Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1905Visninger
AA

15. Kapitel 14

Dæmonerne var overalt, de små grimme skikkelser svævede rundt om mig, så jeg ikke kunne se andet. Jeg prøvede at få dem væk, jeg slog ud med hænderne, men der skete intet, der kom bare flere og flere. De begyndte at sætte sig på mig, krybe ind i min krop. Jeg skreg og begyndte at løbe. Jeg kunne intet se, dæmonerne fulgte mig en en stor sværm. De hyldede og jeg skreg igen. Pludselig forsvandt de alle og blev erstattet af en stor skikkelse. En mærkelig forvreden rød ånd. Dens blik var en maske og den tog alt pusten ud af mig. 
"Tror du ikke jeg ved dig og din ven skjuler sig hos den gamle?" stemmen kom ud fra den røde kæmpe dæmon, men det var en velkendt stemme, en stemme der fik det til at vende sig i min mave. Det var prins Frederiks stemme. 
"Du kan ikke løbe fra mig, jeg ser alt" fortsatte hans stemme og han grinede. Latteren gav genlyd og det var som om den kom overalt fra. Fra himlen, fra træerne omkring mig, inde fra mit hoved. Dæmonen forsvandt og efterlod kun en svag duft af roser. 

Jeg vågnede med et skrig og satte mig panikslagen op. Jeg havde drømt, haft mareridt, men af en eller anden grund beroligede det mig ikke at vågne op, for noget inden i mig sagde mig det var virkelighed, endnu en af de mystiske ting jeg havde opdaget siden prinsen havde vist mig den anden verden. Sander kiggede forskrækket op på mig. 

"Vi må væk!" hvæsede jeg panikslagen. 

"Hva..." begyndte Sander.

"Han ved det! Han ved vi er her! Vi må væk!" Jeg sagde ordene hurtigt og imens var jeg allerede på benene og havde sko og kappe på. Sander satte sig forvirret op. 

"Blair! Slap lige af, hvad sker der?" spurgte han chokeret og jeg blev vred. Jeg kiggede i hans øjne og han krympede sig i smerte. Jeg kiggede væk igen og begyndte at kaste tæpperne jeg havde sovet på over i hjørnet. 

"Sander! Vi skal gå nu, prinsen ved vi er her, han sendte mig en besked... i mine drømme. Vi bliver fanget hvis vi ikke tager afsted NU". Sander rejste sig op i et sæt, han troede vidst på mig nu, ellers besluttede han bare, at det var for farligt ikke at gøre, hvis nu det var sandt.

"Hvad med bedste? Hvad gør de ikke ved hende når de kommer herover!" hans blik var fuld af panik. 

"Vi kan ikke gå! Det kan vi ikke!" fortsatte han. 

"Vi kan heller ikke blive, kom nu!". 

"Nej!" han tog sig til hovedet. "Hvad gør vi, hvad gør vi" hans stemme var fuld af panik. Jeg var også ved at gå ud af mit gode skind, det gjorde mig endnu mere nervøs at der ingen vinduer var på det lille værelse. Var det nat? Var det morgen? Var huset omringet af vagter? 
Jeg gik over og bankede på døren ud. Vi kunne ikke selv åbne den, den gamle kone skulle fjerne skabet først. Der skete ikke noget så jeg bankede hårdt på igen. Der lød skridt udenfor værelset. Jeg kunne hører det var den gamle, hendes skridt var langsomme og slæbende og man kunne hører stokken banke mod gulvet når hun gik. Jeg kunne hører skabet blive skubbet væk og døren blev åbnet. 
Jeg gik hurtigt ud af værelset og Sander var lige i hælende på mig. 

"Bedste, Blair mener de ved vi er her, hvad gør vi bedste?" hans stemme var desperat. Den gamle kone så ikke overrasket ud, hun smilede bare opmuntrende til Sander. 

"De to afsted" sagde hun bare og gik mod døren ud. Jeg gik beslutsomt derhen, men Sander tøvede. 

"Men bedste.." begyndte han, hun afbrød ham. 

"Hun klarer sig" sagde hun. 

"Men!" nu kiggede hun over på mig, men ikke i mine øjne som om hun vidste hvad der ville ske når man kiggede i dem. 

"Pigen skal bruge amuletten! Pigens skæbne..." jeg kiggede forvirret på hende og hun pegede på min kappelomme. Den lomme med min mormors lykkeamulet i. Så vraltede hun over til mig. Jeg stod og trippede med foden i utålmodighed, vi måtte væk. Men hun tog sig god tid da hun hev lykkeamuletten ud af min lomme. Hvordan vidste hun den var der? Hun tog kæden over mit hoved og smilede. 

"Sådan" sagde hun tilfreds og nikkede så. Så gik hun langsomt over til Sander og krammede ham. Mit hjerte bankede hårdt af stress. Sander tøvede stadigvæk. 

"Bedre hvis Sander og Pigen ikke er her, vagter ikke tage mig" sagde hun til Sander og han nikkede anstrengt og krammede hende igen. Så gik han mod mig. Jeg kiggede på konen. 

"Tak" sagde jeg og hun nikkede og pegede på lykkeamuletten. "Husk" sagde hun bare og så vente hun sig om og begyndte at skubbe skabet tilbage, så var vi ude af døren. Vi løb i høj fart mod hestene der stadig stod bundet i kanten af skoven. Vi bandt dem hurtigt op og vi havde så travlt vi begge tog tilløb og kom op på de enorme kræ i spring. Hestene mærkede vores stress og deres næsebor pustede i nervøsitet. Jeg satte min hest i galop og Sander fulgte hurtigt efter. Vi red ud på den snoede sti og satte farten højt op. Hestene red i skræk og vinden piskede i mit hår. Det nye tøj var nemmere og mere behageligt at ride i og det gjorde også jeg sad endnu mere som limet på hesten. 
Den pustede og dens muskler arbejdede hårdt under mig. 

