Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1881Visninger
AA

16. Kapitel 15

Dagen var endnu gået og det ville snart blive mørkt. Min mave rumlede forfærdeligt meget og min hals var så tør som sandpapir. Når jeg sank sagde det en forfærdelig lyd og hele min hals brændte. Vi havde ikke drukket og spist siden aftenen forinden og mit hoved dunkede forvirret. Vi red endnu i dybden af den uendelige skov og de ens træer gjorde mig forvirret og irriteret. Det føltes som om, at vi ingen vegne kom, som om vi bare kom længere og længere væk i den dybe skov, hvor intet mad og intet vand var. 
Hestene var også trætte og tørstige. De gik begge og nippede til græsset mens de gik. Hele dagen havde jeg tænkt på min fremtid. Hvordan ville den se ud? Jeg kunne ikke længere se det for mig, som jeg ellers altid havde kunnet. Jeg havde altid set slotte, store kjoler og prinser, men nu kunne jeg ikke hade de ting mere. Jeg ville bare gerne hjem, men jeg vidste stadigvæk ikke, hvad der ville ske, hvis jeg tog hjem. Ville min far kunne beskytte mig? Med hans gode talegaver.
Kongehuset ville da ikke kunne tage mig og min familie? Hvad ville de egentlig med mig? Var det ulovligt at skifte mening? Hvorfor kunne prinsen ikke bare lade mig være? Finde sig en ny prinsesse, jeg havde jo tydeligt vist at jeg havde skiftet mening. Og hvad hvis han fangede mig? Ville jeg så være hans fange eller ville han dræbe mig som forbryder? Jeg gøs men rystede så på hovedet, det ville han ikke kunne. Hvad ville folket sige hvis de dræbte prinsessen? Måske ville han sige jeg var forbryder, jeg havde jo troet ham da han havde sagt det samme om den svage mand, den svage mand som jeg havde dræbt. Jeg mærkede igen tårer presse på, men bed mig i kinden og tvang dem tilbage. Jeg skulle ikke græde. 
Jeg kiggede tilbage på Sander, som red bag mig med et træt og stadigvæk bekymret blik. Vi havde ikke sagt mere hele dagen, men hver gang jeg havde set på ham havde han haft det ansigtsudtryk, jeg kunne ikke lide det, det gjorde mig ked af det, at Sander så så forpint ud.

"Vi bliver nødt til at finde mad og vand" sagde jeg. Min stemme var hæs på grund af dagens lange tavshed. Han nikkede. 
Jeg kiggede frem igen og sank tilbage til mine tanker i noget tid, indtil jeg så op og så en ændring. Ændring i træerne. Den ellers tætte skov begyndte at tynde mere ud, der var færre og færre træer og lidt fremme så jeg en sti. Det gjorde mig nervøs men jeg lod hesten gå videre mod stien og kiggede opmærksomt omkring for at hører om der var tegn på vagter. Jeg så stadigvæk igennem den anden verden, det gjorde mig tryg og jeg ville holde øje med om prinsen sendte nogen spiondæmoner, jeg havde ikke set nogen endnu. Her i lysningen kom der flere og flere dæmoner. De svømmede rundt i luften med deres fæle blik. Hvorfor var der så mange her? 

"Der er mange her" sagde jeg. Sander kiggede op igen. 

"Mange hvad?" spurgte han. 

"Dæmoner" svarede jeg. Det gjorde mig nervøs da de kiggede på os og kredsede lidt om os. Hvorfor var der så mange dæmoner her? I skoven var der altid overtal af ånder og meget få dæmoner, men her var der kun Sanders trofaste ånd og et par forskellige der holdt sig for sig selv, de så bange og bedrøvede ud i deres små ansigter.

