amar en los colores

Det skete i de dage, at Gud lod en regnbue markere hans pagt med mennesket og symbolisere hans kærlighed til hans skabninger. Vi har derfor altid elsket i farver; vi har været på en lyserød sky, vi har set verden i et rosa-skær, vi har druknet i vores elskedes øjne. Farver og kærlighed er uadskillelige, og intet væver de to ting sammen mere end hjerternes fest| tolv kærlighedshistorier i regnbuens farver fordelt på fireogtyve dage. | deltager i julekonkurrencen, mulighed 4 (kærlighed)

6Likes
11Kommentarer
1187Visninger
AA

3. 2. december || David I

 

Amar púrpura

 

Det var kærlighed, kunne man sige, det de havde. Det var i hvert fald en gensidig følelse, og den kunne ligeså godt være kærlighed som den kunne være så meget andet. Alt, han vidste med fuldstændig sikkerhed, var, at hvad han følte for Joe – hvad de følte for hinanden – var ulig alt andet, han havde følt. Og måske var det barnligt at opbygge et forhold på udelukkende på denne ene følelse, og måske var det usikkert, og måske var det ikke nok til at retfærdiggøre at han opgav alt andet for denne følelse.

Men lige nu, lige nu i dette øjeblik og dette sekund, i denne seng denne morgen, var det det hele værd. Det var det værd at kunne se udover havnen, at kunne høre bølgernes brusen, og kunne mærke Joes bløde hår mod sin kind. Det var det hele værd, og hvad han ikke ville give for at verden og tiden frøs i dette ene sekund af lutter fred og kærlighed.

Det havde været en pludselig indskydelse, at flytte til San Francisco, og det beskrev deres forhold så godt som noget andet kunnet, og David havde syntes det lød meget fornuftigt – at rive rødderne op, drage til et andet land, en anden kultur, væk fra alle – og han havde forklaret sin mor, at han ligeså godt kunne skrive sin bog med vandet og bølgerne som udsigt, som han kunne sidde i en lejlighed i København med en ghetto som inspiration. Joe havde bare trukket på skuldrene og sagt, at han havde kørt taxa i København, og San Francisco lå i hans blod; det kunne umuligt gå galt.

”David?”, og han blinkede et par gange, før han mødte de chokoladebrune øjne der havde åbnet sig indenfor de sidste minutter, hvor hans tankegang havde taget alt hans fokus. Han brummede som svar. ”Har du tænkt dig nogensinde at flytte dig? Det er ny dag, i december endda, vil du ikke med op?”

Hvis han skulle være ærlig, og selvom man ikke kunne sige meget om hans forældre, havde de i det mindste opdraget ham til, at det skulle man altid være. Medmindre det da spændte ben for én senere hen, for så var en hvid løgn i orden, eller bestikkelse eller lidt korruption; hvad der nu skulle til for at få fokus over på noget andet. Men hvis han skulle være ærlig, ville han hellere bruge hele sit liv i denne seng, med Joe ved sin side, end han ville flytte sig. Selv ikke de juleglade gader og havet, som han elskede så højt, kunne stikke en livstid med Joe ved sin side uden bekymringer.

Han svarede med en strammen af hans arme omkring den anden og et enkelt hovedryst.

”Du er for dum,” lød det, og Joe vristede sig fra hans greb og nærmest sprang ud af sengen, for at bevæge sig ud i køkkenet.

Et par minutter var alt, hvad han gav sig selv, før han omfavnede kulden i deres soveværelse, greb en striktrøje og trak over hovedet, før han traskede ud i køkkenet, hvor en kop kaffe allerede stod klar. Han sendte et kort smil over til sin forlovede, før han lod sig falde ned i stolen. En hovedpine fik ham til at stønne, og Joe gav ham løftede øjenbryn.

”Er min kaffe så god?”, og hvis ikke hovedpinen gjorde ham så ør, havde han grinet, for Joe kunne mange ting, han var en mand med de bedste kvaliteter, men oftere end ikke var hans kaffekopper enten for tynde eller for stærke. I dag var den perfekt, og han kunne ikke engang nyde den.

Han rystede på hovedet, før han vendte sig for at rode i deres skuffe indtil han fandt de smertestillende piller. ”Bare hovedpine, intet andet.”

En latter fik ham til at skære ansigt, både fordi den gik lige i hovedet, men også fordi han skulle have set det komme. ”Og du som sagde, at du kunne drikke til solen stod op, uden at få tømmermænd. David, David, din løgner.”

”Bedre end dig, du knak allerede ved et tiden,” fnyste han, ”det var ærlig talt pinligt.”

”Spis nu bare dine æg.” Og så var den sag lukket, men et smil spillede stadig på Joes læber, og han syntes, denne kamp gav ham et point.

