Imperfect ❅ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Igang
"Jeg skal nok få dig til at tænke anderledes omkring juletiden og kærligheden dertil."

En historie baseret på to vidt forskelige mennesker og deres fortælling på julen og fortolkning. En julehistorie fyldt med drama med et twist af humor, julemirakler, samt lidt ulykker med på vejen og ikke mindst massere af kærlighed.

Deltager i "Skriv en julehistorie" med valgmulighederne 1 og 4.

12Likes
12Kommentarer
1892Visninger
AA

3. Ⓚ - "Skal jeg være ærlig?"

9. december

Bonus kapitel

Lad mig overbevise dig i løbet af måneden, at julen er absolut fantastisk, og så kan du enten forsætte med at tænke så skidt om julen eller andre din synsvinkel på den.”

Lige siden de ord forlod hans mund, havde jeg haft de ord kørende inde i hovedet. Til tider drev det mig til vanvid - Harry ville nok finde ud af, hvorfor jeg havde bragt sådan et stort had til julen, og hvorfor jeg ikke var ligesom alle andre, der elskede og forgudede julen.

”Kaya, hvad gik der af dig den anden dag?” spurgte min veninde mig om, Janelle. Jeg skænkede hende et blik og løftede svagt brynet op. ”Hvad mener du?” gav jeg igen. Jeg lod som om, at jeg ikke vidste noget om det – at jeg direkte spillede uskyldig.

”Drop dit latterlige skuespil. Du var i gang med at slås med Janelle i for et par dage siden, for at score en eller anden krølletop,” konfronterede hun mig med. Jeg sank kort en klump ned, og følte mig derefter kort afsløret. ”Nej da? Xenya gik over min grænse og jeg måtte komme af med min aggression,” løj jeg, og kløede mig lidt på armen. Jeg håbede nu bare, at hun ville hoppe i fælden, for derefter at smide tanken væk og lade samtalen være.

”Der er noget galt med dig, Kaya,” lo hun, en anelse provokerende. Jeg kunne mærke, hvordan min krop begyndte at boble indeni, og jeg måtte beherske mig en smule for ikke at komme med én af mine udbrud. ”I er problemet, I har sørget for at gøre mit liv til en fiasko,” skældte jeg. Hun stod helt forbavset og kiggede på mig med store øjne, men der var en gnist af vrede i dem.

”Hvor vover du?!” hun hævede stemmen, idet hun også hævede armen. Hendes løsning var altid vold, og jeg respekterede hende aldrig. ”Hvor vover du, til at gøre mit liv til det rene helvede? Siden jeg kom hertil du ikke andet end at true mig, slå mig, og Gud, hvor jeg tit havde lyst til at melde dig til politiet for vold – du er ikke engang en særlig sød person. Du er skabt direkte fra djævlen!” skreg jeg næsten. Min krop boblede og mit hjerte hamrede hårdt mod brystet.

Jeg havde en lille frygt om, at hun ville slå mig – jeg mente, det var jo hendes speciale at benytte vold mod os andre.

”Søde skat, tænk lige over, at i flere år har du boet her, og jeg har sørget for dig og Janelle, så du vover lige at fyre sådan en omgang lort af sted. Ellers kan du pakke dine ting og skride lang borte herfra,” skældte hun og pegede hen mod døren. Jeg lukkede min mund i, da det var det sidste jeg ønskede – specielt i frostgraderne.

”Så knyt sylten, og stop med at beklage dig,” vrissede Janelle og sendte mig dræberblikket. Jeg sank kort en klump ned og nikkede kort med hovedet.

”Javel javel.”  

 

❅ ❅ ❅

 

Stemningen mellem Xenya og jeg var yderst akavet, og ingen af os havde sagt et ord til hinanden siden skænderiet som opstod for et par dage siden.

Vi sad overfor hinanden i den lokale café, og var fuldkommen tavse. De andre kunder formodede at larme mere end os. Både Xenya og jeg var for stædige til at undskylde eller føre en samtale efter et skænderi. Jeg stirrede ned i mit krus med varm kakao, inden jeg sukkede.

