Bang Bang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2017
  • Opdateret: 4 dec. 2017
  • Status: Færdig
Da en notifikation fra Instagram popper op på Emily Thomsens mobil i historietimen, begynder hendes værste mareridtet. Mareridtet om, at hendes ekskæreste har lagt et halvnøgent billede op af hende, så hele verdenen kan se det. Hvor end Emily går hen på Oak Grove High School, hvisker folk om hende og håbet om, at det hele er glemt indenfor en uge, mistes hurtigt. For når et billede først er kommet op på de sociale medier, kommer det næppe ned igen.

22Likes
17Kommentarer
1275Visninger
AA

4. Part 3

Part 3: "Reality"

Den 11. november

Emily Thomsen, 17 år gammel. Dødsårsag: For meget smerte i hjertet.

08:23. Min far ville komme om syv minutter.

Og om små 13 minutter, ville jeg sikkert sidde placeret over for mine forældre, der ville have det bekymrende blik i øjnene. De ville kigge på mig som om, at jeg var et ødelagt objekt, der ikke kunne reddes. For ikke at nævne, at de sikkert ville have mig sendt til en psykolog.

For at være bund ærlig: Jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Ventede der mig overhovedet noget? Jeg var sluppet let og elegant fra mine forældre i går aftes, da de allerede var faldet i søvn. Og da jeg var nået op på mit værelse, brød jeg klynkende sammen i mine puder. Men da vågnede i morges, følte jeg mig en smule mere rolig. Bare i kort øjeblik, hvor jeg glemte det hele. Jeg følte mig lettet. Indtil at jeg selvfølgelig huskede, hvad der var hændt. Det var som om, at din hjerne snød dig og lod dig tro, at alt var ved det gode. Indtil den mindede dig om alt det dårlige i verdenen. Alt det dårlige, der var sket.

Jeg følte mig ikke ked af det. Jeg følte mig ikke glad. Jeg følte mig kun tom og drænet for energi. Jeg var træt af at overtænke hver eneste tanke og af at græde. Det var en underlig følelse, der hverken kunne beskrives eller forstås. Medmindre man selv sad med samme følelse.

08:27. 3 minutter til.

Jeg ved ikke, hvem der havde indført reglen om, at vi altid stod op halv ni om weekenden, men det var blevet en regelmæssig rutine. Men af alle dage i dag ønskede jeg, at vi ikke gjorde. At de bare kunne lade mig sove længe. At det bare kunne lade mig ligge i sengen hele dagen.

Mine fingre rakte ud efter min mobil og få sekunder efter fik jeg den låst op. Jeg sukkede af flere notifikationer fra Instagram. Det hele var begyndt at blive til mere, end jeg kunne leve med. Mine øjne fulgte i takt med, at jeg scrollede igennem mit Instagram feed. Jeg ignorerede det lille hjerte, hvor der stod 159 ved nede i bunden af skærmen. Det var enten flere kommentarer eller flere likes til mit billede, som jeg fortrød inderligt.

Jeg ønskede bare, at verdenen ville stoppe for at par sekunder og bagefter spole tiden tilbage til i sommers. Til i sommers, hvor jeg stod med Isaac nede ved badebroen. Jeg ville have sagt til ham, at han ikke behøvede at tage et billede af mig. Men lige meget hvor meget, at jeg ønskede det, var realiteten altid lige rundt om hjørnet.

Og den bankede på døren 08:30.

Jeg lukkede mine øjne i af benægtelse, men hørte alligevel døren knirke langsomt op. ”Emily?” sagde min far beroligende. Jeg elskede at vågne op til hans stemme - men ikke i dag.

”Jeg er vågen,” svarede jeg tilbage og åbnede min øjne, hvorefter jeg sendte ham et lille smil.

”Morgenmad om 5 minutter,” annoncerede han og forsvandt ud af døren.

Jeg kunne ikke længere skjule mig. Jeg gav mig hjerte til den forkerte person, og alle endte med at grine af det. Og det var mig, der skulle betale prisen for det.

Mine føder ramte gulvet og i kort øjeblik troede jeg, at jeg kunne overkomme dette. Fortælle mine forældre, at det var en dum fejl, og jeg havde lært af det hele. At jeg var okay og at jeg ville komme videre. Det varede kun i kort øjeblik.

Jeg trak i et par jeans og en graphic t-shirt: basic outfit for Emily Thomsen.

