En uimodståelig hemmelighed (Best Friends Forever 1)

Maja har nok altid været betaget af David. Han er lidt yngre end hende, og så er han bedste venner med hendes lillebror. Alligevel giver det hende sommerfugle i maven, da hun opdager, at han skal på den samme ferie til Mallorca som hun. Det er dog kun, indtil det går op for hende, at drengene i deres lille gruppe alle er dér for at drikke og score. Hun bliver ikke engang betragtet som en mulighed, fordi hun er Magnus' storesøster, og det er hun ikke så sikker på, at hun kan leve med.

16Likes
70Kommentarer
6438Visninger
AA

5. 1. Kapitel - Som en blind passager

 

Hvad pokker tænkte jeg på, da jeg takkede ja til den her afbudsrejse? Jeg ser over på min lillebror, Magnus, og samtlige af hans gode kammerater, der alle på et eller andet niveau må have accepteret, at det var mig, som skulle med på afbuddet. Det giver ingen mening! Jeg passer slet ikke ind i det her selskab. Det kan enhver da se.

Da de præsenterede idéen for mig, var jeg vist slet ikke klar over, hvad jeg egentlig var på vej til at kaste mig ud i. Hvordan kan jeg have overset det? Min eneste tanke var fedt! En gratis ferie med stort set alt betalt. Halleluja! Ja, drengene var total large … og jeg har stadig ikke fundet ud af hvorfor. Til gengæld ved jeg så noget nu, som med sikkerhed ville have afholdt mig fra at tage med, hvis jeg havde været klar over det på forhånd. Shit.

Forsigtigt skæver jeg hen over Magnus og over mod ham, David, som jeg slet ikke skænkede en tanke, da jeg takkede ja til Magnus’ ellers flotte tilbud. Det her kan seriøst komme til at gå helt galt. Ikke? Eller overreagerer jeg? Måske skaber jeg drama, hvor der slet ikke er nogen. Hvad jeg ikke ville gøre for at komme til at tale med én af tøserne lige nu. Problemet er bare, at jeg nok ikke har været helt ærlig over for nogen af dem, når det kommer til David. Nu ved jeg så ikke, hvordan jeg skal forklare det for nogen af dem. At jeg har hemmeligholdt noget som helst til at begynde med vil sikkert få det hele til at virke af mere, end det er, og der er jo ingenting i det her. Det er der altså ikke.

Lyden af flyets motorer, der starter, er baggrundsstøj mod den summen af stemmer, som fylder kabinen. Folk er stadig først ved at finde sig til rette i de sæder, som vil være deres i lidt over tre timer. Jeg forsøger at skjule mit gab, som David tilfældigt ser over mod mig, og jeg rødmer dybt. Jeg er åh så charmerende, not. Hvorfor skulle han lige se mig sådan her? Hvorfor? Han behøvede virkelig ikke at vide, hvor mange tænder jeg har i undermunden, seriøst. Håret er samtidig i en dødkedelig hestehale og make uppen er på et absolut minimum. Inden jeg var klar over, at han også skulle med, havde jeg planer om at skulle sove på hele turen, forsøge at indhente lidt af de timer, som vi er blevet snydt for ved at skulle flyve før klokken fem om morgenen. Nu? Not so much. Jeg vil være alt for bekymret for, om jeg vil snorke eller måske ligefrem savle. Oh the horror. Jeg hader den her grad af selvbevidsthed. I det mindste er jeg klar over, at den fylder for meget. Hvis man er klar over, at man har en fejl, siges det, at man kan gøre noget ved det. Right?

Jeg vender mig per refleks om mod vinduet for at forsøge at ignorere varmen i kinderne og fascineres af landingsbanen. De hvide striber forsvinder under os hurtigere og hurtigere, indtil vi endelig er i luften, og flyets sikkerhedsregler bliver gennemgået. Det er ret så begrænset, hvor mange gange jeg har været oppe i et fly. Vores familie har ikke været på så mange udenlandsferier, og hvis vi endelig har krydset grænserne, har det ofte været i bil. Jeg var gammel, inden vi var på den første charterferie. Det her er faktisk kun tredje gang i hele mit liv, at jeg sidder i et fly, så det er umuligt at løsrive mig fra synet af solopgangen, opstigningen over skyerne og i begyndelsen landjorden, der bliver mindre og mindre under os. Så smukt.

