Hvis de siger, at de har noget, som er værd at se - så mener de det."

     Mine venner så skiftevist fra mig til ham. De fleste af dem var uden tvivl sikre på, at Darkeya blot prøvede at lokke mig med for så at forråde mig. Kira så bønfaldende på mig. Men hendes dømmekraft stolede jeg efterhånden ikke på.

     Og dog...

     "Lad os tage af sted," sagde jeg. James kom straks med rasende udbrud, Kira åndede lettet op og Rin begyndte at bande.

     "Der er ingen løgne at spore," sagde jeg, selvom det pinte mig. "Han lyver ikke. Og hvis det her kan hjælpe os til at forstå, hvad filan i Helvede der sker for tiden, så tager jeg med ham."

     Darkeya, som ellers tydeligt prøvede at skjule det, var lettet.

     "Du har vel ikke tænkt dig at tage med ham alene?" spurgte Brandon.

     "Vi kan ikke alle sammen forsvinde ud til en mafia. Desuden er jeg datter af Mørkets Herre. Mig ville de ikke røre. Man kan ikke ligefrem garantere det samme for jer. Især ikke James med hans... Guds arving halløj."

     Jeg vendte blikket mod Darkeya. Han nikkede let.

     "Skal vi gå?" spurgte jeg.

 

Uden tvivl den mest akavede bustur, jeg nogensinde havde været på. Bussen var propfuld, så Darkeya og jeg var nødt til at stå. Vi hverken så på hinanden eller snakkede sammen. Da vi nåede til det stop, vi skulle af på, tror jeg vi begge åndede lettet op.

     Darkeya førte mig ned til et noget skummelt kvarter. Hvor gyderne var små og der lå slam under kantstenene. Langs murene sad folk klædt i pjalter og enten tiggede eller gnavede negle.

     Det sted, hvor mafiaen angiveligt holdt til, var bag en stor, mørk port. Darkeya måtte banke på og afsløre kodeord før vi fik lov til at komme ind i en stor gård til noget, som lignede et lejlighedskompleks.

     "Hvad du ser her, er så fortroligt, som noget kan være," sagde Darkeya til mig, mens vi ventede på at få lov til at komme ind til mafiabossen.

     "Du sagde selv, at de ikke ville røre mig. Om jeg så afslørede noget eller ej."

     "Ja, det ved jeg." Darkeya trak på skuldrene. "Men jeg ville være ked af at se dem anholdt. De har altid mange interessante ting at berette. Ting, som man ikke kan finde ud af på lovlig vis."

     Jeg fnøs. Typisk Darkeya. Ingen sans for rigtigt og forkert.

     En kvinde klædt i en trenchcoat kom hen og tog imod os. Da hun så mig, tror jeg, at hun vidste, hvem jeg var med det samme, for hun sænkede omgående blikket. Hun viste os ind af en af dørene og op langs de stejle trapper. På øverste etage bankede hun på en lejlighedsdør, som blev åbnet af en lille mand med måne. Han bukkede dybt ved synet af os.

     "Første Faldne Engel," sagde han ydmygt. Men han, modsat kvinden, genkendte ikke mig. "Og du er?" Han havde næsen i sky, som om jeg var et eller andet gadebarn som ikke havde noget at gøre her.

     "Catriana Cyston," sagde jeg.

     Det fik ham til at tabe underkæben. Uden et ord lod han os komme ind i den store lejlighed. Vi blev ført ind i en stor dagligstue, som havde et skrivebord for enden. Foran skrivebordet var der en læderstol, som havde ryggen vendt til. Ved siden af den og omkring stod der flere folk klædt i sort, sådan som det passede sig for folk af Mørket. En høj, skaldet mand med et aflangt ar i panden smilte svagt og bukkede.

     "Første Faldne Engel," sagde han. Hans stemme var ru og mørk. "Og frøken Cyston."

     "Catriana Cyston?" lød en sær, hvislende stemme bag stolen, som jeg syntes, at jeg havde hørt før engang. Men som det var lige nu, kunne jeg ikke genkende den.

     "Datter af Mørkets Herre og Den Forviste Engel."

