En uimodståelig hemmelighed (Best Friends Forever 1)

Maja har nok altid været betaget af David. Han er lidt yngre end hende, og så er han bedste venner med hendes lillebror. Alligevel giver det hende sommerfugle i maven, da hun opdager, at han skal på den samme ferie til Mallorca som hun. Det er dog kun, indtil det går op for hende, at drengene i deres lille gruppe alle er dér for at drikke og score. Hun bliver ikke engang betragtet som en mulighed, fordi hun er Magnus' storesøster, og det er hun ikke så sikker på, at hun kan leve med.

16Likes
70Kommentarer
6171Visninger
AA

9. 5. Kapitel - Keep it cool, girl

 

Efter cirka et kvarter overgiver jeg mig og finder mit badetøj frem også. Jeg forsøger at bilde mig selv ind, at jeg ville have gjort præcis det samme, selv om David ikke befandt sig i poolen, men jeg er faktisk ikke helt sikker. Jeg kunne sagtens have overbevist mig selv om, at jeg skulle i baren eller ned i byen. Poolen er trods alt kun én af en lang række muligheder på dette skønne feriested.

Alligevel skifter jeg til den ene af de to bikinier, som jeg har med, hvorefter jeg pakker en let strandtaske med solcreme, mobil, tøsebog (Everything, Everything), penge til drinks i baren, solbriller og notesbog. Håndklædet kommer over den samme arm, som jeg har slynget skuldertasken over, og jeg overvejer ubeslutsomt, om jeg skal låse døren til vores lejlighed eller lade være. Poolen er trods alt lige ved siden af. Umiddelbart ser jeg ingen grund til det, men jeg kender jo heller ikke hverken landet eller området. Vi bør kunne se, hvis nogen bevæger sig på trapperne. De eneste som skal op ad dem er nemlig os, så jeg lader døren være oplåst og lader nøglen ligge frit fremme på bordet. Lad os bare kalde mig tillidsfuld og optimistisk.

To trin nede ad trappen og jeg er nødt til at standse op for at beundre udsigten. Mellem to af de hvide bygninger er der fra denne højde direkte udsyn ned til havet, som ligger kun få hundrede meter fra vores ressort. Det er helt utroligt, at vand kan have den smukke, blå farve, som det har her. Det kommer bag på mig hver gang. Muligvis fordi jeg er vant til fjorden derhjemme, hvor man nærmest ikke kan se bunden, og hvis man kan, ser man i hvert fald hverken hvid sand eller småfisk, der kommer så tæt på som her. Jeg er nok blevet lidt for vant til krabber og tang.

Det er en vindstille dag, hvilket betyder, at der stort set ingen bølger er. Rigtig mange har valgt at trodse understrømmen og har kastet sig direkte ud på de dybere områder, og selv jeg bliver fristet. Også selv om stranden er sort af mennesker. Måske bør jeg gå derned i stedet for at lade mig friste af poolen …

Langsomt og lidt for selvbevidst fortsætter jeg stædigt ned ad trappen og går over mod én af de få, ledige liggestole i vores område. Jeg forsøger at lade som om, at jeg ikke ved, at det er stolen ved siden af Davids. Det er den, der er tættest på lejligheden, og den første som er ledig. Det alene ville normalt gøre, at jeg ville vælge den. Det har ikke noget at gøre med ham. Heller ikke selv om synet af hans håndklæde er nok til at få mig til at smile og samtidig genoverveje, om det vil virke for latterligt, hvis jeg skynder mig at finde en anden stol. Eller ombestemmer mig og finder vejen ned til stranden.

Ikke at det bliver aktuelt. Jeg smider med en underlig fornemmelse i maven mine ting fra mig, inden jeg hurtigt fjerner min lyseblå sarong, som dækker min bikini. Den sorte med hvide prikker. Det her er for dumt. David skal altså ikke have lov til at diktere min ferie! Så jeg smider sarongen over min taske, så det kan afholde folk fra at snuppe den (yeah right), inden jeg går hen mod den nærmeste stige ned i poolen. Jeg er typen, som venter med at hoppe direkte i, indtil jeg har fundet ud af, hvor varmt eller koldt det egentlig er.

Ikke at det bliver et problem. Lige nu kan jeg virkelig godt bruge en kølig dukkert. Takket være min vejr-app ved jeg, at der er 28 grader i skyggen. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er så vant til varmen endnu. Sveden hagler af mig, og selv om jeg drikker en masse vand, begynder en hovedpine så småt at melde sig. Jeg trænger til at blive kølet ned, og hvilken bedre måde er der end poolen? Alle de andre er også godt i gang med at indvie den. Jeg er den eneste, som mangler.

David befinder sig lige nu i den anden ende med ryggen til, hvilket er fint med mig. Kun Magnus og Rasmus er i nærheden, og de har gang i en eller anden vild vandleg, som de forhåbentlig holder mig ude af. Jeg gyser ved tanken om at blive inddraget, men går ud fra, at jeg er fredet. Jeg er ikke ligefrem typen på at deltage i den slags pjat. I hvert fald ikke med andre end mine veninder, og det er som regel heller ikke frivilligt.

