Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1861Visninger
AA

18. Kapitel 17

Til min lettelse var vi kommet ud af byen hurtigt. Udover æblerne havde vi fundet noget brød, et par gamle vandresko cirka min størrelse, som jeg straks havde taget på, og vi havde formået at slæbe en hel spand med vand med ud. Ingen havde opdaget os som tyvene da vi var reddet ud af byporten og da vi igen var i skovens tætte træer havde vi begge råbt i begejstrelse. 

"JESJESJES!" råbte Sander og jeg i kor og vi grinede. 

"Perfekt! Nu skal vi spise!" sagde jeg ivrigt og min mave rumlede igen. Vi satte spanden på jorden og lod den hvide hest gå fri mens den brune stod bundet til et træ. Begge heste græssede, lyden gjorde mig godt tilpas, det mindede mig om de lange rideture med Matthias. 
Vi fandt mad frem fra vores lommer og en spand og begyndte at spise. Det var himmelsk. Brødet var lidt brændt og tørt men i min mund smagte det som det bedste brød jeg nogensinde havde smagt. Æblerne var saftige og friske og jeg kunne ikke lade være med at smile stort da vi begge var mætte og sad op af et træ hver og betragtede hestene.

"Hvad gør vi så nu?" spurgte Sander. Jeg tænkte lidt over det før jeg besluttede mig. Men efter hvad jeg havde indset idag var jeg ikke så bange længere. Jeg var ikke bange for at prinsen ville sende sine dæmoner og se vi var derhjemme, han ville ikke sende vagter og hvis han gjorde ville min far hurtigt kunne snakke dem til fornuft. Prinsen var ikke farlig. 

"Vi tager hjem til mig" sagde jeg så og smilede. Jeg skulle se dem igen mor, far, Daniel, selv Vanya glædede jeg mig utroligt til at se. Og Matthias, mit hjerte bankede hurtigere da jeg tænkte på ham og et stik gik igennem mit hjerte. Jeg kiggede over på Sander der så lidt betænksom ud ved ideen. 

"Er du nu sikker på det? Hvad hvis han sender en spiondæmon igen?" spurgte han. 

"Han har ikke gjort det siden dengang, jeg har holdt øje og jeg igang med at tænke på en måde vi kan beskytte os selv imod dem, sådan så de ikke kan se os, måske kan ånderne noget" sagde jeg og Sander nikkede. 

"Okay" sagde han så og rejste sig op. "Lad os komme afsted, hvilken by bor du i?" spurgte han. Jeg fortalte ham det og han nikkede. 

"Jeg kender en vej derhen, hvor man ikke skal forbi slottet igen. Skoven går hele vejen rundt og hvis vi følger den i en cirkel er vi der inden i aften" sagde han. Mit hjerte begyndte at banke ved den korte tid til jeg skulle se dem og jeg rejste mig ivrigt. Jeg hentede den hvide hest der stod nogen meter væk og græssede og tog hovedtøjet på den. Den var frisk og glad for friheden nu, hvor den var mæt og ikke tørstig. 

"Vi kan ikke slæbe på den spand vand, skal vi ikke bare drikke den nu, vi får jo alligevel mere i aften?" spurgte Sander og jeg nikkede. Jeg drak fra mine hænder af spanden til jeg ikke kunne mere, så drak Sander og til sidst gav vi hestene, resten smed vi ud. Vi tog de resterende æbler i lommerne, hoppede op på vores heste og red afsted. Vi snakkede hele vejen, jeg kiggede igennem den anden verden for at se om der var nogen farer med hensyn til prinsens spiondæmoner eller andet, men der havde ikke været nogen hele dagen, havde han givet op? Tanken fik mig til at smile. 

"Du har godt nok ændret dig meget, hvis du før var som jeg har hørt" sagde Sander på et tidspunkt. Det fik mig til at tænke. Ja jeg havde virkelig ændret mig, det havde jeg været nødt til og nu kunne jeg slet ikke huske hvordan jeg havde været før. 

"Ja du har da også ændret dig. Du var virkelig en bange og nervøs dreng på slottet" sagde jeg. 

"Det var kun fordi jeg var der, hver dag var et minde om min familie og de behandlede mig jo ikke så godt" sagde han. Jeg nikkede. 

"Ja.." svarede jeg trist og kiggede på Sander. Den lille ånd sad endnu trofast på hans skulder. Jeg smilede. 

"Du har en lille ven" sagde jeg. Han kiggede spørgende på mig. 

