Bang Bang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2017
  • Opdateret: 4 dec. 2017
  • Status: Færdig
Da en notifikation fra Instagram popper op på Emily Thomsens mobil i historietimen, begynder hendes værste mareridtet. Mareridtet om, at hendes ekskæreste har lagt et halvnøgent billede op af hende, så hele verdenen kan se det. Hvor end Emily går hen på Oak Grove High School, hvisker folk om hende og håbet om, at det hele er glemt indenfor en uge, mistes hurtigt. For når et billede først er kommet op på de sociale medier, kommer det næppe ned igen.

22Likes
17Kommentarer
1272Visninger
AA

3. Part 2

Part 2: ”My Honesty"

Den 7. november 2017

At tro på muligheden for en lykkelig slutning, er en storslået evne, når alt ser sortest ud. Det havde min mormor altid fortalt mig. Alt det krævede var blot, at man kæmpede for den lykkelige slutning.

Og det var derfor, at jeg i bussen sad bagerst på bagsædet og trykkede på knappen slå op billede på Instagram. Jeg valgte selv at publicere mit halvnøgne billede. Eller undertøjsbillede, om man så vil sige. I stedet for at alle videresendte det til hinanden, kunne det lige så godt ligge offentlig på min Instagram på profil. Og ærlig snak - det var jo ikke jordens dårligste billede af mig.

Da jeg trådte ind på skolens gang gik jeg selvsikkert mod klasselokalet. Jeg prøvede at ignorere, at folk stadig havde mig som et taleemne, men jeg vidste også godt, at der ikke ville gå længe før, at det hele var blevet glemt. Så snart der kom noget bedre og nyere at snakke om, ville jeg for længst være blevet glemt.

Engelsk: Det var næppe mit favoritfag, men da vi arbejdede med forskellige digteforme, gjorde dét det hele lidt nemmere at forholde sig til. At vi så skulle fremlægge vores digt, gjorde det ikke bedre.

Jeg placerede mig igen på en tom plads i midten og ventede utålmodigt på, at timen begyndte. Jeg ville bare gerne have mit digt overstået, så jeg kunne komme videre med livet. Og da Mr. James endelig nævnte mit navn, stillede jeg mig rystende op foran klassen og begyndte at læse højt:

At være iført badetøj er det samme som at være iført undertøj, siger de. Men alligevel føler jeg mig sårbar i mit undertøj. Sårbar i min egen hud.

Jeg længdes efter at mærke mit hjerteslag, men spurgte aldrig efter at få mit hjerteknust. Og her står jeg. Blottet. Ikke iført andet end mit undertøj. Sårbar som aldrig før og bliver ramt af de sten, du kaster på mig med et hånende grin.

Man skal ikke tro nogen til længere end tænderne, siger de. Men alligevel stolede jeg blindt på dig. Og du tillod at bruge min sårbarhed til at få et godt grin.

Måske er jeg fjollet. Måske er jeg teenager. Men jeg er blottet. Under de mange lag af tøj, bærer jeg mit undertøj uden på min nøgne hud. Og under min hud, er ærligheden. Jeg kan benægte, jeg kan lyve og fordreje. En løgn tager flere med sig og sandheden er ildehørt. Men ærligheden bærer præg.

Måske er det her hundrede vis af ord, som ikke fører til én enkelt sætning. Måske overdriver jeg. Men jeg glemmer aldrig den dag, du blottede mig og min ærlighed for verdenens øjne.

Jeg foldede langsomt papiret i mine hænder og sendte et nervøst smil til Mr. James. Han kiggede på mig med et fascineret blik og klappede efter at have stirret på mig i uttalige sekunder. Klassen klappede tøvende med og det virkede som om, at ingen rigtig vidste, hvad der lige havde foregået.

Timen tikkede af sted, og jeg klappede tungt i mine hænder, da den sidste havde fremlagt. Timer, som disse, var lærerige på et eller andet mærkeligt punkt. Måske var man tvunget til at lytte i længere tid, men der kom ærligheder på spil og det viste sig, at den stille dreng i hjørnet, faktisk også havde noget på sit hjerte.

”Emily Thomsen, må jeg snakke med dig?” sagde Mr. James, da klokken havde ringet og de fleste allerede var på vejen op af døren. Jeg nikkede og gik op mod hans skrivebord. ”Har du overvejet at deltage i digtklubben her på skolen?”