"Se" sagde Sander pludselig og jeg fulgte hans pegende finger mod højre. Vi var kommet ud på stien nu og til højre for den, tårnede en stor mur sig op. Det var en bymur, vi var nået til en by. Mit hjerte hamrede i mit bryst og jeg kiggede igen rundt for at se om der var tegn på nogen vagter. Stien drejede nu mod højre og vi fulgte den. Fremad var der en stor port. Den var lukket og jeg vidste det var fordi det var aften, den ville først åbne i morgen. Jeg stoppede hesten og Sander red op på siden af mig og stoppede også sin hest. 

"Vi bliver nødt til at slå lejr i skoven" sagde han. 

"Og tage ind i byen i morgen når byporten åbner, der må vi skaffe mad og vand". Tanken om at vendte hele natten på at slukke min tørst fik det til at brænde i min hals. Men jeg vidste han havde ret. Der var intet andet vi kunne gøre. Jeg sukkede og vendte min hest om for at ride tilbage i skovens betryggende tæthed, så stoppede jeg min hest og sad af. Sander gjorde det samme. 
Jeg nussede bekymret hesten på dens hvide pande. Dens øjne var trætte, den var tørstig. Jeg kløede den forsigtigt bag dens lyttende øre. 

"Vi skal nok finde noget vand i morgen" hviskede jeg til den, dens øre kiggede lyttende på mig men jeg vidste den ikke forstod.

"Hestene må skiftes til at slippe for hovedtøjej. Hvis vi har den ene bundet, vil den anden ikke gå nogen steder. Så kan de få lidt frihed." sagde jeg til Sander. Han nikkede, stadig åndsfraværende og bekymret over sin bedstemor. Jeg sukkede og tog trensen af den hvide hest, så tog jeg tøjlen ud af Sanders hånd og bandt den brune hest til et træ. 

Vi satte os op af to træer så vi sad overfor hinanden, begge med bøjede ben. Min mave gjorde ondt af sult og når jeg sank brændte det i halsen af tørst, men det var ikke værre end at se på Sanders udtryk. Forpint og bekymret. Jeg savnede den drillende udgave af ham. Men jeg forstod ham, han vidste ikke hvad der var sket med hans Bedstemor. Så fik jeg en ide. 

"Sander, jeg har en ide men det er ikke sikkert det virker" sagde jeg med en hæs stemme. Han kiggede på mig med et dødt blik, han passede ikke engang på ikke at kigge i mine øjne og det var mig der måtte undvige hans blik så han ikke blev brændt.

"Jeg kan kigge til din bedstemor" fortsatte jeg tænksomt og kiggede rundt. Vi var kommet lidt ind i skoven igen så der var igen overtal af ånder og ikke mange dæmoner. Nu så Sander interesseret ud og han kiggede håbefuldt på mig. 

"Hvis prinsen kan sende en dæmon ud, mon så ikke også jeg kan?" det var mere til mig selv en Sander, men han svarede alligevel. 

"Jo! God ide, du kan prøve at sende en ånd istedet" han så ivrig ud og jeg smilede. Men hvordan skulle jeg gøre det? Jeg tog fat i amuletten om min hals og knugede. Prøvede at tænke på det jeg ville, sende en ånd for at se hvordan hun havde det. Det virkede ikke, der var ingen ånder der kiggede op, de svømmede bare videre. Jeg knugede endnu hårdere om amuletten. Den begyndte at blive varm i min hånd, den føltes kraftfuld, og det gav mig mere mod. Så tænkte jeg på hvordan jeg havde tilkaldt dæmonerne dengang prinsens havde lært mig det. Det havde været en følelse af magt, en utrolig følelse, det var måske det der lokkede folk til at bruge dæmonerne, det var så nemt og man følte sig så magtfuld. Nu mærkede jeg ingen magt, jeg mærkede ingen styrke og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre det. 
Jeg kiggede rundt på de små ånder, de svømmede endnu dovent rundt, det irriterede mig, jeg kunne mærke vreden vælde igennem mig, lige idet forsvandt varmen fra amuletten og jeg så hvordan de få, grimme dæmoner der var, kiggede op og svømmede hen imod mig. Jeg gav forskrækket slip på amuletten og tog en dyb indånding. De grimme bæster havde mærket min vrede og svaghed og havde straks blevet tiltrukket. 
Sander kiggede spændt på mig og jeg rystede på hovedet, han kiggede trist ned i jorden og det bekymrede ansigt kom igen frem. 

