Bang Bang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2017
  • Opdateret: 4 dec. 2017
  • Status: Færdig
Da en notifikation fra Instagram popper op på Emily Thomsens mobil i historietimen, begynder hendes værste mareridtet. Mareridtet om, at hendes ekskæreste har lagt et halvnøgent billede op af hende, så hele verdenen kan se det. Hvor end Emily går hen på Oak Grove High School, hvisker folk om hende og håbet om, at det hele er glemt indenfor en uge, mistes hurtigt. For når et billede først er kommet op på de sociale medier, kommer det næppe ned igen.

22Likes
17Kommentarer
1277Visninger
AA

2. Part 1

Part 1: "The Naked Truth"

Vi er vores Instagram profiler. Hvis en person ikke kender dig, scroller de straks ind på din Instagram profil og tjekker dit feed, ser hvor mange likes du har og hvilke kommentarer du har - og lad os endelig ikke glemme antallet af følgere og hvilke billeder, du er tagget på (lad os være ærlige: de taggede billeder, er altid de værste billeder, som giver den bedste gossip). Det var den nøgne sandhed. Om man kunne lide den eller ej, var ikke en nødvendighed, når samfundet bestemte reglerne.

Og det er her, at jeg kommer ind i billedet.

Jeg var sytten år gammel og havde næsten lige slået op med min ekskæreste, da hele min verden ramlede sammen. Sytten år og hamrende uskyldig, eller det troede jeg.

I hvad der skulle ligne, at han tog hævn på mig, fordi jeg havde slået op med ham, blev han suspenderet fra skolen i tre dage. Tre dage. Og i mellem tiden måtte jeg befinde mig i, at der vandrede et halvnøgent billede af mig rundt på internettet. Billedet var selvfølgelig blevet slettet fra Instagram, men Gud havde jo valgt at skabe den fantastiske egenskab screenshots, som blev mit helvede.

For at begynde med det hele, skal vi tilbage til historietimen den 6. november 2017. Dagen, hvor helvede for alvor begyndte.

 

Den 6. november 2017

Hans mørke krøller blev fanget af vinden fra vinduet i bilen, der stod åbent. Hans blik var rettet mod vejen og pegefingeren slog blidt på rattet i takt med musikken. Solen spredte sine sidste stråler og forsvandt bag skyerne. Hans blik fangede hendes og han smilede. Hun smilede. Det hele var perfekt.

En skinger lyd fra min mobil fik mig til at slå øjnene op. Irriteret rakte jeg ud efter mobilen, slog et par gange på skærmen for at få alarmen til at stoppe. Da lyden endelig forsvandt væk, trak jeg dynen over hovedet og sukkede tungt. Hvorfor skulle man altid vågne op, når man havde de bedste drømme? Måske var drømmene langt fra realiteten, men det var jo det gode ved drømmene. De lod ens fantasier løbe løbsk.

Skolen ventede, og jeg vidste allerede, at hvis jeg ikke kom op af sengen nu, ville jeg komme for sent til bussen. Behøver jeg virkelig en uddannelse? Selvom tanken virkede fristende, tog jeg dynen til side og lod mine fødder ramme det kolde november gulv.

Jeg satte mig foran mit makeupbord, og lod mine øjne ramme det blonde hår og de lyseblå øjne i spejlet. Spejlet reflekterede mine mørke rander under øjnene, som blev dækket med concealeren. Som det sidste lagde jeg et lag mascara og straks så jeg friskere ud. Det var i hvert fald forsøget værd.

Jeg hoppede hurtigt i et par jeans og en basic tee. Mit blik ramte klokken. 7.23. Bussen ville komme om 13 minutter. Morgenmad havde jeg aldrig tid til og måtte derfor hurtigt gribe en bagel i hånden på vej ud af døren. Min mors prædiken om, at morgenmaden var det vigtigste måltid på dagen, var altid røget ind af det ene øre og ud af det andet.

