En uimodståelig hemmelighed (Best Friends Forever 1)

Maja har nok altid været betaget af David. Han er lidt yngre end hende, og så er han bedste venner med hendes lillebror. Alligevel giver det hende sommerfugle i maven, da hun opdager, at han skal på den samme ferie til Mallorca som hun. Det er dog kun, indtil det går op for hende, at drengene i deres lille gruppe alle er dér for at drikke og score. Hun bliver ikke engang betragtet som en mulighed, fordi hun er Magnus' storesøster, og det er hun ikke så sikker på, at hun kan leve med.

16Likes
70Kommentarer
6140Visninger
AA

17. 12. Kapitel – At gå til bekendelse. Sådan da

 

Bølgerne brager lystigt ind mod strandkanten og afkøler med jævne mellemrum mine fødder. Det får mig til at sukke tilfreds og vrikke med tæerne. Selv om der stadig er mange mennesker på stranden, har det overraskende nok været muligt at finde et lettere afsondret område, så jeg kan tale med tøserne uden afbrydelser eller frygt for at blive overhørt af landsmænd. Der er ikke andre end mig, som sidder helt inde ved klippevæggen. Perfekt.

Det er første gang på turen, at jeg har den her fredfyldte fornemmelse, som får mine muskler til at slappe helt af. Den her fantastiske følelse, som jeg husker fra tidligere ture, og som jeg ønskede at genfinde. Den er himmelsk. Og så er den frit tilgængelig og gratis. Det er der altså ikke meget, der er, funderer jeg, mens jeg forsøger at få forbindelse til omverdenen.

Sandet, der er brændende varmt efter en hel dag direkte i solen, er tilpas lunken her i skyggen. Det er et skønt sted at sidde, og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor alle andre vælger at holde sig ude i solen. Især ikke dem med en lige så lys og modtagelig hud som min. Allerede er der flere, som render rundt med krebselignende plamager på brystet, skuldre, overarme og især næser. Der er også indtil flere skaldede isser på fedladende mænd, der tydeligvis ikke hører efter, når deres koner forsøger at få dem til at smøre sig i solcreme.

Jeg griner lidt for mig selv, da en kone på tysk voldsomt skælder ud over, hvordan manden har kunnet præstere både at brænde kæmpevom og isse af på kun få timer. Hun gider ikke at skulle høre på hans brok resten af ferien, når han ikke lyttede til hendes råd og beholdt kasket og skjorte på i første omgang. De fortsætter med at mundhugges, mens de pakker deres ting sammen, og jeg ser hurtigt væk, da deres blikke strejfer mig. De minder lidt om mine bedsteforældre.

”Hola chica!” skriger Diana så og hiver min opmærksomhed tilbage mod skærmen.

”Hey Diana! Nina, June!” Jeg smiler stort til dem alle tre og elsker, at de giver sig tid til at skype med mig nu, selv om de alle har travlt med at leve deres egne liv også.

”Jeg skal hilse fra Julia. Hun er til et eller andet forlagsnoget, så hun kontakter dig nok i morgen,” hilser June, og jeg takker hende hurtigt, inden jeg bliver afbrudt af Diana.

”Hvordan har du det? Tømmermænd?” Nina fniser, mens June højlydt forlanger at få at vide, hvad hun er gået glip af. Jeg ser forvirret på dem alle tre, mens jeg begynder at frygte det værste om mit udseende. Så slår det mig, at Diana jo i går var overbevist om, at jeg var snalret.

”Jeg var altså ikke fuld,” begynder jeg, men kan som altid lige så godt lade være med at forsøge. Hun er overbevist om, at jeg må være gået godt til den, og derfor har jeg også bare at dele alle de pinlige detaljer med dem alle. ”Men der er ikke noget at dele!” protesterer jeg, mens Nina højlydt klukker.

”Det nægter jeg at tro på. Hvis du drak dig i hegnet for første gang i hundrede år, har du også bare at fortælle os, hvordan det gik til. Vi kender dig! Der skal virkelig meget til for at få dig til at opgive kontrollen på den måde.” June blinker til mig, men hun har jo ret, og den kontrol er grunden til, at jeg aldrig drikker. Hvorfor tror de mig så ikke, når jeg siger det?

”Jeg er ikke min mor. Jeg drikker ikke,” erklærer jeg opgivende, men Diana ryster allerede på hovedet.

”Vi ved sgu da godt, at du ikke er din mor, duh! Men du var i sådan et skørt humør i går, og hvis jeg ikke allerede var booket helt op, ville jeg komme til Mallorca ASAP!” Hun knipser med fingrene, inden hun fortsætter. ”Jeg ville booke det første fly, og du ved det.”

