Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2017
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Et vampyrsamfund i det 23. århundrede, år 2332, hvor den unge Troian (tidligere kendt som Freja), er højre hånd for præsidenten, Sir Nicholas. Men Troian gemmer på nogle foruroligende hemmeligheder fra sin fortid, fra før hendes tid som vampyr og i tiden efter hendes forvandling, der truer med at komme op til overfladen og ikke mindst truer hendes position som præsidentens højre hånd. Samtidig er der et oprør under opvågning, der truer vampyr samfundets hemmelige eksistens i en fremtid, hvor menneskeheden troede at der ikke længere eksisterede overnaturlige væsner - og da slet ikke vampyrer og hekse, der lever i harmoni med hinanden, lige for næsen af menneskeheden. Hvad mon der vil ske, hvis vampyrerne bliver afsløret?

2Likes
4Kommentarer
576Visninger
AA

11. Kapitel 11

FLASHBACK

Det næste jeg vidste, var at jeg vågnede op. Liggende på en madras i en kælder. Hvor jeg var, vidste jeg ikke. Jeg satte mig op, og så mig omkring i rummet, men det var svært at se noget. Jeg kunne fornemme at det var en kælder på grund af lugten, som stod utroligt skarpt. Mere end hvad jeg indtil nu havde været vant til. Gad vide hvorfor?
Der var virkeligt mørkt, men lidt efter lidt vænnede mit syn sig til mørket og jeg kunne med det samme se hele rummet for mig. Der stod reoler hen af endevæggen, og var fyldt med gamle og støvede bøger. Ved væggen ved siden af, stod der en del flyttekasser hulter til bulter, som virkede til at være placeret ret så formålsløst, da de åbenbart ikke vidste hvad de ellers skulle gøre med dem. Ved den modsatte væg, var der en trappe, der måtte føre op til stueetagen. Den væg jeg sad ved var bar, og der var kun madrassen som jeg sad på.
Hvad lavede jeg dog her? Hvordan var jeg kommet herhen? Hvad skete der egentlig, da jeg besvimede? Jeg mærkede mig straks på halsen, hvor jeg angiveligt var blevet bidt. Var jeg i realiteten blevet bidt? Jeg mærkede straks de to huller, hvor vampyren havde bidt mig. Jeg var virkelig blevet bidt og jeg var stadig i live? Hvad betød det og hvorfor havde de ikke dræbt mig?
En knirkene lyd forstyrrede min tankegang, og en dør blev åbnet. Der kom lys fra toppen af trappen. Hvad var klokken egentlig og hvad dag var det? Hvor lang tid siden var det at jeg blev bidt og efterladt? Blev jeg efterladt eller bortført af de tre vampyrer? Hvad var der sket med Kristian, Peter og Camilla?
Spørgsmålene hobede sig op, uden at jeg vidste hvordan jeg skulle få svarene. Det knirkede igen. En person bevægede sig på trappen og lyden kom nærmere ned mod mig. Jeg satte mig op mod væggen og prøvede at forsvinde ind i væggen, hvilket ikke lykkedes på nogen måde. Det var alligevel også nytteløst at prøve.
Personen kom nærmere. Lyset i loftet blev tændt og det endte med at blænde mig. Jeg holdt armene op foran øjnene. Forsvarede mig selv mod lyset, og hvæsede helt uden grund. Hele min krop rystede af ren og skær frygt, for hvad der mon ventede mig. Hvem mon det var? Jeg turde ikke kigge.
”Hey. Du behøver ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget.” sagde den ukendte stemme. Jeg sænkede armene, lod dem vænne sig til lyset og så ind i et par dybblå øjne. Et par venlige øjne, der tilhørte en kvinde, der så ud til at være midt i tyverne og med kort, krøllet hår i den sorteste farve jeg nogensinde havde set.
”Hvem er du?” fik jeg fremstammet og sank en klump.
”Jeg hedder Frida og bor her, hvad hedder du?” svarede hun mildt.
”Jeg hedder Freja.” stammede jeg. Det var svært at få noget ud af munden, uden at stamme, da ordene på ingen måde ville som jeg ville have dem til. Det hele virkede så usikkert.
”Hej Freja. Rart at møde dig. Er du okay med at være hernede lidt endnu? Jeg skal nok komme med noget at spise til dig lige om lidt, når jeg har håndteret situationen ovenpå.” smilede hun. Ovenpå? Hvad skete der deroppe?
Jeg tog mig til halsen. Det var som om min hals var ved at brænde op, og jeg var ved at kvæles. Min mave jog sig sammen i ren smerte, og der var der jeg opdagede at jeg var virkelig sulten. Hvorfor havde hun dog nævnt mad? Og hvad var det for noget mad hun ville komme med? Det bedste ville være hvis det var pandekager med is, hvilket var min yndlingsmad.
