En uimodståelig hemmelighed (Best Friends Forever 1)

Maja har nok altid været betaget af David. Han er lidt yngre end hende, og så er han bedste venner med hendes lillebror. Alligevel giver det hende sommerfugle i maven, da hun opdager, at han skal på den samme ferie til Mallorca som hun. Det er dog kun, indtil det går op for hende, at drengene i deres lille gruppe alle er dér for at drikke og score. Hun bliver ikke engang betragtet som en mulighed, fordi hun er Magnus' storesøster, og det er hun ikke så sikker på, at hun kan leve med.

16Likes
70Kommentarer
6123Visninger
AA

11. 7. Kapitel - Hvem jeg er

 

Varmen breder sig igen i mine kinder, selv om det er over to timer siden, at jeg sagde til David, at jeg overvejede en ferieflirt. Tankerne bliver ved med at kredse om det, også selv om han ikke engang er i nærheden til at minde mig om det.

Hvorfor pokker sagde jeg også det, jeg sagde? Jeg overskred virkelig en eller anden usynlig grænse lige dér. Sådan føltes det i hvert fald, men lige efter tog han sine ting fra liggestolen ved siden af mig for at låse dem inde i vores lejlighed. Derefter forsvandt han ned i byen sammen med de andre og de der unge tøser, som åbenbart var så interessante, at de var nødt til at følge dem som hundehvalpe. Tåbelige drenge! De er alt for nemme.

Gennemvarmet, lettere svedig og med hår lugtende af klor finder jeg op til lejligheden, hvor jeg låser mig selv inde for at bade. I det mindste efterlod drengene nøglen hos mig. Jeg sukker, som jeg kaster mig ud i at klæde mig af. Vandet i bruseren er også meget klorholdigt, konstaterer jeg øjeblikkeligt og spytter noget ud igen. Alligevel bilder jeg mig selv ind, at det vil gøre mig i bedre humør at være ren, iført nyt undertøj og en sommerkjole, inden jeg lettere kikset vil gå ned i ressortens restaurant for at spise aftensmad alene.

Det er svært at smile og lade som om, at alting er helt perfekt, når noget knuger sig sammen indeni og giver én lyst til at græde. Jeg bider mig i underlæben og ignorerer den skuffelse, som ikke burde være en del af mit ellers velfungerende liv, men som jeg desværre kender alt for godt efterhånden. Magnus mener sikkert ikke noget med det, men det er svært ikke at føle sig dum alligevel. Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg ikke skulle med dem ud at spise her til aften. Vi er trods alt lige ankommet. Jeg føler mig virkelig dum.

Det er sværere at gå alene ned i restauranten, end jeg troede, at det ville være. På et eller andet plan bekræfter det her mig bare en lille smule i min teori om, at Magnus ikke rigtigt ønskede, at jeg skulle med på den her tur. Det gør mig så uendeligt trist. Vejret er perfekt, nu hvor solen er på vej ned. Varmen er ikke længere kvælende, og den høje luftfugtighed er heller ikke så voldsom som tidligere. De på alle måder perfekte omgivelser får mig til at føle mig malplaceret. Mit humør burde være sprudlende og lykkeligt, men jeg befinder mig i en mørk tunnel uden at have nogen idé om, hvordan jeg kommer ud af den igen.

Med et lidt for dybfølt suk træder jeg ned ad de sidste trappetrin for derefter at gå gennem hele den ydre del af restauranten. Der er allerede godt fyldt op med mennesker. Familier, både med to og tre generationer, som sidder sammen og sikkert snakker om dagens oplevelser. Der er også pensionisterne, som rejser sammen med jævnaldrende vennepar. Alle lader til at nyde vejret, selskabet og maden, og som jeg skanner hele området, må jeg bare indse, at jeg vil være den eneste, som vil sidde helt alene uden selskab.

Måske overreagerede jeg en smule tidligere. Endnu en grund til at føle mig idiotisk. Magnus har fra første øjeblik talt om den her ferie som én, der for ham gik ud på at score, og nu er de stødt på deres første lovende mulighed. Jeg ville helt sikkert kunne ses som en cock blocker, og lige nu tror jeg ikke, at jeg ville kunne klare endnu en diskussion med Magnus i forhold til vores seksuelle aktiviteter eller mangel på samme. Det bliver ved med at nage mig.

Er det på grund af David, at de ikke blev sammen med mig? På grund af den korte flirt eller hvad det nu end er, vi har gang i? Jeg tænker tilbage på eftermiddagen, men kan ikke forestille mig, at Magnus eller de andre skulle kunne finde noget mærkeligt i, at jeg har talt med David. De kan umuligt have hørt, hvad vi talte om, så med mindre han ligefrem har fortalt dem det, kan det da ikke være derfor. Kan det?

