Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
610Visninger
AA

8. Kapitel 8

Alt omkring mig virkede trivielt efterhånden. Efter rettergangen og mit møde med Kristian, var alt vendt tilbage til det normale. Møderne, min formelle attitude og den trivielle gang i gangene omkring præsidenten. Alt var på sin plads og i sin skønneste orden. I hvert fald for nu.
Men Sir Nicholas havde alligevel gjort sine forholdsregler og befalet at alle skulle holde et vågent øje med alt og alle omkring sig, for at sikre sig at der ikke var mere der gik galt eller en ny oprører fandt på at lave kunster. Man kunne aldrig vide på disse kanter og i disse tider. Specielt ikke med diverse forskere ude i gaderne, der i den grad var ude efter os.
Samtidig havde han givet mig et lille hint om at han ønskede mig ude på gaderne i dagslys, for at sikre mig at der ikke skete noget. Jeg gjorde som han sagde, som jeg nu altid gjorde. Han havde haft mig under sine vinger i de sidste 200 år, så jeg stod i den grad i gæld til ham.
Jeg havde selv fundet mit emblem frem for at kunne spadsere i gaderne ved dagslys. Det var ikke så tit jeg brugte det, da jeg hadede at mænge mig med menneskene, da de virkede så lumske. Man vidste aldrig hvad de kunne finde på og da slet ikke om der var en der hev emblemet af mig. Jeg havde ikke ligefrem et dødsønske. Jeg gemte for en sikkerheds skyld altid emblemet, så der ikke var nogen der kunne se det.
Jeg betragtede de travle mennesker, der alle rendte rundt med deres virtuelle headset, der gav dem al den information de havde brug for. Selv bilerne var mere avancerede end tilbage i 2017. De havde for længst droppet benzin og var nu gået fuldstændig over til elbiler, der kunne svæve ved hjælp af manipulation af tyngdekraften. Jeg stod et øjeblik og lod mig fascinere at menneskehedens umådelige måde at få teknologien til at arbejde for dem.
Jeg havde næsten set udviklingen ske, lige siden de gik fra benzinbiler til komplette elbiler. Dengang jeg var ung og menneske, var det kun på prøve og der var ikke så mange elbiler som der var nu. Nu var der ikke andet end elbiler, mens benzinbilerne var endt på enten et museum som forhistorisk kunst eller på skrotpladsen, hvor skrotterne, som vi så fint kaldte dem, gik hen når de skulle finde reservedele. Jeg havde i ny og næ fundet på at smutte derhen, for at se hvad de havde smidt ud og der var noget jeg eventuelt kunne bruge derhjemme. Dog uden held.
Det var vitterligt ikke andet end en ordentligt omgang skrot, der burde begraves. Hvorfor gå derhen, når man alligevel kunne få det hele nyt nu til dags og i den grad i meget bedre og mere moderne stand, end hvad man kunne finde derhenne? Jeg fattede det ikke. Mens jeg havde været der, havde jeg fundet et par gamle telefoner. Helt tilbage fra før jeg blev vampyr. Hvordan havde de dog overlevet så længe?
Jeg gik hvileløst omkring, uden egentlig at vide hvad jeg skulle holde med. Det var ikke andet end en helt normal dag, indtil der var en enkel person der fangede min opmærksomhed.
Det var en person, der i den grad prøvede at liste sig omkring. Lidt efter lidt indså jeg at det var en listetyv, der forsøgte at fiske efter mønter i folks lommer, så det opgav jeg hurtigt og endte med at smutte ind i sidegaderne.
I sidegaderne var der i den grad mere liv end jeg havde regnet med at der ville være. Alle omkring mig løb den samme vej, og det virkede som om de alle var på vej mod heksenes hovedcentral, der lå på Københavns gamle hovedbanegård. Hvad skulle de dog den vej? Foregik der mon noget hos heksene, som vi ikke kendte til? Jeg endte med at følge med, for at se hvad det hele gik ud på. Jeg måtte have nogle svar.
Da vi kom nærmere heksenes Hovedcentral, var der en massiv menneskemængde, der rendt ud og ind. Så mange plejede der i den grad ikke at være her, og da slet ikke på en gang. Sir Nicholas havde i den grad ret i at der foregik noget, uden at kunne sætte en finger på hvad det var.
