En uimodståelig hemmelighed (Best Friends Forever 1)

Maja har nok altid været betaget af David. Han er lidt yngre end hende, og så er han bedste venner med hendes lillebror. Alligevel giver det hende sommerfugle i maven, da hun opdager, at han skal på den samme ferie til Mallorca som hun. Det er dog kun, indtil det går op for hende, at drengene i deres lille gruppe alle er dér for at drikke og score. Hun bliver ikke engang betragtet som en mulighed, fordi hun er Magnus' storesøster, og det er hun ikke så sikker på, at hun kan leve med.

16Likes
70Kommentarer
6140Visninger
AA

10. 6. Kapitel - Overvejelser

 

Koncentrationen burde være rettet mod min bog, som faktisk er ret så interessant. Min hud prikker efter en time i solen, og jeg overvejer alvorligt at finde vej til poolens afkølende effekt igen. Problemet er bare, at det vil bringe mig tættere på baren, hvor alle drengene nu er samlet, og jeg har ikke lyst til at høre, hvad de taler om. Ikke sådan som de gør sig til over for en flok jævnaldrende, lidt for provokerende piger også kun iført minimalt badetøj. Jeg vil ikke virke desperat. Jeg er ikke desperat. Kun lettere ensom og vist også lidt letpåvirkelig.

Derfor finder jeg også min mobil frem og læner mig godt tilbage på liggestolen, mens jeg ringer op. Hun tager den efter tredje ringetone.

”Jamen altså, første dag på din ferie, og du har allerede brug for en livline.” Dianas latter er som altid smittende, og jeg tager mig selv i at smile, omgående glad for at jeg ringede.

”Noget kan tyde på, at du har ret. Jeg har faktisk brug for hjælp,” klager jeg min nød, inden jeg fniser og lader blikket glide i retningen af stranden.

Solen er på vej i den retning, og jeg håber inderligt, at solnedgangene vil kunne ses fra vores lejlighed. Tanken om dagligt at kunne nyde synet af dem er virkelig tiltalende. Jeg beslutter med mig selv, at hvis jeg ikke kan se dem herfra, vil jeg sørge for at gå de få hundrede meter hver aften, så jeg alligevel kan få den oplevelse med. Jeg har noget for solnedgange og det smukke i alle farverne, der blandes sammen i et glitrende orgie ude over havet. Det er bare så fascinerende, gribende, overvældende.

”Seriøst? Bring it on! Hvad sker der?” Jeg bider mig i læben, som sådan ikke klar til at tale højt om David, men drengeproblemer er bare noget af det, Diana er allerbedst til, og lige nu har jeg brug for hende.

”Jeg øh, tror måske, at jeg har givet en fyr et forkert indtryk,” starter jeg uden at vide, hvordan jeg skal fortsætte.

”Fedt! Hvad har du så tænkt dig at gøre ved det?” Jeg ser hende for mig henslængt i en sofa med benene over armlænet og mobilen klemt mellem øre og skulder, mens hun enten lakerer negle eller lydløst uddeler ordrer til sine adskillige assistenter.

Skal jeg gøre noget ved det? Kan jeg ikke bare lade som ingenting?” Det er det letteste, og jeg ved jo heller ikke, om han rent faktisk fik et forkert indtryk eller ej. Måske var det ham, der lagde an på mig! Den tanke kan jeg godt lide, hvor urealistisk den end er.

”Hvad sjovt er der ved det? Er det én af dem, du rejser sammen med? Eller har du allerede charmeret én stakkels intetanende turist?” Jeg er ikke helt så klar til hendes nærgående spørgsmål, der rammer så tæt på mål, som jeg troede. Så selv om jeg har brug for at tale om det her, fortryder jeg også en lille smule, at jeg så spontant ringede og forstyrrede hendes fortravlede hverdag.

Og hun skulle jo selvfølgelig lige nævne mine rejsemakkere. Det er naturligvis det mest nærliggende at nævne dem som mulige emner, især når vi kun lige er ankommet til stedet, men alligevel. Bare det at hun nævner dem som gruppe gør mig fjollet. At jeg på få timer skulle have ”charmeret” nogen som helst anden er jo en direkte latterlig tanke, men jeg bliver selvfølgelig glad, når hun prøver at smigre mig sådan. Jeg kan bare ikke ”charmere” nogen, og hun burde kende mig bedre end som så. Problemet er bare, at jeg har brug for, at hun tror det sidste frem for det første. Hvis hun opdager, at jeg er lidt betaget af David, vil hun ikke holde sig tilbage fra at gøre noget sindssygt for at få mig sammen med ham. Hun vil måske endda tage med det første og bedste fly hertil bare for personligt at sørge for, at der sker noget.