Langsomt bevæger jeg mig forbi de forskellige diske med varmt mad, som både er velkendte og fremmede for mig. Der er virkelig noget for enhver smag. Jeg ser op, idet en skygge glider ind foran lyset, og direkte ind i et par varme, lysebrune øjne.

”Velbekom,” siger en indbydende, flirtende stemme på gebrokkent engelsk, og det er umuligt ikke at smile tilbage til ham. Ikke så meget fordi jeg forsøger at opmuntre ham, men mere fordi der ikke er noget, der minder om svensk accent her. Der kan man bare se.

”Tak, det ser virkelig godt ud,” komplimenterer jeg køkkenet og håber, at han vil sige det videre til dem, som det betyder noget for.

”Kun det bedste til dig,” smører han tykt på og giver mig lyst til at rulle med øjnene. Indgroet høflighed forhindrer mig i det, men jeg ryster alligevel lidt på hovedet, mens jeg griner og begynder at fylde min tallerken. Han tager hintet og fortsætter videre rundt i restauranten. Han er altså både bartender og tjener. Det burde ikke overraske mig sådan.

Jeg sørger for at sætte mig, så jeg har den bedste udsigt ud over havet. Solen er på vej ned i et glitrende smukt hav, selv om det nok vil vare flere timer endnu, inden den helt forsvinder ned i horisonten. Jeg er ret tidligt på den med aftensmaden i forhold til, hvornår vi har spist, de gange jeg har været af sted sammen med mine forældre. Så tidligt bliver det sikkert heller ikke i morgen. I dag skyldes det muligvis en kombination af jetlag og mangel på søvn, fordi vi var så tidligt oppe for at kunne nå vores fly. Jeg håber godt nok ikke, at drengene har tænkt sig at komme alt for sent hjem i aften …

Det er lidt deprimerende, at jeg er så fucking gammel og kedelig, at jeg med garanti vil være gået omkuld, inden de overhovedet tænker på at vende tilbage. Forhåbentlig vil jeg også kunne komme senere hjem et par gange i løbet af ugen. Andet ville være for ynkeligt. Som jeg ser op og får øjenkontakt med en hilsende og storsmilende bartender, ved jeg bare, at det ikke ville kræve alverden at få en invitation til at få vist byen. Prisen er bare ikke én, som jeg tror, at jeg er villig til at betale.

Igen mærker jeg jalousimonstret stikke sit grimme ansigt frem. Havde det nu været David, som stillede sig til rådighed, ville jeg uden tøven have takket ja, pris eller ej. Men hvor er han nu? Højst sandsynlig i gang med at blive scoret af en blond tøs iført bikini. Jeg kan ikke engang fortænke ham i det. Han er en fyr. Lækker, muskuløs og anderledes. Der er noget over ham, som jeg umuligt kan være den eneste, der kan se. Det ville være for underligt. Han er sikkert vant til, at piger er interesseret i ham. Måske har han ikke engang tænk videre over vores flirt, fordi han konstant har gang i noget med alle piger omkring sig. Hvorfor lægger jeg overhovedet noget i det?

Jeg overvejer seriøst, om jeg skal ringe til en af de andre tøser i ren og skær kedsomhed. Det irriterer mig grænseløst. Det her er kun den første aften, og jeg skal være her en hel uge. Jeg har virkelig glædet mig til den her tur. Hvor svært kan det være at glemme alt om mørkebrune, leende øjne, bløde læber og perfekt mørk hud? Bare fordi det ligner chokolade, smager det helt sikkert ikke som det. David er ikke spor anderledes end andre fyre. Nu er det vist på tide at tage mig sammen og få det ud af ferien, som jeg har planlagt. Jeg nægter at bruge mere tid på at spilde tiden. Det er livet simpelthen for kort til.

Efter at have taget en omvej tilbage til vores værelse, både for at få tiden til at gå, men også for at se lidt mere til den smukke udsigt, har jeg fået nok af den køligere vind, som grundet min lettere afklædte tilstand rent faktisk er i stand til at fremkalde gåsehud på mine arme og få mig til at skutte mig. Det ene øjeblik var solen på vej ned over havet. Det næste var den væk, og aftenen er overraskende kølig. Jeg burde have haft en let trøje med mig, men efter at have kampsvedt hele dagen var bare tanken om køligere temperaturer meget velkomment. Som det er nu, får det mig dog hurtigere tilbage til lejligheden end tiltænkt. Jeg ville faktisk godt have været i stand til at komme så sent tilbage, at drengene måske manglede mig. Manglede nøglen. Ikke at det kommer til at ske.