Jeg kiggede lidt undrende på ham. ”Nej, det har jeg aldrig skænket en tanke,” svarede jeg ærligt. ”Jeg er næppe en digter og jeg tror ikke engang, at hvad jeg læste op, kunne kategoriseres som et digt.” Det var bare tilfældedige tanker, der havde røget ned på mit papir i går aftes.

”Overvej det. Og vær ikke i tvivl, om hvorvidt dit digt er et eller ej. Digte er en bred kategori og specielt i nutidens samfund. Men overvej det, Emily,” sagde han og begyndte at pakke hans ting ned i hans skuldertaske.

Jeg nikkede manuelt. ”Tak, Mr. James.” Jeg gik ud på gangen og gik ned mod mit skab, hvor jeg forhåbentlig ville kunne finde mine matematikbøger og forhåbentlig også ville kunne finde Anna, som havde kimet min mobil ned siden i morges.

”Emily!” råbte en forpustet stemme bag mig. Jeg vendte mig om og af forbavselse så jeg Justin. Basketboldkaptajnen, som jeg aldrig havde skænket et ord. ”Hej,” sagde han, da han nåede op til mig.

Tøvende sagde jeg hej og forstod stadig ikke hvorfor, at jeg førte en samtale med ham.

”Jeg tænkte, om du måske ville med i biografen på fredag?” spurgte han nervøst om. Det var smaddersødt, at han var nervøs, men jeg vidste også, at det hele var rent skuespil. Han ville ikke i biografen for at se en film. Han ville i biografen for at sidde og snave på bagerste række. Og selvom Justin var sød med sin brune kulør og sine krøller, vidste jeg godt, at han kun gjorde det på baggrund af en ting.

”Lad mig gætte. Du så billedet af mig på Instagram og vælger dagen efter at snakke med mig for første gang i løbet af 2 år. Du vidste garanteret ikke engang, hvem jeg var før i går. Og nu håber du på, at jeg er et billigt knald, ikke?” sagde jeg hurtigt med et påklistret smil.

Justin rynkede med øjenbrynene. ”Døm aldrig en person ud fra dets rygter, ikke sandt? Og nej. Det er ikke på bag grund af i går. Jeg har respekt for, hvad du gjorde. At du lagde dit eget billede op på Instagram, som folk brugte til at snakke grimt imod dig,” svarede han bund ærligt. Jeg fik en grim smag i munden for at have beskyldt ham.

”Hvad sender de i biografen på fredag?” spurgte jeg om for at skifte emne.

”Hvad med at du dukker op klokken otte og så får du en overraskelse?” foreslog han, og jeg nikkede med et smil på læberne, der ikke var påklistret. Det var oprigtigt.

Og selvom jeg lige var blevet såret af en fyr, tillod jeg mig allerede at lukke en anden fyr ind i mit liv. Hvor dum kunne jeg være. Og det viste sig, at jeg var dum nok til at stole på en basketboldspiller med søde krøller.

 

10. november 2017

Vi ved aldrig, hvad der foregår i andres liv. Eller hvordan vores adfærd påvirker andres liv. Hvad vores handlinger kan gøre. Men det var skræmmende at vide, at folk ikke har den mindste idé om, hvilken skade deres handlinger kunne forårsage.

Justin havde skrevet i sidste øjeblik, at der var blevet om på planen. I stedet for biografen lød titlen Fest hos en dreng, hvis forældre ikke var hjemme. Og jeg havde takket ja til at tage med velvidende om, at der var flere kujoner tilstede. Her i blandt Isaac.

Selvom min mavefornemmelse sagde, at jeg ikke skulle deltage, førte mine føder mig alligevel op til hoveddøren, hvor musikken allerede pumpede igennem. Ventende bankede jeg på indtil det gik op for mig, at man ikke bankede på til fester. Jeg hev derfor selv fat i håndtaget og trådte ind. Lugten af alkohol var stærk, og de havde sikkert været i gang længe. Jeg søgte efter Justin, som jeg vidste, ville være et eller andet sted. Anna var også tilstede, men det var fyren med krøllerne, der først fangede min opmærksomhed, da han poppede op foran mig.

”Emily Thomsen. Du dukkede op,” sagde han med et overrasket smil. Han var allerede beruset. Det kunne ses fra lang afstand. Men det ville sikkert heller ikke være en fest, hvis man ikke var beruset og at der ikke var et billede på Instagram fra festen. Lad os være ærlige for et kort øjeblik: Har du virkelig været til fest, hvis du ikke har slået et billede op på Instagram fra festen?