Jeg griner lidt ved tanken om tidligere yndlingssomre sammen med tøserne, mens jeg glider ned i den mest fantastiske temperatur for til sidst kun at have det øverste af skuldrene og hovedet over vandet. Klorindholdet er højt. Lugten kradser let i næsen og er endnu mere udtalt hernede end oppe på land, men det er lige meget. Det er en lugt, som jeg forbinder med swimmingpools, sol og sommer, og kombinationen af vandets kølige skvulpen og solens prikkende varme får mig til at sukke tilfreds, mens jeg tager de første prøvende svømmetag ud mod midten af bassinet.

”Bombe!” skriger Henrik så, og det næste, jeg registrerer, er en flodbølge på vej i min retning. Jeg når lige at vende ryggen til, inden vandet rammer mig, og idet jeg sætter af fra bunden samtidig, ender jeg med at blive flyttet næsten en meter – direkte i Davids retning.

”Ha! Den blev kun halvt så god som Sunes,” griner han alt for tæt på. Hvordan er han overhovedet kommet herhen på så kort tid? Jeg er sikker på, at han var i den anden ende lige før.

”Øh hvad?” spørger jeg dumt, mens jeg forsøger at skubbe mit nu næsten sorte hår væk fra ansigtet igen. Hvor dum kan man lige være at gå i vandet uden først at samle håret i en elastik? Det ligner mig ikke.

I et forsøg på at få det væk lidt hurtigere, så jeg rent faktisk også kan se David, mens han taler til mig, bukker jeg lidt i knæene og læner hovedet helt bagover, så jeg får alt andet end det øverste af mit ansigt under vand. Håret er så meget lettere at kontrollere under vandet. Jeg snor det derefter hurtigt over den ene skulder, inden jeg retter min fulde opmærksomhed mod David igen.

Ikke at han registrerer det. Hans blik styrtdykker, idet jeg løfter mig op ad vandet, og først dér går det op for mig, at jeg nærmest har skubbet mine sammenpressede bryster i hans retning. Sådan direkte ind i hans synsfelt. Han kan faktisk ikke undgå at lægge mærke til dem, og varmen i mine kinder gør mig kun endnu mere flov. Det her var ikke et forsøg på at få hans opmærksomhed! Det var det altså ikke!

”Øhm ja …” Det tager ham flere sekunder at løsrive blikket fra mine bryster igen, og i de få sekunder eksploderer samtlige uventede følelser i mig. Endelig ser han dog op på mig. Hvor er det bare pinligt. Jeg ser garanteret lettere forfærdet på ham. Med opspærrede øjne og åben mund eller sådan noget. Hold nu op. Vores øjne låser sig fast i hinandens, og pludselig er der bare alt for varmt her i poolen. Mit åndedræt ændrer sig, og min mave slår knuder på sig selv. Det duer ikke det her. Tror han, at jeg lægger an på ham? Det er ikke det, jeg gør. Er det? Har jeg lyst til, at han skal tro, at jeg lægger an på ham?

Så redder han mig fra yderligere forvirrende tanker ved at sende en bølge af vand imod mig. Det får mig til febrilsk at forsøge at afværge bølgen, men mine reflekser er ikke ligefrem de bedste. Farvel make-up. Mit hvin får ham kun til at grine højt, og han er fuldstændig ligeglad med de bølger, som jeg forsøger at ramme ham med.

”Er det det bedste, du kan præstere?” udfordrer han mig så. For sjovt skuler jeg vredt mod ham med sammenknebne øjne, inden han stiller sig helt hen foran mig. Sådan alt for tæt på. ”Do your worst,” siger han så på sådan en lettere hæs, meget lavmælt måde, som giver mig gåsehud, får mine brystvorter til at trække sig sammen, og som forvirrer mig ud over det sædvanlige. Det bliver ikke bedre af, at vi stadig stirrer hinanden intenst ind i øjnene.

Snakker han om bølger og vand eller hentyder han til det, der ikke for alvor var et forsøg fra min side på at lægge an på ham? Hvad skal og kan jeg stille op med det her? Med ham? Jeg har aldrig været særlig god til det her flirte noget. Ikke at vi flirter! Men hvad vi end har gang i – det er ikke noget, jeg kan finde ud af.

”In coming!” lyder det så fra højre, inden Magnus smadrer ned imellem os med sin version af en bombe.

Jeg er forbandet lettet over at slippe for at skulle tage stilling til noget som helst. David udnytter også afbrydelsen til at sende mig et sidste blik, inden han fokuserer på drengene igen, og jeg forhåbentlig uset flygter op på min liggestol, hvor jeg efter at have smurt mig ind i solcreme finder min mobil frem, klar til at besvare Julias mail. Sådan da.

Hvis bare jeg vidste, hvad jeg skulle skrive …

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...