David … han er sådan et ømt punkt for mig, og det har han vist været i flere år efterhånden. Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvordan jeg skal have det med, at vi nu skal være på det samme feriested i en hel uge. Det kan jo ligesom gå to veje. Enten kan jeg blive så fjollet med ham, at jeg kommer til at gøre et eller andet latterligt dumt, der vil afsløre, hvor tiltrukket jeg er af ham. Det vil kunne gøre ferien til et helvede og ydmyge mig maks, men der er jo rent faktisk også den anden mulighed. Måske vil jeg endelig kunne komme over det crush, som har fyldt lidt for meget i mit ellers tomme liv. Det lyder umiddelbart som en reel og attraktiv mulighed, men jeg er ikke sikker … hvis drømmen og fantasierne om ham forsvinder, hvad skal jeg så erstatte dem med?

Indtil nu har David været sikker grund, fordi vi bor i to byer langt fra hinanden. Jeg ser ham næsten aldrig, og når jeg gør, er han sammen med min lillebror. Der er ingen relation mellem os. Vi har med stor sandsynlighed ikke noget til fælles. Han er for pokker to år yngre end mig! Han er alt for ung. Jeg leder efter en mulig kæreste, mens han er fyldt med hormoner og udelukkende er med på den her tur for at score mest muligt ligesom alle de andre af Magnus’ venner, der sidder og snakker løs om det i midtergangen. Magnus vil sikkert også hade os, hvis der nogen sinde skete noget.

Ikke at der vil ske noget. David er ikke tiltrukket af mig. Det tror jeg i hvert fald ikke … men mit hjerte banker alligevel lidt hurtigere ved tanken, og sommerfuglene danser lystigt af sted og fylder mig med rastløs energi. Det er virkelig ikke noget godt tegn.

For at være ærlig har jeg stadig ikke helt fundet ud af, hvad det er, som gør David så forbandet tiltrækkende. Jeg studerer ham lidt i smug i et forgæves forsøg på at finde fejl, som jeg af en eller anden grund skulle have overset indtil nu. Nada. Jeg ser, hvordan han holder sig i baggrunden, hvordan han holder sig bevidst tilbage, mens de andre gutter planlægger feriedagene ned til mindste detaljer. Han minder faktisk lidt om mig, når det kommer til den der tilbageholdenhed. Tilfreds med at observere og lade alle andre underholde og være midtpunkt. De få bemærkninger, som kommer fra ham, er korte og provokerende, og hans arrogance er tydelig selv på den her afstand.

Jeg hader arrogante røvhuller. Hvorfor kan jeg ikke bare hade David?

Han drejer hovedet i min retning, sikkert for at se ud ad vinduet, og vi får øjenkontakt. Som altid trækker det sig sammen i maveregionen, og jeg føler på samme tid en eller anden form for vægtløshed foruden et meget tungt hjerte. Jeg har virkelig ikke lyst til at føle noget for ham. Samtidig er jeg pokkers nysgerrig på de her vilde følelser. Jeg har lyst til at opsøge dem, undersøge dem, undersøge ham, for at finde ud af, hvad det er. Hvad det eventuelt ville kunne blive til. Er det så forkert?

Flov over at blive taget i at overbeglo ham, smiler jeg til ham. Hans arrogante facade bliver øjeblikkeligt afløst af et bredt smil, som når helt op til hans smukke, chokoladebrune øjne, og som jeg kan føle helt ned i tåspidserne. Det her smil er helt sikkert ikke det provokerende grin, som han sender til alle andre, men et smil han af en eller anden grund altid sender til mig. Jeg har endnu ikke set ham rette det mod andre. Det får mig til at føle mig speciel, selv om jeg godt ved, at jeg ikke er det.

