Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1877Visninger
AA

13. Kapitel 12

Jeg måtte væk. Jeg vidste at prinsen ikke var til at stole på og hvis de fandt ud af hvad jeg vidste, ville de enden forhekse mig igen eller smide mig i fængsel.
Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst og det løb mig koldt ned af ryggen da jeg så, at det var ved at blive lyst udenfor.
Alt jeg vidste ligenu var, at jeg skulle afsted og det skulle være hurtigst muligt. Jeg skyndte mig at skifte fra mit kolde nattøj til en lang rød kjole og en stor kappe. Jeg bandt et tørklæde om hovedet og tog sko på. Jeg kunne allerede hører folk på gangene og jeg vidste min tid var knap.
Jeg rodede mit skab igennem efter noget jeg kunne tage med, men det eneste jeg fandt var min mormors gamle lykkeamulet som jeg knugede ind til brystet, det jeg allerhelst ville var at se min familie igen, komme hjem til min far, mor og Vanya, se Daniel igen.. Jeg tog amuletten i lommen og tog så en dyb indånding.
Måske kunne jeg tage hjem.
En plan formede sig stille og roligt i mit hoved da jeg gik ud af værelset, men da jeg så mine tjenestepiger komme imod mig sank hjertet i livet på mig.

"Hvad skal de fru?" spurgte den største af tjenestepigerne mig. Jeg tog fat i krystallen og kiggede på dem igennem den anden verden. Deres ansigter var maskerede og den tunge dis hang omkring dem, de var forheksede og ikke til at stole på. Jeg smilede falskt.

"Jeg skal bare ud på morgen gåtur" svarede jeg sukkersødt.

"Men de vendter på dig til morgenmaden" svarede hun irriteret igen.

"Men jeg skal gå tur!" hvæsede jeg og gik forbi hende og hastigt ned af trapperne. Jeg kiggede rundt, stadig i den anden verden. Dæmonerne svævede rundt på hele slottet og en helt masse fulgte mig i en tyk tåge. Hvorfor fulgte de efter mig?
Jeg gik ned af trapperne og nåede helt ud på gårdspladsen uden andre blikke. Derfra gik jeg over til stalden. Jeg trak den hvide hest ud da stalddrengen viste sig. Jeg blev overrasket da jeg så ham. Han havde ingen hvid maske på sig, kun en dis omkring sig.

"Deres kommende højhed, prinsen vil ikke have du rider hestene, se hvad du gjorde sidst" han nikkede mod den hvide hest der stadigvæk havde nogen svage skræmmer. Det stak i mit hjerte ved tanken om hvad han havde gjort mod den smukke hest.

"Det er vigtigt stalddreng og jeg gør hvad der passer mig!" jeg kunne mærke stressen tage godt til i mig, jeg vidste tiden var knap. De to tjenestepiger var sikkert i spisesalen nu for at meddele at jeg gik en morgentur og prinsen ville straks fatte mistanke. Stalddrengen krøb sammen ved min skarpe tone og jeg kunne se frygten i hans øjne da han fortvivlet kiggede rundt. Hvad havde de gjort ved ham? Han var som et skræmt dyr.  
Jeg vidste det var farligt det jeg gjorde nu, men jeg kunne ikke efterlade ham her, ikke sådan, og måske ville han ikke straks hente hjælp, han havde jo ikke maske på, han var ikke forbandet, de havde brugt andre midler hvis han ikke adlød.
Jeg gik langsomt hen mod ham og da jeg gjorde vaklede han flere skridt tilbage. Jeg kiggede sigende på ham og han stoppede og lod mig komme helt hen til ham.

"Jeg skal væk herfra, skal du med?" hviskede jeg. Mit hjerte bankede hårdt og jeg mærkede tiden løbe som ild da han chokeret kiggede på mig.

"Hvorhen?" hviskede han, han virkede tvivlende, han havde nok overvejet at stikke af før.