Idet jeg igen bliver overmandet af et gab, overgiver jeg mig til realiteterne om, at jeg er gammel. At jeg har brug for min søvn. Og selv om det er ganske tilfredsstillende at have lejligheden for mig selv, ville jeg nu ønske, at jeg rent faktisk havde presset på og var den, som kunne overgive mig i det eneste soveværelse, der er. Så ville jeg måske kunne sove fra drengene, der kommer tilbage, når det nu end passer dem.

Som jeg kravler ned under det tynde, hvide lagen på den ene sovesofa i stuen, der de næste syv nætter er min, hader jeg tanken om, at David vil komme tilbage og se mig sove her. Hvis de altså er i stand til at være stille efter en bytur. Det er svært ikke at forestille sig, hvordan Magnus ignorant vil gå direkte hen til den nærmeste stikkontakt for at få lys til at finde vej til både badeværelset og soveværelset. Det ville ikke være første gang. Jeg er også ret træt af, at der ikke ser ud til at være noget, der minder om mørklægningsgardiner. Det vil betyde, at jeg vil vågne før klokken seks i morgen. Noget kan tyde på, at det vil blive en meget lang uge.

Som jeg ligger søvnløs og glor op i det hvide, lettere krakelerede loft, kan jeg ikke lade være med at hade mig selv for det liv, jeg har skabt for mig selv. Det er kedeligt. Jeg er kedelig. Jeg læser historie på universitetet, har et studiejob på biblioteket, går kun sjældent i byen og det udelukkende, når mine veninder er hjemme i Danmark og overbeviser mig om, at jeg ikke kan slippe. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst snavede igennem med en fyr, og sex? Det er virkelig så langt tilbage, at jeg slet ikke tør tænke på det. Jeg erindrer meget vagt fumlende forsøg på bagsædet af en brugt Volvo, som en fyr lige havde investeret i, og som var højdepunktet på den tredje date, der også blev den sidste. Det var en katastrofe.

Rastløshed, frustration og konstante dagdrømme om, hvordan livet kunne være, hvis bare jeg havde modet til at gøre noget ved det, er blevet mit liv. Det er faktisk ved at tage overhånd. Allerede nu har jeg fantaseret gentagende gange om, hvordan blondinen snaver igennem med David, og det gør lige ondt hver gang. Hvorfor gør jeg det? Det næste bliver sikkert at fantasere om, hvordan han kysser mig, og i morgen vil jeg gå rundt i en boble af lykkerus, fordi jeg er tiltrukket af en sød fyr, som har gang i at score alle mulige andre. Hvad er der galt med mig? Er det her normalt?

Klokken er over midnat, og jeg er ikke engang i nærheden af at sove, selv om jeg er fuldstændig udmattet. Det her er ikke ferie! Så hører jeg dem. De griner, fjoller og synger. Vækker med sikkerhed nogen på deres vej, og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er lettet over, at de er tilbage, så jeg kan slappe af og få noget søvn, eller om jeg er irriteret over, at de ville have vækket mig, hvis jeg rent faktisk var faldet i søvn. De kommer nærmere, og de er tydeligvis fuldstændig ligeglade med, at alle kan høre dem. Det er svært ikke at smile og rulle med øjnene.

Jeg vender ryggen til døren og forsøger at lade som om jeg sover. De er ikke alene. Efter at have sagt farvel til de andre drenge, låser de døren, men der er en pige, som fniser, og jeg ligger med store, opspærrede øjne og en lyst til at kaste mig ud fra balkonen. Hvad fanden er det, jeg har sagt ja til? Har de taget piger med tilbage hertil? Hvad skal jeg så gøre ved mig selv, hvis David har sex med en pige lige ved siden af mig? Jeg tror, at jeg ville dø!

Efter flere forvirrende minutter, hvor jeg forbander den dag, jeg takkede ja til at tage med på den her tur, lukker Magnus endelig døren ind til soveværelset, og der bliver ro. Sådan da. Jeg kan rent faktisk høre, at der kommer til at ske noget derinde, og jeg ved ikke, om jeg skal kaste op eller om jeg ikke bare skal smutte udenfor med det samme; droppe alle forsøg på at lade som om at jeg rent faktisk sover. Hvem narrer jeg alligevel?

