Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1874Visninger
AA

19. Kapitel 18

Mørke. Det var alt jeg så. Mørke. Og så var der smerten. Ulidelig. De var døde, jeg havde dræbt dem. Jeg havde dræbt dem. Ordene kørte rundt i mit hoved imens jeg mærkede hvordan mørket omfattede mig mere og mere og sorgen voksede og voksede. Jeg vidste ikke det kunne gøre så ondt. 

"Blair.. Blair..." hviskede en bekendt stemme. NEJ! Jeg ville ikke. Jeg ville ikke vågne. Jeg kunne ikke, jeg ville dø af smerten, af visheden om, at jeg var morder af min egen familie, at de var døde, at jeg aldrig ville se dem igen. Stemmen forstod ikke og fortsatte med at vække mig fra det uendelige mørke. 

"Blair.. Vågn op Blair." sagde stemmen. Den var hæs og stille. Nu var det forsent, jeg var vågen, jeg kunne ikke komme ned i mørket igen. Jeg åbnede øjnene og kiggede på Sander. Stirrede bare med tomme øjne. Det var som om alt var ligegyldigt nu, der var ikke andet end sorg nu. Han kiggede på mig. Hans øjne var fulde af medlidenhed. Jeg ville ikke have hans medlidenhed, jeg fik kvalme over den. 
Han sagde ikke noget nu kiggede bare på mig. Det var først nu jeg fandt ud af, at jeg lå i hans arme imens han gik. Vi var udenfor. Væk fra de døde, tomme kroppe der havde tilhørt min familie. Lille Daniel. Det føltes som om mit hjerte knustes da jeg tænkte på ham, men værre endnu. Det blev revet ud og splittet i en million stumper. Som om hele min krop blev splittet fra hinanden igen og igen. Jeg havde lyst til at skrige. Jeg ville græde og skrige, jeg ville have det skulle stoppe, smerten skulle stoppe, det var ulideligt.
Men jeg gjorde intet. Lå bare og kiggede dødt op i himlen. Jeg fortjente ikke at skrige eller græde. Jeg borrede mine negle ind i mine håndflader og bed mig hårdt i kinden. Det var som om der var ildebrænd inde i mig, men udenpå var jeg tom og stille. 
Jeg mærkede blot Sander lagde mig ned. Det var på noget hø. Vi var i stalden, jeg kunne kende Perle og Snes vrinsken, men jeg reagerede ikke. I stedet kravlede jeg bare ned fra høet og lagde mig på det kolde, ujævne gulv. Jeg fortjente ikke at ligge godt. Så borrede jeg neglene ind i mine håndflader og lå bare og rokkede frem og tilbage. 
Sørgede. 
Sander sagde ikke, han kiggede bare på mig med det klamme blik fuldt af medlidenhed. Jeg ignorerede ham, lukkede ham ude. Til sidst satte han sig ned på gulvet ved siden af mig og stirrede ud i luften ligesom mig. 

 

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, så blot at lyset blev mørkere og til sidst helt sort. Jeg fortsatte med at ligge på det ujævne gulv, stirrede ud i luften og lod ikke mig selv sove. Det blev lyst igen og jeg fortsatte bare. Sander gav hestene i boksene mad og vand et par gange og ellers forsvandt han kun to gange i løbet af dagen og da han var væk rejste jeg mig kun for at gå ind i en boks og tisse. Så lagde jeg mig igen, så ubehageligt jeg overhovedet kunne og begyndte at rokke igen. 
Da Sander kom tilbage havde han mad og vand med. Da han rakte det til mig stirrede jeg bare på det indtil han trak det tilbage. Hvor havde han hentet det? Havde han været inde i lighuset? 
Det blev mørkt to gange mere Tre dage. Den brændende, tørstige fornemmelse i min hals var en rar forveksling fra den dødbringende smerte i mit hjerte. Måske hvis jeg var heldig døde jeg snart. Af tørst måske. Ja det ville jeg gerne. 
Det blev lyst igen. 

"Blair" Sanders stemme var hæs. Jeg blev irriteret. Han afbrød mig. Jeg ignorerede ham. 

"Du bliver nødt til at spise eller drikke Blair" sagde han. Jeg kunne hører han var tæt på gråd, eller også havde han grædt. Jeg svarede ham ikke, kiggede bare ligeud i luften. 

"Har du tænkt dig at dø?" hans stemme knækkede over. Det irriterede mig at jeg havde lyst til at svarer ham, lyst til at trøste den triste dreng der ligesom mig også havde mistet sin familie. Ligesom mig... De var døde. Jeg svarede ham stadig ikke. 

"Det ikke rimeligt! Det kan du ikke gøre, du fortjener ik..." jeg kunne hører han græd. Måske havde han ret. Måske fortjente jeg ikke at dø, måske fortjente jeg at leve med det, leve med den ulidelige smerte. Leve med visheden om at JEG havde dræbt dem. Jeg svarede stadig ikke. Men satte mig op og tog vandet ud af hans hånd. Så tog jeg en lille slurk. Jeg fik kvalme over den dejlige følelse i halsen, lettelsen min krop fik. Jeg kunne mærke på Sander han var lettet. Hvordan kunne han være lettet? 
Jeg ødelagde alt på min vej. Jeg havde dræbt hans bedstemor og løjet om det, jeg havde slæbt ham med på denne her fordømte flugt, jeg havde næsten også dræbt ham, ligesom jeg havde dræbt min familie.

"Blair. Jeg ved hvordan du har det" begyndte han, jeg ville ikke have den. Jeg ville ikke have hans medlidenhed, jeg ville ikke have hans trøst. Jeg krøb sammen i en kugle igen på det ujævne gulv. 