Skridtene ned af trappen var langsomme og tomme. Jeg fornemmede, at jeg ville falde om få sekunder, hvis jeg ikke holdt fast.

Og du tænker sikkert. Emily, tag dig nu for pokker sammen og lad vær med at være så svag. Livet går videre. Du havde formentlig ret, hvis du tænkte sådan. Jeg gjorde det endda selv. Men alligevel kunne jeg ikke selv tro på det.

Jeg bemærkede straks mine forældres blik på mig. De vidste besked. Uden tvivl. Der var noget i deres øjne, som ikke helt kunne beskrives nøjagtigt. Der var noget skuffelse, men alligevel sørgmodighed og ømhed.

Langsomt trak jeg min stol ud ved morgenbordet. Samtidig gik det op for mig, at ingen af mine søskende var til stede. ”Hvor er Jacob og Eva henne?” spurgte jeg mistroisk om og hældte et glas vand op til mig selv.

”De er henne hos Bedstemor,” sagde min mor hurtigt. Det forklarede alligevel ikke helt mit spørgsmål, men jeg nikkede godkendende. Mit næste spørgsmål ville have været, hvorfor er de det? Men min far kom mig i forkøbet.

”Vi ville gerne snakke med dig alene, Emily,” sagde han og kiggede ned i sin tallerken. Han kunne næsten ikke selv bære at snakke med mig om det. Hans lille ballerina danser - nu offentliggjort på Instagram til verdenens øjne. ”Vi er bekymret for dig.”

Jeg rullede lidt med øjnene. ”Mor. Far. Jeg er okay,” overbeviste jeg dem om. ”Jeg ved godt, at jeg måske har været fraværende de sidste par dage-”

”Fraværende?” afbrød min mor mig. ”Du har misset to afleveringer, du tager til fest og sniger dig ind om aftenen. Du snakker ikke engang til dine søskende. Men værst af alt. Billedet på Instagram? Tror du ikke, at vi ville se det?”

”Du kender ikke hele historien,” sagde jeg bestemt med blikket ned i bordet. ”Du kender ikke hele historien,” mumlede jeg igen. Jeg stirrede på en lille plet, der var på den ellers hvide dug. Min far prøvede at lægge sin hånd oven på min, men jeg trak den hurtigt til mig og foldede mine hænder sammen.

Min far sukkede. ”Emily, du bliver nødt til at snakke med os. Lukke os ind,” sagde han nærmest opgivende.

”Hvad vil du vide, far?” sagde jeg tvært og kiggede op på ham med en tåre trillende ned af kinden. ”At en dreng smed det billede op på Instagram? At en dreng i går prøvede på at kysse mig og sikkert mere, hvis jeg ikke havde sagt stop? Hvad hvis han ikke havde stoppet? At det hele nok skal blive okay igen?” Jeg råbte næsten af mine forældre. Noget, jeg aldrig havde gjort førhen.

Både min far og mor sad målløs. De anede ikke, hvad der foregik i mit liv og de ville heller aldrig kunne forstå det. De ville ønske at hjælpe mig, men sandheden var, at det kun var mig selv, der kunne hjælpe. Hvis jeg ønskede at glemme det hele, kunne jeg sikkert fortrænge det. Men en del af mig ønskede ikke at glemme. Den ønskede bare at komme videre fra det hele.

”Hvem gjorde det her imod dig, Emily?” spurgte min mor om - yderst bekymret.

Jeg sukkede. ”Det er lige meget, mor. Der skete mig ikke noget,” sagde jeg og rejste mig fra bordet. Jeg smuttede ovenpå igen for at være alene. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig og på et eller andet punkt, så hadede jeg mig selv for det.

Jeg satte mig tungt på sengen og tog min iPhone frem, hvorefter jeg hoppede ind på Instagram. Jeg vidste, at hvis jeg ville lægge det her bag mig, var der kun en ting, som jeg kunne gøre. Fortælle sandheden.

Langsomt og tøvende trykkede jeg på live-funktionen på Instagram og derefter sendte jeg live. Jeg satte mobilen foran mit hoved og tog en dyb indånding. Der var allerede 7, der så med.

