Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1871Visninger
AA

10. Kapitel 9

"Jeg løb. Løb og løb så hurtigt jeg kunne. Mit hjerte bankede og jeg kunne mærke tårende trille ned af mine kinder. Jeg var panikslagen og jeg vidste han var efter mig, jeg kunne hører hans latter. Jeg var på slottet, men istedet for tjenestefolk der vimsede rundt og klarede ærinder, var det mærkelige forvrængede folk. Folk med hvide masker og stivnede smil. Jeg skreg og løb hurtigere. Maskemenneskerne rakte ud mod mig med trætte arme. Jeg slog dem væk og skreg af skræk. 
Jeg kunne hører hans latter fra alle sider, Frederiks latter. Jeg løb gennem uendelige gange og flåede døre op. Indtil jeg kom ind i et rum. Der var blod overalt og i midten af rummet lå der en skikkelse. Han havde en kniv i ryggen. Jeg skreg igen og spurtede ud af rummet. Men nu var det ikke kun prinsen der var efter mig, tre skikkelser tog form bag mig og jeg så tre brændende kvinder. De skreg mod mig og spurtede efter mig. Jeg prøvede at løbe hurtigt, men min fart blev bare langsommere og langsommere. Jeg kiggede ned og så at der var blod op til mine knæ, mine hænder var røde af blod og det dryppede fra mit hår. Pludselig var det hele væk og alt der var tilbage var en duft af roser.

Jeg vågnede med et skrig. Jeg var omtåget og forvirret og jeg kunne mærke mine kinder var våde af tårer og mit hjerte bankede hårdt. 
I samme øjeblik var der en der tog hårdt i håndtaget ind til mit værelse. Jeg fór sammen og krummede mig sammen i en kugle på sengen. Skræmt fra vid og sans. 

"Det er mig, åben op". Det løb mig koldt ned af ryggen, det var prinsens stemme. Jeg stivnede et øjeblik, havde glemt hvordan man trak vejret. 

"Jeg går ned og henter min nøgle hvis du ikke åbner". 
Så kom der gang i mig. Han kunne ikke se mig sådan her. Jeg hoppede ud af sengen og løb listende over til spejlet. Mit hår var rodet helt sammen, mine øjne var røde og hævede og dybe blå render var som malet på mit ansigt. Men det værste var det blik jeg havde i øjnene. Et blik jeg aldrig havde set på mig selv før. Jeg så skræmt ud, som et flugtdyr i, parat til at flygte fra en der ville spise mig. 
Jeg gispede, men tog mig sammen og ordnede mig hurtigt. Jeg pudrede mig i ansigtet, bed mig i læben og redte mit hår. Da jeg var færdig så jeg perfekt ud, som den fantastiske pige jeg altid havde været. 
Det eneste der ikke gik væk var det blik i mine øjne. 
Han bankede utålmodigt på igen og jeg gik langsomt og tøvende over og åbnede. Mit hjerte bankede hurtigt og kvalmen steg langsomt inde i mig. 
Hvordan ville han opfører sig idag? Hvordan kunne han overhovedet finde på at behandle mig sådan som han havde gjort indtil videre? Jeg huskede drømmen igen og hvordan hans grin havde givet ekko over hele slottet. Jeg sank en klump, men kiggede så op på ham, han havde et grin på sit ansigt.

"Godmorgen deres kommende højhed" jeg sagde de formelle ord, fordi jeg vidste det var klogt, min stemme var overraskende kold, uden spor af den frygt der pumpede rundt i kroppen på mig.
Han løftede bare et øjenbryn og åbnede uhøfligt døren helt, så han kunne spadsere overlegent ind i værelset. 

"Hvad gør du?! Jeg har endnu natkjole på" hvæsede jeg og igen var min stemme fast og sikker, hvilket var godt, han måtte for ingen verdens nytte se mig som jeg havde været før. 

"Jeg har set dig uden natkjole på" mindede han mig om og det svimlede for mig. Det var ikke noget jeg ville glemme lige foreløbigt. Jeg sank en klump og prøvede at få kvalmen til at gå væk, uden held. 

"Jeg har en overraskelse til dig". En overraskelse? Jeg kunne ikke lide det, jeg kunne ikke forestille mig, at det var noget godt. 

"Mine vagter kommer og eskortere dig, vær klar" sagde han, før han gav mig et langsomt elevatorblik og forsvandt ud af døren. Jeg mærkede hvordan alle de ubehagelige følelser kom snigende, men jeg kunne ikke tage det, så jeg prøvede så hårdt jeg kunne at lukke af og gik med et beslutsomt blik hen til klædeskabet. Nu skulle jeg vise ham hvilken kvinde Blair Von Sollern er! 