"Og jeg ved du tror det hele er slut nu, at alt er ligemeget, jeg ved hvilken smerte du føler. Men du skal bare vide. Det hele skal nok gå, det skal nok blive okay igen, og hvis ikke okay så bedre i hvert fald." sagde han, jeg krympede mig over det. Det måtte ikke blive bedre, jeg skulle leve med smerten, jeg fortjente smerten. Og han fortjente ikke at være med mig, jeg skulle være alene, alene med den altædende ild i mit hjerte. Jeg måtte få ham til at forstå jeg var en dæmon, nej værre endnu. 

"Din bedstemor er død, jeg løj" min stemme kunne næsten ikke høres, den var lav og ynkelig, men jeg kunne se på ham han havde hørt det. Han stivnede. Nu sagde han ikke mere, endnu en dag gik og vi var helt stille. Jeg kunne se tårende trille ned af Sanders kinder hele dagen og hører hans snøft da det blev nat. Da lyset igen vendte tilbage græd han endnu. Jeg havde sovet, men jeg havde gjort det så ubehageligt som muligt for mig selv. 

"Hun vidste hvad hun gik ind til" sagde han lidt efter. Gråden havde gjort hans stemme hæs, men han lød beslutsom nu. Det irriterede mig, han ødelagde min trance. Pludselig rejse han sig. 

"Vi kan ikke bare sidde her! Vi bliver nødt til at leve Blair. Du bliver nødt til at leve. For deres skyld". Jeg svarede ikke, kiggede ikke engang op på ham og prøvede at lukke hans stemme ude. Det lykkedes lidt og hvis han sagde mere hørte jeg det ikke. Da jeg kiggede op igen var han væk. Det var for det bedste. Han skulle have det godt, jeg håbede bare han blev glad igen. Nu kunne jeg sørge for mig selv. Jeg drak lidt vand og spiste af en bolle før jeg igen lagde mig i den lille kugle. Det var begyndt at blive mørkt da der lød løbene skridt i stalden. Jeg var ligeglad. Hvis det var vagter kunne de bare tage mig. Jeg var ikke andet end en gammel brugt klud nu. Jeg stivnede da stemmen begyndte at tale. Den var så bekendt og den fik det til at boble i min mave. Det var en god følelse og jeg bed mig vredt i kinden. 

"Blair.." Det var Matthias. 

Jeg kiggede op på ham. Kunne ikke lade være. Han var så smuk. Alle minderne med ham fløj tilbage til mig og alt i min krop brændte efter at kramme ham, brændte om at få hans ømme trøst, men jeg modstod. Selv Matthias havde jeg ødelagt. De ord jeg havde sagt til ham da han havde set forfærdelig ud, da jeg havde knust hans hjerte. Jeg var et monster. 
Han så forfærdet ud, hans hår var uglet og hans øjne bedrøvede. Ligesom da jeg havde set ham sidst. 

"Åh Blair. Jeg så dem. Jeg så vagterne bærer ligene ud igår. Jeg er så forfærdelig ked af det. Ked af alt." han talte hurtigt og hans stemme knækkede over flere gange. Han kiggede på mig, men denne gang modstod jeg. Jeg kiggede igen bare ud i den tomme luft. Jeg hørte hans skridt da han gik hen til mig, hørte han satte sig og mærkede hans arme omkring mig da han trak mig ind til sig. Jeg veg tilbage og lagde mig igen på det ujævne gulv. 

"Jeg ved ikke.. hvad jeg skal sige... Jeg ved ikke... du må komme hjem til mig.. måske.. måske" han så forpint ud. Jeg kiggede igen væk fra ham og ud i luften igen. Jeg kunne se ud af øjenkrogen han rakte ud mod mig og skulle til at sige noget igen. Men jeg afbrød hurtigt. 

"Nej". Jeg prøvede at lyde bestemt, men min stemme var ikke andet end et svagt ekko. Han kiggede på mig med et blik der brændte. Det gjorde smerten endnu mere ulidelig. Han var så forpint over mig.. et monster. 

"Det jeg vil have er at du skal gå" fortsatte jeg. Denne gang var min stemme mere bestemt og jeg kunne se der gik et sæt igennem ham. 

Han gik ikke. I stedet sad han ved min side i flere timer. Det irriterede mig, hvorfor kunne han ikke bare forsvinde. GÅ! havde jeg lyst til at råbe, men jeg kunne ikke. Jeg havde opbrugt alt min energi og nu ville jeg sørge igen. Da det blev aften vendte Sander også tilbage. Det gjorde mig vred. Jeg troede han endelig havde forstået, at han var forsvundet. Han og Matthias kiggede kort på hinanden og så satte Sander sig igen på gulvet lidt væk. Ingen sagde et ord. 

Det var der jeg mærkede den for første gang. Den brændende vrede. Det overalt dækkende had. Det begyndte at vokse inde i mig. Og denne gang var det ikke kun mod mig selv. Jeg var så vred at jeg måtte farer op. Det fik både Sander og Matthias til at kigge brat på mig. Jeg var ligeglad. Jeg knugede mine hænder sammen og trak vejret i stødende bevægelser. Der var kun én person jeg hadede mere end mig selv. En person der havde ødelagt mit liv, ødelagt min families liv, ødelagt alt på sin vej. En person der ville fortsætte med at ødelægge alt godt på sin vej. En person der var farlig. 
En person der skulle dø. 
Jeg vidste at enhver kunne dræbe en hver, man skulle bare være villig til at dø for det, og nu var jeg klar. Klar til at dø. Klar til at dræbe prinsen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...