Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 4 dec. 2017
  • Status: Færdig
Brændt mandler, George Michael og julemanden. Endnu en gang besøger Anna det årlige julemarked, men i år er hun der alene. //Bidrager til julekonkurrencen valgmulighed 4. Julehistorien skal indeholde kærlighed//

0Likes
4Kommentarer
164Visninger

1. Last Christmas

Lugten af brændte mandler lægger sig som en sødlig aura omkring den lille bod. Musikken skyder ud af højtalerne og lægger sig over den lille plads som tunge skyer. ”This year to save me from tears,” brager det derudad, og Anna tager sig selv i at nynne med. Hun snupper en brændt mandel og lader sukkeret smelte på tungen. ”I’ll give it to someone special.” 

   Det kølige vintermørke bliver holdt på afstand af det flammende lys. Anna skutter sig i den kulde, der alligevel sniger sig gennem tågen af hygge. Latteren gjalder omkring hende.

   ”En pose brændte mandler for kun 18 kroner. 18 kroner.”

   ”3 æbleskiver kun 15 kroner.”

   ”Gløgg 25 kroner.”

   Anna bevæger sig ned gennem den lange række med små boder. Mandler bliver erstattet af juletræer, som bliver erstattet af æbleskiver, som bliver erstattet af julekugler. Hun stopper ved boden med gløgg. Et sødt sammenkog af rødvin, nelliker og kanel forsvinder op mod den mørke eftermiddagshimmel. Anna rækker manden de 25 kroner. Han takker høfligt.

   Den varme gløgg damper, og hun lader sine kolde fingre opsuge varmen fra platikkruset. Hun når frem til julemandens telt. En lille pige kravler nervøst op på hans skød. Anna betragter dem. Og hun mindes.

 

”Jeg vil være julemand en dag.”

   ”Virkelig?” Hun ler. Han flytter blikket fra den lille dreng og kigger på hende. Han er god til at holde masken, men alligevel smutter et smil igennem.

   ”Måske ikke sådan … du ved ikke sådan et sted, nok bare hjemme i vores eget hus. For vores egne børn.” Hun griner igen.

   ”Hold da op! Børn?” Han svarer ikke, og hun siger heller ikke mere. De går ned gennem de lange rækker. Han stopper ved en bod med nisser. Hun er mere optaget af de hjemmelavede engle. Sneen begynder at falde over dem. Ikke store romantiske flotte snefnug men små kolde hårde dråber. Hun trækker tørklædet tættere omkring sig.

 

“Now I know what a fool I’ve been. But if you kissed me now I know you’d fool me again.” Anna lader sangen omfavne hende. Den drukner minderne, og hun gør intet for at stoppe den. Pigen hopper ned fra julemandens skød. Hun smiler. For vores egne børn. Anna kigger på pigen. Hun kunne faktisk godt ligne hende en smule.

   Men hun ligner ham endnu mere.

   Anna betragter pigens grønne øjne. Og hendes lyse slangekrølle der har fundet hullet i elefanthuen. Og de røde æblekinder der blusser op under huens varme. Hun betragter pigen, som var hun hendes eget, men det gør bare mere ondt. For hun kommer til at tænke på ham.

   Pigen har hans øjne.

   Hun løber smilende hen til sin mor. Anna følger hvert af hendes skridt med øjnene. Hun husker, hvordan de stod netop dette sted, hvordan de så på de små børn, hvordan de selv ønskede.

   Men julemanden kan ikke opfylde alle ønsker.

 

”Anna hør nu.” Hun lukker ørerne. Hun lukker ørerne for hans ord og hans bønner. Og hun forstiller sig en lille lykkelig familie. Ham. Hende. Og en lille pige på gulvet foran dem. De danser om juletræet. De smiler, og de griner, og de er glade. For det er jul, og alle er glade, når det er jul.

   Alle burde være glade, når det er jul.

   ”Anna, vil du ikke godt høre efter? For fanden Anna. Det her er sgu da ikke fair for nogen af os. Du opfører dig som en idiot.” Han slynger ordene ud, og hendes ører griber dem helt automatisk. Selvom hun prøver at lukke af.