     "Den Forviste Engel?" spurgte jeg. "Det tilnavn har jeg ikke hørt før."

     "Det er ikke et tilnavn på Deres fader, frøken Cyston," sagde manden. "Det er et tilnavn på Deres mor, Tenna Cyston. Hun blev forvist, men var aldrig falden."

     "Nå," var alt, jeg lige kunne sige til det. Anede ikke, at folk vidste, hvem min mor var.

     Manden trådte frem og rakte hånden frem. Jeg tog den, og han lagde sin anden hånd oven på min. Hans hænder var store og ru, jeg kom til at føle mig ret lille.

     "Lad mig se på dig," sagde han. Jeg gik ud fra, at det betød at han bare ville betragte mig, men hurtigt blev jeg klar over, at han... åh nej dog.

     Jeg hævede langsomt blikket og så ham lige i øjnene. Manden stønnede med det samme og faldt ned på knæ. Stadig blev han ved med at holde om mine hænder og se på mig, som smerten var tydelig i hans nøddebrune øjne.

     "Stop dog," sagde jeg. "Stop med at se på mig!"

     Manden så langt om længe væk og trak på smilebåndet. "Ah ja, det er Dem. Ingen tvivl om det." Han kom på benene. "Mit navn er Boris Henner. Alt, som De ser omkring Dem, er noget, som jeg har skabt."

     "Javel."

     "Det er en stor ære at have Dem her."

     "Okay,” responderede jeg utålmodigt. ”Jeg vil gerne se den ting, som I har fundet til os. Og det med det samme, for jeg har en travl uge."

     "Selvfølgelig." Boris gav slip på mig og trådte tilbage til læderkontorstolen. Han tøvede tydeligvis, og jeg så spørgende på Darkeya. Han mødte uvidende mit blik.

     Så blev kontorstolen vendt mod os.

     I den sad der en slange.

 

*Matthew*

 

Imens Cat var ude besluttede Brandon, Kira og jeg os for at få berettet nyheden om det snarlige angreb.

     Kira fik den idé, at vi skulle fortælle, at det var et syn, som hun havde haft, så der ikke ville dukke en masse forvirrede spørgsmål op om, hvordan det var lykkedes Brandon at se igennem krystalkuglen når han kun var en sølle ildbetvinger.

     "Men kan vi stole på Bill?" spurgte Brandon. Han var bleg. Tydeligt nervøs. Det var første gang, jeg havde hørt ham tvivle på nogen med autoritet.

     "Selvfølgelig kan vi stole på Bill," sagde Kira entusiastisk. "Han er vores rektor. Vi har kendt ham i evigheder. Især dig, Brandon."

     "Men hvad nu hvis han sladrer til præsidenten?"

     "Så får vi bare en hær," sagde jeg. "Neat."

     Fem minutter senere var vi ved kontoret. Bill havde stor erfaring med denne gruppe af mennesker, som jeg havde sluttet mig til, så han tøvede ikke med at lukke os ind, da vi fortalte, at vi havde vigtige nyheder.

     "Lad mig høre," sagde rektoren og satte sig bag skrivebordet. For en gangs skyld var han ikke omgivet af præsidentfolk.

     "Jo," sagde Kira. Hun trådte frem. "Her i sommers havde jeg et syn."

     "Jeg ville ikke forvente noget mindre fra en Seer," sagde rektoren spøgefuldt.

     "Ja, okay." Kira smilte for at spille med på joken. "I synet blev PMS - jeg mener Pijifenas Magiskole - angrebet."

     Bill så en anelse paf ud over, hvor hurtigt Kira gik til sagen. Men det var hun nu også kendt for. Jeg skævede til Brandon, som ikke så på hverken Bill eller Kira, angst for at afsløre sig. Vi havde gennemgået drømmen i de mindste detaljer massevis af gange over den sidste tid, så jeg var ikke i tvivl om, at Kira kunne berette den, som havde hun drømt den selv.