Et par timer gik da Justin tog fast i min hånd og trak mig med ovenpå. Jeg vidste ikke helt, hvad der foregik, da han trak mig ind på værelset. Jeg kunne have sagt fra. Jeg kunne have skreget. Men jeg stod der stående og skrøbelig og kunne ikke trække en mime.

Det var først, da hans læber rørte mine og hans fingre røg ned over min røv, at jeg var i stand til at skubbe ham væk fra mig. Jeg skulle ikke være et offer for ham.

”Hvad fanden, Justin?” spurgte jeg om med en ophidset stemme.

Han kiggede på mig forvirret og forstod ikke, hvad han havde gjort galt. ”Kom nu, Emily. Du vil jo gerne,” sagde han og trådte igen et skridt tættere på mig. Han forsøgte at lægge en hånd omkring min lænd.

”Hvad får dig til at tro, at jeg vil det?” sagde jeg forbavset og trådte et skridt tilbage. Da jeg ramte muren mod min ryg, vidste jeg godt, at det var for sent. Jeg kunne ikke flygte. ”Hold dig væk, Justin.”

”Pigen, der lægger et billede op af sig selv på Instagram, som alle drenge kan bruge til sin vildeste fantasi. Men når det kommer til det virkelig spil, så gider du ikke alligevel, vel? Det er bare et spil for galleriet,” sagde han og trådte igen tættere på mig. ”Du er intet, Emily. Intet.” Han lod mig stå tilbage i værelset alene og det var der, at de første tårer kom trillende. Dem, som jeg havde kæmpet så hårdt for at holde væk. Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort til at fortjene det. Var det min egen skyld? Eller var det bare sådan, at nutidens samfund opførte sig?

Min mobil brummede inde i min lomme, og hurtigt tog jeg den op for at ignorere den foregående episode. Om jeg ønskede det eller ej, prøvede jeg at fortrænge episoden. I stedet for scrollede jeg igennem Instagram og endte på mit eget billede. Jeg kiggede på nogle af kommentarerne og vidste godt, at det var dumt. Slut. Hoe. Skøge. Callgirl. Bevidst kiggede jeg efter de negative ord, som der var flere af. Billedet havde flere tusinde kommentarer og min Instagram var bombarderet. Men der var en sætning blandt de mange, som jeg bed specielt mærke i. You do you.

Nogle gange udfolder fremtiden sig ikke, som vi gerne vil have. Nogle handlinger vi tager, og nogle handlinger andre tager, forårsager dette. Det er ikke nogens skyld. Det er bare sådan, at fremtiden sker. Tilfældigt.

Jeg følte mig tom inden i. Uduelig. Men den ene kommentar fik mig til at løfte hovedet og rejse mig op. Mine ben gik tunge ned af trappen og mit blik faldt på Justin, som stirrede på mig med et tomt blik, da jeg passerede ham på vej ud af døren.

Mine ben førte mig hjem. For nogle er det nok at være hjemme og føle trygheden. Men jeg følte mig ikke hjemme.

Min sjæl var blevet knust. Ufrivilligt.

Og du tænker sikkert, Emily, der skete jo ikke noget med dig. Du tog desuden selv valget om at lægge billedet op på Instagram. Det er din egen skyld. Opmærksomhedskrævende, ville nogen sikkert beskrive mig. Men det var ikke dig, der gik ned ad gangen og havde hundrede vis af blikke rettet mod dig. Det var ikke dig, der fik din krop lagt tvungent op på de sociale medier. Det var ikke dig, der blev ødelagt takket være de sociale medier.

Pointen var, at de sociale medier har kraften til at destruere os. Et billede og det hele kunne være forbi. Det føltes i hvert fald sådan. Og her stod jeg så. Foran mit hjem og vidste, at om få minutter skulle jeg ind og forklare mine forældre, hvorfor, at der var sådan et billede af deres datter på Instagram. Hvorfor mine kinder var røde fra tårer, jeg havde grædt, og hvorfor jeg havde blodsprækker i øjnene. De ville jo egentlig ikke høre, at deres datter var blevet udnyttet. De ville hellere sidde foran fjernsynet med en pose slik foran sig og nyde roen.

Måske havde jeg for få dage siden besluttet, at jeg ville kæmpe videre. Men lige nu følte jeg mig besejret.

1-0 til Instagram.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...