"Der på din skulder. En lille ånd, den bliver tiltrukket af din godhed" sagde jeg. Han kiggede ned på sin skulder, så over på mig og så forundret ned på sin skulder igen. 

Vi red længe. Stemningen var let og vi snakkede om alverdens ting. Hestene var rolige og tilpasse og selv vejret viste sig at være med os. Det var solrigt og fuglene sang. Inden jeg overhovedet nåede at opdage det var vi ved byen. Min by! Mit hjerte hamrede. Byporten var normalt ikke bevogtet men nu stod der to vagter på hver sin side. Jeg tænkte ikke yderligere over det og nikkede bare til dem da vi red ind af porten. De kiggede på os og lod os passere. Det var mærkeligt, da de havde kigget på mig havde jeg set genkendelse, men de havde ikke stillet spørgsmål bare smilet lidt grumt. 
Begge deres ansigter var igennem den anden verdens syn dækket af den hvide, stivnede maske og det gjorde mig ubehageligt tilpas. Jeg sank en klump og red videre. Inde i byen vrimlede det som altid med folk. Vi kom forbi markedet og mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. 
Selvom der ikke var gået mere end et par måneder siden jeg havde været her sidst, føltes det som flere livstider siden. Jeg kunne huske minderne herfra, men det var som om jeg havde et andet syn på det nu. 
Ved markedet kiggede jeg for at se de mange boder med de handlende Trajanere, men der var ingen. Jeg rynkede forvirret brynene. De handlende plejede ellers aldrig at holde fri, men måske var der en slags fest. Vi red videre gennem de riges kvarter og stoppede foran vores hus. 
Jeg var blevet utålmodig nu og hoppede hurtigt af hestene. 

"Stalden er på gårdspladsen derover" jeg pegede. 

"Kan du ikke gå over med hestene?" spurgte jeg. Jeg kunne ikke vente længere, Sander nikkede forstående og tog begge hestes tøjler og gik over mod stalden. 
Jeg næsten løb mod døren og flåede den op. 

"MOR, FAR DANIEL!" råbte jeg ivrigt da jeg kom ind i huset. Stilhed. Var de ude? Jeg gik igennem det velkendte køkken. Tallerkener og mad stod klar på bordet. Jeg kiggede forvirret. 

"FARRR, MOORR, DANIEEEL!" råbte jeg højere. De måtte være her, aftenssmaden stod allerede klar. Jeg vendte om og gik over imod stuen. Jeg havde en mærkelig ængstelig følelse nu. Det gav ingen mening. Jeg var hjemme, i sikkerhed. I døren til stuen stivnede jeg. Hver en muskel i min krop frøs fast og jeg mærkede mit hjerte stoppe halvvejs oppe i halsen på mig. På gulvet lå der noget der ikke gav mening. Det gav ikke mening. Mor, far, Tonya, selv Daniel lå i forkrøblede stillinger på jorden. Alle med en kniv bordet ind i ryggen. Døde. 
Jeg kunne intet gøre. Jeg så min lillebror der blot lige havde startet livet, hans øjne var tomme, forladte. Min far... min mor. 
Jeg havde taget fejl. Jeg havde undervurderet ham. Han havde ikke givet op, han havde ikke tabt. Han ville bare blive ved med at ødelægge mig, smører blod på mine hænder, torturere mig. Men ikke som jeg troede, meget værre. Han havde dræbt dem. Nej JEG havde dræbt dem. Der havde aldrig været en kamp imellem os, jeg havde aldrig haft en chance, de var døde på forhånd. Hvis jeg bare havde blevet på slottet. Hvis jeg ikke havde stukket af, hvis jeg bare havde opført mig pænt, hvis jeg bare havde lyttet til min far. Nu var han død. De var alle døde og det var mig der havde dræbt dem. Jeg havde dødsdømt dem, jeg kunne lige så godt have ført kniven selv. 
Jeg kunne mærke jeg ikke havde mere luft i lungerne og indså, at jeg havde skreget. 
Jeg kunne hører prinsens grin for mig, det ekkoede, hans selvtilfredse smil. Han vidste jeg ville indse netop dette på et tidspunkt. Det vendte sig i maven på mig og pludselig gav mine stive muskler efter. Jeg faldt ned på gulvet som en klud, jeg kunne ikke mærke noget. Kiggede bare over på min familie igen. Noget fangede mit blik. På gulvet ved siden af de døde kroppe lå der en rose. 

Den var rød. Rød som blod. 


 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...