Frida smuttede hurtigt op af trapperne. Hurtigere end hvad normale mennesker ville kunne gå op af trapper. Imens sad jeg og ventede og stirrede op på pæren, der hang og lyste fra loftet. Her var egentlig ret så usselt og virkelig rodet. Ikke kun de kasser der nærmest var kastet hen mod den ene væg. Der lå poser og affald udover gulvet, samtidig med diverse våde plamager rundt omkring. Det var der jeg lagde mærke til den usle stank, der mest af alt mindede mig om kloakvand og rotter. Mon der også var rotter hernede?
Efter et godt stykke tid kom Frida tilbage ned i kælderen. Jeg havde ikke rørt mig siden hun smuttede. Hun smed en pose hen til mig. Da jeg så den, gispede jeg og kravlede hurtigt væk fra den. Det var en pose med blod. Jeg så forskrækket og uforstående på hende. Hvad gik det lige ud på?
”Vær nu ikke bange, lille Freja. Jeg lovede jo at jeg ville komme tilbage med noget mad og værsgo.” sagde hun. Hun mente det ligefrem seriøst?
”Det kan du vel ikke mene? Blod?” Jeg måbede.
”Ja, blod. Det behøver du for at overleve. Sødeste Freja, du er i overgangsfasen til at blive vampyr nu. Vi behøver blod for at overleve, og mest af alt behøver du det for at fuldende overgangen til vampyr.” svarede Frida.
”Fuldende overgangen?” Min hjerne kunne på ingen måde kapere det. Var jeg stadig i overgangsfasen? Ej, det kunne hun da ikke mene seriøst. Jeg begyndte at hyperventilere, hele min krop rystede og det føltes som om jeg koldsvedte i stride strømme. Frida satte sig på hug foran mig, tog min hånd i sin og prøvede at få mig til at falde til ro.
”Det er okay, Freja. Der er ingen grund til at flippe ud. Jeg er her for at hjælpe dig, okay? Det er vi alle sammen.”
”Alle sammen? Hvem andre er der? Er de også i overgangsfasen, eller er det kun mig?”
”Indtil videre er det kun dig, men der er et par enkelte der for nylig har fuldendt deres overgang, mens vi er flere der har været vampyrer i et godt stykke tid.” Jeg begyndte lige så stille at falde til ro. Frida havde en meget beroligende stemme, samt hendes øjne var virkelig venlige. Hun formåede at få mig til at falde helt til ro, og slap derefter min hånd.
”Har de alle selv valgt at blive vampyrer?”
”Nej, ikke dem alle. Kun nogle få, mens resten er blevet fundet og bragt hertil, efter at de formentlig er blevet overfaldet, bidt og efterladt, uden egentlig at være tiltænkt forvandling.” svarede Frida ærligt.
”Er jeg en af de efterladte, som i har fundet og bragt hertil?” Frida nikkede. Det måtte jeg tænke over et øjeblik. Det sidste jeg huskede før jeg vågnede op her, var de tre fremmede der viste sig at være vampyrer, og det at de bed mig. Den eneste forklaring var at de havde efterladt mig, da de var færdige med mig.
”Er du okay, sødeste? Eller skal du bruge mere tid til at fordøje det, før du beslutter dig for at fuldende overgangen? Hvis du ikke fuldender overgangen, vil du ende med at være død for alvor. Bare så du ved det.” Jeg så hurtigt på blodposen, der stadig lå på madrassen, hvor den var landet. Skulle jeg vælge at leve, som levende død, eller dø for alvor? Det var nu eller aldrig.
”Ja, jeg er okay. Tror jeg. Vil det være dumt, hvis jeg ikke var?”
”Nej, på ingen måde, sødeste. Det er i bund og grund op til dig selv at beslutte om du vil være vampyr eller ej, og det er ret meget at tage stilling til, når det er så nyt som det er for dig. Men tag ikke for lang tid om beslutningen, for tiden er knap. Du brugte en del af tiden på at være bevidstløs.” Hun var mere forstående end hvad jeg havde troet. Jeg nikkede blot, hvorefter hun smuttede ovenpå, og lod mig være i fred. Dette var en beslutning jeg kun kunne gøre hvis jeg var alene. Uforstyrret.
Jeg var ærlig talt på bar bund. Det var en stor beslutning. Ville jeg leve eller ville jeg dø? Vampyr var på en måde i live, og en ny chance. En chance for at skabe mig et helt nyt liv, på mine egne præmisser. Men på den anden side, havde jeg ikke andre end mig selv. Med undtagelse af de potentielle nye ’venner’ der opholdt sig ovenpå.
Der var gode og dårlige ting ved begge dele. Men det var på ingen måde let for mig at vælge. Hvad skulle jeg dog gøre?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...