My Stalker •Justin Bieber•

Willow har ikke altid haft det let, og det gør det ikke bedre når man har en kristen mor, der let kan smide en for ulvene, hvis man ikke retter ind.
Men hvordan ender det ikke, når Willow først starter i High School, stille glider fra sin bedste ven og ikke mindst begynder at modtage uhyggelige og mærkelige breve fra en hvis: J?
Venskab, fjendskab og kærlighed er opbygningen på Willow's lange rejse mod sandheden.

1Likes
0Kommentarer
280Visninger
AA

2. Kapitel 1:))

“Fuck den var dårlig!” Udbrød jeg, efter Lasse’s elendige joke. Selvom joken måske var lidt dårlig, var tanken bag den egentligt god nok, han prøvede jo bare på at opmuntre mig efter den skæve nyhed jeg lige havde fortalt ham.

Klokken var næsten halv otte, og jeg måtte spurte op på siden af Lasse. Lasse var en af mine bedste venner, en meget, men stille, sød dreng, med brunt pjusket hår og de sødeste dådyrs øjne. “Lasse! Jeg nødt til at fortælle dig noget!” Udbryder jeg forpustet, da jeg når op på siden af ham. Jeg tager mig til knæene da han stopper op og glor spørgende på mig. Han laver et nik med hovedet, som tegn på jeg kan fortsætte: “jeg gravid!” Hviske råber jeg med en sølle stemme, det var jo ikke noget at være stolt af, og slet ikke i en alder af 17. Det var let at se på Lasse han ikke vidste hvad han skulle gøre, eller sige. Han var tom for ord og handling, præcis ligesom jeg havde været, da jeg så den ekstra streg på graviditetstæsten, bare en time tidligere. “Øhmm… Willow, har du noget vand?” Ender Lasse med at spørge om. Men hvor det spørgsmål kommer fra aner jeg ikke. Vi gik dybest set midt i ingenting, i koldt frostvejr. “Nej, men det har intet med sagde at gøre!” Sagde jeg frustreret og tager mig til hovedet. Jeg er træt og frustreret! Intet giver mening for tiden. “Så det nok gået!” Svarer Lasse entusiastisk og laver tromme øvelsen med hænderne, ligesom i de der dårlige reality programmer. Og det var sådan vi endte der hvor vi er nu.

“Ved din mor det?” Spurgte han pludseligt. Alt det vi lige havde grint over, falmede langsomt, og seriøsiteten fandt sin plads. “Altså, ikke sådan rigtigt.” Mine øjne søgte mod den stenbelagte asfalt under vores fødder. Altså selvfølgelig ved min mor det ikke, hvad tænker knægten på? Hun er jo trods alt den sygeste kristen freak.

Min mor er altid gået meget ind for, at man skal giftes først og dernæst børn. Men hun er også den type kvinde der går i kirke hver evig eneste søndag, jeg siger dig hun har ikke misset en eneste søndag i over 20 år! Ikke en! Jeg kan endda huske engang for nogle år siden, da jeg fik blindtarmsbetændelse, de ville operere mig kl 9, så jeg var færdig omkring 10, “den går ikke, i må udsætte det” havde min mor bare sagt, for nu skulle hun altså i kirke.

“Hvorfor ikk?”

Spørgsmålet var egentligt simpelt nok, hvilket svaret dog også var. Men konsekvensen, reaktionen, ja den var meget værre. Ja måske endda urimelig. “Hun smider mig ud” mit blik skiftede fra asfalt til Lasse’s rød frosne ansigt. Hans øjne skinnede af bekymring. Jeg rystede på hovedet af ham. Det var i sådan et moment han bare skulle trække mig ind til sig, og ikke sige et ord, hvilket han dog også vidste.

Lasse’s varme var betryggende, og de få ord der forlod han læber, var endnu bedre at høre: “Det skal nok gå.”

—————————————————————-

Det var så mit første kapitel, på min første bog!

Ihhhh! Glæder mig så meget til at skrive mere! Håber folk vil følge med:))))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...