Tanken sætter næsten gang i en panikfølelse af dimensioner, og jeg kvæler den øjeblikkeligt, inden den kan nå at få fat. Høje hvin fra poolbaren får mig til at se derned, og det irriterer mig ret så meget at se David og Magnus jagte og indfange en af de yngre piger for derefter at smide hende direkte i poolen, mens alle andre grinende ser til. Davids greb om hendes ben er ikke videre godt, og inden de når hen til poolkanten, er hans hænder gledet helt op øverst på hendes lår, så de næsten er på hendes røv. Han står mellem hendes spredte ben, mens hun vrider og vender sig skrigende som en anden pornostjerne. Hans hvide tænder mod den mørke hud er kun alt for tydelig, selv på denne afstand, og jeg kan ligefrem mærke, hvordan jeg trækker mig.

Er det virkelig den fyr, som jeg sidder og sukker sådan over? Det er jo til grin. Den eneste, der ikke griner ad det hele, er bartenderen. Han er også flere år ældre og har sikkert set det hele før. Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig bliver det lettere at lyve frem for bare at fortælle sandheden.

”Der er den her bartender …” begynder jeg, og Diana er øjeblikkeligt game.

”Er han lækker? Hvordan ser han ud? Hvad har du sagt eller gjort, som har givet ham det forkerte indtryk?”

”Han er ret så lækker,” afbryder jeg hende, selv om jeg ikke kan se ham så godt herfra. ”Han er lidt højere end mig,” gætter jeg, ”og så har han kort, sort hår. Han er muligvis indfødt. Han har den her solbrændte hud og den mest fantastiske accent.” En accent, som jeg ikke ved noget som helst om. Manden kan være pæredansk, og jeg er fuldstændig ligeglad. Det her er slemt.

Er mit liv virkelig blevet så sindssygt kedelig og trivielt, at jeg nu er nødt til at opfinde mine egne eventyr? Var meningen med min tur egentlig ikke, at jeg skulle tage chancen for at opleve bare en brøkdel af det, som de andre oplever, så jeg også kan føle, at jeg har et liv? En grund til at stå op hver morgen?

”Uhm, han lyder lækker. Hvor mange drinks er du egentlig oppe på?” Lyder jeg fuld? Jeg kommer til at fnise, sådan rigtig fnise, og jeg kan af en eller anden grund ikke stoppe igen. Diana griner i det mindste sammen med mig.

”Åh gud, det ved jeg ikke,” får jeg stødvis frem, mens jeg griner videre. Det er helt sikkert på tide, at jeg får anskaffet mig en drink. Eller fem. De skulle være både billige her og mere alkoholrige. Jeg har brug for en drink. Især nu hvor jeg har været dum nok til at inddrage Diana af alle mine veninder. Hun vil helt sikkert følge op på det her. Jeg forbereder mig allerede på daglige opkald ugen igennem, hvor hun vil forsøge at få mig til at handle. Få mig til at forsøge at score den stakkels intetanende bartender, der ikke har en chance, når først Diana er involveret.

”Hvad er det, der er så sjovt?” spørger den blide version af Davids stemme. Jeg retter mig øjeblikkeligt op fra min sammenkrummede stilling, kun for at blive modtager af en hel byge af kolde dråber mod min bare hud. Gåsehuden bryder med lynets hast frem på både arme, mave og bryster. Det er svært ikke at gispe højt som reaktion. Har han lige efter en tur i poolen oversprøjtet mig med vand? Jeg troede, at vi var færdige med det!

”Hvem er det?” lyder det fra Diana. Jeg møder Davids nysgerrige, mørke øjne, og jeg tænker ikke engang, før jeg handler.

