her tror de ikke på kaniner

Og fuglene og drengen sidder på rækkerne. Vinger spises, når man er svag, så man ikke flyver væk. De pipper ad Sylvester, og de pipper en uge til når han giver dem brød. Det er naturlig selektion, siger Far, at de holder op.

5Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

1. her tror de ikke på kaniner

 

 

(Bag ved en væg står tredjepersonen som det handler om nu. Overstregningstusch hen over Sylvester, jeg anbefaler det, han er noget vigtigt. Der hvor Sylvester bor, går de rundt og går baglæns, og så fremad på en måde, han ikke kan læse. Det er sådan han konstaterer, mens han går hjem fra skole, og det gør han tit.)

Torsdag siger Sylvesters mor at han snakker for lidt. Når han laver sine svar til mor er det ikke med munden, sønnen her er bedre til at svare med resten. Øjnene, dem spiser han sko med, langs syninger løber de, og skoene kigger tilbage op på ham. De har en 4G’et forbindelse. Så siger Sylvesters mor, at han kigger for meget ned. At han skal lære at se folk i øjnene. Det er noget der hedder nærværende, som hun forklarer ham med te i halsen. Sylvester ved ikke hvorfor man skal den slags, og væggen som står der og tikker på et ben, den bøjer sig ned over ham.

Tredjepersonen går ud på en bænk.( Der er en bænk, som Sylvester altid sætter sig på, når Mor er sådan. Det er kommunen der har født den ud over græsset. Den står i det til knæene nu, græs, hvis stråene strækker sig, kan de røre sædet. Men af uransaglige årsager strækker de sig ikke. De er der bare. Så det er Sylvester også bare når han sidder der. Og fuglene og drengen sidder på rækkerne. Vinger spises, når man er svag, så man ikke flyver væk. De pipper ad Sylvester, og pipper en uge til når han giver dem brød. Det er naturlig selektion, siger Far, at de holder op. Det er når man er svag, Far der dissekerer nede i Sylvester med læsebrillerne først. Hvad er der med dine knogler og svaret på dig, søn. Hvorfor knækker det bag dig. Fuglene er døde nu. Parantesslutning.)

Det er ikke fordi tredjepersonen kan lide naturen, men han har ikke noget imod den. Nu står der også en kanin i midten af forgrunden, drengen har skabt i det, som er landskabet. Midt i det hele på en sti. Hvis der kom en cykel i nuet, ville der ligge blod, der hvor kaninen står nu. Men der kommer ikke en cykel. Så går kaninen op på Sylvesters bukser, han giver den tillægsord på, fordi den har sat sig i skødet på ham. Blød i hvert fald. Pelsen løber ind og ud af mellemrummene, der er lagt mellem fingrene.

Kaninen sidder der i skødet (gentagelse), og den spreder sig til resten af Sylvesters krop. De vikler sig ind i hinanden, og selvom det bare er billedsprog, kan tredjepersonen og dyret mærke hvor konkret kaninen er. Sylvester får pels indeni. Det vokser ud af leveren og varmer maven op.

Kaninen spørger hvorfor Sylvester græder.

Men at dyr ikke kan tale, og de har sygdomme på, det siger Far. Så det tænker Sylvester.

- Du kan ikke tale, henvendt til kaninen.

- Det skal din far da ikke bestemme. K.H. Kaninen

Tredjeperson og dyr de snakker så. (samtale: trejdeperson og dyr)

- Min mor har taget mit hår, siger Sylvester, og det er et faktum, han har der. Der bor ikke hår på ham nu, der sidder ikke noget på spidsen. Det er ikke fordi de ikke kan, men da stråene var begyndt at kravle ned over panden på ham, så de til sidst kunne stå på næsen, havde mor betalt frisør Haircutz for at slå dem ihjel. Med fingrene i saksen havde bøddeldamen halshugget dem, det var en, der hed Betina. Det var fordi far havde sagt, at drengen lignede en pige. Det må man ikke, det ved drengen også godt.

Kaninen spørger hvordan en pige ser ud.

Sylvester siger, det er sådan nogen med langt hår, som han skal blive kærester med når han bliver stor.

Kaninen spørger hvorfor.

Sylvester piller i et sår, som er en beskrivelse af hvordan der snakkes udenom.

- Det er fordi de ikke har tissemænd i deres underbukser, siger Sylvester. Det er måden hvorpå Mor og Far ser på ham, deres øjne hænger der i hovedet, klirrer til ham. Det er din pik, Sylvester, siger de. Det er derfor de maskinede håret af dig, så du kan se din hovedbund blive remset ud i hænderne for enden af dem. Se dem forme den, Sylvester, den store stærke dreng som de har lagt dig i, og armene du har på ryggen. Så messer de i takter der står skrevet. Det er derfor Mor klipper neglene på dig. Du vil ikke gøre Mor ked af det, vel?

Sylvester begynder at tude plus brøle. Det er jo ikke meningen, Mor. Men han er meget stille i det regnvejr han laver, når han græder, så kaninen ikke kan se det.

- Jeg kan godt se det. Kaninen tager Sylvester i hånden.

- Du må ikke sige det til Mor og Far.

Kaninen lover ikke at fortælle det til nogen, og så sidder de der, også selvom Sylvesters kondisko bliver våde.

(Hvorfor bider du dine negle indad min kære tredjeperson? Det er blad på tanden, der siger du skal pakke fingrene væk i vanter med lange ben på. Og så siger du ikke noget igen. Og øjnene på skoen igen. Hvordan er det du har lært at agere? Ellers klipper Mor dem, og tager spidsen af dine fingre med ud til skraldespanden. Du vil hellere tage dem tilbage selv. Rundt i dit system, det er cyklus. Parantesslutning.)

