Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1864Visninger
AA

17. Kapitel 16

Det var nat og man kunne ikke se en hånd for sig. Lige før mørket var blevet så tæt havde vi byttet hestene så den brune også kunne få lidt frihed. Det var noget hestene ikke var vandt til. De havde ikke kendt andet end boksene i den trange stald og den aggressive prins. De havde kun fået lov til at komme ud under rytter eller foran vogn. 
Jeg havde måtte skuffe Sander og sige, at jeg ikke kunne sende en ånd og han havde nikket forstående. 

"Det er også for meget at bede om" havde han sagt undskyldende, men det triste ansigtsudtryk var vendt tilbage. Nu sov han uroligt og vendte sig fra side til side. Jeg selv sad op af et træ med lukkede øjne og tænkte. 
Jeg skulle finde en måde at finde ro på, så jeg kunne kontakte en ånd. Mormor havde sagt, at jeg skulle ligge mig selv til side. Det måtte betyde jeg skulle finde ud af at ligge mine egne følelser og tanker væk. Jeg var ikke kommet et skridt tættere på svaret og istedet var jeg blevet distraheret af mørkets uhygge, det var koldt og jeg var krøbet godt ind under min kappe. Mine sko, som var fine sko var slidt ned og havde givet mine fødder vabler, desuden varmede de overhovedet ikke. Jeg knugede amuletten og kiggede ind i den anden verden, regnede ikke med at man ville kunne se noget i den anden verden heller. 
Men da jeg kiggede fik jeg et chok. I det dybe mørke svævede små lysene ånder og dæmoner rundt og jeg smilede lidt ved synet. Dæmonerne lyste rødt op mens ånderne lyste en kraftig hvid farve. De var på en måde alle smukke, selv dæmonerne med de forvredne ansigter kunne jeg ikke lade være med at holde af. 
Det var balancen, hvis der ikke var den ene var der heller ikke den anden. Problemet var ikke de små væsner, problemet var der var kommet uligevægt, kongen og prinsen havde spredt dem over hele landet og lagt det i mørke. Det måtte være det. De måtte have skabt vrede og magtliderlighed iblandt folket. Mon de havde rettet vreden mod Trajanerne og de såkaldte forbrydere?
Jeg forstod ikke hvordan men jeg vidste mine spekulationer gav mening. De små lysene skikkelser drev roligt gennem luften. Jeg smilede og rakte en finger ud til den nærmeste lille dæmon. Dens forvredne blik kiggede på mig og dens lille, grimme mund åbnede sig og lukkede sig om min finger. Det føltes blot som koldt og jeg trak forundret min finger til mig og grinede stille. Den lille dæmon svømmede videre i ro. Jeg så hvordan ånderne begyndte at løfte deres hoveder og kigge på mig. Kunne de også mærke de følelser jeg havde lige nu? 
Kunne de mærke den ro og sammenhørighed jeg følte ligenu? Måske kunne det hele blive godt igen, balancen kunne komme tilbage? 
De små lysene ånder kom imod mig og begyndte at kredse om mig. Jeg smilede. De var smukke og de blev tiltrukket af min glæde... min kærlighed til de små skikkelser. Så gik det op for mig, det var nu! Det var måske nu jeg kunne. Jeg kiggede rundt om mig og så at ånderne var stoppet foran mig og kiggede på mig med deres små smukke ansigter. Jeg tog fat om amuletten og lod de følelser jeg følte fordobles, lod dem strømme gennem min arm og ind på amuletten. Det var ikke en følelse af magt jeg fik, det var nærmere en følelse af at miste kontrol. Det var som om resten lå i mine instinkter. Jeg tænkte på Sanders bedstemor, så hendes rynkede ansigt for mit indre blik og lukkede så øjnene. Da jeg åbnede dem igen var jeg der. 
Jeg var ved det lille hus i den lille dal, men jeg vidste at jeg ikke rigtigt var der, jeg blev båret, af en ånd. Glæden vældede igennem mig da det gik op for mig det lykkedes. 
Der så fredeligt ud i den lille dal. 
Jeg lod ånden der bar mig flyve nærmere og ind igennem døren. Stuen var tom og jeg lod den flyve ind i det lille værelse ved siden af stuen. Jeg gispede da jeg så det. Den gamle. Med en kniv i ryggen. Blodet flød fra hendes krop og var løbet ned i en pøl omkring hende. Sorgen vældede op i mig. Den gamle kone der havde hjulpet os, hvorfor skulle hun dø, det var ikke rimeligt. Jeg kiggede igen på kniven i hendes ryg, ligesom kniven jeg havde stukket i den svage mands ryg. Jeg kunne mærke jeg rystede. På bordet ved siden af den gamle seng lå der en rose. Det vendte sig i min mave. Det var som om det var prinsen der sendte mig en besked. Med kniven i ryggen og rosen. 

