Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
581Visninger
AA

15. Kapitel 15

Hvad var der dog gået af Sir Nicholas? Han virkede lidt ude af sig selv. Førhen havde han med glæde taget det ind som jeg havde fortalt ham, men da jeg havde fortalt ham om heksene, virkede det ikke helt som om han tog det seriøst. Han havde til gengæld affejet det, til fordel for heksene. Det frustrerede med en del, da jeg i bund og grund var sikker i min sag.
Jeg vidste at der foregik noget, uden at kunne sætte min finger på hvad det var. Jeg havde flere gange siden turen henne ved heksenes hovedcentral, prøvet at komme i kontakt med Felicity. Hun havde dog ikke svaret, hvilket ikke lignede hende. Hvad mon det gik ud på?
Jeg vidste med det samme at hun skjulte noget, da hun normalt ville svare mig hurtigt. Men efter flere timer havde hun stadig ikke svaret. Hvad skulle jeg dog gøre, for at overbevise andre end mig selv om at heksene var ude på noget? Det irriterede mig helt ind til rygraden. Jeg havde prøvet at gøre Sir Nicholas opmærksom på det, men det hjalp jo ikke ligefrem min sag.
Lige siden havde hans råds mænd været efter mig og sendt mig adskillige blikke, der for mig var alt sigende. Blikke der i den grad ville dræbe mig på stedet, hvis det var en mulighed. Sir Nicholas havde dog talt godt for mig, da jeg stadig var en del af møderne som hans højre hånd. Hvis han ikke havde gjort det, ville de på alle måder have sørget for at jeg var blevet udelukket. Jeg gav dem et simpelt smil hver eneste gang de kiggede på mig, hvilket fik dem til indædt at knurre af mig.