”Ja, jeg ved det,” smiler jeg og ryster på hovedet, fordi hun rent faktisk er skør og rig nok til at kunne gøre det, hvis hendes kalender tillod det. ”Men der er ikke noget at fortælle. En af Magnus venner var bare virkelig åndssvag, og …”

”Gud ja, du er dér jo sammen med en hel flok drenge. Hvordan går det lige?” griner June. Jeg ruller med øjnene. ”Hvor gamle er de nu? Er de overhovedet gamle nok til at rejse uden en voksen, eller var det grunden til, at de ville have dig med?” Jeg ved, at hun bare driller mig, men det rammer alligevel plet på en eller anden måde. Hvorfor inviterede Magnus mig egentlig med? Han var så fraværende på vores shoppingtur tidligere. Vi fik overhovedet ikke talt sammen. Det får mig til at føle, at der er noget galt.

”De er 19,” får jeg frem med lidt besvært, inden Diana tager over igen.

”Uhhh ungt kød. Hvem er med? Er der nogen af dem, som er vokset op og er blevet lækre?” Hun skulle bare vide, tænker jeg og er lige ved at rødme. Varmen er så småt begyndt at brede sig i ansigtet, men jeg nægter at afsløre noget. Lige nu har pigerne en fest ved at forestille sig alt muligt, som i deres øjne er dybt usandsynlige. Især fordi det her er mig. De er stadig overraskede over, at jeg sprang til og rent faktisk takkede ja til turen. Hvis de vidste, at jeg samtidig er ret så begejstret for én af de unge fyre, ville de ikke holde sig tilbage, og det ville smadre det hele. Hvor højt jeg end elsker mine tøser, blander de sig bare alt for meget, og det viser sig gang på gang at være altødelæggende for mig.

”Tja, de er jo faktisk på det stadie nu, hvor de må have masser af bugnende muskler og en hel masse hormoner, som bare venter på at blive sluppet løs på nogen,” joker June, mens Nina endelig blander sig i samtalen igen.

”De er små drenge. De kan vel nærmest ikke betegnes som mænd endnu,” skænder hun, bortset fra at David får mig til at glemme, at han ikke er ældre, end han er. ”Desuden er det Magnus’ venner. Vi kender dem alle. Det ville være alt for underligt at kysse med nogen af dem. Det ville næsten føles som at kysse sin egen bror,” udbryder hun efterfulgt af en overdrevet bræklyd.

”Seriøst, kan I slet ikke huske, hvordan vi var, da vi var 19? Hvorfor skulle det være så anderledes med drenge?” spørger Diana muntert, mens vi vist alle ser for os, hvordan vi som 19-årige rendte i byen sammen og gjorde den usikker. ”Og Magnus’ venner eller ej. Jeg ville ikke have noget imod at snave igennem med Henrik.” Hendes efterfølgende kysselyd får mig til at grine. Måske fordi jeg tænkte præcis det samme. Bare med David som snavebuddy.

”Ew, Diana. Helt ærligt! Men det jeg siger er ikke, at de behøver at være så anderledes end os. Jeg har bare lidt ondt af Maja, som skal være sammen med dem i en hel uge,” fortsætter hun, men June og Diana er som altid ikke til at stoppe.

”Ondt af hende? Helt ærligt, du skal bare udnytte det for hårdt,” griner June, inden jeg endelig selv kommer til orde.

”For det ville Magnus jo have det helt fint med,” mumler jeg sarkastisk, lidt for tæt på sandheden, inden Diana er der igen.

”Piger! Fuck det, for Maja har allerede øjnene rettet mod en anden, ikke?” Hun blinker og smiler vidende, mens jeg forsøger at lade være med at krympe mig over løgnen. Jeg er sådan en elendig løgnhals.

”Har du allerede fået øje på én, du vil score?” spørger June, mens Nina overraskende afbryder.

”Hun har allerede scoret ham.” Mine øjenbryn ryger helt op i panden, som Diana og June hviner og er absolut overbeviste om, at jeg har hemmeligheder for dem. Hvilket jeg også har. Bare ikke den hemmelighed.

”Stop stop stop! Det passer ikke! Nina! Hvad fanden er det?” råber jeg højt og tiltrækker mig flere nysgerrige blikke fra de solelskende badenymfer på stranden. Det bliver selvfølgelig ikke bedre af, at alle tre tøser nu larmer nok til at skræmme alt fra fisk til turister væk. Måske er stedet her alligevel ikke helt så ideelt til tøsefnidder.

”Undskyld, jeg var bare nødt til at se dit ansigtsudtryk,” fniser hun.

”Hvad? Har du været sammen med bartenderen eller ej?” spørger Diana så, og jeg er nødt til at tysse på hende, fordi der jo godt kan være nogen i nærheden, som forstår hende, og ville det ikke bare være pinligt, hvis jeg kom tilbage til vores resort og blev konfronteret med nysgerrige blikke og sladder resten af ferien? Ellers tak.

