Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
580Visninger
AA

4. Kapitel 4

Hoben omkring den dømte maste sig hen imod ham. Sir Nicholas havde talt, og der var nu ingen vej tilbage. 
”Nej, nej, nej.” tænkte jeg, uden at vide hvad jeg skulle gøre. Godt nok havde jeg været straffens udmelder, men intet havde forberedt mig på den voldsomhed i mængden af alverdens vampyrer i salen ville reagere, efter præsidentens sidste og endelige ord. Hvem kunne nogensinde forberede sig på dette syn, der udspillede sig lige foran os?
Den dømte blev revet i, kradset i, råbt og skreget af og endda overfuset med blod og knogler i massevis. Hevet hele vejen ud på pladsen foran rådhuset.
Stilheden sænkede sig over salen, der endte med at være mennesketom. Sir Nicholas sad som forstenet på sin trone, uden at sige et eneste ord.
”Hvad skal vi gøre nu, sir?” spurgte jeg for at bryde stilheden. Han rystede på hovedet uden at sige noget, rejste sig op og forlod salen, efterfulgt af sine trofaste vagter. Den eneste der var tilbage, var mig. Hvad havde jeg dog gjort?
Ja, han havde gjort noget forfærdeligt og havde næsten afsløret hele vores underjordiske samfund, uden nogen form for kvaler. Men hvad skulle det gøre godt for at jeg endte med at dømme ham til døden? Mere død end han allerede var nu? Det var helt ufatteligt så brutalt et samfund vi var, når det gjaldt om at holde det hele skjult.
Efter et stykke tid, bad Sir Nicholas mig om at gå hjem og få noget søvn, hvilket jeg gjorde. Jeg gik jeg ud af salen og fandt hjem til mig selv. Mit hjem befandt sig ikke langt fra rådhuset, hvor Sir Nicholas boede. For ham krævede det at jeg var tæt på, når jeg skulle fungere som hans højre hånd. Vi havde i de sidste par hundrede år fået lavet diverse underjordiske tunneler og boliger til vores brug.
Udenfor bygningen kunne der høres adskillige råb og skrig. Det gibbede i mig, imens jeg gik videre. Der var ingen grund til at jeg blev hængende og fik endnu mere kvalme ved lyden af at de flåede ham i stumper og stykker. Hvert eneste skridt føltes tungt og mit åndedræt var mere end besværet af min dårlige samvittighed der kørte på højtryk. Jeg hadede dette for hver eneste gang der blev udstedt en dom overfor en person, der i sidste ende angrede sine handlinger, og alligevel endte med at dø. De var trods alt en del af dette samfund, til trods for at vi stadig måtte holde os skjult. Hvad skulle det alligevel gøre godt for?
Jeg fandt hjem til mit værelse i min lille lejlighed, hvor jeg straks lagde mig på sengen. Lejligheden lå på overfladen, med indgang under jorden, så jeg havde udsigt ud til verdenen udenfor. Mine vinduer var heldigvis sikrede mod solens indtrængen, så jeg var sikret mod solens kræfter og undgik at blive grillet til døde. Heldigt for mig. Samtidig var der ingen chance for at der var nogen der kunne se mig udefra.
Det var lidt ironisk at jeg havde en seng, når jeg ikke havde brug for søvn. Så hvorfor havde jeg egentlig en seng til at starte med? Jeg havde flere gange tænkt at gå af med den, men kunne alligevel ikke få mig selv til det. Den var trods alt behagelig at ligge i og til dagsbrug når jeg alligevel havde brug for hvile, til nattens strabadser – selvom nogle nætter var mere rolige end den jeg lige havde haft fornøjelsen af.
Ikke lige som den nat jeg lige havde været igennem, med retssag og hele hoben af vampyrer der gik fuldstændig amok. Jeg havde ikke haft overskud til at finde ud af om de virkelig havde knækket nakken på ham og hugget hovedet af ham eller om de gik fuldstændig amok med at patere ham til stumper og stykker. Men det skulle alligevel ikke undre mig at de et eller andet sted endte med den sidste del i ren vrede.
Men gad vide hvor længe der ville gå indtil den næste trussel ville komme og endnu en oprører ville prøve på at afsløre os alle sammen? Det var svært at sige. Der kunne gå alt fra en måned til 100 år før den næste ville melde sig. Vi havde levet så længe i skyggen af menneskene at der indimellem kom nogen frem, der så gerne ville kunne leve på lige fod med mennesker, at de nærmest ville gøre hvad som helst for at få det til at ske, mens andre gjorde den utilgivelige gerning for spændingens skyld.