Hvilket galt det samme med historie. Jeg var nået hen til historietimen i passende tid og havde placeret mig i midten af lokalet, hvor jeg kunne skjule mig for læreren. Et flinkt tip: placer dig aldrig bagerst eller forrest i et klasselokale. Chancen for at blive taget af læreren, er 87 % større der.

Resten af eleverne indberettede sig på de resterende pladser, og timen blev skudt i gang. Ligesom min mors morgenmads prædiken, lyttede jeg ikke efter Mr. Harrisons talestrøm.

Da min koncentration for længst var udløbet og flere personer i klassen små fnisede, kiggede jeg på min mobil, som jeg gemte bag den tunge historiebog. Isaac_sanders2 har tagget dig i opslag, 3 minutter siden. Notifikationen fik mit hjerte til at springe et slag over. Hvorfor havde Isaac tagget mig i noget på Instagram? Med langsomme og tøvende bevægelser fik jeg låst min mobil op og trykket mig ind på Instagram for at se billedet.

Og i det øjeblik faldt min verden sammen.

Det var utroligt hvad et enkelt billede, var i stand til. Billedet af mig selv slørede for mine øjne. Jeg huskede tydeligt aftenen hos Isaacs i sommers. Vi havde løbet ned til badebroen og hoppet i vandet uden det store af tøj på. Jeg var topløs og kun iført underbukser, som det tydeligt sås på billedet - eller mine hænder dækkede heldigvis for det meste af min brystkasse. Men ellers var hele min krop demonstreret.

Jeg slukkede hurtigt for min skærm på min mobil og rettede blikket op mod Mr. Harrison samtidig med, at jeg prøvede at fortrængte, hvad jeg lige havde set. Men det lykkedes ikke. For hver gang jeg prøvede at lytte efter Mr. Harrison, blev mit fokus anbragt på billedet af mig selv, der var blevet lagt op på de sociale medier. Hele skolen kunne se billedet. Hele verdenen kunne se billedet.

Klokken slog langsommere og langsommere, og de sidste 5 minutter af timen varede en evighed. Det føltes sådan. Da ringeklokken slog højlydt i klassen, styrtede jeg ud af døren. Min rygsæk hang på den ene skulder og jeg prøvede at flygte. Til mit uheld blev gangen på skolen desværre fyldt på ingen tid, og jeg skulle nu stå til ansigt med femhundrede mennesker, der garanteret havde set billedet.

Jeg prøvede at fortælle mig selv, at mange piger havde sådanne billeder på Instagram, hvor de rent faktisk selv havde slået det op. Hvis Josephine Skriver kunne, så kunne jeg vel også? Men min lille løgn virkede ikke. Det ville aldrig være det samme. Hun var en model, og jeg var blot en syttenårig pige, der havde faldet for den forkerte dreng i en tidlig alder og ikke vidste bedre.

Hele gangen stirrede på mig. Det var jeg absolut sikker på. Jeg mødte få personers blikke, som jeg ikke engang kendte, men alligevel kunne jeg aflæse deres fordomsfulde blik: Sikke en slut. Hoe. Og herunder de tusind vis af andre diskriminerende ord, der definerede en pige som billig.

Da fodboldholdet kom gående forbi, forsøgte jeg at gemme mig selv væk i min hættetrøje - igen, absolut forgæves. ”Emily Thomsen, ses vi til noget vinterbadning?” sagde de fjoget og blinkede med det ene øjne. De var sikkert i fulde gang med at afklæde mig inden i deres små hoveder.

Jeg rystede kommentaren af mig og fandt vejen frem til mit skab, hvor mit idrætstøj var i. Selvfølgelig skulle vi have idræt, hvor drengene også havde den optimale mulighed for at være i kontakt med mig og komme med flere sjofle kommentarer, som jeg ikke behøvede.

”Er du okay?” Annas hoved poppede op ved siden af mit skab, og hun tvang mig til at lukke skabet for at stå med ansigt til ansigt med hende.

”Lad mig gætte. Du har set billedet,” sukkede jeg. Anna var min bedsteveninde, og havde været det siden forrige sommer, hvor vi havde arbejdet nede i den lokalebrugs sammen. ”Men for at besvare dit spørgsmål, så er jeg ikke okay, men jeg er endnu ikke brudt sammen. Endnu.”