"Kom nu!" hvæsede jeg og han nikkede. Jeg kunne se han var skræmt fra vid og sans. Jeg halvløb over til den hvide hest igen og smed hovedtøj på den. Den trippede forskrækket rundt over mine pludselige og hårde bevægelser men jeg tog fat i tøjlen og trak den ud af boksen. Stalddrengen havde taget en stor brun hest med et dødt blik i øjnene og puttet hovedtøj på den. Han skulle til at hente sadlen men jeg rystede på hovedet, vi havde allerede presset den nok.
Vi havde ingen tid før prinsen vidste hvad der foregik, måske vidste han det allerede.
Lynhurtigt hjalp stalddrengen mig op på den enorme hvide hest og hoppede selv op ved hjælp af en skammel. Jeg tog en dyb indånding, jeg måtte ikke virke stresset nu, det var nu det gjaldt.
Vi red ud på gårdspladsen og det vrimlede med folk. Jeg prøvede at forholde mig i ro men alle havde hvide, stivnede masker der dækkede deres ansigt med et kunstigt smil. Dæmonerne var overalt, men mest af alt cirklede de om mig. Jeg tog fat i krystallen og lukkede den anden verden ned.
Jeg måtte koncentrere mig lidt.
Side om side med stalddrengen red vi i skridt over gårdspladsen. Jeg havde mest af alt bare lyst til at få hesten til at løbe så hurtigt som muligt væk fra det her forfærdelige sted, jeg engang havde ønsket så meget kunne være mit hjem, men jeg skulle forholde mig i ro.
Vi nåede til porten og som jeg frygtede stoppede vagterne os, ligesom sidste gang jeg havde prøvet at ride ud.

"Ingen udgang!" sagde vagten og grinede.

"Vi skal ud og ride en morgentur" sagde jeg beordrende.

"Ingen udgang sagde jeg" svarede han bare. Mit mod sank og jeg tog en dyb indånding før jeg snakkede igen.

"Jeg er prinsessen og jeg skal ikke bestemmes over af en ynkelig vagt som dig" hvæsede jeg.

"Prinsen bliver ikke glad for det her!" fortsatte jeg og min stemme var heldigvis sikker uden det mindste tøven, det var mere end hvad jeg havde kunne håbe på. Men vagten grinede bare.

"Det er netop prinsens ordre jeg følger". Han begyndte at se lidt mistænksom ud og jeg kunne mærke hvordan mit håb sank og mit hjerte bankede hurtigere. Mine tanker kørte på højtryk for at finde en vej ud af det her, men jeg kunne ikke.
Pludselig hoppede stalddrengen af og løb smidigt over og nåede lige at undgå vagten der ville standse ham. Jeg kiggede på ham med store øjne da han åbnede lågen. Vagten var lige bag ham og jeg vidste han ville have fat i ham om få sekunder.
Jeg kiggede mod den åbne låge og skulle lige til at stikke af, redde mig selv, som jeg altid havde gjort, men kunne bare ikke. Jeg kunne ikke lade ham i stikken. Så i stedet klemte jeg til hesten og fik den til at ride mod vagten. Jeg blokkerede foran ham og stalddrengen nåede at løbe over til sin hest og svinge sig op med alle sine kræfter.
Vagten råbte og tog fat i mit ben. Jeg sparkede og hev men kunne ikke få ham til at give slip og nu kunne jeg hører andre vagter der løb imod os. Jeg panikkede og sparkede og hev i mit ben alt i mens han prøvede at hive mig af hesten.
Mit hjerte bankede og jeg kunne hører stalddrengen råbe efter mig da hans hest havde sat i galop ud af lågen. Jeg borrede mine hænder ind i manen på hesten sparkede en sidste gang med benet og fik så hesten frem i galop, jeg kunne mærke han holdt fast lidt endnu og jeg var lige ved at falde af, men jeg kæmpede for at klamre mig fast med alle mine kræfter og til sidst slap vagten. Jeg kunne skrige af glæde da min hest galopperede i al kraft ud af lågen og satte efter stalddrengen og den brune hest.
Vi indhentede dem hurtigt og vi galopperede side om side, jeg smilede til ham, selvfølgelig uden at kigge ham i øjnene, og skulle lige til at råbe i lykke da jeg så hans forfærdede ansigtsudtryk og så hørte jeg det også.
hove der dundrede mod jorden tæt bag os. Vagterne var efter os.
Jeg sank en klump og lænede mig frem på hesten. Jeg kunne mærke dens varme ryg bevæge sig under mine ben og hvordan den pustede hver gang den tog et galopspring. Min store røde kjole flagrede til alle sider omkring mig og det tørklæde jeg havde taget over håret var røget af så mit lange hår blafrede i vinden.
Jeg klemte blidt til hesten og hviskede opmuntrende ord til den.
Vi kunne ikke blive fanget, ikke nu. Jeg turde ikke forestille mig, hvad der ville ske med os, hvis vi blev taget tilbage til slottet efter vores flugtforsøg.
Jeg kastede et blik over skulderen og så til min skræk at blot få meter bag os var der 7 vagter med vrede blikke. Jeg kunne mærke hvordan mit overlevelsesinstinkt tog til og jeg klemte til hesten så den red hurtigere. Vi red på en sti omringet af marker fuldt med slottets afgrøder. Jeg drejede skarpt hesten og red ind over marken i fuld fart. Jeg kiggede over skulderen og så at stalddrengen var lige bag mig. Vagterne red lidt for langt og måtte vende hestene for at sætte efter os igen. Jeg kiggede frem og gispede. Fra højre side på marken kom der to vagter mere. Jeg drejede hesten mod venstre og gav slip på tøjlen så den løb alt hvad den kunne udover de uendelige marker.
Så kiggede jeg tilbage og så at stalddrengen var efter mig. Der var tre vagter der var få meter bag os og resten var også tæt. Jeg fangede den nærmeste vagts blik og stirrede hårdt ind i hans øjne. Han kiggede straks væk og var ved at få overbalance, så han tog hårdt i hestens tøjle så den stoppede brat og stejlede.
Jeg kiggede frem igen og så skuffet at markerne bare fortsatte. Hestene kunne ikke løbe for evigt. Stalddrengen der lå lige bag mig pegede skråt til højre, for mig lignede det bare der var marker den vej, men han måtte kende området bedre. Jeg drejede skarpt den vej han pegede og han satte efter, tæt efterfulgt af vagterne.
Vi kunne ikke blive fanget, jeg måtte vinde, ligesom jeg altid vandt over Matthias.. Matthias, det stak i mit hjerte.
Jeg huskede alle de gange vi havde lavet kapløb, jeg vandt hver gang og ligesom jeg altid vandt dengang det hele var sjov og leg, ville jeg vinde nu.
Jeg lænede mig frem så jeg næsten lå ned over halsen, tog et godt tag i hestens manke og trak vejret dybt flere gange. Jeg kunne se på hestens øre den lyttede til mig.

