Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
558Visninger
AA

6. Kapitel 6

FLASHBACK

Festen på Zwei Grosse Bier Bar endte brutalt med at politiet styrtede indenfor og greb hvem som helst for anholdelse efter at de havde fundet ud af at der var personer under 18 år til stede på en natklub klokken 3 om natten. Alle i lokalet lod sig rive med og smuttede ud derfra. Festen herinde var hermed slut.
Jeg var den der gik i størst panik i min gruppe, mens resten af mine venner var pisse ligeglade. De lovede i gule og grønne skove om at de ville beskytte mig, da jeg var ekstremt fuld. IGEN! Det var bestemt ikke første gang at politiet kom herind mens vi var her, og samtidig havde fundet mig i denne tilstand. De havde gang på gang taget mig med ud i deres bil og transporteret mig hjem til mine forældre. Det MÅTTE ikke ske denne gang. 
Jeg så mig rundt i lokalet, mens alle stod bomstille og lod politiet gøre deres arbejde eller lige så stille smuttede ud herfra. Jeg måtte simpelthen finde end udvej, uden at blive opdaget, men det var ikke let når man i den grad var fuld.
Det endte med at jeg dukkede mig ned og gemte mig under det nærmeste bord, så politiet ikke kunne se mig. Jeg opdagede i farten at en af de to betjente, var en af de betjente der før havde været med til at køre mig hjem, og havde fået mine forældre til at love højt og helligt om at hverken ham eller nogen anden betjent ville fange mig i byen igen, før jeg var blevet 18 år. Som om det ville komme til at ske.
Her var jeg så igen og i samme tilstand som sidste gang. Mit hjerte hamrede afsted, mens jeg i ren og skær spænding, ventede på at de skulle smutte og jeg derved kunne komme ud derfra uden at blive opdaget. Hvad skulle jeg dog gøre, hvis de opdagede mig? Hvad ville mine forældre dog ikke gøre ved mig, hvis jeg endnu en gang kom hjem i en politibil? Og specielt efter at de i den grad havde skældt mig ud så hele Stensballe kunne høre det og givet mig stuearrest i jeg ved ikke hvor lang tid? Det ville være ufatteligt pinligt. Ikke mindst overfor mine venner, der hver eneste gang endte med at grine af mig.

Lidt efter lidt tømte det ud i lokalet, som politiet møvede sig igennem mængden. Jeg blev siddende hvor jeg var og de havde heldigvis ikke opdaget mig endnu. Mine venner var der heldigvis stadig ved det bord vi havde siddet ved i den sidste times tid. Mon de for en gangs skyld holdt hvad de lovede og hjalp igennem det her? Det lod det til, men ikke for længe. Mit hjerte hamrede derudaf. Hvad ville der ske nu?
Da politiet kom hen til min gruppe af venner, var der en af dem der satte sig ned på knæ og hev mig ud fra mit gemmested. Tårerne meldte sig i mine øjne. Jeg prøvede at stikke af, men uden held. Det var Peter der havde hevet mig ud derfra, og han holdt mig godt fast. Det var betjenten fra sidste gang, der så på mig og sukkede, samt rystede på hovedet. Han havde endnu en gang fornøjelsen af at køre mig hjem og der var ingen der kunne hjælpe mig nu.
”Hvad har vi nu her? Er det ikke sødeste Freja? Jeg troede ellers vi havde en aftale om at jeg først skulle se dig herinde, når du var blevet 18, men der er vist stadig halvandet år til at det sker?” Hans øjne sagde det hele. Han var skuffet over mig. Jeg var mindst ligeså skuffet, men ikke over det samme som ham. Jeg var skuffet over at jeg var blevet opdaget det sted af alle steder, hvor jeg ikke burde blive opdaget og da slet ikke i en tilstand, hvor jeg på ingen måder kunne stå på egne ben
Forbandede idiot til Peter, der havde gjort det her mod mig. Hvorfor gjorde han det overhovedet, når han havde lovet at lade være?
Betjenten tog fat i min overarm, lod de andre gå og tog mig med ud til bilen. Jeg strittede imod alt hvad jeg kunne, men der var intet jeg kunne gøre, andet end at følge med. Lige meget hvad jeg så eng gjorde.
Turen hjem til mine forældre føltes lang og pinefuld. Jeg søgte et eller andet i horisonten, mens betjenten ved siden af mig sagde noget til mig og tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Da vi til gengæld holdt inde ved hjemme ved mig, var det uundgåeligt at mine forældre stod og ventede på os.
Selvfølgelig havde betjenten ringet til dem og sagt at vi var på vej. Det undrede mig ikke, da han sikkert havde udvekslet numre med dem sidste gang han kom anstigende til deres hus, med mig ved hans side – og denne gang, der var mindst nummer 117.
Det var efterhånden ikke ligefrem et sjældent syn for dem, men udtrykket inderes ansigt var det samme hver evigt eneste gang. Vrede, træthed, og ikke mindst den værste af dem alle – skuffelsen. Skuffelsen var altid den der havde den største pinsel for ethvert barn. Vreden kunne jeg klare til enhver tid, men skuffelsen slog altid hårdest.
De sagde intet til mig, men gik indenfor og forventede at jeg fulgte efter. Jeg vidste hvad der ventede mig indenfor, hvilket gav mig endnu mere lyst til at stikke af igen. Jeg kunne dog ikke få mig selv til det, velvidende at betjenten straks ville løbe efter mig og hale mig med tilbage og tvinge mig til at gå indenfor. Han vidste at jeg var under 18 og derfor stadig var mine forældres ansvar. Hvor skuffede de så end var over mig og ikke mindst over mine handlinger.

