En uimodståelig hemmelighed (Best Friends Forever 1)

Maja har nok altid været betaget af David. Han er lidt yngre end hende, og så er han bedste venner med hendes lillebror. Alligevel giver det hende sommerfugle i maven, da hun opdager, at han skal på den samme ferie til Mallorca som hun. Det er dog kun, indtil det går op for hende, at drengene i deres lille gruppe alle er dér for at drikke og score. Hun bliver ikke engang betragtet som en mulighed, fordi hun er Magnus' storesøster, og det er hun ikke så sikker på, at hun kan leve med.

16Likes
70Kommentarer
6193Visninger
AA

14. 9. Kapitel – Irriterende tiltrækning

 

Jeg har aldrig været god til at håndtere konflikter eller konfrontationer. Hver evig eneste gang ender jeg med at blive total akavet, ved siden af mig selv og håbløs. Det kan næsten ikke beskrives, hvordan min hjerne lukker ned, og jeg ender med at stå som en lallende idiot uden ord. Det er hver gang. Til gengæld vil jeg allerede få minutter efter endt konfrontation gå i gang med at rase over det uretfærdige i situationen, og jeg vil komme til at bruge timer, dage eller uger på at gennemtænke hændelsen, hvor jeg selvfølgelig gør mig selv i stand til at svare på den helt rigtige måde, så jeg går derfra som vinderen. Desværre sker det bare meget sjældent i virkeligheden.

Selv om jeg ikke har haft nogen konfrontation med David, bliver jeg hele formiddagen ved med at føle, at vi lige så godt kunne have været oppe at diskutere. Det er underligt, for der er jo ikke sket noget. Alligevel har jeg en følelse af, at der er noget galt, og det bliver ikke bedre af, at han går til yderligheder for at flirte med andre piger i min nærhed. Det driver mig til vanvid, samtidig med at det igen og igen overbeviser mig om, at det er det rigtige jeg gør ved at holde mig på afstand. Den tiltrækning, som jeg føler, er kun tiltrækning. Den betyder ikke noget, og selv hvis den gjorde, har han det tydeligvis ikke på samme måde. End of story.

Frustration over det hele får mig dog til at lægge min bog fra mig endnu en gang for at begive mig mod poolen. Jeg er gennemvarm, og det er ikke engang middag endnu. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor varmt det vil blive i eftermiddag. Normalt kan jeg godt lide varme, men temperaturen her er kvælende. Den høje luftfugtighed gør heller ikke tingene bedre. Hvad vi trænger til er et ordentligt tordenskral og noget regn. Det plejer at kunne gøre det, men vejrudsigten lover sol hele ugen. Jeg er nok nødt til at acceptere, at det ikke bliver anderledes.

”Hey Maja, er du med?” Inden jeg ser mig om, får jeg en bold kastet i min retning, og kun hurtige reflekser forhindrer mig i at blive ramt direkte i hovedet. Jeg skuler mod Henrik, der grinende trækker på skuldrene, mens Magnus hæver sig op af poolen for i løb at hente den. Jeg gider ikke engang forsøge at tale ham til fornuft. Hvis han vil vælte og slå sig, må det være hans eget valg. Vi er vokset op i den samme familie. Han har helt sikkert måttet høre på, hvor farligt løb er på våde fliser lige så ofte som mig. Sikkert mere fordi han er en dreng og altid har været en vildbasse. Jeg er ikke hans mor.

”Jeg er i hvert fald ikke på dit hold,” svarer jeg, mens jeg peger advarende på Henrik. Noget han kun griner ad, mens jeg hopper ned i det dejligt afkølede vand. Himmelsk.

”Så er du sammen med Rasmus og mig,” svarer David nøgternt, og jeg mærker endnu en gang overraskelsen over hans ændrede opførsel. Vil han ikke have mig med i spillet? Er han sur over, at jeg smuttede i morges, inden han kom hen til os? Det ville da være for underligt. Jeg tager sikkert fejl. Hvorfor skulle han være sur over det? Jeg forstår det ikke.

Jeg ryster mentalt på hovedet og gør mig klar til at smadre min lillebror og Henrik. Sune og Mark hænger ud i baren, men slutter sig alligevel til os, da vi først kommer i gang, og inden jeg får set mig om, rammes jeg af dårlig samvittighed over, at vi voksne optager så stor en del af swimmingpoolen med vores vilde leg. Jeg kan bare ikke gøre noget som helst for at stoppe det. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så sjovt.