     "Fortæl dog mere, barn," skyndede Bill på. "Hvilket angreb? Hvem? Hvornår? Hvordan? Er det de faldne engle igen? For sidste gang blev min autoritet sat så meget under prøve, at jeg ikke kan - "

     "Nej, det er ikke faldne engle - "

     "Gudskelov."

     "- Det er drager. Dæmondrager."

     Nu kom det. Nervøst skævede vi til hinanden, mens vi afventede rektorens reaktion. Bill sad der først bare, tavs, og betragtede os, prøvede vel at bedømme, om vi lavede sjov.

     "Dæmondrager er ikke blevet set på Jordens overflade i mange, mange år," sagde han så. "Rin Lee påstod, at hun så en for et par år siden, men jeg tvivler."

     "Rin så faktisk en," sagde Brandon. Hans stemme skælvede en smule. "Jeg så den også. Men den var ufarlig. Det var Cats."

     "Cat." Bill så tankefuldt ned. Så op igen. "Jeg stoler på Catriana Cyston. Men på samme tid er det hende, som har bragt størstedelen af problemerne, vi har oplevet på det sidste, med sig. Kidnapningen af James Cult for to år siden. Invaderingen af de faldne engle nogle måneder senere. Hendes far er Mørkets Herre. Og han er lederen af dæmondragerne. Hvorfor skulle jeg ikke antage, at hun kommer til at blive skyld i dette også?"

     Det kunne vi ikke svare på. Vi havde slet ikke diskuteret, hvad vi ville sige, hvis Cat blev beskyldt.

     "Ja, uddyb gerne på det område," lød en myndig stemme bag os. Vi vendte os om og så præsident Goldenberg i døråbningen. Han havde en kop te i hånden. "Jeg ville ydermere elske at høre mere om de forhenværende uheld, som den pige har skabt på skolen."

     "De ting var ikke Cats skyld," sagde Brandon. "Hun er bare så uheldig at være blandet ind i... rigtig mange dårlige ting."

     "Ja, det kan jeg tydeligt forstå." Præsidenten lukkede døren. "Men I påstår, at dæmondragerne - som hendes far ene og alene har indflydelse over - har tænkt sig at angribe den skole, som hun går på. Og det finder I ikke det mindste mistænkeligt?"

     Jeg så på Kira og på Brandon. En af dem måtte da have noget at sige til Cats forsvar. Men begge så lige så rådvilde ud, som jeg følte mig.

     Præsidenten tog en tår af sin te, hvorefter han spurgte: "Hvor er Catriana Cyston i øjeblikket? Måske er det hende, som jeg bør tage mig en snak med."

 

*Catriana*

 

Jeg havde absolut ingen idé om, hvad jeg skulle tænke om slangens tilstedeværelse, men da jeg så på Darkeya, havde han øjnene spærret op ved synet af den. Slangen hævede hovedet og så direkte på mig.

     "Catriana Cyston," sagde den med den hvislende stemme, som jeg havde hørt før. Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket over at høre en slange tale - på trods af at jeg havde hørt både dæmondrager og mørkedrager tale. "Træd nærmere."

     Jeg tøvede.

     "Du bør nok gøre det," hviskede Darkeya til mig.

     "Hvorfor, det er en slange?" hviskede jeg tilbage.

     "Cat. Det dér er ikke en slange. Det dér er slangen."

     "Du laver sjov."

     "Nå?" sagde slangen. "Hvad bliver det til?"

     Jeg trådte nærmere og gik helt hen til bordet og betragtede den. Den var grønlig med flere forskellige mønstre i andre farver. Men hovedsageligt grøn. Den var ikke stor som en pyton, men heller ikke lille som en sno. Den fyldte godt ud i stolesædet og betragtede mig vågent.

     "En fornøjelse at møde dig igen, Djævleyngel," sagde slangen.

     "Har vi mødt hinanden før?"

     "Ja," svarede slangen med den stemme, som jeg genkendte, men som jeg ikke vidste fra hvor.

     "Hvem er du?"

     Slangen hævede sig lidt højere op. "Jeg er Mørket. Jeg er den, som river de korn op, som Gud netop har sået. Jeg er den, som får frugter plukket, som Gud ellers så blev hængende på træet."

