En uimodståelig hemmelighed (Best Friends Forever 1)

Maja har nok altid været betaget af David. Han er lidt yngre end hende, og så er han bedste venner med hendes lillebror. Alligevel giver det hende sommerfugle i maven, da hun opdager, at han skal på den samme ferie til Mallorca som hun. Det er dog kun, indtil det går op for hende, at drengene i deres lille gruppe alle er dér for at drikke og score. Hun bliver ikke engang betragtet som en mulighed, fordi hun er Magnus' storesøster, og det er hun ikke så sikker på, at hun kan leve med.

16Likes
70Kommentarer
6196Visninger
AA

18. 13. Kapitel – Med drengene i byen

 

Størstedelen af tiden, mens jeg spiser aftensmad sammen med hele drengeflokken, forsøger jeg at ignorere David. Jeg er ved at være helt god til det, når jeg frem til, som jeg fokuserer på Mark og Henrik. De råber begge op i munden på hinanden, mens de mindes gamle dage, og jeg ruller flere gange med øjnene ad dem. Også selv om de får mig til at skrige af grin. Det gør det helt muligt at glemme David. Bare for en kort stund.

Vi er den mest larmende flok på stedet, men som tjenerne sørger for at holde os alle godt kørende med en løbende optankning af vin, lokal øl og senere også drinks, går det op for mig, at vi ikke kun er gode for deres omsætning. Vi er også aftenens underholdning. Det er tydeligt i den måde, de ansatte sender os interesserede blikke og små smil på, for slet ikke at tale om de sigende blikke de sender til hinanden.

Vi må også være en lidt sjov flok at iagttage, når man ikke forstår, hvad vi snakker om. Drengene er store i munden, og deres attituder er fuldstændig på plads. De vil gerne både ses og høres, og flere af dem er så arrogante, at det ikke er til at holde ud. Selv David. Han har brugt ekstra lang tid på sit hår her til aften, og den måde de der sorte krøller er sat på, så de bliver dér, hvor han vil have dem … det giver lige lidt ekstra til hans overlegenhed, og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er helt vild med det, eller om jeg har lyst til at trække ham ind under den nærmeste bruser bare for at se facaden forsvinde igen.

Det er på sin vis ret interessant at iagttage ham, som han er sammen med Magnus og de andre drenge. Jeg er nok blevet lidt forvænt med, at han altid er lutter smil og blid stemme. Det er jo ikke hele ham. Sammen med de andre ændrer han sig, nok lidt ligesom jeg gør, og selv om der er noget virkelig interessant og sexet over hans hardcore udstråling, bekymrer den mig også. Jeg kender ikke den side af ham. Hvad hvis jeg slet ikke kan lide den?

”Men jeg kender sgu heller ikke nogen som dig, Magnus, der evigt og altid skal fucke alting op!” råber Henrik og banker flere gange i bordet for at fange alles opmærksomhed.

”Kan I huske, dengang vi skulle overnatte hos Tais?” bryder Mark ind, hvorefter flere rundt om bordet stønner, mens resten griner højt. Magnus dækker hovedet i sine arme efter at have sendt mig et lettere opgivende blik. Jeg griner stort til ham.

”Ham i Skagen?” spørger jeg med en svag erindring om engang at have hørt om en gut, der havde det fedeste luksussommerhus i det nordlige Jylland, og som havde inviteret en større gruppe fra Vejle. De var helt oppe at ringe over, at de skulle afsted. Utroligt nok fik jeg vist aldrig fulgt op på, hvordan det så havde været.

”Åh ja, og allerede samme dag, som vi ankommer, har Magnus scoret hans kæreste,” udbasunerer Mark.

”Seriøst, Magnus? Hvad pokker tænkte du på?” spørger jeg lettere forfærdet, nok fordi jeg ikke har så mange illusioner tilbage om min bror, når det kommer til piger, men det her er alligevel lige frækt nok. ”Og hvordan tog Tais det?”

”Hvad tror du selv?” spørger Henrik. ”Han smed os alle sammen ud og fortsatte festen uden os.”

”Og vi kendte ikke en eneste sjæl i området,” siger David direkte til mig, og mit hjerte springer det dér slag over. Som om David har en direkte linje til organet i mit bryst. ”Vi havde ikke noget sted at sove, kunne ikke komme hjem, fordi vi lige var ankommet med toget, og der ikke gik nogen tilbage igen før mange timer senere.”

”Ah, så det der med at score én pige for så at finde en anden, er altså ikke noget nyt?” spørger jeg Magnus, der med sit skæve smil trækker let på skuldrene, inden han svarer mig.

”Niks, hvorfor begrænse mig?”

”Altså bortset fra at de alle kommer til at hade dig, og flere af dem rent faktisk tager det så personligt, at de efterfølgende planlægger grusomme hævntogter sammen med deres veninder. Er det grund nok?” spørger Rasmus, hvorefter han bunder sin øl og løfter det tomme glas op i luften. En ansat kommer straks springende.

”Det mest irriterende er sgu, når det går ud over os andre,” brummer Sune og kører en hånd hen over sin glatbarberede isse. Bevægelsen får flere af de andre til at grine, og garanteret om der ikke er en historie bag det også.

”Gud ja, kan I huske dengang, hvor den der tøs fra Sverige holdt ferie i Trelde Næs og havde forvildet sig ind i byen fredag aften?”

”Var det hende, der sammen med veninderne stalkede jer hele vejen tilbage til Sunes forældres hus?” spørger Henrik.

”Åh ja, den kælling og hendes veninde overpissede velkomstmåtten, som min mor lige havde investeret i. Min far tog dem i det, da han ville dobbelttjekke, om vi havde låst hoveddøren efter os.” Sune krydser armene foran sig og sender Magnus et vredt blik. ”Og det var sidste gang, mine forældre tillod nogle af jer at overnatte hos dem.”