"Vi må væk fra stien igen!" råbte Sander. Han havde ret, men mellem de tætte træer kunne man ikke ride stærkt og jeg kunne ikke holde ud det langsomme tempo, jeg ville hurtigt afsted, hurtigt væk fra den ubehagelige meddelelse fra prinsen. Så jeg blev på stien og Sander sagde ikke mere, han forstod nok hvorfor, forstod min skræk. 
Jeg lænede mig frem over halsen på hesten og tog fat i manken. Stien snoede lidt til højre og hesten lå næsten ned i svinget på grund den høje fart. Jeg kiggede op, så langt jeg kunne se var der sti, meget andet kunne jeg ikke se på grund af vinden der blæste tårer i mine øjne. Vi red længe i det høje tempo på den uendelige sti, sveden dryppede fra hesten og den prustede og pustede. Jeg ville egentlig fortsætte men hesten var træt og den havde allerede sat tempoet langt ned og travede nu. Jeg satte den ned i skridt og aede den på den dryppende hals. Der var stille. Den eneste lyd der var var de to hestes besværede åndedræt. 
Vi var kommet langt, men alligevel var jeg ikke beroliget. 
Hvordan havde prinsen vidst vi var der? Hos den gamle kone? Vi havde ikke mødt et eneste menneske som kunne have meddelt ham og jeg var sikker på det ikke var den gamle. Jeg kom til at tænke på den røde dæmon i min drøm. 
Det måtte være sådan han havde set det, han havde på en eller anden måde sendt dæmoner ud som kunne kigge for ham. Men hvordan? Og var de her også ved os nu? Det vendte sig i maven på mig. Jeg kiggede ned, på den lykkeamulet fra min mormor. Jeg savnede hende sådan. Men hvad mente den gamle jeg skulle bruge den amulet til? Jeg huskede dengang min mormor havde givet den til mig. Jeg havde været omkring de 9 år, det var før min mormor døde. 

"Den vil hjælpe dig med at se" 

Det havde hun sagt da hun havde givet mig den. Jeg havde husket hendes ord fordi jeg havde været forvirret over hvad hun mente. Men nu gik det pludselig op for mig. Den ville hjælpe mig med at se! Jeg tog fat om amuletten om min hals og lukkede øjnene. Så åbnede jeg dem igen og kiggede gennem den anden verden. Det var det! Jeg kiggede rundt. Der var ikke mange dæmoner her, kun få der sværmede rundt uden mål. Det var ikke som på slottet. Jeg kiggede for at se om de ligesom med den røde krystal ville sværme om mig, men de så blot op og kiggede og svømmede så dovent videre. 
Jeg kiggede tilbage på Sander. Han så bekymret ud, han tænkte nok på sin bedstemor. På hans skulder sad en lille lysene ånd. Ligesom den der havde vist mig sandheden, det faldt mig ind at disse ikke var ligesom dæmonerne, disse var nærmere hjælpere og den ville ikke gøre ham noget. 
Den kiggede på mig, dens ansigt var ikke forvredent som de små grimme dæmoner, men nærmere yndigt. 

"Sander! Jeg kan se den anden verden igen, med amuletten" sagde jeg. Han kiggede på mig. 

"Det var det bedste mente" han så stadig bedrøvet ud, men nu også nysgerrig. 

"Men hvorfor vil hun have jeg skulle se den anden verden? Dæmonerne ligger jo bare masken over folk, jeg kan ikke forestille mig hun vil have jeg skal gøre det imod folk" undrede jeg mig. Sander så tænksom ud. 

"Min mor fortalte som sagt historier. Hun fortalte engang en om hvordan den anden verden virkede, hun fortalte hvordan den anden verden altid er tilstede men det er bare få folk der kan se den, det er en balanceverden. Dæmonerne gik på folk der var svage, folk der ville have magt. Når folk er vrede tiltrækker de dæmoner og når folk gør ondt mod andre. Dæmonerne kan også bruges, de kan bruges som prinsen til at lukke folks øjne eller andre ting, de kan bruges til at få folk til at se hvad man vil have og det er en stor tiltrækning for folk at bruge dem, at falde i. Men man kan også bruge den godt. Hun fortalte noget om nogen lyse dæmoner, nogen der ikke gik på folks svagheder og ondskab, dæmoner der derimod var der ved godhed, ved glæde og de kan ligesom de mørke dæmoner bruges" det måtte være de lysende ånder. Jeg kiggede facineret på ham og kiggede på den lille ånd på hans skulder. Han var godheden selv, det viste selv ånden der trofast sad ved ham. 
Jeg tænkte på hvordan man kunne bruge de gode ånder. 
Kunne man fjerne folks masker?

Vi red i stilhed da vi red ind i skovens beskyttende træer igen og jeg tænkte på det, imens jeg sad og kiggede rundt på ånder og dæmoner der svævede rundt omkring i skoven. Der var ikke mange. 
Jeg kiggede på Sander, han så stadig bekymret ud. Jeg vidste han tænkte på sin Bedstemor. Jeg kiggede ned. Jeg håbede ikke vagterne havde gjort hende noget, ikke på grund af os. 
Jeg lukkede øjnene. Jeg var bekymret. Hvad skulle der ske med os? Det var som om der var noget der skulle ske, som om jeg havde en lang rejse foran mig. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde den fornemmelse, men jeg havde det som om, at jeg ikke kom hjem snart som jeg ellers overvejede og håbede jeg kunne. Der var noget der sagde mig at flugten og frygten først lige var begyndt, og jeg kunne ikke lide det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...