Annas medfølende blik var det sidste, jeg havde brug for. ”Han er et svin, han er,” sagde hun og ændrede brat sin tone. Et mere hadefuldt blik viste sig i stedet for i hendes øjne. ”Jeg sværger, at næste gang jeg ser ham, så er han færdig. Bogstaveligtalt færdig.”

Et lille smil fik jeg fremtrukket på mine læber af Annas ord. ”Det skal jeg nok selv tage mig af,” forsikrede jeg og tog fat i hendes hånd for at trække hende med mod omklædningsrummet. Med Anna i hånden følte jeg mig mere beskyttet. De færreste turde sige noget til hende, fordi hun var hård som sten og ærlig som bare pokkers.

Omklædningsrummet var fyldt med piger, og vi kæmpede lidt med at finde et tomt spot. Sådan var det altid med idræt. Omklædningsrummet var proppet, fordi nogle lige var færdige med at have idræt og andre skulle til at have idræt. Men af alle dage af i dag ønskede jeg, at det havde været tomt. Blikkene var fastlagt på mig, og jeg behøvede ikke engang at dreje mig om for at vide det. Piger var og forblev frygtelig. De elskede gossip, så snart det selvfølgelig ikke handlede om dem selv.

Langsomt trak jeg min trøje af og tog min sports bh yderst hurtigt på. Bh’en spændte jeg op bagefter og trak af, da min sports bh var på. På den måde afslørede jeg ikke hele min krop. En t-shirt røg på og langsomt trak jeg mine bukser ned for at erstatte dem med et par shorts. Selvfølgelig havde jeg taget shorts med, selvom jeg ønskede inderligt, at mit foregående jeg, havde taget et par lange leggins med.

Anna havde holdt sig forbavset stille hele tiden, men sørgede for at snakke rigeligt med mig, da vi kom ud i idrætshallen hvor flere af eleverne var samlet. De fleste stod i smågrupper og snakkede. Jeg vidste udmærket godt, at det kun var en forestilling i mit hoved, jeg havde, men alligevel følte jeg igen, at de snakkede om mig.

”Hør, det kunne være hundrede gange værre, Emily. Du ser godt ud på det billede,” forsøgte Anna ivrigt i et forsøg på at trøste mig.

Jeg rullede dog tvært med øjnene. ”Undskyld, men det er nemt for dig at sige, Anna. Det er ikke dig, der ligger halvnøgen på Instagram. Fucking Instagram. Hvad hvis mine søskende ser det? Hvis mine forældre finder ud af det?” spurgte jeg hende frustreret om. Desværre havde Anna ikke et godt svar og kiggede derfor på mig med et tomt blik. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Eller hvad hun skulle sige.

Da tankerne begyndte at fylde for meget og blikkene borede sig ind i min krop, forlod jeg idrætshallen og fortalte Anna, at hun ikke skulle følge efter mig. Hurtigt fik jeg erstattet mine shorts med mine jeans og fik trukket i mine sneakers. Hættetrøjen røg over hovedet og rygsækken blev placeret på den ene skulder.

Jeg fandt min vej ud af omklædningsrummet og begav mig ud på den tomme gang, hvor der kun gik én person længere nede ad gangen. Jeg trak min hætte over hovedet og kiggede ned i gulvet, da jeg passerede personen.

”Emily?” Mit navn rungede i gangen og vedkommendes stemme gav ekko i mine ører.

Min forhåbning om at slippe væk, mislykkedes. Jeg vendte mig om og stod til ansigt med Isaac. Svinet, som jeg også ville betegne ham som.

”Jeg er virkelig ked af det. Et øjeblik var jeg sur, fordi nogle sagde, at du havde slået op med mig for at være sammen med Justin. Og jeg ville have hævn,” forklarede han. Jeg klemte mine øjne sammen og kiggede mistroisk på ham. ”Jeg har slettet det nu. Og jeg er virkelig ked af det. Hvis det gør dét bedre, så er jeg suspenderet for 3 dage.”

