En uimodståelig hemmelighed (Best Friends Forever 1)

Maja har nok altid været betaget af David. Han er lidt yngre end hende, og så er han bedste venner med hendes lillebror. Alligevel giver det hende sommerfugle i maven, da hun opdager, at han skal på den samme ferie til Mallorca som hun. Det er dog kun, indtil det går op for hende, at drengene i deres lille gruppe alle er dér for at drikke og score. Hun bliver ikke engang betragtet som en mulighed, fordi hun er Magnus' storesøster, og det er hun ikke så sikker på, at hun kan leve med.

16Likes
70Kommentarer
6170Visninger
AA

7. 3. Kapitel – Når ingenting går som forventet

 

Bussen er kvælende varm, overfyldt med både mennesker og håndtasker, og selve turen synes uendelig. I min lille rejsebog kan jeg se, at turen nok ikke vil tage mere end en time. Muligvis mindre med den fart vi skyder, og jeg ser igen forgæves efter sikkerhedsseler. Lige nu fortryder jeg, at vi ikke bare sørgede for at leje et par biler hele ugen, som vi også kunne have brugt, når vi skulle ud og se seværdighederne. Det ville have gjort alting så meget lettere, og friheden ved selv at bestemme er lige mig. Jeg er i hvert fald ikke fan af vores vanvidschauffør.

Jeg skæver nervøst over mod Magnus og et par stykker af de andre, som allerede drikker lunkne dåseøl, som de købte i lufthavnen. Godt så. Måske bare en enkelt bil, som jeg selv kunne have taget. Jeg har trods alt planer om at se lidt af øen også, mens jeg er her. Måske ikke på det niveau, hvor jeg dagligt vil afsted, men jeg har hørt så meget om blandt andet drypstenshulerne. Dragegrotten især skulle være et besøg værd. Det kunne bare have været fedt, hvis jeg selv kunne bestemme, hvornår jeg ville se stedet frem for at skulle med på den dag, hvor vores ressort har busser dertil. En tur der indlysende koster en halv bondegård og kræver, at jeg investerer en hel dag fra tidlig formiddag til aftensmaden. Jeg er ikke helt sikker endnu på, at jeg virkelig gør det. Det lyder som en større investering.

Rasmus, der ellers altid er så perfekt, når det kommer til sit udseende, har ikke fået helt styr på deodoranten inden turen, og selv om han sidder skråt overfor mig, kan jeg stadig lugte ham. Jeg rynker næsten umærkeligt på næsen og forsøger at ignorere, at stanken kombineret med den kvælende varme giver mig kvalme. Han trådte ind i bussen lige før mig, og jeg er ikke i tvivl om, at det er ham, der stinker sådan.

Endnu en uforudset detalje ved at rejse med teenagedrenge, som jeg ikke kunne have forberedt mig på. Det værste er næsten, at han godt selv lader til at kunne lugte det. Måske det så kan gøre ham lidt mindre højrøvet og mere som os andre dødelige. Det ville faktisk klæde ham.

Min mobil giver lyd fra sig, og det lader til, at Julia allerede har besvaret min mail. Jeg ser hurtigt rundt på de andre, imens jeg forsøger at undertrykke trangen til at tjekke op på det. Jeg sidder ved siden af Magnus og kan ikke så godt åbne beskeden i tilfælde af, at hun rent faktisk har kommenteret på mine latterlige bemærkninger om David. Ikke at nogen ved, at jeg har skrevet om David. Argh. Nogle gange ville jeg altså virkelig bare ønske, at jeg ikke var så håbløs.

”Jeg tror, at vi er ved at være der,” siger Sune så og sender et sidste vurderende blik i retningen af vores guide. Jeg har ondt af hende. Hun har et udseende, som virkelig tiltrækker mandlig opmærksomhed, men ikke på nogen god måde. Især Mark har siddet og savlet over hende, og hvis jeg ikke allerede havde konstateret, at han er et mandschauvinistisk svin, ville jeg have vidst det nu. Han har nok nævnt hendes patter mindst ti gange på den sidste time, og jeg har måttet tage mig selv i ikke at kyle min tykkeste bog i hovedet på ham. Det er heller ikke ligefrem blevet bedre af, at blondinen er så tomhjernet, at hun lever op til samtlige af de mest stereotype fordomme, jeg kan komme på. Lige nu overvejer jeg, om hun bare spiller spillet og trykker på alle knapperne for at tiltrække mandlig opmærksomhed. Måske er hun bare sådan her.