***

Slangerne kom og hentede mig lidt tid efter og de førte mig ned af trapperne og ud på gårdspladsen. Der stod der en hestekarret klar, som Frederik stod foran. Han var smuk og allerede på afstand intimiderede han mig. Mon det var sådan jeg virkede på andre? 
Han havde ikke sit sædvanlige overlegne smil på læberne, det smil der fik kvalmen op i mig, istedet havde han et neutralt udtryk. 
Da jeg kom hen til ham forsvandt slangerne og prinsen smilede til mig. Han rakte sin hånd ud og tog min hanskebeklædte hånd i sin og kyssede den. Jeg var forvirret. Han virkede så.. romantisk, så sød, som min drømme prins. 

"Kunne de tænke sig at gøre mig selvskab på en karrettur?" spurgte han charmerende. Jeg smilede lidt, stadig betænksom over hans pludselige ændring. 

"Ja" svarede jeg kort og lod ham hjælpe mig op i karreten. Jeg kunne hører kusken der sad ovenpå, på køresædet klikke på hestene, der satte frem i skridt. 
Hele turen var prinsen høflig og charmerende. Jeg kunne ikke lade være med at rive mig med af stemningen og jeg grinede og smilede, rent faktisk ægte, som vi snakkede. Jeg havde aldrig set ham sådan her. Han fandt nogle vindruer og vin frem, som han skænkede mig og sig selv og efter det blev det endnu bedre. 
Jeg kunne ikke lade være med at håbe. Håbe på det her rent faktisk var min drømmeprins, måske skulle han bare teste mig og se om jeg var værdig og nu ville han være den prins jeg fortjente. 
Måske var det blå blod lige som jeg havde forestillet mig alligevel, fantastisk. 

"Vi må gøre det her oftere" sagde jeg, jeg kunne mærke vinen stige mig lidt til hovedet, men det var ikke slemt. 

"Ja, du må undskylde jeg ikke har gjort livet her til en fest" sagde han. Jeg tænkte på hvordan han indirekte havde truet mig på livet og gispede. 

"Hvad er der galt min kone?" spurgte han da han så det. Jeg sukkede. Måske var det bare noget jeg havde forestillet mig, måske havde han ikke truet mig på livet. Han havde sikkert bare været vred over hvad forbryderen havde gjort af forfærdelige ting. 

"Ikke noget, jeg er bare glad for du opfører dig som en ordentlig mand nu" sagde jeg flabet og han grinede. 

"Jeg kan huske da vi mødtes" sagde han. 

"Du var som nu, flabet og uhøflig, men så umådeligt smuk og charmerende". Jeg smilede. 

"Du var bare uhøflig og irriterende" sagde jeg og tænkte på hvordan min far ville være blevet vred, hvis jeg havde snakket sådan til prinsens, det gav et stik i mit hjerte.
Han grinede og lænede sig ind mod mig, så jeg kunne mærke hans ånde, der lugtede af roser. Roser og af noget andet... det løb mig koldt ned af ryggen. Det var blod, det var en lugt af blod. Jeg kom i tanke om drømmen og måtte samle mig før jeg kunne gøre noget igen. Selvom han næsten havde fået mig overbevist om han var den perfekte prins igen, kunne jeg ikke glemme de ting han havde gjort og hans ånde mindede mig om min drøm.
Det lykkedes mig lige akkurat at samle mig før min usikkerhed kunne ses og han opdagede heldigvis ikke noget. 

"Du synes jeg er charmerende, og du var vild med mig lige fra første gang vi sås" hviskede han. Jeg blev helt ør i hovedet. Som om han fortryllede mig. Pludselig lænede jeg mig frem og kyssede ham. Jeg var så overrasket over min handling, at jeg trak mig tilbage med det samme igen. 
Frederik kiggede mig dybt ind i øjnene og lænede sig så hen til mig og kyssede mig igen. Jeg kyssede med, lidenskabeligt og vildt.
Mine hænder fløj om bag nakken på ham og pressede ham hårdt tættere. Hans hænder kørte om bag min ryg og han skubbede mig helt op af væggen på karetten. 
Det var som om det brændte der hvor han rørte. Det var så rart. 
Mine ene hånd røg op foran, hvor jeg tog fat i hans skjorte og hev ham så tæt på det var muligt. Jeg kunne mærke han grinede mod mine læber og kunne mærke hans hænder glide ned på min ben og hive min store kjole lidt op så hans hånd kunne glide op af mit lår. Det brændte ved hans berøring og jeg gispede og hev ham tættere. Jeg rev i hans skjorte og jakke for at få det op, men til sidst måtte han skubbe mine utålmodige fingre væk og åbne sit tøj på overkroppen selv. 
Jeg grinede og trak mig et øjeblik væk fra hans læber for at få pusten. Jeg havde en mærkelig fornemmelse i kroppen, en lettelse, en glæde ved at give slip. Var det vinen? Hvad var der galt med mig? Hvad gjorde jeg dog?
Jeg nåede ikke at tænke mere over det, for hans læber ramte igen mine og min hjerne blev tom. Der var ikke andet end ild tilbage. 
Jeg lod mine hænder glide over hans barer overkrop og om bag ryggen på ham igen, hvor jeg satte neglene i ham og fik ham tættere på. 
Imens røg hans hænder om bag ryggen på mig og han løsnede stille korsettet på den grønne kjole jeg havde på. Den grønne kjole der stod perfekt til mine lysende, smukke øjne. 
Da han havde løsnet det, røg hans hånd igen op af mit lår. Jeg stønnede irriteret og utålmodigt og han grinede. 