”Fuck nej,” mumler David så fra badeværelsesdøren, inden han haster gennem lejligheden og udenfor. Som tøsen går i gang med at stønne som en anden pornomodel, flygter jeg efter ham uden tanke for, hvordan jeg må se ud. Det er sjovt nok først, da jeg får lukket døren bag mig og ser over mod ham med store øjne, at det rammer mig.

”Jeg burde virkelig have haft soveværelset. Så havde han ikke kunnet tage piger med tilbage,” får jeg frem og forsøger at lade som om det ikke gør mig glad, at han ikke tilsyneladende har slæbt en pige med sig. David fnyser, inden han vender sig med front mod poolen og læner underarmene på den hvide halvmur.

”Du burde kende Magnus godt nok til at vide, at det ikke ville have stoppet ham. Han ville stadig have haft piger med hjem. Han ville bare sørge for, at jeg blev udenfor, mens han …” Han ser kort over mod mig, usikker på hvordan han skal omtale min lillebror sammen med pigen over for mig. Det får mig til at fnise.

”Han burde have haft en lejlighed for sig selv. Han er sådan en gris,” udbryder jeg og får ham til at grine.

”Omvandrende røvhul.” Ikke noget jeg normalt lader andre kalde min familie, men det her er David, Magnus’ bedste ven. Jeg kan høre kærligheden bag den opgivende tone.

”Forhåbentlig har han ikke tænkt sig at score en ny pige hver aften,” forsøger jeg, mens Davids hævede øjenbryn og lidt for kække grin bekymrer mig.

”Hvor godt kender du egentlig din egen bror?” spørger han så, og jeg skubber for sjovt til hans skulder for at få ham til at holde op med at grine sådan til mig. Det gør underlige ting ved mig.

”Det kaldes ønsketænkning!” forsvarer jeg mig, inden jeg fortsætter. ”Desuden er der bare nogle ting, man ikke skal vide om sin lillebror. Når det kommer til sex, plejer jeg meget ihærdigt at lukke ørerne. Jeg ved ingenting. Vil ikke vide noget og er muligvis også tidligere gået til yderligheder for at undgå at få noget at vide. Det skal ferien her helst ikke ændre alt for meget på,” får jeg frem og skæver lettere nervøst til døren ind til lejligheden, mens jeg forsøger at lade være med at tænke over, hvad der foregår bag de lukkede døre.

”Det vil ikke blive nemt,” griner David så, ”men jeg lover at gøre mit bedste for at hjælpe dig. Om ikke andet så får jeg også en undskyldning for at forlade bygningen.” Hans ansigtsudtryk ser næsten smerteligt ud, og det slår mig, at det heller ikke kan være særlig fedt at være ven med én som Magnus, der er fuldstændig ligeglad med, om andre ser eller hører ham dyrke sex.

”Hvad skal vi gøre ved ham? Det er ikke okay, det her. Vi har også ret til at nyde ferien – uden at skulle tage flugten hver aften!”

”Nemlig,” griner han, men kommer ikke med noget bud på, hvordan vi kan løse problemet. Til gengæld lægger han hovedet på skrå og sukker tungt. ”Det var vist det. Jeg tror godt, at vi kan gå ind igen.” Jeg rynker panden og ser forvirret mod døren. Hvordan kan han vide det?

”Det var da hurtigt,” får jeg frem, inden jeg ser ham knække sammen af grin. Det får mig til at tænke over mine ord, og jeg kan ligefrem mærke, hvordan al blod skyder op i ansigtet på mig og får mig til at fremstamme noget med, at det ikke var det, jeg mente. Også selv om det var det, jeg mente. Åh gud nej.

Få sekunder senere dukker pigen op med sine sko i den ene hånd og et pinligt berørt blik, der søger videre og væk fra David og mig. Jeg får ondt af hende. David har ret. Jeg kender Magnus ret godt og ved allerede, at han ikke har tænkt sig at være sammen med hende igen. Han er virkelig en gris, når det kommer til piger.

”Godnat, Maja,” smiler David så, inden han kryber ned under sit lagen, og jeg gør det samme.

”Godnat,” smiler jeg med hævede øjenbryn, som der allerede kommer snorkelyde inde fra soveværelset. Damn, er alle drenge sådan i deres teenageår? No wonder, at jeg har det bedst som single. Måske er der rent faktisk fordele ved at være så kedelig som mig. Måske har jeg undgået samtlige ”walks of shame” som den, Magnus’ første pige lige har gået. Hvorfor i alverden udsætte sig selv for sådan noget?

Det tager mig lang tid, men endelig overgiver jeg mig til søvnen. Det hjælper på det, at David ikke umiddelbart snorker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...