Hvordan i alverden hun har kunnet overbevise nogen om, at hun kan tale engelsk og derved informere os alle om turens muligheder, ved jeg ikke. Jeg tror heller ikke, at jeg vil vide det. Især ikke efter alle de flirtende smil og blikke, som hun har formået at rette mod os helt hernede i bagenden af bussen. Vi kunne ikke sidde længere væk fra hende og mikrofonen. Jeg bliver helt flov på hendes vegne. Guderne alene må vide, hvordan hun vil komme igennem sit liv, hvis det her er det bedste, hun kan præstere.

Bussen sagtner så småt farten for første gang i meget lang tid, og jeg liver lidt op igen. Varmen og kvalmen har drænet mig for den smule energi, som jeg havde tilbage. Det eneste jeg kan tænke på er at få udskiftet min lunkne vandflaske med en kold én fra den nærmeste kiosk, eventuelt supplere med en drink fra baren overfyldt med isterninger og en tur i en afkølende swimmingpool. Ifølge den hjemmeside, som vores ressort benytter, skal der være hele fem af slagsen til vores rådighed. Fem. Tallet er nærmest magisk.

”Woop woop, det lader til, at vi er fremme,” jubler Mark og giver Sune high five. De går alle i gang med at klappe hinanden i hænderne og fyre lort af, og jeg himler med øjnene og ignorerer dem bevidst, da de begynder at holde hænderne op foran mig. Folk ser allerede skævt ned mod os. Okay, måske ikke folk. Pensionisterne, der er med på den her tur med samme destination som os, ser halvforargede på os og dømmer os. Det er tydeligt i deres blikke og hviskende stemmer, som interessant nok ikke er spor lavmælte. Vi kan høre hver en fordom.

”Niks. Glem det,” griner jeg mod drengene, som bussen drejer af og kører ind på en af- og pålæsningsparkeringsplads, der er så meget bedre asfalteret end den vej, vi lige har forladt. Vi sidder vist alle yderst i sæderne nu og er mere end klar til at forlade den rullende sauna. Magnus især, fordi han var så idiotisk at tage cowboybukser på hjemmefra uden tanke for, hvor varmt han ville få det ved ankomsten. Sveden hagler af ham, og hans ene bluseærme er helt plettet af fugt, fordi han bliver ved med at tørre sig over panden med det. Klamt.

”Kom nu, Maja. Du ved, at du gerne vil.” Henrik blinker overdrevet til mig, inden han læner sig fuldstændig ind over David og nærmest kvæler ham. Han rækker hånden langt ind over midtergangen, klar til at jeg skal klaske min håndflade mod hans. Som om.

Inden jeg kan nå at gøre noget, får David hamret en albue ind i maven på Henrik, hvorefter de begge grinende halvslås på deres sæder, hvilket kun giver de gamle yderligere at sladre om. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal grine højt eller lidt forsinket forsøge at lade, som om jeg aldrig har set dem før for slet ikke at tale om at kende dem.

Det er nok lidt for sent nu.

På en eller anden måde rammer deres åndssvage drillerier også et ømt punkt hos mig. Den nærhed og fortrolighed, de lader til at have sammen, minder meget om den, som jeg har med mine nærmeste veninder. At se David og Henrik sådan sammen får mig kun til at savne tøserne endnu mere. Det er altså ikke altid kun lykken at vokse op, blive moden og ansvarlig. Dét at blive voksen betyder som regel også, at man ikke længere kan hænge ud sammen med dem, man har lyst til hver dag. Man kan ikke længere dele alting med dem, fordi vi nu alle er ved at skabe vores egne, meget forskellige liv, hvoraf jeg med sikkerhed er den, der er den mest kedelige og ordinære.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg også kunne være noget andet og mere. Det kan være virkelig svært at hamle op med sine nærmeste, når de er så forfærdeligt perfekte.