Efter møderne var slut for og skumringens gerninger endte, tog jeg mig den frihed at smutte udenfor i nattens befriende mørke. Møderne der for det meste foregik lige efter solopgang, når Sir Nicholas havde et emne der skulle diskuteres, tog gang på gang på min energi, og jeg havde brug for den friske luft til at komme til mig selv igen. Lejligheden var også en mulighed, men i disse dage havde jeg brug for at finde en undskyldning for at lede efter beviser, der på en eller anden måde kunne overbevise andre omkring mig om at der var noget galt.
På den anden side var jeg også ude for at se om jeg eventuelt kunne finde Kristian, samt de andre. Jeg gik i mine egne tanker, mens jeg vandrede rundt i de Københavnske gader. Kiggede på de genopbyggede huse, og de huse menneskene for længst havde anset for at være fortabte. Tredje Verdenskrig havde givet Danmark en hård medfart og verden omkring os anså landet for ikke længere eksisterende. Da krigen var slut, var danskernes fællesskab for længst væk. Ruinerne var nogle steder endt som en påmindelse om hvad der var sket, mens der var blevet bygget nye huse andre steder. Jeg sukkede lettere vemodigt ved tanken om minderne. Min egen tid under krigen var let nok, da jeg mest af alt havde gemt mig i tunnelerne sammen med Sir Nicholas, hvor vi mest af alt opbyggede vampyrsamfundet. Heksene og vampyrerne gjorde deres del for at overleve krigen, som endte ud i den alliance der var imellem os.
”Nå, der var du, Freja. Jeg har ledt efter dig over alt.”
Hvem var det? Jeg vendte mig straks om. Overraskelsen stod malet i mit ansigt, samt øjnene stod vidt åbne. Jeg vidste på ingen måde hvad jeg skulle sige.
”Er du så glad for at se mig, eller var jeg ikke en del af dagens plan?” spurgte hun.
”Undskyld, men hvad laver du her, Camilla?” fik jeg endelig sagt, da jeg til sidst fandt mælet. Foran stod den veninde jeg havde betroet mig til, før det frygtelige nat for så længe siden. Det lange, lyse hår der nåede ned til hendes hofter, de blå øjne, de røde læber og hele hendes positur, der fik hende til at ligne den perfekte model for ethvert modelbureau. 
”Jeg er her da for at se dig din tosse. Hvad ellers? Du er da ikke ligefrem den letteste at finde.” Hun grinte lidt. Jeg tog en dyb indånding.
”Hvad er det du laver her?” spurgte jeg igen. Jeg troede næppe på at hun var her for besøgets skyld. Men det der undrede mig mest, var hvordan hun stadig var i live. Hun så undrende på mig, samtidig med at hendes smil blev større og hun rystede på hovedet.
”Tak, for tilliden, Freja. Det er ellers også godt at se dig. Jeg troede at du ville blive glad for at se os, men åbenbart ikke så glad som forventet. Du både ligner og lyder som dig selv. Der er gået hvad? Over 300 år, og du er den samme Freja jeg kendte fra dengang. Det eneste der har forandret sig, er dit navn og det at du er gået fra at være nederst i hierarkiet sammen med os andre og til at være næsten i top. Står du så til at arve tronen, hvis præsidenten dør, eller er det der det ellers så herlige demokrati kommer ind?” Det begyndte lige så stille at blæse, samtidig med en let regn strømmede ned fra himlen.
”Så må du tro om igen, Camilla og det rager ikke ligefrem dig. Men du svarede ikke på mit spørgsmål. Hvad laver du her og hvordan kan du være i live?”
”Det er såre simpel, sødeste skat. For det første er jeg vampyr, ligesom du er. Din lille veninde, Frida, reddede mig, ligesom hun gjorde med dig og gav mig valget om at blive til vampyr eller ej. Men til forskel fra dig og din situation, fik jeg lov til at komme ud af huset uden at have en anstandsdame med mig med det samme, mens du var lukket inde som et lille lam. Jeg var ude af døren lige efter mørkets frembrud for at se Kristian og hjemme igen lige før solen stod op. Da du så til gengæld havde travlt med at terrorisere Horsens, var jeg hjemme i lejligheden hos Kristian og havde den bedste tid sammen med ham. Du havde ikke en chance for at opdage mig.”
”Det mener du ikke seriøst, vel? Du kunne på INGEN måde have været en af beboerne i det hus samtidig med mig. Jeg mødte dem alle, hvor du på ingen måde var en af dem. Du lyver.” 
”Har jeg nogensinde løjet for dig?” Jeg rystede på hovedet, inden hun fortsatte. ”Så kom ikke og sig at jeg lyver for dig nu. Du havde for travlt med at være inde i din egen lille boble af selvmedlidenhed, og kunne derfor ikke se hvad der var lige rundt om hjørnet. Mest af alt? Så kunne du ikke se hvad der var lige for næsen af dig.”
Jeg måbede i ren og skær frustration. Det var ufatteligt at hun havde været der, i det samme hus, uden at jeg havde lagt mærke til det. Det beviste hvor langt ude jeg var, da jeg burde have været mere vågen. Det nægtede jeg dog at indrømme overfor hende, da det ville få hende til at føle sig mere overlegen end hun burde. Havde hun på nogen måde været min bedste veninde før, var hun det på ingen måde nu. Blæsten og regnen omkring os tog til i styrke.
”Åh, har du ligefrem tabt mælet, sødeste Freja? Eller har du ikke mere at sige?” spurgte Camilla kækt, uden så meget som at lægge mærke til blæsten og regnen omkring hende.
”Jeg har skam rigeligt at sige, men det er ikke alt du behøver at høre. Hvis du er her, og jeg har set Kristian, hvor er Peter så henne? Med mindre han kommer på besøg på et senere tidspunkt? Hvis jeg ellers lige får muligheden for at finde te og småkager frem til ham?”
”Hvor er du sød. Men han er død, din spade. Han klarede ikke overgangen til vampyr, selvom jeg tiggede og bad Frida om at hjælpe ham. Men hun blev ved med at sige at det var hans eget valg, og vi ikke kunne tvinge ham til at fuldende processen. Der var ikke noget at gøre. Han nægtede at blive vampyr.” Hendes smil blegnede, så jeg havde i den grad ramt et ømt punkt, som for Camilla ikke var blevet lettere over årene. Peter havde været hele hendes liv, så da han ikke ville være en vampyr, måtte det have været et slag i hjertet for hende. Hele hendes holdning emmede af sorg.
Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv, da jeg havde fået ram på hende. Hun skulle nødig tro hun havde snoet mig om sin lillefinger.
”Så jeg er ikke den eneste der har noget at gemme på, vel sødeste Camilla?” drillede jeg hende. Det var på tide at give igen. Hendes øjne lynede og tiggede om at jeg skulle stoppe.
”Kom ikke at spille smart, Freja.” vrissede hun af mig, men før nogen af os nåede at sige mere, var der en hylende lyd der skar godt og grundigt, hvilket fik både Camilla, mig og en god snes andre til at holde os for ørerne og gå ned i knæ. Folk omkring os der ikke holdt sig for ørerne, så undrende på os og gik videre. De kunne sagtens tro at vi var ved at miste forstanden.
Iblandt dem der gik videre, kom en samlet flok gående ned ad gaden, hvor jeg fik øje på et par stykker jeg vidste jeg havde set før. En af dem var min veninde, Felicity.
Hekse. Den samlede flok gik og messede, samtidig med at den forreste person slog på en gongong i en samstemmig tone. Det var heksene der havde sørget for den gennemtrængende lyd. Mine tanker gik straks til at de ville sørge for at holde os vampyrer nede, mens de gik igennem gaderne.
Da de var nået et godt stykke ned ad gaden, og for den sags skyld var ude af syne, stoppede lyden og vi kunne rejse os igen og få armene væk fra ørerne.
”Hvad gik det lige ud på?” spurgt Camilla. Rundt om os rejste andre sig også op, og vidste heller ikke hvad det var det gik ud på. Nogle virkede mere ude af den end andre.
”Jeg ved det ærlig talt ikke. Men noget er i den grad i opsejling. Heksene plejer ikke at gøre den slags, og bestemt ikke efter at præsidenten sørgede for alliancen mellem vampyrerne og heksene.” svarede jeg og begyndte at gå tilbage mod rådhuset. Sir Nicholas måtte have besked. Camilla så undrende på mig, da jeg gik forbi hende.
”Ved han det ikke allerede, eller er det først lige begyndt? Altså det med heksene og det stunt de lige lavede?” Hun begyndte at følge efter mig. Vores lille bitch fight var forbi, og nu ville hun havde svar.
”Ja, hvis han tænker sig godt og grundigt om, så gør han. Hvis han da lyttede til hvad jeg sagde til ham.” Jeg stoppede op, og Camilla bumpede ind i mig. ”Sir Nicholas har rigeligt at se til, så det nytter nok ikke at jeg kommer slæbende på dig, hvis du forstår hvad jeg mener.”
”Og hvad skal det så lige betyde? Er du flov over mig, eller er det fordi du gerne vil have ham for dig selv?” Jeg fnyste og gik videre. Det nyttede alligevel ikke at gå ind i en diskussion med hende. Hun blev dog stående hvor hun var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...