Ser Sort-Hvidt 5 - Dragen, slangen og arven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Til en fest i en storby betragter et kærestepar to drager kæmpe i luften. Et helt andet sted, meget langt væk, bliver uskyldige magikere myrdet af andre. Og det er kun begyndelsen. Blodtørst, hævnlyst og had blusser op, hvor end man ser hen. Også på Pijifenas Magiskole, hvor James, Catriana og deres venner skal i gang med deres sidste år. De har nok at tænke på. James er blevet tvunget til at holde på en hemmelighed, Cat har en seddel, som hun ikke ved, hvad betyder, og Brandon ved, at noget kommer til at ske, skønt han ikke ved hvornår eller hvorfor. Én ting er dog sikkert: Noget, der er større end dem alle, er ved at begynde.

3Likes
2Kommentarer
903Visninger
AA

2. Kapitel 1: "Starten på slutningen"

 

 

*James*

 

Solen skinnede mig i ansigtet, da jeg vågnede klokken 05:09 den 11. august.

     Vi lå alle sammen i min plejemor Celinas stue, halvt oven på hinanden på hendes sofa. Jeg var tung og ør oven på søvnen og de store mængder af alkohol fra aftenen før. Flasker og dåser stod stadig hulter til bulter på stuebordet og overalt på gulvet.

     Opad mig lå Catriana, stadig i dyb søvn. Hendes mørke hår dækkede hendes ansigt. Opad hende lå Kira i ræveskikkelse, og ved siden af hende, savlende, lå Matt. På gulvet på Celinas bedste tæppe lå Rin og Brandon arm i arm. Brandon med sin stok i den ene hånd.

     Hvorfor i alverden var jeg vågen? Jeg kunne ikke engang huske sidste gang jeg var vågen klokken 5.

     Jeg gned mine øjne og skubbede blidt Catriana væk, så jeg kunne komme op. Jeg strakte mig og gabte, hvorefter jeg gik ud i køkkenet for at lave en kop kaffe, som jeg kunne vågne på. Mit hoved dunkede, og jeg stønnede, da jeg kom i tanke om, at jeg var nødt til at tage tilbage til skolen i den her tilstand. I dag var dagen. Den dag, vi ville vende tilbage til Pijifenas Magiskole. 

     Det var kun små to uger siden vi var vendt hjem fra De To Dale. Jeg havde knap nok vænnet mig til, at vores hverdag var blevet normal igen. Og nu forventedes det pludselig, at jeg skulle komme tilbage til skolen, som om jeg ikke sidst havde forladt den i lænker.

     Jeg satte mig ved køkkenbordet og drak min kaffe, mens jeg forsøgte at vågne op. Mens jeg sad der, hørte jeg nogle små bank på vinduesruden. Jeg så til venstre for mig og så en ganske lille, mørk skikkelse sidde på den anden side af glasset.

     Jeg åbnede vinduet, så den lille dæmondrage kunne flyve ind.

     "Hvad laver du her, Dimond?" spurgte jeg, lidt mere gnavent end jeg havde tænkt mig.

     "Vækker dig," sagde dragen og stirrede på min enorme kop kaffe. "Jeg havde ellers tænkt mig, at du skulle være frisk, men du ser mere død ud end levende."

     "Hvad mener du med, at du vækkede mig?" spurgte jeg og kløede mig i håret. "Jeg tror nu nærmere, at det var sofaen, som er tættere på en slagbænk end på en seng."

     "Nej, nej, det var skam mig," sagde Dimond uden antydningen af skam. "Jeg sneg en magisk pille i et af dine shots i går aftes. Fungerer som et slags... indbygget vækkeur, hvis man vil."

     Jeg satte mig ned og stirrede på dragen, forventede vel, at den havde tænkt sig at forklare sig her indenfor de næste par sekunder. Men Dimond betragtede mig, som om han stædigt afventede, at jeg skulle spørge.