”Ta’ dig så sammen, Sune!” råber jeg højt, da han endnu en gang mister bolden til Magnus. Jeg er ikke god til at tabe. Egentlig er jeg slet ikke god til spil. Jeg bliver så grebet af det, at alt andet forsvinder i baggrunden. Sådan er det også nu, selv om der alligevel er en lille smule rum til at genoptage min flirt med David. Jeg fungerer ikke, når folk er sure på mig. Hvis jeg kan gøre noget for at ændre på det, gør jeg det altid, og lige nu føler jeg bare, at det er vigtigere end at holde afstand.

Jeg går i hvert fald ud fra, at han er sur. Tænk hvis det her bare er hans normale attitude, som han nu smider i min retning, fordi han trods alt scorede en anden i går og ikke længere orker at flirte med mig? Det er en virkelig trist tanke. Derfor tager jeg også mig selv i at bevæge mig ind på hans banehalvdel lidt oftere, end jeg måske ellers ville have gjort. Der er et eller andet i mig, som har lyst til at please ham mest muligt. At få ham til at se mig, reagere på mig og begynde en ny flirt – alt sammen fordi tabet af de varme, mørke øjne på mig er ubærligt.

”Ja, ta’ dig sammen, Sune,” brøler Henrik og får mig til at rulle med øjnene. Det andet hold scorer igen, og lysten til at fortsætte med et spil, hvor vi taber så stort, er ikke vildt overvældende. Måske skal jeg bare trække mig nu, inden jeg også præsterer at gøre mig selv til grin på grund af David. Han har ikke været videre modtagelig over for mine ynkelige forsøg på at genskabe forbindelsen mellem os.

”Vi burde bare forsøge at score hernedefra,” mumler David så endelig overraskende til mig, og jeg bider på med det samme.

”Og samtidig mandsopdække vores eget mål, så de ikke kan få bolden ind,” fortsætter jeg og smiler stort. Hans tøvende halvsmil får sommerfuglene til at lette i min mave. Også selv om jeg forsøger at få dem til at stoppe. ”Hvis vi står foran målet alle fire, kan de umuligt score.”

”Det er det, vi gør. Vi kan selvfølgelig også altid sende Sune og Rasmus op i den anden ende. Måske vil det forbedre vores chancer.” Han trækker på skuldrene, tilsyneladende ligeglad med, at han lige har foreslået, at han og jeg sammen skal stå foran det lille mål tæt sammen. Der vil helt sikkert være hud mod hud. Tanken alene er nok til at få min hud til at føles helt elektrisk, og jeg bekymrer mig om, hvorvidt han kan se det. Om nogen kan se, hvor hårdt ramt jeg er.

”Eller også …” begynder jeg, men bliver brutalt afbrudt af Sune, der kaster bolden ind mellem os.

”Kom nu ind i kampen!” råber han frustreret og med så hårdt et kast, at vandet sprøjter. Vi reagerer øjeblikkeligt. Kort får vi øjenkontakt, inden vi begge uden videre begynder at bevæge os ned i den anden ende. Vi skal nok klare det. Jeg tror på os. Hvorfor jeg overhovedet svømmer med derned, ved jeg ikke. David har slet ikke brug for mig for at score, og selv om jeg jubler sammen med ham, Rasmus og Sune, føles sejren hul. Han har ikke brug for mig. Jeg bør virkelig ikke bruge min ferie på ham eller de andre drenge. Det er ikke derfor, at jeg er her.

Jeg trækker mig fra kampen efter det, godt hjulpet på vej af at flokken af piger fra baren i går dukker op og fylder kampen med flirt og ladede blikke. Blondinen, som David smed i poolen, er også straks henne ved ham, og jeg ved bare, at de er på vej til at ende sammen. Der vil ikke være noget, jeg kan gøre for at forhindre det, og hvorfor skulle jeg? Vi ville alligevel aldrig kunne blive til noget.

Hvorfor føles det så som et nederlag?

Ubemærket forlader jeg poolen og samler mine ting sammen, inden jeg smutter op i lejligheden for at bade og gøre klar til at skulle spise frokost alene. Det overrasker mig meget at støde på David, som jeg kommer ud fra badeværelset.

”Hej,” siger jeg forfjamsket og rødmende. Jeg troede, at jeg var alene, så lige nu står jeg foran ham kun iført et mindre håndklæde. Mit undertøj ligger i min kuffert sammen med alt mit tøj. I det mindste nåede jeg ikke at få det frem, inden han dukkede op.

David ser ned ad mig, langsomt og lidt for opmærksomt, og jeg kommer øjeblikkeligt til at lide af åndenød. Jeg ved allerede, at jeg i aften vil komme til at tænke på det her igen og igen, mens jeg forestiller mig, at han kommer nærmere, bakker mig op ad væggen bag mig, mens han kysser mig. Han vil skubbe sine våde, klæbende shorts langt nok ned til at han, mens han samtidig løfter mit ene ben højt nok op til, at han kan trænge ind i mig, knepper mig vildt og inderligt. Måske vil han endda først flå håndklædet af mig, så han kan røre ved mine bryster.