”Hvad fanden tænker du på, Freja? At stikke af på den måde, når vi flere gange har fortalt dig at det er udelukket. Du er under 18, og sniger dig ligefrem ind på et diskotek, hvor du ikke hører til?” rasede mor af sig. Hun havde brugt en hel time på at skælde mig ud og hun var på ingen måder færdig. Jeg tonede ud for en stund og lod hende rable af sig.
Jeg stod med bøjet hoved og med foldede hænder der hang slapt ned af siden på mig. Tårerne strømmede stadig ned af kinderne. Hvorfor græd jeg overhovedet? Det var formålsløst. Far stod bag mor og var stilheden selv iført sin pyjamasbukser og Brøndby trøje, med et noget så skuffet udtryk i ansigtet, uden så meget som at sige et eneste ord. Der var ikke noget han kunne sige, for at gøre situationen værre end den allerede var. Eller bedre for den sags skyld.
”Undskyld. Det vil aldrig ske igen.” svarede jeg lavt, men uden egentlig at mene det. Jeg ville uden tøven gøre det igen, men dette var ydmygende. De havde vundet denne omgang, men de skulle ikke tro at de ville vinde krigen. Det var mig der ville stå som den sejrende i sidste ende. Lige meget hvor lang tid det ville tage. Jeg håbede inderligt at de snart ville give op og for alvor lade mig være i fred.
”Det er ikke godt nok, unge dame. Din stuearrest er blevet forlænget til den dag du bliver 18 og derefter er det ud af huset med dig.” svarede mor. Jeg så måbende på hende. Hvad skulle det betyde? Der var sindssygt lang tid til min 18 års fødselsdag, og så vil hun ligefrem smide mig ud af huset?
”Stuearrest og smidt ud hjemmefra, den dag jeg bliver 18? Det kan du da ikke mene seriøst? JEG VIDSTE DET, JEG VIDSTE DET! I ELSKER MIG IKKE OG I HAR ALTID HADET MIG, LIGE SIDEN DEN DAG JEG BLEV FØDT. HVORFOR BEHOLDT I MIG OVERHOVEDET, HVIS JEG IKKE BETYDER EN SKID FOR JER I SIDSTE ENDE! Jeg har ikke gjort andet end at skuffe jer lige siden jeg var lille, uden at vide hvorfor og jeg har ikke været andet end dødvægt for jer. Hvad med at jeg pakker mine ting og smutter med det samme, og lader jer slippe for besværlighederne ved at skulle kontrollere mig de næste 18 måneder?” svarede jeg arrigt igen, stampede ned til mit værelse og fandt den nærmeste taske. Jeg begyndte straks at pakke alt mit tøj og alle de ting jeg fandt nødvendigt at have med mig.
Denne gang græd jeg for alvor. Det var en hysterisk en af slagsen og jeg følte mig komplet magtesløs, da jeg på ingen måde kunne gøre for det. Ja, det føltes godt at jeg formåede at sige fra overfor mine forældre, men ikke på den måde jeg havde forestillet det skulle ske. Jeg kunne høre deres stemmer fra stuen, idet de begge virkede ret så højrøstede over det jeg havde sagt. Havde jeg mon ment det jeg havde sagt, eller var det mere eller mindre endnu en af mine rebelske vredes udbrud?
Ja, det var egentlig et godt spørgsmål, men jeg havde ikke lyst til at blive her og finde ud af det. Jeg ville meget hellere væk herfra og ikke skulle forholde mig til dem mere end højst nødvendigt. De var ikke andet end overfladiske forældre, der kun så mig som en belastning og en rebelsk datter. Jeg ville væk. Langt væk herfra og ikke se mig tilbage. Det var alligevel nytteløst at prøve. Planen for nu var at tage hjem til Kristian. Han ville da helt sikkert lade mig komme og bo hos ham.
Da jeg var færdig med at pakke, smuttede jeg ud af vinduet, så jeg slap for at se mine forældre og i samme sekund skulle slippe for konfrontationen med dem. En ting var at jeg var stormet ud af stuen, mens noget andet var at de forventede at jeg ville komme tilbage til stuen og gå den vej ud.
Jeg havde på vejen hen til Kristian, ringet til ham og ladt ham vide at jeg var på vej. Han tog straks imod mig, da jeg ankom cirka tyve minutter senere, med tårerne strømmende ned af kinderne. Hans arme var min sikre havn, når alt andet faldt ned om ørerne på mig. Lige meget hvad han sagde eller gjorde imod mig.
Kristian boede i en stuelejlighed, i Beringsvænget, med en have til den ene side og en gårdhave med skur ud til indgangen. Jeg elskede at hænge ud i haven, når jeg var hos ham og det nød jeg også godt af de efterfølgende dage, hvor han lod mig sidde derude uforstyrret, mens jeg faldt til her. Jeg elskede at være i dette område af byen, da der i den grad var så mange forskelligheder samlet i et enkelt område – og så lå det lige op ad Hybenvej, der af sine egne årsager, stadig var byens berygtede område. Byens ghetto. Byens sorte får. Området var blevet bedre og mindre kaotisk, men det var som om den sorte sky, der har hængt der over så lang tid, nægtede at gå væk. Områdets ry blev ikke bedre.
Skolen virkede pludselig irrelevant, til trods for at jeg burde sørge for at blive færdig med folkeskolen. Men jeg kunne ikke få mig selv til at tag afsted. Jeg var konstant i lejligheden, hvor jeg dog mest af alt opholdt mig i soveværelset, hvor der var trygt og varmt. Her kunne jeg for alvor være i fred, uden at skulle høre på Kristians konstante spil på hans PlayStation.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...