     Til sidst gav jeg også op. "Hvorfor har du givet mig et indbygget vækkeur, Dimond? Det her var faktisk min sidste chance for at sove længe i en uge."

     Dimond smilte. "Lucifer vil gerne snakke med dig."

     "Og er der nogen specifik grund til, at han ikke kan snakke med mig i eftermiddag?" Så meget, som jeg måske nok skyldte min svigerfar både mit eget og min kærestes liv, kunne han virkelig give mig lyst til at slå ham.

     "Han vil gerne snakke med dig uden dine... venner får det at vide. Især Cat."

     "Har det her noget at gøre med, at jeg skal forestille at være Guds arving?" spurgte jeg. "Har han tænkt sig at slå mig ihjel eller sådan noget?"

     Dæmondragen sukkede og rystede på hovedet. "Nej. Kom nu med, så kan han selv forklare dig det."

 

Selvom jeg måske på mange måder var ivrig efter at se, hvordan Helvede havde forandret sig fra en spøgelsesby til det mest attraktive turiststed indenfor de sidste par uger, gav Dimond mig ikke engang tid til at kigge ud af slottets vinduer, som han ledte mig ned ad korridorerne, som alle sammen var vældigt proppede med tjenestefolk og faldne engle. Synet af sådan en gav mig stadig lyst til at flygte eller gå til angreb. Det var svært at acceptere, at jeg pludselig skulle holde fred med dem. Som jeg passerede dem, skulede flere af dem til mig eller knyttede deres næver.

     For toppen af trappen i den store hal stod Darkeya. Hvilket bestemt var en meget behagelig overraskelse.

     "Cult," sagde han, da jeg kom ham i møde med Dimond på skulderen.

     "Faldne engel hvis efternavn jeg ikke kender," bed jeg tilbage.

     "Glæder du dig til at komme i skole?" spurgte han og kneb øjnene en smule sammen. Jeg knyttede næverne.

     "Så længe du ikke spolerer undervisningen ved at kidnappe mig eller overtage min skole," snerrede jeg.

     "Lad os nu holde os civile," sagde Dimond. Han skævede surt til Darkeya. "Darkeya, har du ikke... opgaver at se til?"

     "Jo - det har jeg." Darkeya forsvandt ned ad trappen. Jeg så efter ham.

     "Tænk at Lucifer lod ham komme tilbage," sagde jeg. Det var svært for mig at tro på, at Lucifer ville gøre sådan en ting.

     "Han har sine grunde," sagde Dimond.

     "Nå? Hvilke?"

     "Du får dem at høre, hvis du kommer med nu."

     Jeg blev fulgt det sidste stykke ned ad korridorerne, til vi kom til den trappe, som førte op til Lucifers private gemakker. Det var her, Cat var opvokset. I disse mørkvæggede rum med røde, bløde sofaer, høje bogreoler og tunge gardiner for de store vinduer.

     "Ah, James," lød Lucifers stemme fra balkonen på første sal, da jeg trådte ind af døren. Jeg blev en smule befippet over, at han tiltalte mig ved mit fornavn.

     "Hej," sagde jeg.

     Lucifer var klædt sådan som han altid var - i et meget mørkt jakkesæt. Han var bleg, hans øjne så mørke som en dyb afgrund. Som han kom gående ned ad den brede trappe mod mig, smilte han en lille smule. Et meget foruroligende syn, syntes jeg.

     "Jeg håber, at du kan tilgive mig for at vække dig så tidligt," sagde Djævelen.

     "Ville du tilgive mig, hvis jeg gjorde det samme mod dig?"

     Lucifers smil forsvandt som dug for solen. "Vil du sætte dig ned, James? Jeg har noget meget vigtigt at snakke med dig om."

     Jeg satte mig ned i en af sofaerne, for der var grænser for, hvor meget man kunne gå imod Mørkets Herres ordrer. Jeg lagde mærke til, at der på stuebordet stod et glas, men der så ikke ud til at være noget i.

