Jeg græd og jeg græd og jeg græd og jeg græd og jeg

“Rosen visner inde bag mit bryst, mens jeg spiser og spiser og spiser
Verden snurrer og snurrer og snurrer, mens jeg tumler rundt i mørke for
Vinen forlod mig uafklaret, mens jeg græd og jeg græd og jeg græd”

Deltager i Sindstequila-konkurrencen under første valgmulighed: ‘at skrive en movella om at være ung i Danmark i 2017.’
Historien her er ikke traditionel, men ren metaforik om min egen oplevelse og mine tanker som ung.

9Likes
23Kommentarer
1148Visninger
AA

2. På vegne af hvad vi er

 

;

 

Min fornemmelse er at på den anden side af det lyserøde slør danser vinden i ensomme blå hvirvler. Sløret cirkler rundt om min bare hud som et bevægende forhæng, får min gåsehud til at poppe op og mine brystvorter til at stritte ud. Jeg lukker mine øjne og mærker sløret brænde langsomt ned med hede, intense svirp, til det til sidst er en bunke aske omkring mine fødder. Jeg træder forsigtigt ud af det.

  De blå hvirvler er det første, jeg forstår, ikke er her. Her er så meget stille rod indenfor de fire røde vægge, der tilsammen former en balsal. Loftet dunker skiftevis mellem grønt som det lyseste græs under solen og grønt som mosetræernes dunkle blade. Maskerede spøgelser svinger frem og tilbage og vrider sig nedenunder det, og jeg indser uden at se på mig selv, at jeg er en ligesom dem, men ikke helt.

  Som en kniv stikkende ind i et stort væld af kød, dybere og dybere stik for at række ind til hjertet, lyder den monotone musik. Det spilles ikke af noget orkester eller nogen artist. Det kommer simpelt og rent fra jordens kerne, og ekkoer nu på overfladen, hvor vi er. Det snitter mit hjerte, får blod til at strinte ud. Nogen ser væk, andre glider i det. Mere og mere blod. Nogen slikker det op fra gulvet, kommer helt tæt op ad mig for at sænke deres tænder i mit kød, hvor blodet strømmer. Mere og mere blod. Musikken stikker vej helt ind i mit hjerte; mine øjne er opspærrede, mens den gennemtrænger det og let glider ud igen; efterlader mig faldende omkuld med min brystkasse voldført til en fontæne med sprøjtende rød væske.

  Jeg hulker med saltet vand spredt ud over mine kinder, og snot flydende ned fra mine næsebor. Det var ikke min mening at se så ynkelig ud så hurtigt, men nu skvatter jeg rundt med arme og ben, der føles som tilhører de ingen. Jeg er blevet til et levende festmåltid for spøgelserne, selv de, som holdt sig på afstand til at starte med. De nærer og nærer af mine årer, som de med spyt og skæren får flået til sig selv. Pludselig virker de ikke så gennemsigtige, som de før havde set ud. Er de virkelig spøgelser? Eller er det forklædningen, som de indenunder skjuler det levende vilddyr?
  De bærer stadig deres skyggebelagte masker for øjnene, selvom de intet længere skjuler. Det blod, der før simrede på indersiden af maskerne, er nu kogt splattet på ydersiden fra en andens hjerte ved deres tænders gerning.

  De rare farver på væggene og på loftet er gledet bort ind i mørke. Alt der er her er kulsort, så længe jeg er her. Så snart jeg er malet ind i det sorte, og rytmen er tilbage igen, vil nuancerne af den stille natur atter vise sig, for et øjeblik før den næste står nøgent bag sit brændende slør. Og jeg...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...