Jeg sukker lydløst, mens jeg halvsmilende følger efter de andre ud af bussen. Jeg er den næstsidste, som forlader den, og jeg må vel hellere tilstå, at jeg på det tidspunkt er mere end almindeligt utålmodig. Den eneste, der er tilbage ud over mig, er en midaldrende mand, som forsøger at lokke øens hemmeligheder ud af den stakkels chauffør. En yngre mand der lader til at have en del besvær med at forstå den midaldrendes engelsk. Faktisk ser det lidt ud til, at han forsøger at slippe væk, men hver gang bliver blokeret af den kraftige turist. Jeg fniser, men har hurtigt glemt alt om dem, som jeg endelig træder ud og bliver mødt af den tørre, varme luft foruden mit første glimt af vores bestemmelsessted.

Alle bygninger er holdt i hvidt, og der er buer overalt. Det er min første tanke. Den næste er, at vi gennem glaspartiet i det, der må være restauranten, kan se den første swimmingpool, og det er umuligt ikke at mærke forventningen og glæden over at være ankommet til dette ferieparadis. Nu skal vi bare have tjekket ind og have fundet badetøjet frem. Halleluja!

”Hej, vi har booket to lejligheder.” Mark rækker sit pas og bookingpapirer ind over skranken, som det endelig bliver vores tur til at tjekke ind. Jeg holder mig godt i baggrunden, nu jeg jo egentlig bare er med på fripas. Det er drengenes show. Desuden er jeg ikke sådan vildt begejstret for at snakke på engelsk. Jeg øver mig i det, især nu hvor flere af tøserne er flyttet til udlandet, men det er stadig svært. Jeg hader min accent. Især sammenlignet med deres.

”Nå, men vi har vel styr på, hvem der sover hvor,” siger Rasmus konstaterende og strækker sig. Han sender mig kort et blik, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal tolke, og ikke for første gang tænker jeg, at han er den i gruppen, som passer mindst ind. Jeg kan virkelig ikke lide ham. De mørke plamager under hans arme gør mig desuden flov på hans vegne, og jeg bliver ikke ligefrem venligere stemt mod ham, da han strækker sig, hvilket resulterer i, at endnu en omgang stank bliver sendt i min retning. Seriøst! Gør han det her med vilje?

”Ja ja, lad os nu komme af sted. Jeg har brug for at komme i poolen,” klager Magnus, og heldigvis får Mark i det samme udleveret vores nøgler. Det kunne ikke være bedre. Vi hanker alle op i vores kufferter og tasker og følges gennem en midtergang, der adskiller receptionen fra restauranten, hvor vi har købt morgenbuffet til hele ugen.

Fraværende tænker jeg stadig lidt på, hvor jeg skal sove og med hvem, men Magnus er vel det indlysende valg. Nu ved jeg ikke helt, hvordan lejlighederne er indrettede, da der på ressortet er flere versioner af boliger. Der er to større bygninger ligesom hoteller, hvor værelse på værelse ligger side om side. Der er små hytter i et aflukket område, og så er der ferielejlighederne, som det viser sig, at vi skal bo i. Det er mindre bygninger med fire lejligheder i samme bygning fordelt på to etager. Vi har fået dem på førstesal.

”Nå, jeg har altså tænkt mig at snuppe soveværelset,” siger Magnus så, som han og jeg når op for enden af trapperne og efterfølgende låser os ind i selve lejligheden. Jeg trækker på skuldrene og giver mig ret hurtigt, fordi det da kun er fair, at han får det, han har betalt for, mens jeg nøjes med én af de to små sovesofaer. Jeg udvælger hurtigt den ene og smækker min kuffert op på den i et håb om, at jeg hurtigt kan finde mit badetøj, så vi kan komme ud i den pool.

De andre drenge befinder sig stadig på terrassen udenfor. De står under to meter fra vores dør efter at have taget den modsatte trappe parallelt med vores. Det er først, da David kommer over til os, at det slår mig, at Magnus og jeg jo ikke bare alene kan have en hel lejlighed for os selv. Vi vil være nødt til at dele, og det kan godt se ud til, at David er den heldige vinder.

”No way,” råber David så efter Magnus, som allerede er godt i gang med at undersøge det ene soveværelse, som der er. ”Soveværelset er Majas,” siger han så som en anden gentleman, mens han blinker til mig, og som altid sender han mig det smil, som jeg føler udelukkende er reserveret til mig. Det smil som får mine tæer til at krumme sig helt sammen, og som igen fortæller mig, at den her tur godt kan gå hen og blive helt anderledes, end jeg har planlagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...