     Lucifer satte sig ikke ned. I stedet stod han hævet over mig, som for at minde mig om, hvor jeg var, og hvem han var, på trods af vores forhold til hinanden.

     "Dimond, vil du... flyve din vej?" anmodede Djævelen. Dimond nikkede og fløj ud af vinduet.

     "Hvorfor er jeg her?" spurgte jeg, da jeg var alene med Lucifer.

     "Du er her på grund af to ting," sagde Lucifer. "Fordi du er min datters kæreste, og fordi du er Guds arving."

     Jeg vidste det, han havde tænkt sig at slå mig ihjel. Mine nakkehår rejste sig.

     "Der er noget, som jeg må vise dig. Noget, som du ikke må fortælle Cat, og som du... garanteret vil være glad for at vide, hvis du en dag skulle tage Guds plads."

     Tanken gav mig stadig myrekryb. Magten til at skabe verdener. Hvordan kunne én person holde den form for kræfter uden at blive bindegal?

     "Og hvad er det, du vil vise mig?" spurgte jeg.

     Lucifer nikkede mod glasset på bordet. "Se deri."

     Men der var jo ikke noget. Jeg rakte dog ud efter glasset alligevel, og som jeg holdt det ud for mine øjne, gik det op for mig, at jeg tog fejl. For der var noget i det. Noget meget småt og meget tyndt.

     Et lille, hvidt hår.

     Jeg stirrede fra det til Lucifer med hævede øjenbryn. Lucifer sagde ikke noget... og det sagde det hele.

     "Du..." begyndte jeg, men ordene satte sig fast i min hals.

     "Kære James," sagde Lucifer. Han klarede halsen. "Det ser ud til, at jeg er døende."

 

*Matthew*

 

Jeg vågnede op til Kiras hales pels, som kildende stak ind i mine næsebor. Rettere sagt vågnede jeg op med et nys. Nyset var højt nok til, at Kira også sprang op, og hun blev straks forvandlet tilbage til sin menneskelige skikkelse.

     "Hvad foregår der?" mumlede hun søvndrukkent. Jeg tog mig til hovedet og gned mine øjne. Hold da op, hvor havde jeg mange tømmermænd.

     Det var nogenlunde på det tidspunkt, at det gik op for mig, hvilken dag det var i dag. Hvor vi skulle hen. Hvor jeg skulle hen.

     Jeg sprang op fra sofaen og så godt som styrtede hen efter min taske. Kira kom op og sidde i sofaen.

     "Matt, hvad laver du?" spurgte hun. På gulvet vågnede Rin og Brandon også op. De så lige så forvirrede og øre ud.

     "Vi skal ud til PMS i dag!" udbrød jeg mens jeg pakkede. Det føltes sært at kalde magiskolen ved den højst upassende forkortelse, men alle andre gjorde det, så jeg måtte nok også til at vænne mig til det. "Jeg skal på en magiskole!"

     "Åh fuck," mumlede Kira. "Jeg gider ikke i skole."

     "For sommerferien har jo været en fest," sagde Rin med en antydning af bitterhed i stemmen.

     Ingen sagde noget til det. Hvilket vi heller ikke behøvede. Sommerferien havde været mange ting, men en fest havde den så sandelig ikke været.

     Cat kom ud fra køkkenet. Hun havde en kop kaffe i hånden og spejdede rundt i rummet, ledende.

     "Øh, jeg har lavet morgenmad," sagde hun og kløede sig ved hårgrænsen.

     "Hvor lang tid har du været oppe?" spurgte Brandon. Han og Rin kom på benene.

     "Ti minutter eller sådan noget," svarede Cat. "Jeg har altså bare stillet noget cornflakes frem. Men det er nu mig, der har lavet kaffe fra bunden."

     De andre begav sig ud i køkkenet, og jeg fulgte lidt efter med. Omkring bordet stod cornflakes, mælk, skåle og bestik. Jeg var så opstemt, at jeg slet ikke kunne spise.