”Jeg ringer til dig senere,” siger jeg, hvorefter jeg afbryder forbindelsen. Noget jeg helt sikkert vil komme til at fortryde, men lige nu er det eneste, jeg kan tænke på, Davids våde, mørke, markerede brystkasse, de gennemblødte og klæbende shorts og de nysgerrige øjne, der stadig er rettet mod mig, selv efter at han har taget plads i liggestolen ved siden af mig.

”Kæreste?” spørger han så, og spørgsmålet sender et stød direkte gennem maven på mig. Hvorfor spørger han om det? Jeg troede da, at vi lige havde konstateret, at jeg ikke har noget sexliv. Ikke at jeg pointerer det over for ham. Der er ingen grund til at køre rundt i alle sine nederlag.

”Irriterende veninde, som synes, at jeg skal score nærmeste bartender.” Han behøver ikke at vide, at det var mig, som gav hende idéen. Jeg ruller påtaget opgivende med øjnene, inden jeg smiler til ham. Så drejer vi på samme tid hovederne i retningen af baren for at få et godt kig på den stakkels mand dernede, der lige nu er genstand for nok så meget sladder uden nogen sinde at have mødt mig. Det er faktisk ret sjovt det her.

De andre drenge er stadig samlet i baren sammen med pigerne. At David efter sit lille show er kommet herop til mig … skal jeg lægge noget i det? Eller er det et tilfælde? Måske vil han bare tjekke sine beskeder på sin mobil?

”Han er ikke din type,” svarer David så selvsikkert, og jeg spærrer overrasket øjnene op.

”Er han ikke? Hvorfor ikke?” Det her er virkelig sjovt. Hvorfor er bartenderen mon ikke min type?

”Han er helt sikkert homoseksuel. Med svensk accent.” Det får mig til at grine, og efter alt for mange grineanfald, begynder jeg at få ondt i kinderne.

”Virkelig?” får jeg frem, mens jeg tager mig til den ene kind. Han nikker påtaget alvorligt, inden hans øjne lander på min mund og bliver dér.

”Jeg sværger.” Øjenkontakt igen.

”Hvor er du åndssvag.” Ordene er ude af munden på mig, inden jeg kan nå at stoppe dem, og de er virkelig ikke ment så grimt, som de lyder. Jeg kan godt lide den her form for åndssvag, men det ved han måske ikke. I det mindste var mit tonefald ikke så hårdt. Det kan måske snarere minde om et kærtegn …

”Måske. Men tænk over det. Hvis du altså er her for at score?”

”Jeg er her ikke for at score,” protesterer jeg. Han tror selvfølgelig ikke på mig. ”Men Diana har bare den her idé om, at jeg bør score.” Jeg har lyst til at springe ud i det. At undersøge om der overhovedet er det mindste imellem os. Jeg kan tage fejl. ”Hvad er der desuden at tænke over? Du siger jo, at bartenderen ikke er min type. Jeg tror dig.” Åh gud, blinkede jeg lige til ham?

”Du kan sikkert finde en anden bartender. De bør have mere end én,” siger han med et skuldertræk. Han har nu sat sig med fødderne solidt plantet mod jorden og med front mod mig. Som om han er virkelig interesseret i det her emne. Han kan også godt være på vej ned til de andre igen …

”Aha, og du tilbyder altså at hjælpe med at finde ham?” Det her er den mest tåbelige samtale, jeg nogen sinde har ført. Hvad går der af mig? Jeg kan ikke engang skyde skylden på alkohol.

”Niks, jeg skal ikke bruge en bartender til noget.” Grinet igen.

”Det er selvfølgelig rigtigt. Der er heller ingen garantier for gratis drinks alligevel.” Min tur til at trække på skuldrene.

”Er det det, der skal til? Gratis drinks og ikke mere?” Jeg tøver. Hvor vil jeg egentlig hen med det her? Jeg har jo heller ikke lyst til at virke billig.

”Jeg ved det faktisk ikke,” tilstår jeg så og bider mig i underlæben. Noget der får hans øjne til at søge min mund igen igen. ”Jeg har aldrig været på ferie før for at score.”

”Det troede jeg heller ikke, at du var nu?” Han driller mig. Bruger mine egne ord imod mig.

”Det er jeg jo heller ikke!”

”Men du overvejer det.” Han konstaterer det, og igen viger hans blik ikke fra mit.

”Ja, jeg overvejer det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...