Jeg gik nærmere og smuttede hurtigt ind i mængden. Samtidig lod jeg som om at jeg hørte til, og var en af heksene. Det var tydeligt at den indre gruppe af hekse der opholdt sig her, havde tilkaldt en form for forstærkning. Noget var i den grad i gærde. Men hvad, det var svært at sige på nuværende tidspunkt.
Da jeg kom indenfor, var der grupper samlet rundt omkring, mens der var samlet en mindre gruppe på et podie i et mindre rum inde i midten. Der var formentlig der den inderste kreds opholdt sig.
Os vampyrer havde i århundrede haft et samarbejde med heksene her i landet, som vores tætteste allierede. Vi holdt deres ryg fri for heksebrændinger, mens de hjalp os med at skjule vores samfund. Vi holdt også deres eksistens skjult, til gengæld for deres ekspertise i forhold til at kunne bevæge os frit i dagslys.
Men dette virkede på ingen måde som dem. At holde et heksekonvent, uden så meget som at give os besked. De havde gang i et eller andet, som de ikke har formået at sige til os. Min første tanke var at finde Felicity, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde at lede henne. Hun kunne være alle vegne og alligevel ingen steder. Hun var den af alle hekse, der i den grad havde kræfter udover alt andet jeg nogensinde havde set.
Jeg gjorde mit bedste for at lade som om jeg passede ind, men det var ikke det letteste. Jeg havde ikke taget nok blod fra køleskabet, til at håndtere solens stråler i længere tid, og samtidig skulle håndtere denne mængde af hekse? Det var tvunget til at gå galt og jeg kunne ikke komme nogen steder. Deres magiske energi tærede på mig, og de vidste at de kunne tære på vores energi.
Jeg fandt min mobil frem og tastede Felicitys nummer ind, for at ville ringe hende op, men før jeg nåede så langt, var der en der prikkede på min skulder. Bag mig stod Felicity.
”Hey, min pige. Hvad bringer dig hid og så på sådan en festlig dag?” Hun sprudlede af glæde.
”Hvad mener du? Her er jo hekse overalt. Hvad er det lige der sker her?” Jeg prøvede så vidt muligt at forholde mig i ro, men min krop strittede imod. Der var en del af mig, der følte at der var et eller andet forkert ved situationen.
”Har i slet ikke fået noget at vide? Det er den årlige fejring af heksenes frihedserklæring, siden heksebrændingerne sluttede. I år afholder vi det her. Jeg troede ærlig talt i havde fået det at vide. Hendes smil blegnede.
”Nej, vi har ikke fået noget at vide, men det ville have været rart hvis i havde givet besked på en eller anden måde.” Hun nikkede, samtidig med at hendes blik var alle andre steder end her. Hvad mon det gik ud på?
”Er alt okay?” spurgte jeg, hvilket fik hendes opmærksomhed til at rette sig tilbage mod mig.
”Ehh, hvad sagde du?” Hun virkede i den grad pludselig distraheret.
”Jeg spurgte om alt er okay. Du virker distraheret.”
”Ja ja, hvad end du siger, sødeste. Ej, jeg bliver nødt til at gå. To af min bedste venner fra Jylland er lige kommet op at slås, så vi snakkes ved.” Før jeg nåede at sige noget, var hun smuttet videre, og jeg stod igen alene. Alene iblandt adskillige hekse, der kunne få mig ned med nakken i løbet af få sekunder, og endda ved tankens kraft.
Jeg smuttede hurtigt ud derfra og tilbage fra den vej jeg var kommet. Men skulle jeg mon nævne det for Sir Nicholas inden, eller finde ud af hvad der for alvor skete, inden jeg nævnte det for ham? Selv uden for heksenes Hovedcentral, vrimlede det med hekse. Stor som små, høje og lave. De fleste forholdt sig til det de havde gang i, mens der var op til flere der stoppede på og stirrede på mig. De vidste sikkert med det samme at jeg slet ikke hørte til her. Nogle af dem der så mig, begyndte straks at hviske med sidemanden. Hvad skulle det dog gøre godt for?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...