”Okay. Hej. Jeg er Emily Thomsen. De fleste af jer kender mig sikkert ikke. Måske nogle af jer går på samme skole med mig. Måske har I set mig i byen. Eller måske har I set billedet, der blev delt rundt af mig. Og billedet som jeg selv lagde op på min Instagram,” startede jeg ud og forsatte efterfølgende: ”Jeg kunne have gemt mig, da billedet blev offentliggjort af mig. Gemt mig på mit værelse og prøve at fortrænge, at det overhovedet skete,” forklarede jeg og sukkede kort.

”Men det gjorde jeg ikke. Jeg smed selv billedet op. For hvad er forskellen på, at I sender det rundt bag min ryg, eller at det ligger offentligt på min Instagram profil?” spurgte jeg retorisk om. Der poppede flere velkendte navne op, som så på min lille live-stream. Seertallet var pludselig på 134, og jeg mærkede en lille klump i halsen.

”At jeg efterfølgende er blevet kaldt alle mulige synonymer for prostitueret, det må jeg vel så tage med mig. Måske synes I, at jeg er opmærksomhedskrævende og skide irriterende at høre på. Men hvad hvis det havde været dig, det var gået ud over? Hvad ville du have gjort? Jeg ved godt, at jeg muligvis ikke gjorde det rigtige. Måske gjorde det endda værre. Men ærligt? Jeg fortryder ikke noget af det. Fordi… jeg forstår nutidens samfund nu,” sagde jeg sukkende.

Jeg fugtede mine læber lidt. ”Vi lever alle sammen på vores mobiler og lige så snart, der er drama om andre, så springer vi til og griner med på sidelinjen. Jeg gjorde det selv. Indtil at det var mig selv, der stod i søgelyset. Hvad jeg egentlig prøver at sige er vel, at de sociale medier… Instagram, Facebook og Snapchat. Det hele går ud på at være perfekt. Fremstå perfekt. Og da jeg pludselig ikke fremstod perfekt, blev jeg udstillet for hele samfundet. Blev gjort til grin,” forklarede jeg. Seertallet havde steget igen: 569. ”Og de seneste par dage? De har været et helvede for mig. Men det ved I selvfølgelig ikke noget om. Ikke før nu. Vores handlinger påvirker andre, selvom vi ikke ved det. Og når dørene bliver lukket, ved vi ikke, om vi sårede nogle i processen. Måske var du en af dem, der videresendte billedet af mig. Eller grinede af mig. Eller kaldte mig for en luder. Eller måske gjorde du slet intet. Og i det øjeblik, hvor du gjorde en af de ting, så sårede du mig dybt. Selvom du ikke anede det.”

En lille pause blev holdt, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde tømt mit hjerte. Men alligevel mærkede jeg en pumpende vrede inden i mig. Min hånd rystede af holde mobilen i så lang tid og jeg støttede den derfor med min anden hånd. Jeg læste nogle af kommentarerne igennem fra live-streamen og sukkede igen. Men da jeg faldt over en bestemt kommentar, smilede jeg lidt.

”You do you. Den kommentar fik jeg på mit Instagram billede. Og det var den kommentar, der fik mig til at gå videre for et kort lille stykke tid. Vi har alle så travle med, hvordan vi skal være og hvordan man skal opføre sig, at vi måske egentlig glemmer, hvem vi virkelig er. Instagram er med til at skabe denne platform. Og måske er der ikke så meget, vi kan gøre. Udover at stå på sidelinjen. Eller bruge den stemme, som vi har fået givet. Og selvom det her er et lidt mislykket forsøg på at bruge min stemme, så har jeg kun én ting at sige til alle jer, der videresendte mit billede, alle der grinede af mig, alle der kaldte mig de grimmeste skældsord… Jeg ved godt, det er sygt cheasy, men what doesn’t kill you, makes you stronger.” Og med de ord sluttede jeg min live-stream med en god følelse i maven.

Jeg slukkede for min mobil og hoppede ned af sengen for at gå nedenunder igen. Alt det dårlige var blevet skubbet ud af verdenen for en stund. Jeg hørte Jacobs og Evas stemmer nedenunder, hvilket fik mig til at rende hurtigt ned af trappen.

”Hey, rollinger,” sagde jeg med et smil og gav dem et kram, da de kom løbende fra gangen af. Min mor og far stod bag dem og smilede til mig som om, at intet nogensinde var hændt. Og jeg smilede tilbage som om, at intet nogensinde var hændt.

Der stod 1-1 mellem Instagram og jeg. Men alligevel følte jeg, at jeg havde vundet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...