Husk, jeg ejer dig.


Var det som om han sagde. Jeg havde voldsom kvalme og mit hoved snurrede. Jeg mærkede mit hjerte banke vreden hårdt ud i mit bryst og jeg vendte ånden om og lod den flyve tilbage til min krop. Mine øjne blev mine igen og nu kiggede jeg på ånden. Den var stor, ikke som de andre små ånder. Den var stor og smuk, den lyste hvidt op i natten. 

"Tak" hviskede jeg, min stemme rystede sammen med hele min krop. Jeg kunne mærke jeg var ved at gå i panik. Ånden nikkede stille og forsvandt i natten. Jeg lå tilbage med en følelse af ekstremt vrede, ikke den slags selvglad vrede eller magt. Vrede på prinsen, vrede på kongen, vrede på det uretfærdige. Mit hjerte bankede hårdt og jeg havde knyttede næver. Jeg vidste prinsen ville blive ved, ved med at jage mig, ved med at lege den leg han havde gjort fra starten og så var spørgsmålet bare om jeg var klar til at lege med? 
Jeg vidste jeg kunne dræbe ham, det ville bare kræve, at jeg var klar til at ofre mit eget liv. Jeg mærkede vreden fyldes mere og mere op i mig, mærkede hele min krop spændes og mit hjerte banke hårdere og hårdere, så besvimede jeg.

 

***

Jeg var omtåget da jeg vågnede igen. Det var lyst. Alt for lyst. Mine øjne der havde åbnet sig lukkede sig hurtigt igen ved lyset. 

"Blair?" spurgte Sander. Stemmen kom lidt væk fra men jeg kunne hører han gik hen til mig. Jeg åbnede igen øjnene, denne gang langsomt så de kunne nå at vende sig til lyset. Jeg huskede hvad der var sket natten forinden, huskede min vrede. Nu var alt jeg mærkede sorg. Hvad skulle jeg dog sige til Sander? Han ville bryde helt sammen. Det var hans bedstemor, hans sidste familie, hun kunne ikke dø.. og især ikke på grund af ham.  Og jeg kunne ikke bærer at se ham bryde sammen. Desuden kunne jeg ikke klarer mig helt alene, vi skulle være fornuftige, skaffe mad og vand. 
Jeg kunne ikke sige det til ham og hvis der var noget jeg var god til så var det at lyve. Jeg tog en dyb indånding før jeg satte mig op og smilede til ham, det føltes forkert i min mund, men jeg tvang mit ansigt. 

"Godmorgen" sagde jeg. Min stemme var hæs og så snart jeg vågnede helt mærkede jeg sulten og tørsten. Det fik mig til at rejse mig, komme igang med dagen. 

"Godmorgen" svarede han, også hans stemme var hæs. Jeg tog en dyb indånding før jeg lod løgnen strømme ud af mine læber. 

"Jeg fandt ud af at påkalde en ånd i nat, jeg besøgte din bedstemor, hun er okay" sagde jeg. Jeg havde en dårlig fornemmelse i munden, en ukendt fornemmelse, jeg havde aldrig haft dårlig samvittighed over at lyve, hvorfor var tiden nu? 
Hans ansigt lyste op som om det strålede som de små ånder. 

"Yay! Sådan Blair! Hold da op hvor er jeg lettet, det har virkelig trykket mig" hans stemme var hans gamle jeg, glad og håbefuld. Jeg gik over til den hvide hest der stod bundet op af et træ for at skjule mit ansigt. Jeg kunne ikke smile falskt ligenu så jeg strøg den hvide hest over halsen og bed mig i kinden for at holde tårende væk. 
Det var begyndt at blive en vane. Så tog jeg en dyb indånding og smilede. 

"Ja det så godt" svarede jeg, min stemme lød perfekt og jeg var glad for mine evner som løgner stadig holdt. 

Snart var vi afsted. Vi red side om side da vi red ud af den tætte skov så vi kunne se stien. Den var befolket, med oksekærere, hestevogne, mennesker og mest af alt dæmoner. De sværmede omkring folk og bag dem sås en tyk hvid maske. Hvordan var prinsen så stærk? Det var langt de fleste her med en hvid maske, hvordan kunne kongen og prinsen gøre det? Og var det kun byerne omkring slottet der så sådan her ud eller var det alle byer i hele landet? Det kunne det ikke være, min hjemby så vel ikke sådan her ud. 
Jeg sukkede bekymret og lukkede den anden verden, jeg kunne ikke holde ud at se på det. 

"Hvad hvis de har vagter her?" spurgte jeg Sander. Han så også rimelig nervøs ud ved tanken. 