     Med ét slog det mig. "Du er den første slange. Den som..."

     "Den som bragte mennesket i den forfærdelige suppedas, som I har levet i siden da."

     "Åh gud."

     Slangen hvæsede ved benævnelsen af Gud. Som om det gjorde fysisk ondt på den at høre det.

     "Undskyld," sagde jeg.

     Slangen sænkede sig ned i stolen igen og sagde: "Du har et spørgsmål til mig. Stil mig det nu mens jeg er her."

     Der dukkede så mange spørgsmål op ved den viden om, hvem slangen var. Hvorfor den havde gjort de ting, den havde gjort. Om den havde kendt min far og Gud, som de havde været dengang. Om hvordan ting kunne have været anderledes. Hvordan hele mit liv kunne have udspillet sig for mange tusind, tusind år siden.

     Men det var ikke det spørgsmål, som jeg kom her for at stille: "Hvem slap dæmonerne fri?"

     "Det gjorde jeg," svarede slangen uden videre.

     Det gav et sæt i mafiafolkene og i Darkeya. Men jeg, jeg blev ved med at stirre på slangen.

     "Hvorfor?" spurgte jeg.

     "Fordi jeg er Mørket. Det er det, som jeg lever af. Alt for længe har mørket ligget stille, hvor det i stedet burde have lov til at blomstre."

     "Men det er et falskt mørke!" udbrød jeg. "Dæmonerne overtager folks tanker, deres handlinger. Det er ikke folks egne tanker og handlinger. Hvad du gør, er besættelser. Og det kommer der ikke noget godt ud af."

     Slangen rystede på sit skællede hoved. "Dæmonerne besætter ikke. De får blot folk til at indse, at det had, som de har gået med i så lang tid, bør slippes løs. Hadet er folks egne. Ikke dæmonernes."

     "Dæmonerne gør hadet lettere at føle," sagde jeg.

     "Ja. Det er på tide, at denne krig udkæmpes, Catriana Cyston. Den har været udsat i et par år, takket være dig. Men nu hænder den. For alvor."

     "Men..."

     Slangen gjorde et kast med hovedet på et stykke papir. Som den gjorde det, dukkede der bogstaver, ord, op på det. Jeg bøjede mig indover det og læste, hvad der stod.

     "Hvorfor har du skrevet adressen på en Halloweenfest?" spurgte jeg.

     "Tag til den. Hvis du gør det, vil dine øjne for alvor blive åbnet op for, hvor seriøs situationen er."

     "Vil du have mig til at stoppe, hvad der kommer til at ske?"

     "Nej. For der er intet, som du kan gøre. Mørket tager sin hævn, og det gør det nu."

     Slangen vendte blikket mod Boris Henner. Han nikkede svagt, og nogle folk kom frem og begyndte at køre stolen væk.

     "Husk, hvad Chariisy gjorde, Catriana," sagde slangen, som den blev båret væk.

     Mit hjerte slog et slag over.

     "Chariisy?" hviskede jeg. Slangen svarede mig ikke. "Vent!" Jeg sprang frem og greb fat i slangen. Men der var ikke noget at tage fat i. I det øjeblik, mine fingre strejfede den skeletløse krop, udviskedes den som røg. Slangen hvæsede højt af mig, og forsvandt så i røg, der blussede op og tog form af en stor... brølende... drage.

     Mafiafolkene sprang bagud og gispede i panik. Darkeya tog fat i mig bagfra og hev mig bagud. Jeg stirrede op på drageformen, som stadig brølede. Hvorefter den til sidst forsvandt.

     Da vi så tilbage på stolen, var der ikke noget.

     "Hvorfor nævnte den Chariisy?" spurgte Darkeya. Han vendte sig mod mig. "Cat, hvad gjorde Chariisy?"

     Jeg svarede ikke. De sidste måneder havde jeg desperat forsøgt ikke at huske tilbage på den aften, da jeg havde været i den tro, at James var død. Og at Jack og jeg var døden nær. For første gang lod jeg mig selv huske det. Huske det hele.

     "Det er dragerne," hviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...