     "Har nogen af jer set James?" spurgte Cat. Vi andre kiggede på hinanden. Jeg må indrømme, at jeg faktisk fuldstændig havde glemt eksistensen af James Cult i den tid, jeg havde været vågen. Men ja, han var væk. Og det lignede ikke James at være den første til at vågne.

     Som om det havde trukket ham til ved magisk kraft, kom James netop det sekund ind af døren. Da han fik øje på os i køkkenet, bremsede han op. Hans øjne faldt på Cat, han åbnede munden, tilsyneladende for at sige et eller andet, men lukkede den så igen. Så smilte han og kyssede hende.

     "Hej," sagde han. Så vendte han sig mod os andre. "Er I klar til at komme i skole?"

     "Hvor pokker har du været?" spurgte Kira og hældte cornflakes op til sig selv.

     "Ude og løbe. Jeg har jo hørt, at det er så sundt at gøre tidligt om morgenen."

     "Hm," sagde Cat og hævede det ene øjenbryn. "Du opfører dig sært. Jeg tror aldrig, i mit liv, at jeg har oplevet dig vågne før mig."

     "Jah, men... en gang skulle vel være den første." James havde et mærkeligt udtryk i øjnene. Jeg kunne ikke tyde det, så som enhver anden fornuftig person ville gøre, vendte jeg blikket mod Kira. Hun betragtede James med let sammenknebne øjne, som om hun havde en slem mistanke.

     "Jeg har ikke tid til at spise med," sagde jeg til Cat. "Men tak for øh... at lave det til os."

     "Velbekomme," sagde Cat. "Hvad skal du?"

     "Jeg skal hjem til min far. Eller altså... jeg skal snige mig derind, mens han ikke er der. Han har nogle af mine ting, som jeg er nødt til at have med til skolen."

     Stilheden faldt over køkkenet, siden ingen rigtigt vidste, hvad de skulle sige. Det kunne jeg ikke bebrejde dem. Jeg ville ikke selv vide det.

     Ved sommerferiens start havde jeg fortalt min far, at jeg havde tænkt mig at forlade gymnasiet og starte på magiskole. At jeg ville uddanne mig som magiker. Ved de ord var han blevet rasende.

     "Jeg vil ikke have femagi i mit hjem," havde han sagt. "Så hvis du virkelig vil tilslutte dig det djævelske samfund - "

     "Det vil jeg," havde jeg insisteret, på trods af, hvor meget mine hænder havde skælvet. Jeg havde været nødt til at holde dem om på ryggen, så han ikke kunne se det.

     "Så er det sidste gang, du sætter fod i denne lejlighed," havde min far sagt.

     Derefter havde jeg pakket mine ting, og det var sidste gang, jeg havde været der.

     "Jeg tager med dig," sagde Kira. "Du skal ikke tage tilbage der alene."

     "Hvis du gider," sagde jeg, selvom jeg i det skjulte var dybt taknemmelig.

 

"Hvad laver du her?" spurgte min lillesøster Fiona, da hun åbnede døren og fandt mig og Kira i opgangen.

     "Hej, Fiona," sagde jeg og spredte armene ud. Fiona tøvede, men der gik ikke mere end et par sekunder, før hun sprang ind i min favn, fordi hun simpelthen ikke kunne lade være.

     Hun lod os selvfølgelig komme indenfor, fordi hun var guld og regnbuer og fuldstændigt ligeglad med min fars regler.

     "Du har vingerne fremme," bemærkede hun og tog fat i det silkeagtige væv, som stak ud af min ryg. "Hvis far ser det..."

     "Far ser det ikke," forsikrede jeg hende for. "For jeg er smuttet før han kommer tilbage. Jeg skal bare hente nogle ting."

     "Okay." Fiona smuttede ind i stuen, hvor hun satte sig i sofaen og læste i en tegneserie, mens fjernsynet kørte med tv-avisen.