Det satte vel stillingen til, at Joe nu kun var et par hundrede point foran.

 

De næste par timer blev brugt på at skrive, og han var ikke engang sikker på, at der var gået et par timer, før han så på klokken. At skrive var at være i en anden verden, at skrive var at sidde fysisk på en stol i hans kontor med havet som udsigt, men psykisk at være overalt – i alle verdens lande, til alle tider. I disse timer havde han befundet sig i 1940’ernes Europa, nærmere bestemt hos en deling af britiske soldater, der var med under D-Dag. I stedet for at kigge på Stillehavets relativt rolige bølger, havde han oplevet det kølige Atlanterhav og hørt tyskernes kugler flyve forbi ham. Havde set hans venner falde i vandet og drukne, havde set dem bløde ud på stranden, havde hørt dem jamre og skrige idet dødsangsten greb dem i sidste øjeblik. At være forfatter var at leve en andens liv, og det var udmattende, en følelsesmæssig rutsjebane, men han kunne ikke forestille sig at gøre andet. Havde det været op til hans far, havde han brugt sine år først på CBS, før han blev sendt ud i verden til et kæmpe firma, hvis direktørs venskab med hans far havde rundet mindst de 30 år. Havde han ikke mødt Joe, havde han ikke levet den dag i dag; han havde siddet som en mannequin, han havde været hans fars dukke. Ingen tanker ville være hans egne, og selv hans kommende hustru ville være blevet aftalt over en hyggelig og manipulerende forretningsmiddag.

Joe havde reddet ham fra at miste sig selv og sit liv, og han ville aldrig kunne betale ham tilbage.

At skrive var udmattende og hårdt, men han ville hellere miste alt, end han ville ændre det. Penge havde han nok af til dem begge; de ville aldrig komme til at mangle noget, og de ville aldrig gøre andet, end det de allermest ønskede at gøre i verden. Det gik imod alle Joes principper at leve på gamle penge, men David var ikke over at udnytte sine forældres og hans families årti-lange manipulation af deres forretningsliv. Den måde, han brugte pengene, var nok den mest uskyldige måde, den familieformue nogensinde var blevet brugt før.

”David?”

Han vendte sig om mod døren lige i tid til at møde Joes bekymrede øjne idet han trådte ind i rummet. Med rynkede øjenbryn kiggede han op og ned af hans krop, søgende efter steder han kunne have såret sig selv.

”Er der sket noget? Er du okay?”, han var allerede oppe og stå, før han var færdig med at tale, bekymringen gennemsyrende i hans tonefald.

Joe lagde hovedet på skrå, før det var som om han opfattede, hvad han blev spurgt om. Han rystede hurtigt på hovedet, før han rakte en konvolut dækket med frimærker ud mod ham og sagde med tøvende stemme, ”din mor har sendt et brev.”

David stirrede chokeret på brevet før han bed sig i læben. Han var trådt et par skridt væk, før han opdagede, at hans hænder var sammenpresset og rystede.

”Smid det ud.”

”David, er du sikk-?”, og Joe, kære, kære, kære Joe, lod han ikke tale ud, før han voldsomt rystede på hovedet.

”Du må gerne læse det, hvis du tror, hun har noget konstruktivt at sige, men jeg nægter at læse det,” han tog en dyb indånding og nikkede, ligesom for sig selv. ”Hvis du har brug for at læse hendes lort, skal du endelig bare gøre det, men jeg nægter – jeg nægter at læse, hvad hun skriver, for hun skriver ikke som din mor.”

Han kunne selvfølgelig ikke sige, hvad præcist hans mor havde sendt et brev til San Francisco for at sige, i stedet for bare at sende en email, men han havde en god idé. Hun prøvede at komme ned på hans niveau, som en patroniserende pædagog der sætter sig på knæ for rigtigt at kunne forklare barnet hvorfor det intet ved, men han nægtede at lytte til hendes gift. Han havde brugt tyve år i hans forældres selskab, og det havde været nok til næsten at forvandle ham til en robot.

Han behøvede ikke at høre mere fra hende, for evigt ville være en evighed for tidligt for ham at tage kontakt til hende eller hans far.

Joe studerede ham i et øjeblik, før han langsomt nikkede, sendte ham et sørgmodigt smil og smed brevet i skraldespanden ved døren, før han lukkede den efter sig med et lille vink.

Uden at spare endnu et blik mod skraldespanden, vendte han sig tilbage mod computeren, 2. verdenskrigs kommende slutning med D-Dag, og hans hovedperson, Floyd, hvis problemer og livsfare syntes som langt mere overkommeligt, end den bombe, der lå en meter bag ham.