Sir Nicholas havde dog levet længe nok til at vide at menneskene aldrig ville kunne leve side om side med os vampyrer, der trods alt havde brug for blod til at kunne overleve. Kun meget få mennesker var villige til at agere blodbank for os, så det var ikke til at regne med hvordan resten af menneskeheden ville reagere hvis vi stod frem i lyset. Ramaskrig ville nok være den første reaktion og de ville mest af alt gå i en form for forsvarsmekanisme overfor os. Sørge for at vi aldrig ville se dagens lys uden at dø og udskyde os fra samfundet.
Vi kunne sagtens være en del af deres verden om natten, uden at brænde op i solens stråler, men om dagen var vi fortabte og var nødsaget til at være indenfor. For dem var vi rendyrkede monstre. Monstre der ville dræne dem for blod og til sidst dræbe dem i ren sult og ikke mindst fordi vi, i deres optik, ikke kunne stoppe når tørsten var størst. Men ikke alle af os var monstre. Kun dem der var fulde af fortabelse og hadske tanker i forhold til menneskeheden, efter at de var blevet forvandlet og var blevet mishandlet eller behandlet forkert i deres menneskelige liv.
Af hvad jeg selv huskede fra mit eget liv, før jeg blev forvandlet til vampyr – reddet så at sige – var mit liv heller ikke ligefrem lutter lagkage. Jeg havde hadet mit menneskelige liv, hvor alt og alle omkring mig afskyede mig, som om jeg kun var en brik i et puslespil. Så det at blive vampyr var kun for det bedste for mig, selvom de første år var noget så svære at styre for mig. Hver eneste dag her havde været noget godt, så det var svært for mig at se hvordan menneskene ikke kunne se det gode i os.
Ja, godt nok krævede vi blod for at overleve, hvor menneskene var dem der havde den del. Men vi sørgede til gengæld for at opretholde en god orden i nattelivet, mens de sov trygt i deres senge. De var for nemme at uskadeliggøre, mens vi var usårlige. I hvert fald til en hvis grænse, hvis man ikke brugte de livsfarlige våben imod os der kunne dræbe os alle.
For slet ikke at tale om de åndsvage myter de havde fundet på helt tilbage i tidernes morgen. Det at vi ikke kunne se os selv i spejlet? Ej, helt ærligt. Selvfølgelig kan vi se os selv i spejlet. Hvordan skulle vi dog ellers kunne finde ud af om vi havde noget mellem tænderne eller ej? Eller om der sad blod i ansigtet som vi skulle have skyllet væk?
Hvem der så end havde fundet på de myter, må have været en anden vampyr, der ville sørge for at vi stadig kunne mænge os med menneskene, uden at blive afsløret på forhånd.
Jeg sukkede ved tanken om det. Jeg havde mødt jeg ved ikke hvor mange mennesker gennem de sidste 315 år efter jeg blev forvandlet, der sværgede ved de skide myter, som om de selv havde fundet på dem. Hvor kunne de dog vide det fra, med mindre de kendte en ægte vampyr? Jeg skulle nødig være deres prøveklud.
Et lille grin slap ud af mig, før jeg vidste hvorfor. Det gjorde mig dog ikke noget. Jeg greb ud efter den bog jeg havde placeret på mit sengebord, for derefter at indse at den ikke var der. Hvor fanden var den så blevet af? Jeg vidste at jeg havde placeret den på mit sengebord og på ingen måder havde flyttet den. Men hvem havde så?
Mine nerver satte ind. Jeg stormede op fra sengen og så febrilsk rundt i værelsets mørke, uden at kunne få øje på nogen. Alle mine sanser arbejdede på højtryk, mens jeg prøvede at finde ud af hvem der kunne have været herinde. Men den eneste der havde adgang til lejligheden, var mig. Jeg stormede rundt i lejligheden og tændte for alt lys, for at finde ud af om der var tegn på indbrud. Der var dog intet tegn på at nogen havde været herinde. Alt var hvor det plejede at være – bortset fra bogen. Hvor var den dog blevet af?
Jeg faldt sammen i sofaen. Frustrationen byggede sig op indeni mig. Det var min yndlingsbog der nu var forsvundet. Lige meget hvor jeg ledte, kunne jeg ikke finde den.
Det bankede på døren. Gentagende gange. Hvem kom mon forbi på det her tidspunkt? Alle jeg kendte var taget hjem i beskyttelse mod dagslyset. 
Der blev banket på døren igen og igen. Jeg rejste mig lige så stille og gik over til døren. Lagde hånden på dørhåndtaget og åbnede forsigtigt døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...