Stilheden var ulidelig og jeg måtte være den modne og starte. ”Jeg undskylder,” startede jeg ud med. ”På vegne af min opførsel, så undskylder jeg for det som skete,” mumlede jeg, og rettede derefter blikket op mod hende.

Hun lignede ikke en, som lyttede til min undskyldning. ”Øh jaja, undskyldningen er vel godtaget,” sagde hun. Jeg kunne skrige over hendes latterlige attitude, hun lød ærlig talt som en person, som var røv hamrende ligeglad.

”Du ligner seriøst en person, som er røv hamrende ligeglad med min undskyldning,” sukkede jeg og klemte kort mine øjne sammen. ”Skal jeg være ærlig? Jeg er sgu også ligeglad med din undskyldning, fordi jeg ved alligevel, at sådan en egoistisk person du er, så kan du sagtens finde på det igen,” lød hendes argument på.

Jeg skød mit bryn op i vejret over hendes kommentar og følte mig mundlam. Men på den anden side, så havde jeg set den komme. Xenya var den type pige, som alle kunne være sure over.

”Du er simpelthen for meget, Xenya, og jeg er ved at brække mig over det,” sagde jeg. ”For resten Janelle sagde til mig tidligere i dag, at du skal pakke dine ting og smutte, da din opførsel er uacceptabel,” min kommentar fik hende til at måbe og hendes ansigtsudtryk beskrev en del panik.

Min plan var i top, og jeg håbede inderligt, at hun ville hoppe på den.

”Hvad?” udbrød hun. ”Hvorfor? Ved du hvorfor?” spurgte hun mig, med sine øjne formede som store tekopper. Jeg nikkede kort og lænede mig tilbage i stolen. ”Ja,” svarede jeg kort.

”Er du sød at fortælle mig det?” stillede hun mig. Jeg løftede brynet over hendes ivrighed over at blive bombarderet med løgne. ”Sig mig, du var røv ligeglad før?” lød det undrede fra mig, inden jeg kløede mig kort på låret. ”Ikke ved det her!”

Hendes handling fik mig til at sukke kort og derefter tysse lidt på hende. ”Din opførsel for at sige det mildt, hun fortalte mig, at den var uacceptabel, og derved havde du kun i dag til at pakke dine ting og skride væk herfra ellers ville hun brænde dine ting,” forklarede jeg hende.

Jeg nød at stirre på hendes mundlamme ansigt og paniske øjne, som stirrede fra mig og til hendes kop. ”Du lyver,” mumlede hun lavt. ”Du fucking lyver!” råbte hun næsten. ”Jeg lyver ikke, så dæmp dig ellers smider de dig også ud her,” sukkede jeg.

Og med de ord, havde jeg valgt at efterlade hende med flere spørgsmål i baghovedet. Jeg ville ikke benytte tiden på hende, hun var desuden heller ikke dét værd.

Med hastige skidt, stirrede jeg rundt med mine øjne. Travle mennesker, som traskede frem og tilbage og var med til at gøre trafikken endnu mere kaotisk. Sådan var mit liv også: fyldt med kaos.

Mine hænder var i mine lommer, som jakken havde. Jeg nød at betragte på de travle mennesker, som kunne sende en de sygeste dræberblik, fordi man enten stod i vejen eller fordi man blev opdaget i, at glo på de andre mennesker.

Ufatteligt, så var julen ikke engang startet og jeg hadede den allerede igen. Alle sammen var ufattelige og komplet umulige og for ikke at nævne stride, da de valgte at smide mig ud – direkte sparke mig ud, så nu var jeg teoretisk set hjemløs.

Hvordan ville jeg overhovedet finde en lejlighed på sådan et kort varsel?

Kulden var langsomt ved at dræbe mig indefra, mens mine ben stoppede mig aldrig i at bevæge sig. Det resulterede også i, at jeg ramte en person, og vi var begge stødt ind i hinanden og havde derved heller ikke meget afstand mere.

Jeg gik kort i panik. ”Det må du virkelig undskylde!” undskyldte jeg, og rettede blikket hen mod personen. Jeg løftede svagt brynet, da jeg genkendte vedkommende straks. De grønne øjne og små krøller var genkendelige. ”Harry?”

Skrevet: 1225 ord

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...