Jeg havde svært ved at formulere en sætning inde i hovedet og sagde derfor det første, som faldt mig ind. ”Du er er ked af det? Jamen, tak Isaac. Tusinde tak. Det er ikke dig, der skal leve med det her. Og du gjorde det for at få hævn? Hvad med at konfrontere mig først i stedet for at drage til en eller anden dum konklusion?”

Talestrømmen kom bag på Isaac og han trak lidt på skuldrene. Jeg vidste ikke, hvad han trak på skuldrene til, men det kunne bestemt ikke være det eneste, han havde at sige. ”Jeg troede, du ville være sammen med Justin og jeg tænkte, at hvis jeg slog et billede op af dig, ville han ikke være sammen med dig. Fordi så ville du være en omgående vare,” sagde han og kløede sig lidt i nakken.

Og ud af det blå røg en flad lussing mod hans kind. ”Du har ødelagt mig, Isaac.”

”Emily Thomsen.  Til kontoret nu,” lød det i mikrofonen på gangen og over hele skolens højtalere. I hvert klasselokale kunne det høres, at jeg skulle ned på kontoret. Og de alle sammen vidste hvorfor, at jeg skulle derned.

”Tusind tak, Isaac,” sagde jeg ironisk og begav mig ned mod kontoret, hvor sikkert en dybfølende samtale ventede mig.

Med et tøvende tryk i håndtaget gik jeg ind på kontoret, hvor sekretæren sad forrest. Hun kiggede på mig med et bestemt blik og et kort øjeblik lignede det, at hun også havde set billedet. ”Rektoren venter på dig derinde,” sagde hun og pegede mod rektorens dør. Det var yderst få gange, at jeg havde været herinde.

Scott Dalton stod der på døren, som jeg gik ind af. Mr. Dalton rejste sig op og trykkede min hånd venligt. Han sendte det samme medfølende blik, som Anna havde sendt mig tidligere på dagen.

”Vi har hørt om situationen med billedet på Instagram og på grund af almindelige regler, skal vi blot høre, om du er okay,” fortalte han, da vi begge havde placeret sig på hver vores stol med et skrivebord i mellem os.

”Du fortæller mig ikke, at I har almindelige regler af hvad angår nøgenbilleder, der bliver lagt op af ens ekskæreste?” spurgte jeg om med en sarkastisk undertone. Det var for godt til at være sandt.

Mr. Dalton kunne godt se frustrationen i mine øjne og lod min flabede bemærkning flyve forbi. ”Siden det blev et problem i morges, har vi anbragt nogle regler,” uddybede han sig. ”Så er du okay?”

Jeg sukkede. Hvordan kunne rektoren forvente, at jeg var okay? Hvordan kunne nogle overhovedet forvente, at jeg var okay? Derfor nænnede jeg at svare. Jeg vidste ikke engang selv, om jeg var okay. Samtalen med rektoren varede i nogle minutter, hvorefter jeg fik lov til at gå.

Han fortalte, at de lavede en regel om, at man ikke måtte have mobiler på sig i timen, så de kunne forhindre denne slags. De glemte blot, at der også var et liv efter skoledagen, hvor eleverne sagtens kunne bruges deres mobiler i vildeste omfang. Og pludselig var jeg blevet grunden til, at mobilerne skulle samles ind, før timen begyndte.

Det store frikvarter brugte jeg ude på toilettet. Jeg sad patetisk, som jeg var, på toilettet og spiste min mad. Præcis som i en eller anden chick-flick film, hvor hovedpersonen var blevet ked af det og gemte sig på toilettet. Aldrig havde jeg troet, at mit liv ville gå så vidt, at jeg var nødt til at gemme mig.

En tåre ramte min sandwich, som jeg sad med i mine hænder, og jeg fjernede hurtigt de få andre tårer fra mine kinder.

Og det var i det øjeblik, at jeg besluttede mig, at et dumt billede på Instagram ikke skulle få mig ned med nakken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...