Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2017
  • Opdateret: 25 jan. 2018
  • Status: Igang
Blair er en forkælet og selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm, da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

15Likes
8Kommentarer
1876Visninger
AA

12. Kapitel 11

Jeg løb. Han var efter mig, så jeg løb så hurtigt mine ben kunne bærer mig. Der var mørkt, jeg vidste ikke hvor jeg var, alt jeg vidste var at jeg var skrækslagen. Der var ikke en lyd andet end mine fodtrin mod de knasende blade på jorden. Jeg følte jeg løb i evigheder og jeg kunne mærke frygten pumpe igennem min krop. Jeg kom til en skov, skoven ved slottet, og spurtede ind mellem træerne, men pludselig som jeg kiggede ned så jeg at det ikke var jord jeg løb på. I stedet lå der tusindvis af døde mennesker, mennesker med hvide masker.
En hånd greb pludselig ud efter mig og trak mig ned, jeg ville skrige, men kunne ikke. I stedet faldt jeg bare ned i dybet. Jeg glemte hvad jeg var bange for, glemte alt og i stedet smilede jeg bare sammen med de maskerede mennesker. Vi havde det godt her og hvad var det for en vidunderlig duft? Det måtte være roser.

 

Jeg vågnede med et sæt. Jeg var omtåget og forvirret, hvorfor blev jeg ved med at have disse underlige mareridt? Hvad var der galt med mig? Jeg kunne mærke mit hjerte ræse afsted i mit bryst og sveden klistrede til min pande. Jeg var stadig bange, men jeg vidste ikke for hvad, jeg forstod ikke mine mareridt.
Jeg rejste mig fra sengen for at berolige mig selv lidt. Det var stadigvæk nat, mørket lå tykt og klaustrofobisk udenfor vinduet.
Jeg gik frem og tilbage i værelset, men der var intet der kunne berolige mig, så i stedet dumpede jeg ned på stolen ved det lille, smukke bord i mørkt træ der var på værelset.
Jeg kunne mærke den røde krystal var varm mod mit kraveben og jeg tog den op i hånden og kiggede på den. Så knugede jeg den i min hånd og lukkede øjnene. Da jeg åbnede dem igen var de små væsener synlige for mit blik igen. De fløj forvirrede rundt i rummet med deres skræmmende ansigter og hvæsede af hinanden. Hvordan var jeg egentlig endt i min seng siden i går hvor jeg havde.. forhekset den svage mand. Nej ikke forhekset, reddet ham. Jeg huskede langsomt hvad der var sket.
Jeg besvimede i går, lige efter jeg havde set hans ansigt blive.. hvidt. Ligesom i drømmen. Nogen måtte have båret mig herop. Jeg kiggede ned af mig selv. Og skiftet mit tøj.
Jeg kiggede op igen og så de små væsener samle sig sammen omkring mig.

"Hvad er i for nogen?" spurgte jeg, men regnede ikke med noget svar. Væsnerne forsvandt igen fra mig og svømmede videre forvirrede og hvæsende rundt. De gjorde mig utilpasse så jeg holdt igen om krystallen og lukkede øjnene så væsnerne forsvandt. Jeg vidste godt de var her alligevel, men det var bedre ikke at se dem.
Jeg rejste mig igen og gik frem og tilbage, men jeg blev bare mere og mere frustreret. Og bare tanken om væsnernes tilstedeværelse gjorde mig ubehageligt til mode.
Jeg besluttede, at det var bedst hvis jeg kom lidt ud fra værelset. Jeg tænkte på om jeg skulle skifte fra den vidunderlige natkjole jeg havde på, men besluttede at det ikke gjorde noget, ingen var alligevel oppe nu.
Jeg åbnede stille døren ud til gangen og listede ud. Der var helt stille og mine skridt gav næsten genlyd i de enorme sale og gange.
Jeg gik på opdagelse og kom steder hen jeg ikke engang havde været før, der var så smukt her på slottet. Det var sådan et sted jeg vidste jeg hørte til. Jeg knugede igen krystallen for at se hvor mange væsner der var her, men det gjorde mig ikke bedre til mode da jeg så der var lige så propfyldt med dem her.
Var de over det hele? Havde jeg altid levet i dem uden at vide de eksisterede?
Men de gjorde jo heller ikke noget ondt, det var bare deres ansigter og den måde de hvæsede jeg ikke brød mig om, de var jo gode, det var dem der kurerede forbryderne.
Pludselig hørte jeg skridt og stivnede. Ingen måtte se mig her, jeg vidste ikke engang, hvor jeg var og det ville være meget tvilvsomt, at prinsessen rendte rundt i natbeklædning midt om natten.
Jeg kiggede mig panisk omkring på den lange gang efter et gemmested, der var ingen møbler jeg kunne gemme mig bagved, alt der var var det lange bodorøde gulvtæppe der fortsatte ned af gangen så langt øjet rakte og en statue.
Fodtrinene kom nærmere og nu kunne jeg også hører stemmer. Jeg listede om bag statuen og hold vejret.

"Jeg har styr på hende fader" ´. Det var prins Frederik. Ville min mand betvivle mig hvis han så mig her? Jeg besluttede ikke at tage chancen.

"Det skal du også have! Hun er stærk, hun mestre allerede dæmonerne, tænk på hvad vi kan opnå" sagde kongen til svar. Var det mig de snakkede om?
Jeg kunne hører fodtrinene stoppe op nogle meter fra mig.