”Jeg har ikke været sammen med nogen,” endnu, får jeg tilføjet for mig selv. Også selv om jeg ikke er sikker.

”Men du er fristet,” synger June i et drillende tonefald, og denne gang kan jeg ikke forhindre mig selv i at rødme.

”Åh gud, det er du!” jubler Diana, hvilket kun får mig til at rødme endnu mere.

”Fortæl os om ham!” Ninas iver er til at tage og føle på, men jeg siger ikke noget til at begynde med. Hvad skal jeg også sige? Bartenderen er da meget interessant, tror jeg, men jeg har faktisk ikke lagt mærke til ham, fordi David optager alle mine tanker. I ved, ham den 19-årige, der er ven med min lillebror.

Det er lige før, at jeg krymper mig bare ved at tænke det. Jeg ville aldrig kunne sige det højt. Ikke over telefonen og med mulighed for, at det ikke bliver til mere. Det ville ikke være første gang, at jeg øste ud af mit hjerte, drømme og håb, for efterfølgende at se det hele forsvinde lige for næsen af mig, så jeg har lært ikke at smide om mig med indskydelser og impulsive idéer. Det ville være for stort et nederlag. Så længe jeg ikke taler om det, gør det ikke så meget, hvis det aldrig udvikler sig til mere. Det samme gælder tøserne. Hvis jeg fortæller dem om mine følelser, vil de pludselig blive virkelige. Hvis de er virkelige, vil de også gøre ondt. Mit største problem lige nu er vist bare, at jeg har lyst til at tale om David.

”Hvad vil I have, at jeg skal sige?” spørger jeg derfor efter næsten et minut, hvor jeg må høre på dem plage mig om detaljer.

”Hvordan ser han ud? Er han lækker?” kræver June at få at vide.

”Er han single?” spørger Diana med alvorlig mine.

”Flirter han også med dig?” smiler Nina, og jeg mærker det karakteristiske sug i maven ved tanken om Davids smil, glimt i de varme, brune øjne og så hans kærtegn. Jeg er helt syg efter at dele noget om ham med mine veninder.

”Han er single, og ja, han flirter med mig. Tror jeg. Jeg er ikke helt sikker, men det håber jeg.” Min usikkerhed er tydelig, og lige dér ville jeg ønske, at jeg var mere ligesom Diana og June, som bare gør, hvad der falder dem ind og scorer de fyre, som de er interesserede i.

”Hvad mener du med, at du ikke er sikker? Enten flirter han med dig eller også gør han ikke,” konstaterer Diana, og jeg har lyst til at fortælle hende, at tingene ikke altid er så ligetil, som hun tror.

”Altså han får sikkert ekstra penge for at flirte med turisterne,” forsøger jeg, selv om det slet ikke er derfor, at jeg tvivler på ham. Hvad har jeg nu rodet mig ud i?

”Det er da ikke sikkert. Nogle bartendere kan ikke lade være med at reagere, når de serverer for lækre piger,” griner June. ”Især ikke hvis de kan mærke, at interessen er gengældt.”

”Måske ikke, men selv om jeg har lyst til at være sammen med ham, tror jeg bare ikke, at det er nogen god idé.”

”Hvorfor dog ikke?” spørger Diana. Fordi han er Magnus bedste ven, protesterer jeg indvendigt, selv om jeg aldrig vil kunne sige det højt. Det var dumt at begynde at lyve om det her i første omgang. Hvorfor gør jeg altid det her mod mig selv?

”Prøv nu for en gangs skyld at gøre noget for dig selv!” udbryder June og giver mig det skub, som jeg ikke engang vidste, at jeg havde brug for. ”Du har lyst til at score ham. Hvad holder dig tilbage? Han er udlænding. Om få dage ser du ham aldrig igen, så hvad kan der lige gå galt? Intet. Du fortjener at gøre det for dig selv. At have en ferieflirt, som måske oven i købet er skide god i sengen.”

”June!” fniser jeg forfærdet og ser mig omkring, igen bekymret for om nogen overhører og forstår samtalen.

”Tja, hvis han er sådan en rigtig flirterøv, har han sikkert masser af erfaring,” konstaterer Nina, mens Diana giver mig dødsstødet, når det kommer til at forsøge at holde David på afstand.

”Og hvis det er fordi du er bange for, hvad Magnus siger til det, kan du jo altid lade være med at fortælle ham det. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.” Hvilket sender mig et flash back af prøverummet, hvor David hvisker præcis det samme til mig. Magnus behøver ikke at vide noget. Det behøver pigerne heller ikke i detaljer. Hvad holder mig egentlig tilbage?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...