"Jeg har aldrig mødt en kvinde så vild som dig" hviskede han i øret på mig før hans læber igen ramte mine. Derefter røg hans hænder til min kjole igen og så rev han den åben fra hele ryggen og ned. 
Jeg gispede og skubbede ham tilbage i karreten, rejste mig så op for at hoppe ud af revnen. Han tog min hånd og hev mig hårdt tilbage til sig igen og kyssede mig. Han skubbede mig tilbage i karreten så jeg lå ned på sæderne og han fulgte med. 

 

***

 

Jeg var ør i hovedet. Jeg kunne ikke forstå de handlinger jeg lige havde gjort. Men jeg kunne ikke skamme mig, jeg kunne kun nyde, hvor rart jeg havde det med bare at give slip. 
Prinsen havde hevet sit tøj på, men min kjole var helt ødelagt så nu sad jeg bare og kiggede hjælpeløst på Frederik. 
Han grinede og jeg kunne ikke lade være med at grine tilbage. 

"Bare rolig, jeg får mine vagter til at hente en ny kjole til dig, før vi forlader karetten." sagde han og jeg nikkede lettet. Karetten stoppede og prinsen skubbede mig om bag i så dem udefra ikke kunne se mig. 
Jeg kunne hører en af slangerne sige noget til ham og han svarede hurtigt. Slangen grinede og jeg kunne hører gruset knase da han vendte om og gik mod slottet igen. 

"Sådan" sagde Frederik da han kom tilbage til mig. Jeg smilede til ham. Jeg elskede den her version af Frederik, min prins. Han kom hen til mig og tog armene omkring mig, hvorefter han kyssede mig på panden. 

"Min prinsesse" hviskede han og jeg kunne mærke glæden boble op inde i mig. 

"Min prins" svarede jeg. 
Det bankede på den smukke lille karretdør og prinsen gik hen og tog imod kjolen fra slangen. Han hjalp mig derefter i kjolen og strammede mit korset for mig. Derefter skubbede han den ødelagte kjole til side og hjalp mig ned af trappen fra karetten. Og sammen gik vi ind i slottet, hvor der som altid vimsede med tjenestefolk. Men nu var det som om, at jeg så dem i et andet lys. Et lykkeligt lys. 

"Hvad skal vi nu?" spurgte jeg prinsen, jeg havde ikke engang opdaget slangerne der fulgte efter os indtil prinsen sendte dem væk. 

"Jeg har noget arbejde jeg skal lave, det er ikke for kvinder, men du kan bare have det godt, du fortjener det. Jeg kommer til dig senere". Jeg mærkede en mærkelig skuffelse, jeg ville ikke væk fra prinsen. Han grinede da han så mit udtryk. 

"Jeg skynder mig" smilede han og jeg kunne se morskaben i hans øjne. 

"Og vi kan snart kigge på dine evner" fortsatte han lovende. Det havde jeg helt glemt, men nu hvor jeg huskede det blev jeg ivrig. Jeg havde tænkt på hvad der var specielt ved mig hele livet. Min utrolige skønhed, mine øjne som ingen kunne kigge ind i. 
Jeg nikkede. 
Prinsen vendte om og gik den anden vej, men kiggede sig over skulderen med et smil på læben og et blik i øjet jeg ikke forstod. 

Jeg gik op på mit værelse, låste mig ind, låste døren efter mig og lagde mig på sengen. Jeg smilede stort, min drømme prins, mit drømmeliv, jeg havde endelig fået det, efter alle de år som præstedatter. 
Men jeg kunne ikke lade være med at undre mig lidt. Hvordan kunne jeg pludselig have det sådan her? Sidst jeg lå her havde jeg haft et forfærdeligt mareridt og var skrækslagen for prinsen og hans planer. Sidst jeg havde ligget her var det med kvalme og røde øjne. Hvordan kunne jeg pludselig have det så godt?
Det var som om alle mine betlivvelser om prinsens hensigter, om de tre brændende kvinder, om den svage mand, om hesten prinsen havde mishandlet, om hvordan han havde tvunget mig i sengen, hvordan prinsen havde behandlet mig, hvordan slangerne havde gjort mod min lillebror. Det hele var bare væk. 

Det var som... magi.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...