   ”Det er mig, der er en idiot? Mig.” Hendes kinder er våde. Han sukker. Han sukker, fordi han synes, hun er en idiot. For hvis det står mellem ham eller hende, så vil det altid være hende, der har gjort noget galt. Men han sukker også, fordi han, lige meget hvad han siger, vil såre hende.

   ”Hey, kom her skat.” Han klapper på sofaen. Hun sætter sig ved siden af ham. Ikke fordi hun ikke er sur mere, men fordi hun ikke kan lade være. Hun sætter sig, og han kysser hende. Hun giver sig hen til kysset. Hun lader ham give hende al den kærlighed, hun har manglet de sidste uger. Og da han trækker sig væk, smiler hun.

   ”Vi burde ikke være uvenner i julen.”

 

Verden omkring hende er grå. Der er ikke faldet et eneste snefnug i år, og hun er begyndt at tvivle på, om der overhovedet vil komme et. Hun smider platikkruset i skraldespanden. Den sidste sjat gløgg plasker mod skraldespandens kanter.

   “Me? I guess I was a shoulder to cry on.” Wham! spiller på repeat, og hele pladsen lader sig indtage af George Michaels bløde stemme. Anna synker ned på en bænk. Hun kan se, hvordan nissekvinden ivrigt diskuterer med den gamle dame om prisen på den hæslige hjemmelavede nisse, og hvordan den lille dreng med nissehuen sidder fast i sit plageri om brændte mandler og varm kakao. Familier gør deres entré, mens andre er på vej væk.

   Og Anna lader som om, hun selv bare venter på, at hendes mand og pige kommer gående. Pigen med et bæger brændte mandler i sin lille hånd, og manden med to krus gløgg og en tallerken æbleskiver. Men der dukker ingen lille pige op. Og ham hun ser for sit indre blik kommer heller ikke. Anna sidder stadig på bænken alene i mørket.

   ”Undskyld, sidder der nogen her?” En stemme blander sig med George Michaels, og river Anna ud af hendes drømme. En bump advarer hende om, at stemmen har sat sig ved siden af hende.

   ”Åh … øh, nej,” siger hun, selvom stemmen allerede har sat sig godt til rette. Hun skæver til ham. Han betragter julekaosset med et smil spillende i mundvigen. Og Anna betragter ham.

   ”Gud, hvor jeg elsker julemarkeder.” Anna ved ikke, om han snakker til hende, eller om det mere bare er en konstatering til sig selv.

   ”De er også, øh, hyggelige,” siger hun så. Han fjerner blikket fra nissekvinden, der stadig diskuterer og kigger på hende. Anna slår blikket ned.

   ”Bestemt.” Tavshed.

   ”Du kommer her måske hvert år?” spørger han så.

   ”Det var en tradition i min familie. Julemarked hvert år den anden advent. Jeg har prøvet at holde fast i den tradition for mig selv, men du ved ...” Anna går i stå.

   ”Jeg forstår, hvad du mener. Det kan være lidt trist at være her selv, ikke?” Hun nikker.

   ”Jeg kunne bruge noget gløgg. Skal jeg tage noget med til dig?” spørger han.

   Anna ryster på hovedet. ”Nej tak, jeg har allerede fået.”

   ”Man kan aldrig drikke for meget gløgg. Det er jul. Er du sikker på, jeg ikke skal tage en kop med til dig?” Han smiler til hende, og hun nikker ja tak til en kop. Fordi han har ret. Det er jul, og hun fortjener et ekstra glas gløgg.

   Han forsvinder, og hun har helt glemt at spørge, hvad han hedder.

 

Sneen knitrer under hendes fødders tunge skridt. Hun baner sig vej uden at tage hensyn til den nyfaldne snes elegance eller at hendes træsko ikke er velegnede til flere centimeter høj sne. Hun kæmper sig fremad, og hun når postkassen med skoene fulde af sne og et tydeligt nedtrampet spor i hendes kølvand.

