Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1877Visninger
AA

20. Kapitel 19

De havde begge rejst sig op og gik imod mig. Stille som om jeg var et farligt dyr der kunne gøre skade på sig selv. Jeg kunne hører dem begge tale beroligende. Jeg stirrede på dem, stirrede dem direkte ind i øjnene. Først Sander og så Matthias. De faldt begge på knæ over mine brændende øjne, noget sagde det gjorde ekstra ondt nu, hvor vreden pumpede rundt i kroppen på mig. De skulle ikke stoppe mig, ikke berolige mig, jeg var på en mission nu. Jeg skulle dræbe ham. 

"Jeg skal afsted" min stemme var beslutsom og målrettet. De var begge kommet på benene igen. 

"Alt han gør er at ødelægge alt, det skal stoppes, de skal dø!" hvæsede jeg. Jeg kunne ikke kende min egen stemme. Den var så fuld af vildskab og vrede at den lød forvrænget. Jeg ignorerede de to unge mænds utrygge blikke. 

"Blair. Jeg tror ikke..-" jeg afbrød ham. 

"HAN ØDELÆGGER ALT!" skreg jeg og kiggede rundt. Det svimlede for mig. Så mange minder her, så mange minder med min familie og Matthias her. Gode minder. Det gav mig kvalme. 

"Det det han gør... han vil blive ved med at torturere mig.. han vil blive ved med at ødelægge landet" hvæsede jeg nu. 

"Blair.." de lød stadigvæk beroligende, det gjorde mig vred. 

"I FORSTÅR DET IKKE!" råbte jeg. 

"De hvide masker.. dæmoner.. de overalt" hvæsede jeg og begyndte at gå over mod snes boks. Hestene fra slottet havde fået hver deres boks nu og stod og gumlede hø. Nu skulle jeg på mission med Sne. 

"Blair.. vent" det var Matthias, hans stemme kom lige bag mig og jeg mærkede hans arme ligge sig om mine håndled. 

"Bliv... bliv her" hviskede han. Mit hjerte hamrede. Jeg havde så meget lyst til at give efter. Lyst til at blive ved ham. Modtage hans trøst. Men jeg kunne ikke. Men jeg vidste også, at han ikke ville lade mig gå. En plan formede sig i mit hoved og jeg nikkede så stille som om jeg gik med til det. Sander kiggede på mig med sammenknebne øjne men sagde ikke noget. 

"Okay" hviskede jeg og lod ham trække mig indtil sig. Jeg prøvede at lade være med at føle, prøvede at modstå fristelsen til at putte mig ind til ham og aldrig give slip. 

 

***

Det var blevet nat. Vi var taget hjem til Matthias på den enorme rige gård. Hans familie havde alle taget godt imod mig og Sander og vi havde spist og drukket. Det undrede mig, at Matthias endnu ikke var gift, men af en eller anden selvisk grund gjorde det mig glad. Da jeg tænkte tanken straffede jeg mig selv ved at bore neglene i håndledet til blod piblede frem. 
Alle kiggede på mig.. som om jeg kunne gå i stykker når som helst. Med medlidende blikke snakkede de til mig og de havde bevæget sig omkring mig langsomt og beroligende. Hvordan mon jeg så ud i ansigtet siden de gjorde sådan? Lignede jeg et skræmt byttedyr eller et vildt rovdyr? 
Hverken jeg eller Sander havde sagt noget under hele middagen og da jeg gjorde var der blevet helt stille. 

"Hvad sagde de til borgerne? Hvilken løgn stak de om hvorfor min familie er døde?" havde jeg spurgt. Der havde været stille lidt før Matthias endelig svarede. Han lagde sin hånd oven på min der lå slatten på bordet men jeg trak den hurtigt til mig. Så kiggede han trist på mig og sagde stille. 

"De sagde de var forbrydere... Der har været stramninger i hele byen. Torvet er blevet lukket, alle de handlende trajanere er flyttet.. flygtet" hviskede han. Jeg nikkede. Han skulle dø for det. 

Efter maden havde jeg taget imod et varmt bad i et stort badekar og ladet en af deres tjenestefolk redde mit viltre, uglede hår ud. Det havde taget flere timer. De havde klædt mig på i nyt tøj. En behagelig natkjole med kåbe på og lagt endnu en kjole klar til den næste dage ved min seng. Jeg havde fået et af de mange gæsterum og Sander havde fået et andet. 
Da jeg gik ind for at gå i seng sagde Matthias godnat ved døren. Jeg vidste det var et farvel.. for altid så jeg knugede mig ind til ham. Jeg mærkede hvordan tårende pressede på, men jeg tvang dem tilbage som altid. Vi stod sådan længe, i en halv time og da jeg endelig trak mig fra ham havde jeg næsten overbevist mig selv om at blive. Jeg rystede stille på hovedet og vendte om og gik i stilhed ind på værelset. Jeg kunne hører han stod lidt udenfor døren før han vendte om og gik ovenpå, på hans værelse.
Jeg ventede i nogen timer, indtil huset var tomt og alle sov. Så skiftede jeg hurtigt til den smukke lilla kjole de havde lagt og kappen jeg havde haft med fra starten. Jeg kiggede mig i spejlet. Pigen var gudesmuk. Jeg kiggede nede fra og op og mødte til sidst hendes blik. Det var vildt, uhyggeligt, panisk. Som et vildt dyr. Jeg veg lidt tilbage over det skræmmende udtryk og kiggede væk fra blikket og istedet på det redte, bølgede brune hår. Så tog jeg en dyb indånding, tog vandrestøvlerne jeg havde taget fra den forrige by på og listede mod døren. 
Den knirkede sagte da jeg åbnede den og jeg holdt vejret. Der var ingen ude på gangen og jeg listede ud gennem stuen og skulle lige til at åbne hoveddøren da jeg så ham. Sander stod lænet op af væggen med krydsede arme og kiggede på mig. 
Jeg standsede, han skulle ikke prøve at stoppe mig. 

"Jeg vidste det" sagde han. Jeg sukkede og kiggede på ham. 

"Lad mig være" sagde jeg. 

"Rolig" sagde han. 

"Jeg synes bare ikke du skal tage afsted uden din partner" sagde han med et lille trist smil. Jeg sukkede lettet og nikkede. 

"Os to mod verdenen" sagde jeg. Han nikkede og så tog vi afsted. Vi gik gennem byen og over til mit gamle hus. Vi to Perle og Sne og tog hovedtøjer på os. Igen ingen sadel. Det var vores ting nu.

Så sad vi op og red i stilhed afsted. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...