"Jeg prøver igen, jeg prøver indtil jeg kan" lovede jeg ham. 

"Tak" hviskede han. 

Jeg tog igen fat i amuletten og denne gav gav jeg mig god tid. Jeg tog dybe indåndinger. Ind gennem næsen, ud gennem munden og kiggede rundt i skoven imens. Dæmonerne havde mistet interessen for mig nu, hvor jeg ikke længere var vred og svømmede igen rundt i luften sammen med de mange ånder. Hvis vrede og svaghed tiltrak dæmoner, var det så det omvendte der tiltrak ånder. Det måtte være ro og styrke der tiltrak dem. Men hvordan skulle jeg få de følelser frem i mig? 
Jeg var alt andet end rolig og stærk. Jeg var sulten, tørstig, nervøs og konstant på vagt. Jeg var ked af det over hvordan det hele var endt og jeg savnede min trygge familie. Jeg sukkede og tog flere dybe indåndinger.

"Blair.." der gik et sæt igennem mig da hendes stemme lød og jeg kiggede forvirret rundt. 

"Mormor!" min stemme var høj og forvirret og mine øjne var spærret op i chok. Jeg så Sander kiggede på mig med forvirret ansigt og rynkede bryn men jeg forklarede ikke til ham istedet rejste jeg mig op og kiggede rundt. Hvor kom hendes stemme fra? Hvordan kunne hun tale til mig?

"Ikke blot ro svarer de på, for at finde forbindelsen til ånder, må du finde kærlighed, det er den stærkeste følelse vi har og den vil altid vinde over had" hendes stemme ekkoede igen og jeg kiggede rundt med opsspærrede øjne, men stemmen kom ikke fra noget bestemt, den gav ekko i træer og blade. Kunne Sander hører det også? Det så ikke sådan ud, han kiggede bare lidt forvirret på mig på grund af mit udråb før. 
Var jeg blevet skør?

"Du må finde en måde at ligge dig selv til side" gentog hun og jeg mærkede savnet vælde op i mig. Jeg havde mange minder med min mormor, fra jeg var lille og uskyldig. Jeg havde altid siddet med hende i hendes seng og snakket. Hun havde fortalt mange historier og de havde alle været så spænende. 

"Jeg ved du finder det kære pige" fortsatte hun, hendes stemme var fuld af kærlighed og jeg mærkede en tårer trille ned af mine kinder. 

"Jeg finder det" hviskede jeg lovende som svar og jeg kunne mærke hun forsvandt. Det hvislede lidt i træerne og så var hendes stemme væk. Jeg sank en klump og tog fat i amuletten for at lukke den anden verden. Så sank jeg sammen i en klump og bed mig i kinden for ikke at græde. Nej! Sagde jeg til mig selv og tvang tårende i mig. 
Sander rejste sig bekymret og skyndte sig hen til der, hvor jeg var sunket sammen. Han satte sig ned ved siden af mig. 

"Hvad skete der?" spurgte han og jeg kiggede op på ham. Jeg havde fået taget mig lidt sammen og tårende pressede ikke på længere. 

"Verden er bare meget anderledes end jeg troede" svarede jeg. Det var sandt. Jeg havde aldrig forestillet mig onde prinser og konger, dæmoner og ånder, talende døde, flugt og frygt. Jeg havde aldrig forestillet mig sådan her, tæt på gråd, svag, sulten, tørstig og bange, flygtet fra en prins, sammen med en staldknægt, skør og talende med de døde. Hvordan var det hele endt sådan her?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...