Åh ja, det smil er helt bestemt én af grundene. Hans altid kæmpe smil og varme, direkte blik, som fortæller, at han virkelig ser mig. Det er bare ikke fair. Han må da vide, hvad sådan et smil kan gøre ved en pige, hvad det hver evig eneste gang gør ved mig. Han kan faktisk ikke være det bekendt. Jeg har jo ikke en chance.

Det værste er næsten, at Magnus ikke på noget tidspunkt har lagt skjul på, at de alle er af sted for at komme til at drikke sig i hegnet og score mest muligt. Jeg føler mig decideret gammel sammen med dem. Også en lille smule jaloux, fordi David sikkert har det på samme måde og ikke vil holde sig tilbage. Og hvorfor skulle han? Det er jo ikke ligefrem hans skyld, at jeg er lidt småforelsket i ham.

Så mens alle drengene vil være nede i midtbyens vilde natteliv, berusede og i gang med at charmere de lokale skønheder og forsvarsløse turister, vil jeg blive alene tilbage i den lejlighed, som jeg skal dele med et par af de andre, ædru og sikkert med en god bog. Det er i hvert fald det, jeg har planlagt. Jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg ville deltage i deres sjov. Både fordi jeg er med som gæst, og fordi jeg er Magnus’ ældre søster. De ville sikkert ikke have noget imod at have mig med, men jeg ville føle mig påtrængende, hvis jeg hægtede mig på konstant.

Fordybet i tanker stirrer jeg ud ad vinduet uden at se andet end det hvide skydække, som langsomt forsvinder under os. Tiden flyver af sted. Morgenmaden bliver serveret, der bliver vist film og udleveret høretelefoner til en uacceptabel høj pris, og jeg ender hurtigt med at fordybe mig i den nyeste udgivelse fra Stephanie Meyer. Jeg har mere end nok at fokusere på, men ikke på noget tidspunkt glemmer jeg, at David sidder få sæder fra mig.

”Hump dig lidt,” siger jeg lavmælt til Magnus. Alle andre virker optagede, og personalet er endelig færdige med at fylde i midtergangen, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at gå på toilettet. Der kan højst være en halv time tilbage, inden vi når Palma, og jeg erindrer fra en tidligere tur sammen med mine forældre, hvor kaotisk det vil blive at skulle finde vej gennem lufthavnen ud til de mange ventende busser, som skal transportere os videre til vores bestemmelsessted.

Magnus rykker nok på sig til, at jeg kan kravle hen over ham. Vi sidder heldigvis kun to ude ved vinduerne. Til gengæld sidder resten af drengene i vores gruppe inde i midten af flyet, og David sidder faktisk ud til midtergangen. Jeg vil rent faktisk kunne røre ham, når jeg går forbi ham. Min mave trækker sig sammen, mens jeg forestiller mig det. Nej!

Nervøsiteten rammer mig pludselig og uventet, og det gør mig selvfølgelig både klodset og kejtet. Det er ikke videre overraskende, da min ene fod snitter Magnus’ ben og derved præsterer at miste sin sandal, idet jeg maser mig ud på midtergangen. Jeg stivner og ser lettere opgivende ned på den forbandede sandal. Jeg er nødt til at samle den op på en eller anden måde uden at tiltrække mig alt for meget opmærksomhed, og helst uden at David opdager noget som helst. Yeah right, held og lykke med det. Jeg er simpelthen så dum! Hvor uheldig kan man også lige være? Magnus opdager heller ikke noget, så dér er ingen hjælp at hente. Ikke med mindre jeg spørger ham direkte. Noget jeg ret hurtigt opgiver.

Med alt for varme kinder forsøger jeg at trække skoen til mig med min nu nøgne fod, mens jeg holder mig stående ved hjælp af ryglænet foran Magnus. Min lillebror er helt væk i sit spil og den nyerhvervede Nintendo Switch, og personen foran ham ignorerer mig bevidst, tror jeg.