"Så rider vi så hurtigt vi kan" svarede han sammenbidt og var den første til at sætte hesten igang og ride ind på stien. Jeg tog en dyb indånding, hev kappens hætte på og satte efter ham. Vi red lige bag en oksekærer, tempoet var langsomt og det gjorde mig endnu mere nervøs. Vi spejdede diskret efter vagter og prøvede at se normale ud, som om vi passede ind. Men det var allerede tvivlsomt med mit slidte drengetøj, hans beskidte mudder tøj. Det passede simpelthen ikke til de store flotte heste. 
Ved byporten stod der vagter, det fik mit hjerte til at hamre helt sindsygt men de virkede uopmærksomme og snakkede grinende med hinanden om noget jeg ikke hørte. Det føltes som et mirakel da vi blot passerede dem og så den store by komme til syne. Nogle meter væk var der allerede en brønd, men der var for mange folk her, de havde heldigvis travlt så de så ikke på os men det gjorde mig nervøs at de var her. 
Men Sander stoppede sin hest og sad hurtigt af ved brønden, han hev hurtigt en spandfuld vand op og drak med sine hænder. Han kiggede opmuntrende på mig og jeg sad tøvende af. Så drak også jeg med hænderne af spanden. 
Det føltes så godt, koldt og behageligt imod mine læber og lindrende ned igennem halsen. Jeg sukkede lettet da jeg havde slukket tørsten og vi hejste så spanden ned igen og fyldte den, før vi hev den op og gav skiftevis til den ene hest og så den anden. Hestene så straks friskere ud og jeg mærkede hvor lettet jeg blev over vi alle havde fået det livsnødvendige vand. 
Vi sad op igen og jeg havde allermest bare lyst til at ride ud af byen, vi måtte finde mad et andet sted, men Sander var allerede på vej videre og jeg red nervøst efter ham. Jeg kunne se hans mål. En lille bod med æbler. Der var ikke nogen til at holde øje med den ligenu og han så sit snit til at proppe så mange æbler i lommerne han kunne, jeg gjorde det samme. Så stoppede mit hjerte næsten i brystet på mig

"HEY!". Stemmen kom ikke fra bodens ejer, den kom fra en vagt der løb imod os. Vi var altså blevet genkendt? Nu ville vagten bringe os tilbage til slottet, nu var vi dødsdømt. Jeg mærkede hjertet synke i livet på mig da jeg tænkte på vores muligheder. Vi var siddet af hestene og selvom vi beggede havde lært at hoppe op på de enorme dyr fra ryggen ville han nå at få os. Sander var hurtigere. Han tog hårdt i mit ben og kastede mig op på hesten så hoppede han selv op. Det vækkede mig fra min trance og jeg mærkede nu mit overlevelses instinkt sætte ind.
Jeg sparkede hårdt til hesten og den fór forskrækket afsted. 
Folk skreg på gaden da vi kom farende og kastede sig til side for ikke at blive jordet ned. Jeg ventede bare på vagtens råb til de andre vagter om at det var prinsessen og de skulle fange mig, vi havde ikke en chance, jeg vidste byen kun havde en port og vi var på vej væk fra den. De kunne lukke den. De kunne gennemsøge byen og til sidst ville de finde os, ligemeget hvor godt vi gemte os. 
Men der var ingen vagter bag os, ingen der råbte "luk portene", ingen hestehove bag os. Vi stoppede et par gader henne og Sander så også forvirret ud. 

"Blair.. måske har vi alligevel en chance" sagde han. 

"Jeg så ham da vi flygtede, han trak bare på skuldrene og gik tilbage til sine venner, hørte du ikke også hvad han kaldte os. Han kaldte os tyve, ikke landsforrædere eller prinsesse og hendes medsvorne. Det ser ud til vi ikke er efterlyst. Det ser ud til det kun er slottet der ved vi stak af" jeg kunne hører håbet i hans stemme. 

"Men... hvorfor?..." spurgte jeg forvirret. Hvorfor havde prinsen ikke eftersøgt os? Han ville have os nu hvis han havde gjort det. 

"Kan du ikke se det?" spurgte Sander. Jeg rystede på hovedet. 

"Fordi det viser svaghed. Fordi det viser han tabte sit eget spil imod dig, hvis han kan tabe mod prinsessen, kan han også tabe mod andre, det ville betyde der kunne komme mere modstand imod kongeslottet". Hvordan var Sander blevet så indsigtsfuld? Jeg vidste han havde ret og smilede et lille smil. Prinsen var flov. Så begyndte jeg at grine. Sander kiggede mærkeligt på mig, som om jeg var skør. Måske var jeg lidt skør, men jeg fandt det bare så sjovt. 

Du har tabt i dit eget spil Frederik, og du vil blive ved med at tabe igen og igen og igen..
tænkte jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...