I dine fodspor

Jeg elsker dig søn, hils din mor fra mig. Det hele er snart ovre, det lover jeg dig. Jeg kommer snart hjem." Det var det sidste brev jeg fik fra min far.

4Likes
2Kommentarer
277Visninger

2. II

Nye Nike sneaks, det føltes ikke helt tosset. Men alligevel føltes det også lidt underligt, som om mine fødder manglede et ekstra lag, der bare kunne sjaske sig igennem slud og mudder. Alene tanken om den mildeste støvregn, gjorde mine nye sko drivvåde. Imod mig kom folk løbende, optaget af deres egne tanker i høj fart og de nyeste Beats headset i ørene. Det var nok juleflæsken der skulle forbrændes, eller den fede sovs man havde dyppet sine franske kartofler i. Jul – det er noget underligt noget. Julemusik, julepynt, juletræer og julegaver. Jeg kommer nok aldrig til at forstå det, at bruge en hel December på at gå ned med stres, fordi man nærmest ikke kunne nå at købe julegaver til tante Rosa eller onkel Flemming. Og for hvad? En enkel aften hvor man får lov til at spise noget helt specielt, som man i øvrigt kunne spise lige så mange andre dage på året? Hvor man kan synge og danse om et træ, hvor man nærmest snubler over de massevis af gaver der ligger under? Jeg forsttod det ikke. Gaver. Julegaver. Jesus blev født, nu skal du have en gave. Men det var underligt at tænke over at vi snart var i et nyt år - det nuværende var jo nærmest begyndt.  

I mine egne tanker blev jeg afbrudt af min egen ringetone, hvorpå skærmen der var et billede af min mor. Jeg skulle næsten have vidst det, at jeg ikke kunne gå en tur i bare 15 minutter, uden at blive afbrudt af hende.  

"Hej min skat, kan du ikke lige tage forbi Harald Nyborg og købe nogen sikkerhedsbriller til nytår."  

Nytår, endnu en unødvendig dag at fejre. Dagen efter er lige præcis som dagen før, bare med en kæmpe hovedpine, kø på motorvejene og krudt og knaldperler i hele vejkanten. Hele December er generelt bare så opreklameret og ligegyldig. Det er som om vi er blevet tvunget en glæde vi lige så godt kunne have haft alle andre dage på året. Nej, juleaften der smiler vi mere, fordi der får vi nemlig gaver. Og Nyårsaften, der smiler vi også mere, fordi der får vi lov til at fyre en masse penge i luften uden et komplet formål. Min mor elskede det godt nok, og det kunne jeg ikke drømme om at tage fra hende – selvom det bare var os to. Men i år var det som om, at det var anderledes. Måske fordi, at jeg på orlov, og kun var hjemme her i juletiden. Men få dage efter nytår, kunne jeg så få lov til at tage tilbage til Hæren og iføre mig mine gode gamle militærstøvler. Men nu måtte jeg nøjes med mine nye Nike sneaks, som jo heller ikke var det værste. 

"Jo, det skal jeg nok. Vi ses." 

***

Jeg kom hjem til min mor siddende ved køkkenbordet med en masse breve spredt over det hele, jeg kunne tydeligt se hvilke. Hun sad med et smil på læben, og en tåre trillede langsomt ned ad hendes kind. Det var fars fødselsdag idag, og senere ville vi tage på kirkegården sammen og lægge blomster. Hun savnede ham meget, han havde været hendes første og eneste kærlighed. Jeg var 13 år da han døde i krigen, og jeg husker ikke så meget fra ham. Men jeg kan huske at han elskede det, og han kom tit hjem med en masse spændende historier fra når han havde været afsted - altså, de positive historier. Jeg syntes han var sej, dengang. Min far, der kæmpede for vort land. Selv mine venner misundede ham. Men det var nok fordi at jeg ikke helt forstod det, at han risikerede sit liv. Jeg glemmer aldrig dagen, jeg åbnede døren for mændende i de grønne uniformer. Jeg vidste ikke hvad de ville, og hvorfor de var her. Jeg råbte efter mor, at der stod 2 soldater i døråbningen. Jeg kunne høre det, fra køkkenet. Mor der tabte glasskålen, og kom nærmest løbende ud til mig der stod i døråbningen. Da hun så dem, vidste hun det. Hun tog mig straks til sig, og prøvede at holde tårerne inde. Jeg spurgte hende.

"Mor, hvad er der sket?"

"Gå op på dit værelse, min skat. Mor kommer op om lidt." sagde hun, imens en tåre trillede ned af kinden på hende ned til mundvigen. Jeg gik op på mit værelse, og kort efter kunne jeg høre det. Min mors nærmest brølen, og to rolige stemmer fra de to soldater. - Det var da det gik op for mig, min far kom ikke tilbage. Jeg blev så sur og frustreret, den far jeg havde været så stolt af - han var væk. 

Jeg brugte de fleste første uger, måneder, måske år, på at være skuffet over ham, selvom han var ikke var der.  Hvordan kunne man være så selvisk, at gå glip af sin egen søns fremtid, at sætte huen på sin søns hoved og gå glip af de børnebørn han ville få. Hvordan kunne han forlade sin smukke kone på den måde, helt til tårer. - Og her er jeg så selv, med en grøn uniform i skuffen, og forstår det stadigvæk ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...