"Kom så, kom så, det gælder vores liv, du får det meget bedre, det lover jeg" hviskede jeg med en ophidsende stemme så hesten satte farten yderligere op, selvom jeg ikke troede det var muligt at løbe så hurtigt, selv for en hest. Stalddrengen lænede sig frem som mig og lod hesten efterfølge sin vens hurtige fart. Jeg kastede igen et blik over skulderen og så at vagterne var sakket lidt bagud og nu forstod jeg også hvorfor stalddrengen ville denne vej. Forude så jeg en skov komme til syne.
Jeg mærkede det første stik af håb. Måske ville vi klarer det. Men det varede ikke længe, min hest kastede sig pludselig fra side til side og slog med hovedet, det gjorde også at tempoet blev langsommere og vagterne kom igen tættere på. Hvad var den bange for?
Den løb lynhurtigt frem men kastede sig så igen til side og nu kunne jeg nærmest mærke vagterne og deres heste ånde os i nakken. Jeg klemte til den men den slog med hovedet. Dens øjne kørte rundt som om den kiggede på noget i luften. Pludselig gik det op for mig. Jeg knugede den røde krystal og så en kæmpestor sværm af dæmoner der sværmede omkring os, på resten af marken var der kun et par få der fløj forvirret rundt, men rundt om mig var der helt tåget af dem.
Hesten måtte kunne se dem. Jeg kunne mærke panikken stige i mig da hesten igen kastede sig til side og snublede, jeg tabte vejret men den landede på benene og fortsatte det hurtige løb igen. Men nu kunne jeg se vagterne næsten komme op på siden af os. Staldknægten havde overhalet og råbte til mig jeg skulle skynde mig.
Hvorfor fulgte dæmonerne efter os? Men det var ikke efter os, det var efter mig. Alle med blik på det samme. Halskæden. Jeg gøs og rev med en vred bevægelse halskæden af og smed den på jorden. Mit blik i den anden verden forsvandt, men hesten var ikke nervøs længere og slog ikke med hovedet så jeg vidste det havde virket.
Jeg drev den frem igen men nu var vi tæt efterfulgt af vagterne der næsten var oppe på siden af os.
Staldknægten var lidt foran og jeg kunne se han hele tiden kiggede nervøst bagud.

"Pas på!" råbte han pludselig og jeg så et sværd ryge lige forbi mit hoved, jeg gispede og prøvede at fange nogen af vagternes blik, men alle kiggede de bare ned.
Jeg kiggede frem og så at skoven var tæt. Vi kunne ikke ride i den her fart gennem alle træerne. Men hvis jeg sænkede farten ville de have mig, så jeg fortsatte i samme tempo. Lidt forud kunne jeg se stalddrengen forsvinde ind i skoven og lod min hest løbe alt hvad den kunne for at indhente den samme vej igennem skoven. Jeg hørte vagterne råbe noget til hinanden bagved og hørte hestene korte deres skridt lidt for ikke at det skulle gå galt inde i skoven.
Jeg klemte bare til min hest, lukkede øjnene og lod den springe ind imellem træerne.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...