 

Det var kærlighed, hvad der var imellem dem. Det var kærlighed, kærlighed, kærlighed, det vidste han i de tilfælde, hvor de ikke kunne få vejret af latter. Han vidste det, når de sad sammen på deres hængegynge på verandaen; han vidste det, når han ikke kunne tage øjnene væk fra Joe om morgenen, og når han altid kunne føle Joes varme smil give ham varme, når han holdt foredrag om hajer og mainstream mediers behandling af dem. Han vidste, at deres kærlighed var ægte og fandtes, når Joes arme føltes som hjem og sikkerhed og varme, selv her i decemberkulden.

Han vidste, Joe elskede ham, og han vidste med hver celle i sin krop, at han elskede Joe.

Men nogle gange var kærlighed ikke nok, og de var to meget forskellige mennesker, og når David ville til højre, ville Joe til venstre; når David sagde op, sagde Joe ned. Det var ikke fordi de altid var uenige, og det var ikke for at skabe splid, men deres så vidt forskellige liv havde altid lagt op til gnidninger – og ja, nogle gange skabte disse gnidninger ild, og når ild rører hjertet, gør det ondt.

”Hvorfor, hvorfor, David, kan du aldrig ignorere den fucking bog og være sammen med mig?”, var en helt normal start på en af disse ildebrande, som David aldrig var mere end et par sekunder om at svare igen på.

”Af samme grund, som du ikke bare kan stige ud af din taxi klokken 12,” protesterede han med stigende irritation, ”fordi det er mit fucking job. Det har altid været mit fucking job, som faktisk er med til at betale vores regninger bedre, end din lortebil.”

Og her var det altid, at den ene havde irriteret den anden så meget, at Joe stirrede tilbage på ham med rasende øjne, hævede pegefingeren, mens han ledte efter ord.

Penge havde altid været et ømt punkt for Joe, og det vidste David.

”Job? Betale regningerne?”, hans stemme var hvislende, og måske skulle det altid ende sådan. Når lykken var for stor, var det altid denne diskussion der bragte dem tilbage i virkelighedens verden. ”Det er dine forældres penge der betaler dine regninger. Dine bøger har aldrig solgt en skid. Du er godt nok flygtet fra dem, men dine forældre finansierer stadig dit liv.”

Og præcis som David vidste, at Joes barndom og mangel på penge ramte ham, vidste Joe, at hans forhold til sine forældre altid ramte David.

”Du-”, og han kunne ikke finde flere ord at spytte i Joes retning, han kunne ikke engang finde energien til at advare ham om at diskussionen ikke var færdig. Som en løssluppen ballon, mistede han alt energi fra det ene øjeblik til det andet.

Uden et andet ord, vendte han sig om og traskede ind i sit kontor. Her stod der en gammel seng af præcis den grund, at de vidste, de vidste, de vidste, at de var som ild og ilt; de fungerede perfekt sammen, men de kunne også forårsage en katastrofe.

Hvor lang tid han sad i sin stol og stirrede ud på vandets bølgen, kunne han ikke helt finde ud af, men da han hørte døren til deres fælles soveværelse smække, blinkede han og kiggede over på klokken, som oplyste ham om at klokken snart ville passere de to-stykker. Med en dyb indånding, vendte han stolen om, kiggede på døren der skilte ham og vejen til hans elskede, før hans øjne – uden at han egentlig tænkte over det – bevægede sig ned mod skraldespanden.

Brevet kunne han stadig se, og han kunne nærmest høre, hvordan hans far skammede ham for ikke at være en mand, for ikke engang at turde at læse en kvindes ynk.

”En sidste gang,” hviskede han og nærmest kravlede hen til væggen, før han faldt med ryggen mod den og gled ned på gulvet.

Med rystende hænder flåede han nærmest konvolutten op. To siders nydelig skrift mødte ham, og det var så lig hans mor, at han straks kunne mærke tårerne presse på. Han rystede sammenbidt på hovedet. Han var stærkere end hans mor, han var stærkere end hendes fordømmen af hans liv.

 

Kæreste David,

Din far og jeg håber, du har det godt. Vi kan se på din bankkonto, at dine drømme om at blive forfatter ikke går strygende, og vi vil blot minde dig om at skulle du få lyst til at opgive dette latterlige foretagende, står vores arme altid åbne.