Kaninen siger det, som står i parentesen.

- Du må ikke sige det til Mor. Sylvester i gentagelsen.   Han ved godt at rynkerne i panden på Mor forplanter sig udad. Det er Sylvesters skyld. Han skal snakke med de andre drenge, siger Skolen, den går ikke længere, når han bliver ved med at løbe væk på den måde.

- Skal jeg farve dit hår? Kaninen sætter sig på Sylvesters tanke, sin kuglede lort i munden på tanken, som en pruttepude der punkteres. Swushhhlyd. Og ikke mere.

Tredjepersonen svarer, at han jo ikke har noget hår længere. Kaninen pytter af det. Pyt pyt med det, syv millimeter er nok.

- Hvor har du købt hårfarven?

- I England.

Hvorfor Kaninen var i England? Det snakker de lidt om så. Den var løbet væk. Det var fordi den havde hørt noget om verden. Der er et stykke pels, der har lagt sig fladt ned inde i øjet på den, så den blinker, til det rejser sig op igen. Kaninen er stærk, Sylvester.

Kaninens hænder med plastikhandskerne, der er et ekstra lag hud i blå, så den bliver en avatar. Med poter af fingre der er smidige, ælter kaninen hårfarven ud i Sylvesters syv millimeter lange hovedbund. Hvordan Sylvester er en lilla dej, kan han mærke. Og han vender opad i ansigtet så der kommer smileyhuller i kinderne. Det er brikkerne på hovedet af ham, de passer sammen, når de må være lilla. Det er noget, der er rigtigt, som han gerne vil plante.

- Jeg flygtede også fra et bur, forklarer kaninen.

- Jeg er fri, forsvarer Sylvester. Han har lært at rime på det han får i hånden.

Kaninen ryster på hovedet. - Selvfølgelig er du ikke det. Den klapper Sylvester på skulderen, men ikke som om han er en hest. Kaninen begynder at lakere sine negle, de strækker sig over flere centimeter, der nu bliver en lilla strækning.

Drengen spørger om neglene på ham må prøve at være lilla ligesom håret, så han passer sammen. Kaninen siger, at det er noget han selv må bestemme. At Sylvesters negle er Sylvesters, og det forstår Sylvester ikke.

Så det bliver hermed tredjepersonens tur. På de negle der skulle være en forret i ham. Han må ikke ryste så meget på hænderne, ellers bliver lakken ikke intakt, ellers kan han ikke se sig selv i den. Kaninens skønhedstip #1. Sylvester har gjort det før, men kun med den gennemsigtige. Så kan man ikke se at han er stavet forkert, så Skolen sætter kryds ved ham. Så er det kun ham.

- Sylvester, hvorfor bider du i dig. Kaninen spørger nu igen. Den graver huller efter Sylvester og den forklaring han er.

- Forklaring:

Drengen er ikke et godt menneske siger han, jeg giver min Mor og Far rynker. Og neglelakken i Kvickly kolon: kassedame der ryster hovederne af sine led. De siger jeg er kompliceret. Og det har Sylvester ret i. Det siger de, også Skolen, også Mor og Far, for væggen er et papir, og han hører dem altid. Hvorfor græder sønnen så meget. Det er ikke normalt. Sylvester er bare en fase, siges det om aftenen, med teen der koger halsen på forældregenerationen. Sylvester står i sin sprække i døren og de lyttes til. Han skal ikke græde så meget, øver sig ved at bide neglen rød i toppen. Hvis han er stille samtidig, er han sej. Det er for Mor og Fars skyld, at han øver. Mors rynker falder altid lidt i søvn, når han bliver klippet. så græder drengen altid, og far siger at det bare er hår, og at Sylvester græder for meget. drengen er ikke et godt menneske, for mors rynker. Han kan ikke finde ud af at gøre hende glad. De siger jeg er på noget der hedder tværs.

- Sådan noget siger de ikke i England, siger kaninen.

- Gør de ikke?

- Nej, i England må du gerne have langt hår.

- Men hvorfor vil du have mig med?

- Fordi jeg synes du er rar.

Sylvester sidder med det at smile. Det er et grundstof, han kender nummeret på nu. Mavens normaltvist snoende måde at te sig på, når den jager tarmene rundt i ring i ham, er en slimklump han hoster op og ud ad døren. Vinke, vinke. Og alle de andre metaforer for at han er glad.

- Er du min ven nu? Sylvester spørger.

- Ja.

- Du findes ikke, siger Sylvester. - Her tror de ikke på kaniner.

- Det gør de i England, kaninen nyser og tager et ur frem af lommen. – Det er derfor, vi skal til England.

 

De aftaler at sejle fra Lemvig bådehavn klokken 9:45 om fredagen, men kaninen har bidt drengen i lænden og er løbet væk ned i et dybt hul inde i skoven, hvor den dør af kulde inden for tre døgn, har Sylvester læst. Den turde ikke alligevel.

Og den lilla dreng, der kommer hjem. Og Mor med slagtelamkniven, hun fjerner det lag af hovedbunden, som ligger øverst, nu vokser der ikke mere ud af den søns hoved. Jeg forstår ikke hvorfor du gør det her mod os, Sylvester, sådan flimrer Mor, og neglelakfjerner ham fra venstre. Far kigger ikke noget. Sylvester påtager sig et nyt pseudonym for hver gang Far ser sådan på ham, men det skriver han kun i tredjeperson. Tredjepersonen slutter altid sine parenteser efter sig.)

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...