”Ja, thank God at vi alle er godt på vej til at flytte hjemmefra.” De hæver deres glas og skåler på fremtiden. Jeg joiner dem tøvende, muligvis lidt trykket af påmindelsen om, at alle disse små drenge stort set alle bor hjemme endnu hos deres forældre. Magnus er i hvert fald ikke flyttet endnu. David heller ikke så vidt jeg ved.

Mine tanker overtager uhindret styringen, og jeg stirrer blindt ud ad restaurantens vinduer mod solnedgangen, der er gået i gang med at male havet med orange og lyserøde penselstrøg. På en eller anden måde ser jeg for mig, hvordan David og jeg skulle håndtere et forhold, hvis vi havde et. Hvordan jeg møder hans adoptivforældre som hans kæreste, hvordan han møder mine uafhængigt af Magnus. Det er pinligt, at fantasien overhovedet opstår og endda giver mig den her nervøse følelse, som jeg ellers normalt forbinder med et rigtigt møde med kommende svigerforældre. Og så oven i købet uden grund, og mens jeg sidder sammen med dem alle med David flere pladser fra mig. Må tage mig sammen!

Jeg vender tilbage til nuet og per refleks kommer jeg til at se over mod David. Øjenkontakt. Det føles næsten, som om vi fører en hel samtale, selv om jeg er helt med på, at det nok kun er noget, jeg bilder mig ind. Jeg er jo lige blevet mindet om igen igen, hvor ung han virkelig er. Hvis der er noget fra hans side overhovedet, er det sikkert udelukkende tiltrækning. Var det ikke også Diana, der engang belærte os alle sammen om, hvordan fyre har en tendens til at tænde vildt på deres venners ældre søstre? Mig som sexbombe, yay.

Jeg får lyst til at fnise højt. Muligvis fordi jeg allerede er på min tredje drink i denne time, og jeg kun sjældent giver mig selv lov til at drikke alkohol. Det er bare svært at lade være med at blive grebet af stemningen, som alle de andre hælder i sig og bliver mere og mere højlydte og festlige. Hvorfor ikke drikke mig fuld bare denne ene gang? Der er jo egentlig ikke noget, som kan forhindre mig i det, og selv om jeg gør det én gang på en ferie, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg vil få et varigt alkoholproblem, vel? Det vil ikke gøre mig til alkoholiker, og jeg vil ikke blive som hende, vel?

Beslutsomt beder jeg en tjener om at lave endnu en Piña Colada, mens jeg drikker det sidste af min Strawberry Daiquiri. Jeg ved det godt. Jeg er den ultimative stereotype, når det kommer til tøsedrinks, men øl har aldrig sagt mig noget, og hvis jeg endelig skal bryde alle mine regler og holdninger, kan jeg lige så godt gøre det med noget, der smager godt.

”Skal du med os i byen, søs?” spørger Magnus, og jeg bilder mig ind, at han virker opmuntrende. At han har det okay med det. Hans spørgsmål gør mig virkelig glad. Glad men også anspændt.

”Hvis det er okay med dig,” svarer jeg og iagttager ham indgående. Hans umiddelbare smil og nik får mig til at slappe af og smile tilbage, mens de andre drenge går i gang med højlydt at overtale mig til at joine dem. Ikke at jeg var taget med, hvis min bror havde haft et problem med det, men det lader det heldigvis ikke til, at han har.

”Selvfølgelig er det okay, men jeg slæber dig altså ikke hjem, hvis du ikke kan gå selv,” proklamerer han med et blink, hvilket får flere af de andre til at råbe, at de hellere end gerne vil bære mig hele vejen. Deres slet skjulte hentydninger får mig til at rødme. Især fordi jeg måske rent faktisk ville tage imod Davids tilbud med kyshånd og uden tøven, hvis han meldte sig på banen. Ikke at han siger noget. Han er skuffende tavs.

”Jamen så lad os komme afsted,” griner Mark og beder om regningen. Jeg modtager min Piña Colada samtidig med regningen og kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal stille op med drinken. De kommer trods alt i overstørrelse her på ferieøen. Overstørrelse og med lidt for meget alkohol.

”Bund eller resten i håret,” griner Rasmus. Jeg tager en stor slurk af drinken, inden jeg truer med at hælde resten i hans hår.

”Der er vist noget, du har misforstået,” siger David drillende og samtidig lettere sarkastisk. Han står dejlig tæt på mig, og jeg rækker i stedet drinken frem mod ham i håb om, at han vil hjælpe mig med at drikke den. Jeg har det dårligt med at skulle efterlade en hel drink. Han tager velvilligt imod den, og det giver mig sug i maven, da hans velformede læber lukker sig om sugerøret samme sted, hvor jeg lige har haft mine.

Rasmus og de andre går udenfor. Kun David og jeg står tilbage inde i selve restauranten, hvor vi forsøger at komme drinken til livs.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg nogen sinde blive fan af det her sprøjt,” siger han med en grimasse og får mig til at fnise. Jeg undrer mig også over, hvorfor pokker han hjælper mig med at drikke den, hvis han ikke kan lide den, men som jeg tager sugerøret ind i munden velvidende, at den lige har været i hans, ved jeg godt hvorfor. Vi deler mundbakterier. Vi kunne lige så godt kysse. Som jeg suger og nyder smagen af kokosmælk og ananas, holder jeg øjenkontakten med David, indtil hans blik synker ned til min mund om det sorte plastikrør.

”Uhmmm, den smager ellers godt,” sukker jeg. Han skiller læberne, bare en lille smule, men det er det mest sexede syn, jeg nogen sinde har set. Flyttet hjemmefra eller ej. Jeg vil have den her dreng!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...