Jeg har lyst til at rulle med øjnene over hele situationen, men for at være ærlig er jeg hundrede procent distraheret af, at jeg føler, at David stirrer på mig. Jeg er under en meter fra ham, så han ser sikkert kort op på min bagside, inden han ignorerer mig igen, men som jeg står og forsøger at holde balancen på ét ben, mens det andet roder rundt under Magnus’ sæde, ved jeg, at jeg ser latterligt dum ud, og det irriterer mig. Jeg har ikke lyst til at se dum ud foran David. Det er lige før, at jeg overvejer at efterlade den latterlige sandal, men bare tæer på et offentligt toilet er bare ikke en mulighed.

Som om det ikke er slemt nok, begynder flyet pludselig at krænge til den ene side. Endnu et tegn på at vi nærmer os Palma. Der må virkelig være nogen, som hader mig. Indlysende nok mister jeg næsten balancen, nu jeg kun står på én fod – og David ser det. Det er slet ikke spor pinligt.

”Tak,” fremstammer jeg, som David griber fat i mit ene håndled og derudover solidt støtter mig ved at lægge en arm rundt om mig nederst på lænden. Det hyler mig kun en lille smule ud af den, men jeg ved, at det nok skal indhente mig big time, når han slipper mig igen. Når jeg bliver alene med alt for meget tid til at tænke over det, lukke øjnene og genopleve oplevelsen og fornemmelsen af hans varme hånd på min hofte.

”Så lidt,” svarer han smilende med den der blide stemme, som han også lader til at reservere kun til mig. Ikke at jeg kan sige det med sikkerhed, men jeg har altså ikke hørt ham tale sådan til nogen af de andre. Han bruger den sikkert hele tiden. Måske er det i virkeligheden den faste, provokerende stemme, som han bruger sammen med de andre drenge, der skiller sig ud. Hvad ved jeg. Jeg kender ham jo ikke. Ikke rigtigt.

Godt overophedet skynder jeg mig ud på toilettet og lader taknemligt døren gå i bag mig. Shit, jeg mangler stadig min sko, men jeg var bare nødt til at komme lidt væk fra ham. Jeg kunne ikke klare mere, og hvis jeg ikke tager alt for meget fejl, lod han rent faktisk en finger kærtegne min ryg. Gjorde han ikke? Måske tænkte han ikke engang over det. Jeg er altså nødt til at holde op med at forsøge at lægge alt muligt i ingenting. Ferien vil blive alt for lang, hvis jeg skal til at forsøge at tolke på selv de mindste bagateller. Især når jeg ikke har noget, der minder om bevis for noget som helst.

Jeg tager en dyb indånding, og for første gang på hele turen føler jeg, at jeg kan sænke skuldrene og trække vejret. Også selv om jeg lige nu befinder mig på et minimalt toilet med indelukket luft og en steril stank af rengøringsmidler. Jeg overvejer at trække tiden længst muligt, især fordi jeg blev total overophedet af nærkontakten med David. Måske kan en mindre pause også få min puls til at sænke farten igen. På den anden side kunne det jo være, at David lægger mærke til, hvor længe jeg er væk, og er der noget, som jeg slet ikke vil sættes i forbindelse med, er det rygtet om, at jeg kan have noget maveinfektion. Faktisk bør jeg allerede være på vej ud igen.

Hurtigt får jeg overstået det, jeg skal. Jeg vasker hænder i den lille håndvask og forsøger at bilde mig selv ind, at jeg får noget ud af at vaske hænder. Også selv om jeg om lidt skal røre ved låsen og håndtaget, som med stor sandsynlighed er fyldt med bakterier. Det er ikke noget, jeg skal tænke for meget over. Jeg må bare lade være med at spise noget, før vi er kommet frem til feriestedet, og jeg kan drukne mig i klor eller noget.

Jeg sukker opgivende, men samtidig med et smil, og åbner forsigtigt døren ud til den lille gang. Jeg bakker ud, forsøger at holde den lettere genstridige dør åben og opdager først for sent, at der rent faktisk står nogen derude, da jeg bakker direkte ind i vedkommende.

David.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...