"Vi skal have bugt med Trajanerne og det kan hun hjælpe med. Og selvom bønderne og middelklasserne klager over de nye forhold, så lukker vi bare munden på dem". Frederik lød ikke som sig selv. Han lød selvtilfreds og forvrænget, han lød ond. Jeg vidste godt hvem Trajanerne var.
Det var de rejsende. Dem som rejste hele dagen og bad om husly hos andre om natten, dem som efter sigende skulle kunne magi, de var et slags naturfolk.
Det var også dem der ejede alle boderne på markedet. De rejste rundt og købte varer og vendte så tilbage til byen for at sælge. Hvis der ikke var dem, var der kun de kedelige grå købmænd der kom fra kongeriget. Danielle, horen der hjemmefra, hendes far var Trajaner.
Jeg huskede pludselig hvad Danielle havde sagt dengang, der føltes som flere år siden, til teselvskabet:

"Du skal passe på... Jeg kender prinsen som ingen anden. Min mor... min mor var kongens yndlings elsker og det er ikke som du tror"

Jeg sank en klump. Hendes mor var ikke på slottet. Jeg havde set samtlige af kongens elskerinder og hun var der ikke. Men hvor var hun så?
Danielle havde advaret om prinsen, men hun havde bare været misundelig.. ikke? Det var som om nogen inden i mig kæmpede imod mig selv, som om følelserne fra mareridtene langsomt kom tilbage. Men mine tanker blev afbrudt da kongen igen snakkede.

"Bare pas på. Du ved ikke hvordan hun er uden din indvirkning, det kan være hun slet ikke er enig, hendes far er præst og trods hendes flabethed og forfærdelige person vil hun nok alligevel altid støtte sin familie og det er der det bliver farligt." sagde kongen.
Det var helt sikkert mig de snakkede om. Pludselig åbnede en dør og jeg kunne hører deres fodtrin forsvinde ind i rummet. Jeg pustede lettet ud og løb med hamrende hjerte ud på gangen og op af uendelige trapper til jeg nåede mit værelse.

 

***

 

Der var ikke mange ting jeg var sikker på, men der var også nogen jeg var: 
1. Der var noget, og ikke en lille ting prinsen og kongen holdt skjult for mig.
2. Den ting var noget der ikke var godt for min far og Trajanerne.
3. Der var en stor del af mig der stolede 100% på prinsen alligevel.

Jeg var splittet og forvirret da jeg endelig var ved mit værelse igen. Jeg tog om krystallen og væsnerne dukkede straks op da jeg åbnede øjnene. Kongen havde kaldt dem dæmoner, det var også det de mindede om mest.
Hvad var det der skete?
Jeg havde så meget lyst til bare at glemme det og stole på prinsen og kongen, falde tilbage i min rolle som gudesmuk prinsesse, forelsket i den smukke og stærke prins, sammen kunne vi stoppe alle forbrydere. Det ville være ligesom i drømmen, synke ned i det uvidende behagelige dyb.
Men jeg kunne ikke, for noget i mig skreg for at blive hørt og jeg kunne ikke ignorere det. Det var der mareridtene kom fra, det var den del af mig der ikke stolede på resten af mig.
Jeg kiggede op igen på de mange små dæmoner der med onde udtryk kredsede om mig. Men pludselig var der noget andet. Et lille gyldent væsen kom flyvende og da det kom hvæsede dæmonerne endnu højere. De bed og jagtede den lille skikkelse, der med lynets hast fløj imod mig.
Jeg kiggede forundret på den. Den var smuk, små tusind fangarme stak ud fra den lille skinnende krop. Jeg måtte beskytte den for de mange dæmoner der næsten fik fat med de skarpe tænder. Jeg tog i krystalhalskæden og beordrede dem væk med en tavs stemme.
De lyttede ikke og jeg måtte bruge alle mine kræfter og knuge hårdt om halskæden før de lyttede. De stoppede og stod alle stille der hvor de var, stadig hvæsende.
Jeg rettede min opmærksomhed mod det lille lysende væsen, men måtte stadig koncentrere mig i mit baghoved om dæmonerne, så de stadig adlød.
Skikkelsen stoppede op lige foran mit ansigt og jeg fór tilbage da den strakte en fangarm ud mod mig. Den fulgte bare med og lod den skinnende arm rører min pande.
Mit syn forsvandt ved dens berøring og jeg skulle lige til at lade dæmonerne redde mig da et billede dukkede op for mit syn i stedet.
Det var af mit værelse, fuld af dæmoner der hvæsende stod og kiggede på noget med deres forvrængede ansigter. Det de kiggede på var en pige. Hun var smuk, eller det troede jeg da, for alt man kunne se var en hvid maske der dækkede hendes ansigt og en dis der hang omkring hende. Gennem masken var en flænge skråt over og lige ved hendes pande sad et lille skinnende væsen. Jeg gispede. Det var mig. Det var mig der havde masken på. Men jeg var jo ikke forbryder. Den lille ånd trak sin fangarm til sig og jeg sad i chok og kiggede på den.
Det var der det gik op for mig, prinsen og kongen havde løjet, de hvide masker var ikke en redning fra folks egne onde tanker og handlinger, det var en forbandelse.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...