Jeg skal forresten hilse fra Fru Bernstorff, Karen som du jo nok kan huske. Hun var på besøg den anden dag, og hun havde sin fortrinlige datter, Josefine, med. Hun er er 21 år, kun fem år yngre end dig. Jeg vil gerne medgive dig, at en pige på din egen alder og på dit eget uddannelsesniveau da ville være at foretrække, men jeg har vedlagt et billede af hende. Hun er studerende på CBS – 3. år, så hun er snart færdig med sin bachelor og har allerede ansøgt om en kandidat. Hun er utrolig charmerende og er kristen. Jeg ved, du tror, du er forelsket i den unge jøde, du havde med hjem, inden du rejste. Men vær nu ærlig, David, det holder jo ikke i længden. Nej, Josefine er som skabt for dig; hun minder også om Barbara, som du holdt så meget af i gymnasiet.

David, du er min søn, og jeg elsker dig. Jeg ville blot ønske, at du ville opgive dette ligegyldige oprør. Du har allerede understreget, at du ikke vil på CBS, og at du ikke vil studere økonomi. Der er en masse andre muligheder, som vi sagtens kan finde ud af, hvis bare du kommer hjem. San Francisco er på ingen måde dig.

Din far har forresten sagt, at han med glæde vil skrive dig ind i testamentet igen, hvis bare du opgiver dit tåbelige eksperiment med ham Joseph. Han er en nydelig dreng, det er vi alle enige om, men han er jo ikke noget for dig. Han er en mand, han er jøde, han er af amerikansk og tysk afstamning, han er taxachauffør, han er fattig. Du fortjener bedre, David, det ved du også selv.

Vi håber at se dig ved julefesten.

Alle hilsner,

din mor

 

Han stirrede på brevet i, hvad der syntes at være en uendelighed. Det var næsten umuligt for ham at finde ud af om ordene var slørede, fordi hans hænder rystede så voldsomt, eller fordi tårerne slørede hans syn.

Han konkluderede, som han prøvede at opfatte alt hvad brevet havde sagt, at det måtte være en del af begge. Han var på vej i chok.

Hans forældre havde slået hånden af ham. De havde gjort noget så middelalder-agtigt og slået hånden af ham, fordi han vanærede dem ved at løbe væk med en jødisk dreng til USA. Det hele var så latterligt, og alligevel gjorde det så ondt. Han havde vidst, at de var sure, at de ikke accepterede hans seksualitet, hans karriere, men han havde ikke vidst, at de ville gå så langt. At de ville blackmaile ham til at opgive alt, hvad han havde fundet og bygget op, til fordel for, at de igen havde en tom figur at vise frem til fester som deres ih og åh så perfekte søn.

”Joe,” hviskede han, og han kiggede vildt op mod døren, før han med sløret syn, rystede hænder, vaklende ben, fik kæmpet sig hen til døren til deres soveværelse. Lad ham være vågen, Joe, Joe, Joe, Joe, ”Joe, Joe, Joe, vågn op, Joe, Joe, Joe.”

Og der gik ikke andet end et par sekunder, før døren fløj op, og en rødøjet Joe med krøllet tøj dukkede op. Langsomt ændrede hans ansigtsudtryk sig fra vrede og tøven til bekymring, som han tog Davids svajende tilstand ind.

”David,” hviskede han, og et lille smil bredte sig på hans læber.

”Joe,” og han kunne ikke lade være med at le, og det var en grim latter, ikke en latter som han kunne genkende. Fordrejet og skinger, og grødet, og alt en latter ikke skal være, og han viftede med brevet, som han hikstede ud, ”de har slået hånden af mig. De har spærret alt, jeg… jeg… Joe.”

Mere nåede han ikke at sige, før han var begravet i Joes arme, og han trykkede sig ind til sin forlovedes varme, trygge, standhaftige krop, mens han endelig lod hulkene overtage ham. Det var med besvær, at Joe fik ham halet over på sengen, og han vidste ikke, hvor længe han lå med tårerne trillende ned ad kinderne, mens Joe bare holdt ham og hviskede lavmælte forsikringer om en bedre fremtid, og at de altid vil være sammen. Intet kunne skille de to ad, og hans forældre kunne lige prøve at forsøge.

”Jeg elsker dig,” hviskede han, som han følte udmattelsen tage ham, og han kæmpede for at holde øjnene åbne, så han kunne sige det mens han så Joe i øjnene. ”Jeg elsker dig virkelig, virkelig meget. Du er en fantastisk chauffør, og jeg… jeg elsker alt ved dig, alt ved dig.”

Joe studerede ham med hans varme, varme øjne, og langsomt bredte der sig et kærligt smil på hans læber. ”Du skal med til min mor i den her jul, Dave, og så skal hun vise dig, hvordan en ægte mor er. Du fortjener at blive elsket rigtigt.”

Han lo lavmælt og hviskede, før han faldt helt i søvn, ”glæder mig til Hanukkah.”

Som svar, følte han Joe stramme grebet om ham og et par læber pressede mod hans pande. Han smilede.

 

At elske lilla

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...