     "I går aftes klokken 22:20 begyndte en mand af ukendt race og oprindelse at skyde på en mængde af folk som var - " lød nyhedsoplæseren i baggrunden. Jeg og Kira gik ind på mit værelse, som var præcis, sådan som jeg havde forladt det.

     "Jeg hader det her sted," sagde Kira. "Det gør jeg virkelig."

     "Hvorfor?" spurgte jeg. Ikke at jeg ville forsøge at forsvare det, men Kira virkede som typen, der ville elske gamle globusser og faldne bøger i mørke reoler.

     "Det er bare ikke dig. Du hører ikke til her."

     "Jah, nu blev jeg jo også smidt ud."

     "Sorry."

     "Det er okay. Jeg kommer sikkert til at få det så meget bedre på PMS end jeg nogensinde havde det her." Jeg gik hen til mit skab og fandt tøj frem.

     "Tænk, at din far smed dig ud." Kira studerede min reol med mærkelige ting, sådan som jeg altid havde omtalt den. Der stod fantaflasker fra 70'erne, lerfigurer og andet skrald, jeg havde opsamlet. "Hvilken forælder gør sådan noget?"

     "Var det ikke også det, dine forældre indirekte gjorde?" spurgte jeg.

     Kira tøvede, og jeg nåede næsten at fortryde, at jeg havde spurgt. "De smed mig ikke ud, men... jo, det var tydeligt, at de havde det utilpas med, at jeg boede hjemme. Og jeg kunne godt følge dem. Den ene dag har de en pige til datter, den næste en furry."

     "Kira, du var Oraklet. Dine forældre burde være stolte."

     "Jeg har ikke fortalt dem om det. Det kunne jeg ikke. De ville aldrig lade mig forlade magiskolen igen. De ville sikkert heller ikke lade mig hænge ud med James og Cat længere, fordi de..." Hun tøvede.

     Fordi de tiltrak problemer som jeg tiltrak vaskebjørne.

     "Tror du også, at James løj?" spurgte jeg.

     "Jep," sagde Kira. Hun satte sig på min seng.

     "Men du... du ved ikke hvad sandheden er?"

     "Niks," sagde Kira. "Nogle gange fortæller min hjerne mig det, andre gange gør den ikke. Desuden har den generelt været temmelig rusten siden jeg stoppede med at være Oraklet."

     Hun så tænksomt ud i luften. "Gid jeg kunne huske..." mumlede hun.

     "Hva'?" spurgte jeg.

     "Der... der er bare noget, som jeg ved, at jeg vidste, dengang jeg var Oraklet. Men jeg fortalte det aldrig til nogen, og nu... nu har jeg glemt det. Alle de store ting, som jeg vidste, de er bare forsvundet."

     "Hvordan kan du bare... glemme dem?"

     Kira trak på skuldrene. "Jeg tror, at det er viden, som kun Oraklet bør kende til. Alle andre ville ikke kunne holde til det. Som... Matt, jeg vidste hvornår du ville dø. Hvordan du ville dø. Hvor klamt er det ikke lige?"

     Jeg sank en klump ved tanken. "Jeg fatter ikke, at Darkeya udnyttede dig på den måde."

     "Jah men... men jeg er glad for, at han gjorde det. Hvis ikke jeg havde været Oraklet, havde James været død nu. I stedet står han til at være Guds arving."

     En stemme lød bag mig. "Hvornår går I?" spurgte Fiona. Jeg vendte mig om mod hende. Hun stod i dørkarmen med armene over kors.

     "Vil du da gerne have os ud?" spurgte jeg spøgende.

     Fiona nikkede uanfægtet. "Far bliver altså til en papegøje hvis han ser dig. Og så får jeg ingen aftensmad, fordi jeg lukkede dig ind!"

     Jeg accepterede det og skyndte mig at pakke mine ting. Jeg og Fiona sagde farvel, hvorefter vi gik.

     "Papegøje?" spurgte Kira mig på vej ud.

     "Glem det," sagde jeg.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...