   Mellem reklamerne ligger et enkelt brev. Hendes navn er skrevet med tydelige bogstaver på brevets forside. Hun tager bunken med post i sine kolde hænder, inden hun begynder at kæmpe sig tilbage igen. Hun har knap smidt træskoene, før hun åbner brevet.

   ”Min kære Anna,” begynder det. Bekymret læser hun videre.

   ”Det kan ikke være os.” Hun stopper op. Og hun opdager, at hendes mascara er rendt i tykke strømme ned ad hendes kinder.

   ”Jeg er rejst væk.” Hans ord rammer hende hårdere, end hun havde forventet, de ville. Hun læser brevet igen. Og igen. Og igen. Og lige en ekstra gang for hun vil være sikker på, at hun ikke har misforstået noget.

   ”Du vil altid have en særlig plads i mit hjerte.”

   Hun ved ikke, om det er derfor, hun ikke bare smider brevet ud. Hun ved ikke, om det er derfor, hun lægger det i lommen i stedet. Men hun lægger det i jakken hun stadig ikke har nået at få af, og ordene bliver gemt væk i det bløde for.

 

”To kopper dampende varm gløgg og et bæger brændte mandler.” Han sætter sig ned igen, og Anna kan ikke lade være med at smile. Hun elsker brændte mandler.

   ”Det dufter godt,” hører hun sig selv. Rødvin, kanel, nelliker og appelsin rammer hendes næsebor. Hun dufter glædeligt ind.

   ”Jeg har helt glemt at spørge, hvad du hedder?” siger han.

   ”Jeg hedder Anna,” svarer hun.

   ”Og jeg hedder Ben,” siger han. Han rækker sin hånd frem, og hun kan ikke lade være med at grine, da de giver hinanden hånden.

   Drengen med nissehuen vandrer glad rundt med kakaoskæg foran dem. Og den gamle dame kigger smilende ned på hendes plasticpose med nissen i. Familier der før ankom er allerede forsynet med gløgg, æbleskiver og brændte mandler. De presser prisen ned, mens de sælgende presser prisen op. Og det hele blander sig med den søde julemusik, der lægger sig som et beskyttende lag over den lille markedsplads.

   Men nu er der også Annas latter, og Bens sjove kommentarer.

   ”Så hvor skal du holde jul i år?” spørger hun.

   ”Åh, ja … det bliver hjemme hos de gamle i år,” svarer han, ”og hvad med dig?”

   ”Hos min søster. Sammen med hendes mand og børn.”

   ”Det lyder til, der bliver gang i den hos dig,” siger han. Hans øjne glimter i lyskædens skær.

   ”Og det lyder til, din bliver meget stille og rolig.” De griner begge. Fordi de er glade, og fordi det er jul, og fordi det pludselig ikke er så koldt mere. Anna slubrer den sidste sjat gløgg i sig.

   ”Øh, jeg skal have købt en julekugle,” siger hun stille. For egentlig vil hun allerhelst bare blivende siddende.

   ”Altså bare én julekugle?” spørger han.

   ”Det er sådan lidt en tradition. Hver år køber jeg en ny julekugle. Så i stedet for bare at købe en masse discountkugler, så vælger jeg nøje en ud hvert år.”

   ”Det lyder som en stor beslutning, du skal til at træffe.”

   ”En meget stor beslutning. I hvert fald en meget stor beslutning at træffe på egen hånd,” siger Anna. Ben smiler til hende.

   ”Hvis du ikke har noget imod det, så vil jeg da gerne hjælpe dig med denne store beslutning,” siger han. Anna nikker.

   ”Det må du meget gerne.”

   De rejser sig begge op. Anna åbner de øverste knapper i hendes halvslidte vinterfrakke. Lige så hun kan komme ind i inderlommen. Hun tager papiret frem. Det er foldet, og kanterne er begyndt at krølle. Uden at kigge på det smider hun det i skraldespanden sammen med det tomme plastickrus. Et snefnug rammer hendes hånd, da hun trækker den tilbage, så den kan dykke ned i lommen igen.

   Hun begynder at nynne stille, da hun og Ben forsvinder ind i menneskemængden.

   “This year to save me from tears I’ll give it to someone special.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...