”Undskyld. Jeg vidste ikke at …” Han går i stå og ser lidt overophedet ud. Det er meget varmt udenfor, så jeg forsøger ikke at bilde mig selv alt for meget ind, at det kan være reaktionen på at se mig uden tøj på. I aften i mine fantasier kan det dog godt være, at jeg vil lade mig selv tro det. Bare denne ene gang.

”Jeg glemte mit undertøj,” svarer jeg lavt, men han hører mig. Hans blik søger direkte ned mod mit skridt, og jeg tager igen mig selv i at bide mig i underlæben, mens jeg undertrykker trangen til at presse lårene sammen.

Der er ikke noget, han kan sige til det, og jeg forbander allerede mig selv for at sige undertøj og ikke bare tøj. Der er ingen grund til at dele så meget med ham. Jeg har helt sikkert også gjort ham pinligt berørt, siden han ikke siger mere. Flot klaret, Maja.

”Øhm, det har jeg vist også prøvet engang,” svarer han og ser meget kort ind i mine øjne, inden han flytter lidt rastløst på sig. Han er tydeligvis ilde tilpas, og jeg har ikke gjort det bedre. Ingen af os rører os. Jeg vil gerne have mit undertøj, men jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at finde det frem, mens han er her, og samtidig kan jeg ikke finde ud af at få ham til at fortsætte med, hvad han nu end var på vej til at gøre.

”Jeg bruger lige badeværelset,” siger han så endelig og flygter derud. Thank God. Hurtigt hiver jeg min kuffert frem, inden jeg må acceptere, at hvis han kommer ud fra badeværelset nu, vil han have udsyn til det hele, hvis jeg bukker mig frem. Jeg kan heller ikke løfte kufferten op, fordi det vil sørge for, at jeg taber håndklædet. Hvordan skal jeg på nogen måde klare det her?

Det bliver voldsomt akavet. Jeg føler konstant, at jeg bliver iagttaget, selv om det bare er noget, jeg bilder mig ind. Frygten for at blive set er det, der sætter gang i paranoiaen. Det resulterer så i, at jeg bliver ekstra klodset, og uanset hvor meget jeg skynder mig, går det hele meget langsommere. Jeg føler altså ikke, at jeg mere end lige har fået mit tøj fundet frem, da han dukker op i døråbningen til badeværelset igen, og det er selvfølgelig på det tidspunkt, hvor jeg kæmper for at få min bh ordentligt på. Ja, jeg er heldig, fordi jeg har fået trusser og shorts på, men jeg mangler stadig overkroppen. Bh’en er dog haspet sammen. Desværre nåede jeg bare ikke at trække den op og gemme mine bryster af vejen, inden han kom ud til mig igen. David får altså lov til at se mig dække brysterne til, fastfrosset i døråbningen og med halvåben mund.

Selv om det er næsten umuligt, ignorerer jeg ham og trækker hurtigt min lille, røde top på, som om det ikke rører mig, at han lige har set mig halvnøgen. Den dybe rødmen og tilhørende brusende lyd i ørerne afslører mig muligvis, men jeg forsøger at holde facaden. Også selv om jeg ikke kan møde hans blik.

”Skal øhm, du med os ned på stranden?” Han rømmer sig et par gange, og jeg smiler oprigtigt til ham. Endelig et forsøg fra hans side på at genskabe kontakten. Desværre har jeg bare fået aftalt en skype-date med én af tøserne. Jeg tror heller ikke, at jeg vil kunne klare mere varme lige nu.

”Jeg tror, at jeg springer over i dag. Men det kan godt være, at jeg snupper en drink med jer i baren senere.” Underforstået, hvis de kommer tilbage, og de vil have mig i nærheden. Forhåbentlig vil David være interesseret nok i at mødes med mig til, at jeg ikke igen skal være alene hele aftenen. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare to så kedelige aftener i træk.

”Okay,” smiler han så det sædvanlige søde smil og snupper en vandflaske fra køleskabet. Idet han går forbi mig, lader han lynhurtigt en hånd glide kærtegnende ned over min røv, inden han grinende forlader lejligheden. Det er så uventet, at jeg vist bare står og måber efter ham. Gjorde han virkelig lige dét dér? Shit, det gjorde han!

Det burde ikke gøre mig så varm indeni eller få mig til at smile stort de næste mange timer. Men det gør det. Og pludselig er der frygteligt lang tid til et muligt barmøde …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...